Tanker fra en dag i Hawassa, Etiopien

Jeg sidder under et træ og kigger ud over forsøgsmarkerne på Hawassa University. Min ryg er lænet op ad et træ, som jeg ikke kender, men som ser ud til at være fra ærteblomstfamilien, og jeg sidder på tværs på en lyseblå malet betonbænk. Sammen med 13 andre bænke magen til og et vakkelvornt træstativ til at hænge en tavle på, udgør de en slags udendørs undervisningslokale for de agronomistuderende her på campus. Inden de går i marken bliver de undervist her, i skyggen af de ukendte træer. Maraboustorke flyver omkring med højlydte vingesus fra deres kæmpevinger og slår sig ned i et peruviansk pebertræ – Schinus molle står der på det – lige bag tavlestativet. Maraboustorke kunne i mit hoved ganske nemt tage prisen for det grimmeste dyr i verden.


Træerne der omkranser undervisningsområdet er malet i samme lyseblå farve som bænkene, som for at signalere at dette er et afgrænset område. På marken lige foran mig vokser en slags natskygge, som jeg ikke kender, vildt og længere væk vokser solsikker på 3 meters højde, som er afblomstret og derfor hænger med hovedet. De resterende plots er nydeligt anlagt og fyldt med diverse forsøg og afgrøder. Der er et plot med den lokale teff, som ser meget let og luftig ud med sine bitte små korn og sin gyldne farve. Der er majs i forskellige intercroppingkombinationer – i går så jeg både majs og sorghum og majs og kikært sammen. Der er også andre kombinationer, som jeg ikke umiddelbart kender. Der er forskellige overdækkede huse med vægge af hønsenet, som for at holde fugle ude. Et drivhus er ikke nødvendigt her, hvor temperaturerne i dagtimerne snildt kommer op på 30 grader eller mere. I dag er en kølig dag med overskyet og lidt regn i luften, og det passer mig vældig godt. Herfra hvor jeg sidder, kan jeg se både bananpalmer, enset, en slags lokal falsk banan og papayatræer. Her vokser også kaffe, sød kartoffel, forskellige slags bønner og linser, kål, spinat og krysantemumblomster, som en bachelorstuderende er ved at lave et forsøg om dags- og natlængde med.

Jeg sidder og spiser bananer, som jeg lige har købt på et gadehjørne. Jeg gav 16 birr, omtrent 5 kr for 1 kg bananer. 1 kg er den mindste mængde man køber frugt og grønt i her, selvom jeg dog tidligere fik lov til at købe mindre end 1 kg tomater. Det var jeg lettet over, for de bliver hurtigt fordærvede i varmen.
Jeg syntes det er svært at finde god morgenmad her. Flere steder har jeg endt med at få injera med kål og kartofler, injera med æg eller slet ikke noget, når jeg har forsøgt at bestille morgenmad. Det er lidt hårdt at spise injera om morgenen, da de store pandekagelignende fermenterede brød er meget syrlige i smagen. Jeg foretrækker noget mere neutralt om morgenen. Det er også svært at finde noget uden chili i. De bruger endda chili i den hjemmelavede, røgede yoghurt de spiser om morgenen. Røræggene er også lavet med hele grønne chilistykker i, som jeg ihærdigt forsøger at undgå. Nogle gange tror jeg også at jeg er mindre modig om morgenen end op på dagen. Jeg føler at jeg skal være modig hver gang jeg går ud fra mit lille værelse alene, fordi der altid er så meget opmærksomhed på mig, ligegyldig hvor jeg går.

Opmærksomheden føler jeg ikke er en god ting. Fremmede anråber mig på gaden som ”you, you, you!” uden noget egentligt formål. Nogle gange er det dog gadedrenge der gør det, med det klare formål at tigge. Jeg har meget blandede følelser når jeg enten afviser eller ignorerer dem. Det der er mest af er dog unge mænd der råber diverse mere eller mindre passende ting for at få mig til at kigge deres vej. De hænger ud af biler, sidder på gadehjørner eller på barer eller kommer gående sammen med andre unge mænd. Nogle af dem hilser jeg på, når deres udbrud begrænser sig til en hilsen, men mange syntes at det er helt okay at spørge mig om ting som hvor jeg er fra, hvor jeg er på vej hen, hvor jeg bor henne eller hvorfor jeg går alene, selvom jeg aldrig har så meget som kigget på dem før. Den del af at arbejde her i Etiopien vil det nok tage mig lang tid at vænne mig til, hvis jeg nogen sinde gør det.

Det til trods er Hawassa en dejlig afrikansk by. I øjeblikket er jeg ved at høre en lydbog, der forgår i det smukke Firenze, og da kan jeg godt længes mod de europæiske byers charme, sikkerhed og lethed at begås i. I Europa er selv de sydeuropæiske byer lette at begå sig i for mig. Bare den detalje at de fleste cafeer skilter med, om de er en kaffebar eller om man kan forvente kage eller club sandwich gør det noget nemmere. Her er menukort stort set ikke eksisterende og selv når de er, kan man sjældent få det der står på menukortet. Man skulle tro at den servicemindede tjener så ville gøre sig den ulejlighed at fortælle en hvad kan kunne få, når nu menukortet ikke gjorde det alligevel, men sådan er det ikke. Man må forsøge at gætte sig til det ved at nævne ting, som man godt kunne tænke sig. På fuldstændig samme måde foregår det de steder hvor der ikke er menukort. Her skal man gætte sig til hvad man kan få, og da det sjældent er tydeligt udefra kan man snildt rende ind i at sætte sig på en cafe, hvor de kun har den traditionelle kaffe, bunnaBunna bliver tilberedt i en lerkande over gløder og serveret med masser af sukker i små espressokopper, som alle cafeer har købt det samme sted. Nogle gange har de også ”soft drinks”, vand på flaske eller måske en enkelt slags mad. På trods af dette siger de ikke hvilken slags mad de har, men kun at de ikke har det du spørger efter. Det gør det lidt svært at være en uvidende farenja.

Mens jeg sidder her og skriver er solen kommet frem af det lette skydække så temperaturen er steget drastisk. En enkelt maraboustork har netop ladet vandet oppe fra sit peruvianske pebertræ, så det høje splat lød 2 meter fra mig. Jeg troede ellers jeg var i sikkerhed her hvor jeg sidder.

Det virker også til at de der arbejder her er kommet tilbage fra frokostpause. Studerende går nu rundt i marken og bag mig er 6-7 mand i gang med at bygge en slags hus af gasbeton og træ med en firkantet murstenskonstruktion i midten. Reelt er der 5 mand der arbejder og en der taler i telefon eller laver noget andet. Mændene er klædt i pænt tøj, som burde de sidde på et kontor. De hugger gasbetonblokkene til med spader og mureskeer for at få dem til at passe i størrelsen mellem de vertikale træpæle, der støtter hjørnerne af taget. Jeg overvejer at spørge dem hvad de bygger, men i det samme ringer min mobil. Det gør den cirke tre gange så ofte hernede som der hjemme, selvom jeg kun kender en håndfuld mennesker, som har fået mit etiopiske nummer. Hvad Afrika gjorde før mobiltelefonen fatter jeg ikke.
Det er John der ringer. Han er fransk og skriver sit speciale hernede. Han har været her i 7 måneder og taler ret godt amharic allerede. Han har været en kæmpe hjælp for mig her og har bl.a. forhandlet prisen for mit værelse for mig, vist mig de gode steder at drikke øl, introduceret mig til det sydsudanske ”community” på campus og hjulpet med praktiske ting, som at finde et sted at printe. Nu spørger han om jeg har lyst til bunna på det sædvanlige sted, så jeg pakker sammen og sætter afsted med retning mod den lille cafe med terrassen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: