Færdigt feltarbejde

Det er svært at få skriveriet til at følge oplevelserne her. Det bliver til sporadiske håndnoter, fotografier og snapshots med mobilen. Jeg har færdiggjort mit feltarbejde i løbet af 4 intense dage på 4 forskellige lokaliteter, kebeles, fra torsdag til søndag i sidste uge. Det tog 3 uger at tage tilløb til, men da arbejdet endelig var i gang gik det virkelig stærkt.

Jeg har fået 60 besvarelser af mit spørgeskema fra de landmænd vi besøgte og selvom besvarelserne har svingende kvalitet, så tror jeg stadig på at det er gode data. Der er til tider spørgsmål, der ikke er blevet besvaret og andre hvor der er svaret i øst, når der bliver spurgt i vest. Det er en kende frustrerende. Jeg har allerede mange ideer til konkrete ting jeg vil gøre bedre næste gang jeg skal lave feltarbejde (for der bliver en næste gang, jo). En af dem er, at det ville hjælpe gevaldigt ikke at være hvid eller ikke at være til stede. En af mine hjælpere oversatte for mig, at den lokale mobilizer, om det kontante ”incitament” hun modtog, sagde: ”Why dont I get more when you have a white person with you?”. Det i sig selv er lidt rystende og demotiverende.

Jeg har haft blandede følelser med det feltarbejde, jeg har lavet; nogle steder har folk været utroligt åbenhjertige og varme, andre steder har de være anmassende, uforskammede og ubehagelige. Jeg oplever store kulturforskelle både på mig og dem, men så sandelig også de lokale imellem. Det har været virkelig spændende at se markerne og haverne som folk lever af, at se de afgrøder de dyrker og de metoder de bruger. Jeg har set indersiden af et af de traditionelle, lerklinede, runde huse, hvor mennesker og dyr bor side om side. Jeg har forsøgt mig med få ord på Amharic i landsbyer, hvor de taler Oromic, og følt mig ret fjollet. Jeg har jaget børn væk, der blev for pågående og glædeligt hilst på andre. Jeg er blevet overbegloet, grinet af og gået tæt på i en sådan grad, at jeg til sidst har følt halsen snøre sig sammen og tårerne presse sig på. Jeg har også taget mig sammen, bedt om hjælp og har fået den. Jeg er blevet inviteret på kaffe, har taget hundredevis af billeder og er lykkeligt undsluppet lange blikke, når jeg har sat mig ind i en Bajaj og er kørt tilbage mod byen.

Det har været en kæmpe oplevelse. Det har været hårdt og frustrerende, men enormt spændende og jeg er virkelig glad for at jeg tog den beslutning at tage af sted. Nu satser jeg på at tage en uges ferie – tirsdag om en uge tager jeg til Addis Ababa for at tage et fly til Stockholm og derefter et til København. Indtil da har jeg besluttet mig for, at jeg vil se andet af Etiopien end Hawassa og de omkringliggende kebeler. Jeg vil se den natur, som Etiopien er så berømt for og opleve det højland, som er så rigt på arter og oplevelser. Jeg vil til Bale Mountains, som ligger nogle timers bustur herfra. Efter at have snakket med andre kvindelige rejsende har jeg besluttet at tage af sted alene og forhåbentlig finde nogle andre turister at følges med på vejen. Hvis jeg bare trækker vejret dybt ind tør jeg godt – men i må ikke sige det til min mor.

Yoghurt? Æg!

Jeg forsøgte at bestille morgenmad i morges, og følgende samtale udspillede sig:

Mig: “Ambasha?” (en slags rundt brød, som de serverer på den lille morgenmadsrestaurant.)
Tjenerinden: “No ambasha blablabla...”
“Then yoghurt?”
“Eggs!”
“Yes, that would be nice. And yoghurt?”
“Bread!”
“Okay…” 

Og sådan gik det til at jeg fik røræg og hvidt brød til morgenmad i stedet for ambasha og hjemmelavet yoghurt. Der er ikke noget at sige til at det er lidt op ad bakke at forklare, at jeg gerne vil have mine grønsager uden kød. På plussiden fik jeg i dag røræg uden de kæmpe chilistykker i, som jeg i går nænsomt sorterede fra, så jeg ikke kom til at lide en pludselig død ved chili.

IMG_4809

Det kan øse, det kan pøse, det feltarbejde

  1. april 2017

IMG_4800.JPG

Det brager udenfor, som var bygningerne ved at blive revet ned om ørerne på os. Regnen falder fra himlen med en tropisk intensitet. De studerende, der også har søgt ly i laboratoriebygningen, griner højt af en video de ser på en af deres bærbare computere. Der er netop blevet mørkt i rummet, da strømmen gik endnu en gang. Det sidste døgn har der ikke rigtig været strøm i byen, men at dømme efter alle andres reaktioner er det ikke ualmindeligt. ”Den kommer snart tilbage” siger de fortrøstningsfuldt og diskuterer, om det mon var bedre om elektriciteten blev privatiseret. Det er en diskussion der ikke rigtig ender nogen steder, for det er som om, det er svært at sige, at staten ikke fungerer. Det er begrænset hvor meget jeg har fået arbejdet i går og i dag, for da min computer løb tør for strøm i går formiddags var resten af byen også løbet tør. Den skriveproces, der ellers lige gik så godt, blev hurtigt afbrudt.

fullsizeoutput_10fe

I dag har jeg forsøgt at planlægge feltarbejde. Det er håbløst svært. Egentlig var det meningen af vi skulle afsted i dag, men en af mine hjælpere fortalte pludselig at han faktisk havde undervisning, selvom vi tidligere var blevet enige om, at dette tidspunkt passede alle godt. Det er en smule svært at arbejde med.
Et øjeblik blinker lyset i lokalet og lysstofrørene, der giver mig en gusten hudfarve, tænder langsomt igen. Strømmen er tilbage. Det er også som om regnen stilner en smule af, så den nu kun er almindelig tung regn.

Jeg har nu fået endnu en hjælper og jeg har tegnet et skema over de næste fire dage, som jeg desværre allerede ser falde fra hinanden med utrolig hast. Det er imponerende hvor useriøst aftaler bliver taget her. Specielt skulle man mene, at faglige, professionelle aftaler ville blive taget seriøst, men dette er desværre ikke tilfældet. Derudover har jeg i dag erfaret, at etioperne ikke kun har deres egen kalender, men også deres egen form for tidsangivelse. Dette betyder at kl. 14.00, 2pm, på Etiopisk er kl. 08.00, og gør ikke forvirringen mindre. Derfor tror jeg nu, at da vi til pre-testen skulle mødes kl 7, og jeg var tidligt oppe, men ikke kunne få fat i nogen og derfor ventede utålmodigt det meste af dagen, var det i virkeligheden bare fordi jeg ikke vidste at kl 7 var kl 13. African time har fået endnu en dimension.

Det er utrolig svært at finde ud af, hvad der er nødvendigt for mig at gøre i forbindelse med disse her interviews og hvad mine hjælpere tager sig af. Mange af de praktiske ting er stort set umulige for mig at gøre, da de kræver et kæmpe lokalkendskab. Det er f.eks. at få lavet de letters of permission, som vi skal bruge for at få det lokale bureaukrati til at føje os. De skal selvfølgelig være på Amharic og have diverse underskrifter og stempler fra vigtige folk. Andre ting bliver jeg konstant spurgt om, som f.eks. hvilken landsby jeg syntes vi skal udføre feltarbejdet i. Dette er stort set umuligt for mig at svare på uden kendskab til området, og det gør mig usikker på mit arbejde, når jeg ikke ved, hvad jeg skal svare.

Nu håber jeg at der i det mindste er styr på planen for i morgen og så krydser jeg fingre for, at det rent faktisk kan lade sig gøre at have afsluttet dataindsamlingen på søndag. Hvis ikke tror jeg, at jeg sætter mig ned og tuder en lille smule over alt det, jeg ikke forstår. Min eneste trøst er, at etioperne selv heller ikke forstår det.

Første step af feltarbejdet

  1. april. 2017

Jeg har lige bestilt bunna på det lille sted ved søbredden. Efter et par dage hvor jeg ikke har været hernede havde jeg lyst til at slappe lidt af ved udsigten over søen. Musikken er lidt højere i dag end den plejer, men det er musik af den old-school slags, som er ret lækkert at lytte på. Kaffen er ikke lige så god i dag som den ellers har været, men søen er lige så smuk som den plejer, og det er i virkeligheden det der tiltrækker mig.

Jeg tror lige strømmen er gået på cafeen, for musikken stoppede meget pludseligt. Nu kan jeg høre lyden af stemmer der snakker med hinanden eller i telefon ved de små plastikborde omkring mig. De forskellige fuglelyde, der er så fremmedartede fra dem derhjemme, kommer til sin ret når musikken slukkes. Nu er det eneste tegn på storby lyden af motorstøj fra en enkelt turistbåd på vandet.

I dag stod jeg sent op, selvom jeg egentlig havde planlagt en løbetur i morgenens ro og kølighed. Dagene starter heldigvis relativt sent her og det passer mig udmærket. Ud over den ortodokse kirkes ugudelige tidspunkter for deres prædikener, som bliver broadcastet over højtalere til hele kvarteret, er der relativt stille i Hawassa om morgenen. Måske er tidspunktet netop valgt for at komme fanden i forkøbet med hensyn til at få sko på.

Planen for i dag er klar – jeg skal samle op på de erfaringer jeg gjorde mig i går, hvor jeg var ude og lave en pre-test af mit spørgeskema hos nogle landmænd. Det lærte jeg virkelig meget af. Det var anderledes end jeg havde forestillet mig på flere måder. Både i forhold til interviewteknik, område og livsstil. Området, som vi var i, var ikke den slags landsbyområde jeg havde forestillet mig. Det var nærmere sammenligneligt med en provinsbys villakvarter, blot med etiopiske standarder. De boede altså ikke selv på den jord de dyrkede, som jeg troede at de gjorde. Det i sig selv var en stor overraskelse.

Det var første gang jeg besøgte et privat hjem. Det var meget anderledes end jeg havde forestillet mig. Vi blev ført gennem en smal gang og ind i en stue, som var malet … og havde højt til loftet. Luften var tyk og tung af en slags røg, som jeg snart fandt ud af kom fra den lille opsats til kaffeceremoni som også var i stuen. Der var store bløde sofaer og et lille bitte TV i hjørnet, som tiltrak sig min opmærksomhed med dets meget anderledes programmer og reklamer. En mand sad i en lænestol og drak hjemmelavet øl, tella, som vi også snart ville blive budt på. Vinduerne var uklare i glasset så man ikke kunne se igennem dem og der var dunkelt i rummet. For enden af rummet var en slags kommodeopsats, som man ville finde den i mange hjem rundt omkring i verden. Her var billeder af familiemedlemmer og helgener.

Den ældre kvinde, som havde budt os velkommen kom snart med tella til os og jeg forsøgte at skjule min gru over den uklare, brunlige væske der blev hældt op i et glas til mig. Smagen var som en tynd blanding af flad Guinness og gær-vand. Mine to interviewere, Biruk og Mengistu, var glade for at få tella og talte begejstret om den sentimentalitet de oplevede ved at drikke det. Det var ligesom at være hjemme.

Biruk interviewede den ældre kvinde, mens jeg lyttede og svarede på de opklarende spørgsmål han måtte have. Jeg tog begejstret noter hver gang der var noget som Biruk eller kvinden gav udtryk for ikke gav mening – det var jo netop disse pointer jeg ville have med hjem, så jeg kunne løse problemerne inden de rigtige interviews.

Nu sidder jeg i kantinen på Campus, som er en mærkelig stor bygning med relativt få besøgende. Her hvor jeg har sat mig er der skygge og det lufter lidt – det er den perfekte kombination på en dag som denne, hvor temperaturen er uudholdelig. Jeg ved ikke helt hvordan det fungerer her, men jeg håber gevaldigt på, at der kommer en tjener forbi, så jeg kan bestille noget mad. Jeg er blevet sulten mens jeg har siddet hjemme på værelset og arbejdet. Jeg ville gerne have kontaktet min vejleder på mail, men internettet på guesthouset har ikke virket i dag. Nany, der officielt er manager, gør ikke meget for at ”manage” problemet. Ikke andet end at sige: ”Maybe afternoon” og ”I not so well”. Det i sig selv er jo forståeligt nok, men underbygger min tese: servicemindet er ikke et ord man kan beskrive ethioperne med. Tjeneren her i kantinen går ugideligt rundt og har nok heller ikke tænkt sig at tilbyde mig noget service lige med det samme. Jeg klager ikke over denne mangel på service, men jeg undres til stadighed.

Jeg har ikke fået lavet alt hvad jeg gerne ville nå i dag, men dog det meste. Manglen på internet satte en stopper for mine afsluttende gøremål. Da jeg skulle til at vende tilbage til mit guesthouse ringede min nye ven John igen, og vi besluttede at tage en øl. Det blev til fem timers snak og en gang aftensmad, som det skulle vise sig at jeg fortrød at have spist.

fullsizeoutput_10e0

Tanker fra en dag i Hawassa, Etiopien

Jeg sidder under et træ og kigger ud over forsøgsmarkerne på Hawassa University. Min ryg er lænet op ad et træ, som jeg ikke kender, men som ser ud til at være fra ærteblomstfamilien, og jeg sidder på tværs på en lyseblå malet betonbænk. Sammen med 13 andre bænke magen til og et vakkelvornt træstativ til at hænge en tavle på, udgør de en slags udendørs undervisningslokale for de agronomistuderende her på campus. Inden de går i marken bliver de undervist her, i skyggen af de ukendte træer. Maraboustorke flyver omkring med højlydte vingesus fra deres kæmpevinger og slår sig ned i et peruviansk pebertræ – Schinus molle står der på det – lige bag tavlestativet. Maraboustorke kunne i mit hoved ganske nemt tage prisen for det grimmeste dyr i verden.


Træerne der omkranser undervisningsområdet er malet i samme lyseblå farve som bænkene, som for at signalere at dette er et afgrænset område. På marken lige foran mig vokser en slags natskygge, som jeg ikke kender, vildt og længere væk vokser solsikker på 3 meters højde, som er afblomstret og derfor hænger med hovedet. De resterende plots er nydeligt anlagt og fyldt med diverse forsøg og afgrøder. Der er et plot med den lokale teff, som ser meget let og luftig ud med sine bitte små korn og sin gyldne farve. Der er majs i forskellige intercroppingkombinationer – i går så jeg både majs og sorghum og majs og kikært sammen. Der er også andre kombinationer, som jeg ikke umiddelbart kender. Der er forskellige overdækkede huse med vægge af hønsenet, som for at holde fugle ude. Et drivhus er ikke nødvendigt her, hvor temperaturerne i dagtimerne snildt kommer op på 30 grader eller mere. I dag er en kølig dag med overskyet og lidt regn i luften, og det passer mig vældig godt. Herfra hvor jeg sidder, kan jeg se både bananpalmer, enset, en slags lokal falsk banan og papayatræer. Her vokser også kaffe, sød kartoffel, forskellige slags bønner og linser, kål, spinat og krysantemumblomster, som en bachelorstuderende er ved at lave et forsøg om dags- og natlængde med.

Jeg sidder og spiser bananer, som jeg lige har købt på et gadehjørne. Jeg gav 16 birr, omtrent 5 kr for 1 kg bananer. 1 kg er den mindste mængde man køber frugt og grønt i her, selvom jeg dog tidligere fik lov til at købe mindre end 1 kg tomater. Det var jeg lettet over, for de bliver hurtigt fordærvede i varmen.
Jeg syntes det er svært at finde god morgenmad her. Flere steder har jeg endt med at få injera med kål og kartofler, injera med æg eller slet ikke noget, når jeg har forsøgt at bestille morgenmad. Det er lidt hårdt at spise injera om morgenen, da de store pandekagelignende fermenterede brød er meget syrlige i smagen. Jeg foretrækker noget mere neutralt om morgenen. Det er også svært at finde noget uden chili i. De bruger endda chili i den hjemmelavede, røgede yoghurt de spiser om morgenen. Røræggene er også lavet med hele grønne chilistykker i, som jeg ihærdigt forsøger at undgå. Nogle gange tror jeg også at jeg er mindre modig om morgenen end op på dagen. Jeg føler at jeg skal være modig hver gang jeg går ud fra mit lille værelse alene, fordi der altid er så meget opmærksomhed på mig, ligegyldig hvor jeg går.

Opmærksomheden føler jeg ikke er en god ting. Fremmede anråber mig på gaden som ”you, you, you!” uden noget egentligt formål. Nogle gange er det dog gadedrenge der gør det, med det klare formål at tigge. Jeg har meget blandede følelser når jeg enten afviser eller ignorerer dem. Det der er mest af er dog unge mænd der råber diverse mere eller mindre passende ting for at få mig til at kigge deres vej. De hænger ud af biler, sidder på gadehjørner eller på barer eller kommer gående sammen med andre unge mænd. Nogle af dem hilser jeg på, når deres udbrud begrænser sig til en hilsen, men mange syntes at det er helt okay at spørge mig om ting som hvor jeg er fra, hvor jeg er på vej hen, hvor jeg bor henne eller hvorfor jeg går alene, selvom jeg aldrig har så meget som kigget på dem før. Den del af at arbejde her i Etiopien vil det nok tage mig lang tid at vænne mig til, hvis jeg nogen sinde gør det.

Det til trods er Hawassa en dejlig afrikansk by. I øjeblikket er jeg ved at høre en lydbog, der forgår i det smukke Firenze, og da kan jeg godt længes mod de europæiske byers charme, sikkerhed og lethed at begås i. I Europa er selv de sydeuropæiske byer lette at begå sig i for mig. Bare den detalje at de fleste cafeer skilter med, om de er en kaffebar eller om man kan forvente kage eller club sandwich gør det noget nemmere. Her er menukort stort set ikke eksisterende og selv når de er, kan man sjældent få det der står på menukortet. Man skulle tro at den servicemindede tjener så ville gøre sig den ulejlighed at fortælle en hvad kan kunne få, når nu menukortet ikke gjorde det alligevel, men sådan er det ikke. Man må forsøge at gætte sig til det ved at nævne ting, som man godt kunne tænke sig. På fuldstændig samme måde foregår det de steder hvor der ikke er menukort. Her skal man gætte sig til hvad man kan få, og da det sjældent er tydeligt udefra kan man snildt rende ind i at sætte sig på en cafe, hvor de kun har den traditionelle kaffe, bunnaBunna bliver tilberedt i en lerkande over gløder og serveret med masser af sukker i små espressokopper, som alle cafeer har købt det samme sted. Nogle gange har de også ”soft drinks”, vand på flaske eller måske en enkelt slags mad. På trods af dette siger de ikke hvilken slags mad de har, men kun at de ikke har det du spørger efter. Det gør det lidt svært at være en uvidende farenja.

Mens jeg sidder her og skriver er solen kommet frem af det lette skydække så temperaturen er steget drastisk. En enkelt maraboustork har netop ladet vandet oppe fra sit peruvianske pebertræ, så det høje splat lød 2 meter fra mig. Jeg troede ellers jeg var i sikkerhed her hvor jeg sidder.

Det virker også til at de der arbejder her er kommet tilbage fra frokostpause. Studerende går nu rundt i marken og bag mig er 6-7 mand i gang med at bygge en slags hus af gasbeton og træ med en firkantet murstenskonstruktion i midten. Reelt er der 5 mand der arbejder og en der taler i telefon eller laver noget andet. Mændene er klædt i pænt tøj, som burde de sidde på et kontor. De hugger gasbetonblokkene til med spader og mureskeer for at få dem til at passe i størrelsen mellem de vertikale træpæle, der støtter hjørnerne af taget. Jeg overvejer at spørge dem hvad de bygger, men i det samme ringer min mobil. Det gør den cirke tre gange så ofte hernede som der hjemme, selvom jeg kun kender en håndfuld mennesker, som har fået mit etiopiske nummer. Hvad Afrika gjorde før mobiltelefonen fatter jeg ikke.
Det er John der ringer. Han er fransk og skriver sit speciale hernede. Han har været her i 7 måneder og taler ret godt amharic allerede. Han har været en kæmpe hjælp for mig her og har bl.a. forhandlet prisen for mit værelse for mig, vist mig de gode steder at drikke øl, introduceret mig til det sydsudanske ”community” på campus og hjulpet med praktiske ting, som at finde et sted at printe. Nu spørger han om jeg har lyst til bunna på det sædvanlige sted, så jeg pakker sammen og sætter afsted med retning mod den lille cafe med terrassen.

Påskesøndag – Fasika

Påskesøndag

  1. april 2017

I dag er en stor dag, for i dag ender fasten for de ortodokse i Etiopien. Jeg er taget med den belgiske frivillige Goele hen på det børnehjem for gadebørn hvor hun arbejder. Her bor 80 børn på rimelig lidt plads, så der er gang i den. I dag skal de opføre et show i anledning af Fasika og jeg har fået lov at se det. Børnene er meget kærlige og vil rigtig gerne hilse på. Enkelte bliver lidt for pågående og forsøger f.eks. at tage mit kamera.

Hjemmet består af nogle lysegrønne bygninger omkring en lille gårdsplads. I et rum der ligner et undervisningslokale bliver der lige nu skåret kød ud i store mængder, for de har i dagens anledning slagtet en hel ko. Børnene her er meget troende.

I et andet rum er der en masse børnetøj, som er blevet doneret fra Belgien. Alle børnene har været derinde i dag og har fået rent tøj på. De er blevet rigtig fine.

Ude på gårdspladsen bliver der lavet mad over bål og skåret kød, hvidløg og grønsager i rå mængder. Nogle mænd er netop ankommet med højtalerudstyr til det forestående show. Nu er der fuld gang i musikken og derfor også fuld gang i børnene. Nogle danser deres egne danse, nogen jager hinanden over pladsen og i skyggen for enden af det lange bord sidder nogle drenge og spiller kort. En lille pige har lige forsøgt at lære mig en klappeleg, men da jeg ikke var særlig god til det smuttede hun igen.

Jeg sidder også selv ved det lange bord mens jeg skriver og holder øje med livet omkring mig. Hvis fødevaremyndighederne så denne her behandling af maden ville de græmme sig. Genstridige stykker kød bliver lagt på et stykke træ og hugget over med en økse, så de to stykker triller ned på jorden.

Jeg tror nu børnene er glade for at være her. Mange af dem har boet på gaden uden forældre og gadebørn bliver ikke behandlet særlig godt i samfundet. Mange her anser dem nærmest ikke som mennesker og de bliver behandlet enormt hårdhændet. Dette gør omvendt at gadebørnene bliver endnu mere pågående og ubehagelige. En lokal fortalte mig at det er ganske normalt at gadebørn her sniffer lim og drikker ølsjatter til morgenmad fra de tomme flasker, som barerne sætter ud til afhentning.

Nu står der en ung pige og kigger mig over skulderen mens hun piller ved mit hår. En dreng kommer til, men de får ikke meget ud af at læse mine danske kragetær i min notesbog.

Musikken er rytmisk og luften tyk af røg fra madlavningen. Jeg har stadig ikke fundet en god måde at spise morgenmad på, så jeg er lidt sulten. I morges spiste jeg en ananas som jeg købte af en dreng i går. Den kostede 30 birr, 9 kr.

Hernede er det ikke service og arbejdskraft der koster, som det er hjemme i Danmark. Her koster varer, for det er dem der er mangel på. Mad er stadig billigt i dansk kontekst, men priserne er steget meget fortæller de lokale. Alligevel koster en kop kaffe 4 birr på en café – 1,2 kr. De kaffepriser kunne vi lære af i Danmark. Jeg har fundet mig et yndlingssted til både morgen- og eftermiddagskaffe når jeg er alene. Jeg har været der tre gange allerede. Der er skygge under de store træer og der blæser en kølig vind ind fra søen, som der er en skøn udsigt over. Manden der serverer er rar, men taler kun en smule engelsk, grænsende til intet. De har ikke meget andet end kaffe der, men det er også fint med mig. Det bedste ved stedet er at der er forholdsvis stille. På alle andre barer, caféer og restauranter brager musikken ud på alle tider af døgnet og det gør mig utrolig træt. Oven i det er der bøn på de mærkeligste tidspunkter af døgnet i den etiopisk ortodokse kirke – i  går aftes var kirkens højtalere først stille ved 2-tiden om natten. Det har givet mig en fornyet kærlighed til ørepropper.

Nede ved søen er der et fantastisk liv af både mennesker og dyr. Der er bygget en slags promenade, som folk går langs. Der er små både som tilbyder ture ud på søen for at se på fugle og flodheste. Der er barer med udeservering hvor der sidder mænd og drikker øl ligegyldigt tidspunktet på dagen. De råber hilsner, og mere upassende ting efter mig når jeg går langs med promenaden. Det skal jeg lige vende mig til. Nogle gange ville det være rart at kunne gå i fred og bare forsvinde i mængden.

Der er også andre der er ude at promenere, nemlig maraboustorke. Maraboustorke kandiderer til at være verdens grimmeste dyr, som jeg vidst har skrevet før, men de har en imponerende størrelse og vingefang. Der er også mange andre fugle ved søbredden, og de fleste kender jeg ikke. Dog kan jeg genkende pelikaner, egyptiske gæs og isfugle. Græsset der vokser ved bredden ligner en kæmpe udgave af kogleaks og der er brede passager uden græs, som bliver lavet af flodhestene når de græsser. Området omkring Hawassa er et hotspot for fuglearter, og hvis du er heldig kan du spotte japanske turister med alt for store kameraer og solhatte på vej ud for at få et glimt af en af de endemiske, fjerklædte væsner.

Nu er det spisetid på børnehjemmet. Koen er klar til at blive serveret, både som gryderet og som råt kød, men jeg vil nu holde mig til grønsagsretterne.

Første dag i Etiopien

Dagbog fra tirsdag d. 11. April skrevet onsdag og torsdag

Det har været en lang første dag i Etiopien. Jeg tog afsted fra København med fly til Stokholm kl 19. Senere samme aften tog jeg videre med et kæmpe fly til Addis Ababa, hvor jeg landede kl 7 lokal tid. Det gik så smertefrit med både turen, baggagen og visumansøgningen i lufthavnen at jeg nærmest blev mistænkelig.

Da jeg ankom i Addis var jeg en smule forvirret, men også målrettet og håbefuld. Jeg ville blive hentet ved lufthavnen af en af Fikadus – min lokale vejleder – venner. Ude i ankomsthallen var der først et område for alle de fancy hoteller og transportfirmaer. Mange prøvede at få mig med til deres hotel, men jeg fik afværget og fundet døren ud til det fri. Her var der endnu flere der forsøgte at tilbyde en taxa, men også dem fik jeg forklaret, at jeg ikke havde brug for deres hjælp. Derefter stod der en horde af mennesker og ventede på de ankomne. Der var små familier der blev genforenet og businessmænd der formelt gav hånd. Jeg skulle finde Alex, som Fikadus ven hed, men det var ikke nemt, for jeg anede ikke hvordan han så ud eller om han overhovedet var ankommet. Jeg have sms’et til ham fra lufthavnen, men var kommet meget hurtigere gennem visumkøen end forventet. Jeg havde fået at vide at han ville have et skilt med mit navn på, men et sådan kunne jeg ikke se. Derfor satte jeg mig i den tidlige morgensol og ventede, mens jeg kiggede på alle de ankomne.

 

Alex dukkede op i mængden med et håndskrevet stykke papir hvorpå der stod ”Line, this is Alex”. Jeg tænkte at det kun kunne være rettet til mig. Alex var i familie med Fikadu, fik han hurtigt fortalt mig, mens vi gik hen til hans bil. Min tunge rygsæk kom i bagagerummet og jeg selv på forsædet. Vi kørte afsted fra lufthavnens parkeringsplads, der på alle måder var kaotisk. Trafikken i Addis var ikke mindre kaotisk. Fodgængere gik uden hensynstagen til deres eget liv og biler kørte i et vejbaneløst system. Det virker som om alle, lidt ligesom os, havde sat sig i bilen og var begyndt at køre uden helt at have et mål for turen. På den måde skifter biler vognbane i flæng og holder ind til siden på mærkelige steder og tidspunkter. Vi var i konstant telefonisk kontakt med Fikadu i et forsøg på at mødes. Det blev aftalt at vi skulle vente på ham på en cafe, og vi kørte lidt mere rundt for at finde en cafe hvorved vi også kunne parkere. Jeg kom aldrig til en forståelse af parkeringsreglerne; der var ingen skilte der forklarede dem, men alligevel var der steder med fin plads, hvor vi ikke kunne parkere og steder, der tydeligt spærrede for trafikken, hvor vi godt kunne.

Vi fandt en nydelig cafe, vestlig i interiøret, hvor jeg bestilte en kop kaffe. Jeg havde stort set ikke sovet på flyet, så den var meget tiltrængt. Vi snakkede om hvad vi lavede – Alex underviser på Black Lionhospitalet i noget meget teknisk med røntgenmaskiner. Black Lion, fortalte han, er det bedste hospital i Etiopien. Jeg føler af en eller anden grund at det er godt at have kontakter der.

Kaffen her er stærk. Det er en slags espresso der bliver kogt i lerkander over gløder. Den er lidt tyk i det og bliver serveret med rigeligt sukker. Jeg skal lige vende mig til den.

Efter flere samtaler med Fikadu (jeg begriber ikke hvordan Afrika har kunnet fungere før mobiltelefonen?) fandt vi ud af at vi måtte ud at køre for at finde ham. Efter en del u-vendinger lykkedes det.

Fikadu er rigtig rar. Han sørger virkelig for, at jeg har det godt. Fordi turen havde været lang fandt han et hotel til mig, efter vi havde hævet penge i Nationalbanken. På hotelværelset fik jeg en lur i et par timer, hvorefter vi mødtes igen. Jeg havde stadig den stærke kaffe i blodet og var påvirket af alt det nye og anderledes omkring mig, så det blev kun en slags pseudosøvn. Fikadu havde fået en aftale igennem med Dan Church Aid (Folkekirkens Nødhjælp) og Lidet, som jeg tidligere havde forsøgt at kontakte, så vi gik til deres hovedkvarter. Vi skulle tale med dem om hvad de har opnået i deres forskning i quinoa og markforsøg med afgrøden.
Mødet gik rigtig godt. Jeg fik optaget det meste på min telefon, selvom der var en del støj omkring. Hvis jeg kan få de data som Lidet lovede mig, så tror jeg at jeg kan komme langt. Det bliver virkelig spændende at se hvad de har!

Fikadu og jeg aftalte at det ville være en god ide at tage til Hawassa samme aften. Set i bagklogskabens lys, havde det nok været meget rart at vente til næste morgen, men sådan skulle det ikke blive. Fikadu skulle tilbage og arbejde og syntes at det ville være bedre og nemmere hvis vi fulgtes. Det kunne jeg kun være enig i. Bare at finde den minibus vi skulle med havde været en enorm udfordring hvis jeg havde været alene. Der sad en enkelt kvinde og ventede da vi fandt bussen i noget der lignede en baggård for udtjente køretøjer. Jeg tænkte at det ville blive en behagelig tur, men jeg skulle blive klogere. Her er der ingen der kører en halvtom bus 280 km gennem landet. Så hellere overfylde.

Jeg forstod ikke så meget af hvad der foregik, men det blev hurtigt klart for mig at én passager per sæde ikke betød at bussen var fyldt. Vi samlede flere op og endte med at være i hvert fald 6 personer for meget i bussen. Det tog ingen sig af. Ikke engang den betjent der stoppede os på vej ud af byen – i hvert fald ikke så længe han fik sin bestikkelse.

Turen, som Fikadu sagde ville tage 3,5 time tog i hvert fald 5. Vi var først taget fra Addis ved 17-18 tiden og var i Hawassa omkring kl 23. Der blev vi sat af tæt ved det hotel jeg skulle bo på de første par nætter. Det var et fancy sted, der også var lidt dyrt. Vi spiste lidt aftensmad på hotellet, men de havde kun kød, så jeg søbede sovsen op fra det. Jeg var hundesulten, træt og havde ikke mod på at udføre nogen anden bestilling. Jeg smagte et enkelt stykke kød, men jeg er ikke blevet gladere for det i min tid som vegetar. Jeg måtte lade resten stå.
Da jeg endelig kom i seng var det allerede midnat og jeg var segnefærdig.