En gammel bil

Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi har brugt en del penge på at få den gamle Hilux i tip-top stand. Det er en gammel bil, som har arbejdet hårdt, og det har været nødvendigt at skyde en del i den, for at få den til at blive en god tur-bil.

Som sådan er det et godt valg af bil. En Hilux, specielt af den årgang, er meget simpelt og stærkt bygget op. Den er nem at reparere alle steder, og den er velkendt i den del af verden vi har tænkt os at køre til. Det er en klar fordel. En ulempe er at den ikke er så almindelig i Danmark, og at det derfor er svært at skaffe alle slags reservedele. Og så selvfølgelig dens årgang…

Bilen har en begrænset mængde ekstraudstyr. Den har en almindelig varmeblæser, en bilradio der ikke virker lige pt. og overraskende nok varme i sæderne. Til gengæld har den firhjulstræk, som manuelt slås til ved at dreje på en dims på forhjulene.

Når jeg siger at vi har puttet en del i den så går det tilbage til foråret, hvor den bestod turens første og ret afgørende test. Den skulle gennem syn. Det smed vi 15.000kr efter at få den. Med lidt pladearbejde på nogle skærme og lidt almen skruen blev den godkendt til to år mere på de danske veje. Op til syn havde Fredrik også selv fikset en del ting, som efterhånden trængte til lidt kærlighed.

Derefter har vi selv, med god hjælp, tilføjet en del ting, som skal gøre den klar til langtur. Fredrik har præsteret at skaffe hele to ”hardtops” til at placere oven på ladet, til den nette sum af 0 kr. Ingen af dem passede dog i størrelsen. Den ene, den første, som vi fik af en lokal bekendt af Fredrik ude i Alleshave, var for lang. Den var, tro det eller ej, beregnet til en ældre model af bilen! Vi så det ikke som noget stort issue og begyndte med det samme at lægge planer for, hvordan den kunne tilpasses bilens længde. Senere fik Fredrik en anden hardtop foræret da han var på genbrugsstationen – hvis ikke han ville have den, ville ejeren smide den ud. Den hardtop var en lille smule for kort og en lille smule for bred.

IMG_6111

I sidste ende var en smule for kort og en smule for bred bedre end for lang, da den korte hardtop er kraftigere og har tagbøjler. Vi har med god hjælp installeret en metal-liste på ladet og beskåret hardtoppen så den passer. Da vi pillede den sorte plastikkasse, som altid har siddet inde i ladet ud viste det sig, at selve ladet var godt rustent ved hjulkasserne. Sådan ”solskin ned på dækkene”-rustent. De bærende metallægter under ladet er blevet forstærket da bilen var til service og nu har vi også lappet de store huller med noget glasfiber. Det er en lappeløsning som ikke holder for evigt, men som løser problemet for nu. Vi skal alligevel have indsat den sorte plastkasse igen, så selv hvis glasfiberbandagen bliver utæt er der stadig tæt op imod vores ting.

IMG_6223

Til at begynde med havde vi besluttet at bygge seng på ladet under hardtoppen. Efterhånden har vi dog set os lun på et tagtelt, der på alle måder virker som en smart konstruktion. Vi ville ikke have problemer med plads og ville kunne indrette os meget mere behageligt. Til gengæld er bilen ikke fra fødslen udstyret med tagbøjler og har heller ikke noget system til at sætte sådan nogle på. Det har krævet meget hovedbrud at finde ud af hvad løsningen skulle være. Ingen kommercielle modeller af tagbøjler som vi kunne finde frem til, kunne installeres. Heldigvis kom min tantes mand Anders til hjælp og svejsede i løbet af en aften to styk tagbøjler fast på taget af førerhuset. No way back.

Indtil videre har jeg fortalt om de store og tydelige ting. Der er også en hel del andet der er blevet fikset. På motoren er der i vinters skiftet olie-, brændstof- og luftfilter og der blev lavet bremser. Derudover har den fået skiftet kileremme og får et nyt pumpehoved til brændstoffilteret, da det er gået i stykker. Det ser også ud til at vi skal ud og investere i en ny kobling, hvilket ikke er helt i den billige ende.

I luksuskategorien er det el-system vi har lavet. Vi har to forbrugsbatterier så vi kan have strøm til lys, computer, kamera og lignende under vejs. Til at lade har vi investeret i en 100w solcelle, som vi vil placere oven på hardtoppen. Derudover er forbrugsbatterierne forbundet til startbatterierne ved hjælp af et skillerelæ, så bilens generator kan lade på forbrugsbatterierne når startbatterierne er ladt op. Til forbrugsbatterierne er også tilsluttet en køleboks. Et lille kompressorkøleskab havde været at foretrække, men sådan et koster i hvert fald 5000kr, og køleboksen havde jeg i forvejen. Sidst er der også sluttet en inverter til batterierne. Den lader os bruge 230v, så vi kan bruge sådan noget som computer undervejs. Det giver en kæmpe frihed – og luksus. Hele systemet, der ellers er lidt et ledningskaos, er blevet pakket ind i en hjemmegjort trækasse, som sidder på bagvæggen i førerhuset.

Bevæger vi os ud af ”essentials” kan vi begynde at tale om det fold-ud-køkken jeg har bygget. Det er en kasse af krydsfinér, hvor top og side kan foldes ud som bord. Den passer i størrelsen til at stå yders på ladet, så det kan laves om til køkken når vi holder stille. Vores trangia’er er sat fast så de udgør en lille kogeø, og det samme bliver spækbræt, så vi er helt klar til gourmetmadlavning. Alt køkkengrej og nødvendige madvarer bliver gjort fast inde i kassen, så der er klart skib. Den er ikke helt færdig endnu, men bare rolig – vi kommer til at tale meget mere om det hjemmebyggede fold-ud-køkken, for jeg er meget stolt af det!

IMG_6188

Nu er jeg næsten helt forpustet af at tænke på alt det der er blevet lavet, og ikke mindst alt det der stadig mangler. Jeg trøster mig med at vi er så langt nu, at vi sagtens kunne pakke bilen og køre afsted. Hvis det ikke lige var for manglen på visum til Pakistan, men det er en helt anden, lang, historie.

Fredrik & Topsi over land

Vi har hvisket lidt om det efterhånden. Vi har præsenteret vores forhåbninger til vores tur til mange mennesker og på mange måder. Det vil jeg lige lægge ud med at samle op på.

Vi vil gerne ud og køre lang. Vi vil gerne på en såkaldt ”overlander” tur. Næsen bliver vendt mod Himalaya, nærmere bestemt Nepal. Først og fremmest handler det dog om rejsen, om ruten, og ikke om målet. Vi må se hvor langt vi kommer. Min egen far tror ikke på vi kommer længere end til Slagelse, andre er mere optimistiske på vores vegne. Heldigvis.

Ruten vi vil køre skal først tage os gennem Europa. Vi kommer ikke til at bruge lang tid i Europa, da vi er begrænset af tid i forhold til de visum vi har fået til vores videre tur. Når vi er kommet sydpå sættes kursen mod Istanbul, som bliver indgangen til Tyrkiet og resten af rejsen. Efter noget tid i Tyrkiet vil vi krydse grænsen til Iran i starten af november. Iran har vi store forventninger til. Vi har hørt mange gode historie om at rejse i netop Iran, og eftersom vi har fået visum til det, vil vi bruge relativt lang tid på at køre rundt i landet.

Når vi har nydt Iran længe nok vil vi køre gennem Pakistan for at komme til Indien. Pakistan er et land, hvor vi planlægger at bruge så lidt tid som muligt. Det bliver formentlig ren gennemrejse. Så er vi henne i januar måned og når kaotiske Indien. Her er vi ved at være så langt fremme i tiden at vi ikke har planlagt hvad vi skal endnu. Dog ved vi at målet, sne og kulde tillade det, er at komme til Nepal og opleve det fantastiske Himalaya og den buddhistiske kultur.

Når vi er kommet dertil har vi formentlig kørt 10-15.000 km.

Den primære grund til at vi ikke skulle nå hele vejen er nok vores køretøj. Det er en Toyota Hilux fra 1993 (til de nørdede: en LN110 xtra-cap. Til de knapt så nørdede: sådan en firhjulstrækker med lad). Den slags der er kendt fra Topgear som ”bilen der ikke kan slås ihjel”. Det i sig selv er jo betryggende. Alligevel. Det er en ældre dame, som der på trods af en del istandsættelse og kærlighed er en hvis risiko ved. Samtidig er hverken Fredrik eller jeg mekanikere, nærmere akademikere, og reparationer der måtte skulle laves undervejs kan godt give os udfordringer. Men altså, vi har aldrig prøvet det før, så det kan vi sikkert godt finde ud af.

Vi arbejder selvfølgelig hårdt i øjeblikket på at top-tune bilen, så den bliver klar til sin lange tur. Alt det og alle de andre praktiske ting vil jeg skrive mere om!

 

 

Hvordan går det med den der bachelor?

Projektet er skrevet og afleveret. Det har været sindsygt spændende at skrive og jeg føler at jeg har haft en god proces. Det er endnu bedre at være færdig og have afleveret. At være sluppet ud af opgaveskrivningens rus, hvor det eneste man tænker på er deadline og overspringshandlinger. 34 sider blev det til – ikke meget for en bacheloropgave og ikke meget i forhold til hvor bredt et emne det egentlig er, men jeg er tilfreds. Til slut havde jeg en hel liste af ting inde i hovedet som jeg gerne ville have med, men som jeg måtte sande jeg ikke havde tid til. Reelt har jeg skrevet opgaven på de sidste to uger inden deadline. Det var lange dage og aflysning af alle andre pligter. Det var vigtigt for mig at arbejde i det vakuum det giver, når man aflyser alt og planlægger intet i en periode. Jeg har utrolig svært ved at blive færdig og være effektiv ellers.

Jeg endte ud med en overskrift der hed “Quinoa (Chenopodium quinoa) as a Food Security Crop in Ethiopia” i et forsøg på både at afgrænse og åbne op. Jeg syntes også jeg fik stillet nogle relevante spørgsmål og fundet frem til nogle meningsfyldte konklusioner.

Alt i alt så så det ud til at de interviewede landmænd var interesserede i at dyrke quinoa. De egenskaber quinoa har, såsom tørke- og stresstolerance, mulighed for at blive dyrket i højland og god næringsværdi, gør at det vil være oplagt at dyrke quinoa i Etiopien. Det er også egenskaber som er efterspurgt af de landmænd jeg talte med.

Jeg syntes jeg har lært enormt meget af det feltarbejde jeg var nede og lave, hvilket denne blog nok også bærer præg af. På trods af at jeg ikke havde fuldstændig de fornødne kompetencer til at lave det stykke arbejde jeg påtog mig, så har det været virkelig spændende. Det har været hård (hvilket nok også har fremgået), men det har givet mig blod på tanden. Det tænker jeg er en god ting.

I fredags var jeg så oppe og forsvare projektet. Det gik godt. Den eneste ulempe var, at det åbenbart var en intern censor min vejleder havde fundet mig, og det må man ikke. Det burde man måske vide som lektor på universitetet, men det er åbenbart ikke selvsagt. I hvert fald betyder det at jeg kan få lov til at forsvare min opgave endnu engang. Det er jeg ikke særlig tilfreds med, men det er svært at gøre andet end at rette ind. Hvordan det overhovedet kunne ske er mig en gåde.

Så nu krydser jeg fingre for at det 10-tal jeg fik til mit første forsvar ikke skrumper. I så fald bliver jeg en kende tvær.

(Tilføjelse: Det gik godt til 2. forsvar. Med lidt modifikationer af præsentationen blev det til et 12-tal.)

Aquaponics med Jean

Jeg har fået en god ven hernede, som i høj grad er blevet min støtte i min tilvendelsesproces. Han hedder Jean, er franskmand, men i endnu højere grad europæer, og har nu været i Hawassa i 7 måneder. Han har lært lidt amharic, så han har meget nemmere ved at kommunikere med de lokale end jeg og så kender han byen og dens offentlige hemmeligheder efterhånden. Han har hjulpet mig med at finde det Guest House jeg bor på og har forhandlet sig ned fra 5000birr for en måned til 3000birr. At det kan lade sig gøre er i sig selv imponerende. Da jeg skulle printe et dokument afbrød han sine gøremål for at vise mig hvor og hvordan. Han har introduceret mig til andre internationale, som det kan være en befrielse at tale med, da vi alle er lige usikre her og ingen pludselig skifter over til amharic. Vi drikker ofte bunna sammen, spiser frokost eller taler i timevis over et par kolde øl i dagens udvalgte bar. Specielt the Garden Bar er en yndlings på grund af den uforstyrrede atmosfære og de små aber, foruden Chef’s Bar & Restaurant, hvor musikken er lækker.

John har både været i praktik her og laver nu sit speciale. Det handler egentlig om innovation, men drejer sig mere specifikt om et aquaponics projekt. Aquaponics er et landbrugssystem hvor man dyrker planter i vand, samtidig med at man holder fisk. Fiskene har både den funktion at de spiser alger, men også den at deres afføring giver næring til det vand, som planterne lever af. Målet er at fiskene vokser sig store nok, hurtigt nok, til at de kan spises. På den måde kan man i samme system både dyrke planter og fisk.

Jeg var med Jean ude og se et af de steder hvor en sådan farm er sat op. Det er hos en mindre landmand i Hawassa. De har en del problemer med at få systemerne til at fungere. Både på grund af mangel på det rigtige udstyr – det er svært at skaffe alle de materialer der skal bruges til at opbygge systemerne her nede – men også fordi landmændene der skal drive det mangler viden. De har haft problemer med at skaffe ordentligt fiskefodder til at få fiskene til at gro, og de er derfor ikke vokset meget.

Ideen i projektet er virkelig god, og jeg håber virkelig at de får det op at køre. Det er i teorien et meget effektivt system til at dyrke både fisk og afgrøder, som kan have høj værdi for de landmænd der har dem.

IMG_4761

Om at komme hjem igen

Det er svært at lande et nyt sted, men det er næsten sværere at vende tilbage til det velkendte. Aldrig før har det været så tydeligt for mig, som da jeg landede i Danmark efter en måned i Etiopien. Jeg syntes jeg havde vænnet mig til tingenes tilstand dernede, at jeg var blevet bekendt med kulturen og efterhånden havde lært at gebærde mig. Og så kom jeg hjem igen.

Tro mig; jeg havde savnet hjem. For første gang sad jeg på en rejse til udlandet og ønskede at jeg var hjemme. Det er svært at sætte en finger på nøjagtig hvad det skyldtes. Måske at jeg rejste alene og dermed ikke havde en tryg rejsemakker at dele oplevelserne dernede med. Måske at jeg nu har en sød kæreste herhjemme, som jeg tænke på hele tiden. En der kan give mig et sort hul af tomhed inden i når jeg ikke er sammen med ham. Måske var det fordi jeg ikke havde en plan for hele den måned jeg skulle være der. Jeg var ikke på vej noget sted hen, jeg havde ikke daglig undervisning eller ligende. Jeg skulle indsamle data og opleve landbruget og kulturen. Måske gjorde det også noget at jeg blev gevaldigt syg.

På trods af alt det savn, så var det som om jeg var på en anden klode da jeg vendte hjem. Som om jeg havde glemt hovedet dernede. Jeg tog næsten direkte på spejdertur i tre dage, efter et smut forbi lægen, der efter et par blodprøver erklærede mig smittefri. Jeg tænkte på bambushytter og oksetrukne plove og uhygiejnisk mad og maraboustorke og de flodheste, som jeg kun lige så snuden af. Jeg var et andet sted.

I virkeligheden tror jeg at det er noget af det sundeste man kan opleve. At se hvor godt ens verden fungere. At blive taknemmelig overfor den udvikling vi har været igennem og vide, hvor langt der er igen, hvis andre skal have det som os. At vide, at også vi herhjemme må ændre livsstil, hvis der skal være plads til alle i fremtiden. At se verden som en del af sig selv og dermed tage ansvar.

Så når jeg kigger ud over de snorlige, gule rapsmarker her i Danmark minder det mig om, hvor lang vi er kommet siden vi også pløjede jorden med okser, eller måske med håndkraft. Det minder mig om hvor meget vi kunne gavne ved at løfte der, hvor manglen er størst, og hvor stort et projekt det er. Derfor bliver vi nødt til at arbejde sammen.

Færdigt feltarbejde

Det er svært at få skriveriet til at følge oplevelserne her. Det bliver til sporadiske håndnoter, fotografier og snapshots med mobilen. Jeg har færdiggjort mit feltarbejde i løbet af 4 intense dage på 4 forskellige lokaliteter, kebeles, fra torsdag til søndag i sidste uge. Det tog 3 uger at tage tilløb til, men da arbejdet endelig var i gang gik det virkelig stærkt.

Jeg har fået 60 besvarelser af mit spørgeskema fra de landmænd vi besøgte og selvom besvarelserne har svingende kvalitet, så tror jeg stadig på at det er gode data. Der er til tider spørgsmål, der ikke er blevet besvaret og andre hvor der er svaret i øst, når der bliver spurgt i vest. Det er en kende frustrerende. Jeg har allerede mange ideer til konkrete ting jeg vil gøre bedre næste gang jeg skal lave feltarbejde (for der bliver en næste gang, jo). En af dem er, at det ville hjælpe gevaldigt ikke at være hvid eller ikke at være til stede. En af mine hjælpere oversatte for mig, at den lokale mobilizer, om det kontante ”incitament” hun modtog, sagde: ”Why dont I get more when you have a white person with you?”. Det i sig selv er lidt rystende og demotiverende.

Jeg har haft blandede følelser med det feltarbejde, jeg har lavet; nogle steder har folk været utroligt åbenhjertige og varme, andre steder har de være anmassende, uforskammede og ubehagelige. Jeg oplever store kulturforskelle både på mig og dem, men så sandelig også de lokale imellem. Det har været virkelig spændende at se markerne og haverne som folk lever af, at se de afgrøder de dyrker og de metoder de bruger. Jeg har set indersiden af et af de traditionelle, lerklinede, runde huse, hvor mennesker og dyr bor side om side. Jeg har forsøgt mig med få ord på Amharic i landsbyer, hvor de taler Oromic, og følt mig ret fjollet. Jeg har jaget børn væk, der blev for pågående og glædeligt hilst på andre. Jeg er blevet overbegloet, grinet af og gået tæt på i en sådan grad, at jeg til sidst har følt halsen snøre sig sammen og tårerne presse sig på. Jeg har også taget mig sammen, bedt om hjælp og har fået den. Jeg er blevet inviteret på kaffe, har taget hundredevis af billeder og er lykkeligt undsluppet lange blikke, når jeg har sat mig ind i en Bajaj og er kørt tilbage mod byen.

Det har været en kæmpe oplevelse. Det har været hårdt og frustrerende, men enormt spændende og jeg er virkelig glad for at jeg tog den beslutning at tage af sted. Nu satser jeg på at tage en uges ferie – tirsdag om en uge tager jeg til Addis Ababa for at tage et fly til Stockholm og derefter et til København. Indtil da har jeg besluttet mig for, at jeg vil se andet af Etiopien end Hawassa og de omkringliggende kebeler. Jeg vil se den natur, som Etiopien er så berømt for og opleve det højland, som er så rigt på arter og oplevelser. Jeg vil til Bale Mountains, som ligger nogle timers bustur herfra. Efter at have snakket med andre kvindelige rejsende har jeg besluttet at tage af sted alene og forhåbentlig finde nogle andre turister at følges med på vejen. Hvis jeg bare trækker vejret dybt ind tør jeg godt – men i må ikke sige det til min mor.

Yoghurt? Æg!

Jeg forsøgte at bestille morgenmad i morges, og følgende samtale udspillede sig:

Mig: “Ambasha?” (en slags rundt brød, som de serverer på den lille morgenmadsrestaurant.)
Tjenerinden: “No ambasha blablabla...”
“Then yoghurt?”
“Eggs!”
“Yes, that would be nice. And yoghurt?”
“Bread!”
“Okay…” 

Og sådan gik det til at jeg fik røræg og hvidt brød til morgenmad i stedet for ambasha og hjemmelavet yoghurt. Der er ikke noget at sige til at det er lidt op ad bakke at forklare, at jeg gerne vil have mine grønsager uden kød. På plussiden fik jeg i dag røræg uden de kæmpe chilistykker i, som jeg i går nænsomt sorterede fra, så jeg ikke kom til at lide en pludselig død ved chili.

IMG_4809

Det kan øse, det kan pøse, det feltarbejde

  1. april 2017

IMG_4800.JPG

Det brager udenfor, som var bygningerne ved at blive revet ned om ørerne på os. Regnen falder fra himlen med en tropisk intensitet. De studerende, der også har søgt ly i laboratoriebygningen, griner højt af en video de ser på en af deres bærbare computere. Der er netop blevet mørkt i rummet, da strømmen gik endnu en gang. Det sidste døgn har der ikke rigtig været strøm i byen, men at dømme efter alle andres reaktioner er det ikke ualmindeligt. ”Den kommer snart tilbage” siger de fortrøstningsfuldt og diskuterer, om det mon var bedre om elektriciteten blev privatiseret. Det er en diskussion der ikke rigtig ender nogen steder, for det er som om, det er svært at sige, at staten ikke fungerer. Det er begrænset hvor meget jeg har fået arbejdet i går og i dag, for da min computer løb tør for strøm i går formiddags var resten af byen også løbet tør. Den skriveproces, der ellers lige gik så godt, blev hurtigt afbrudt.

fullsizeoutput_10fe

I dag har jeg forsøgt at planlægge feltarbejde. Det er håbløst svært. Egentlig var det meningen af vi skulle afsted i dag, men en af mine hjælpere fortalte pludselig at han faktisk havde undervisning, selvom vi tidligere var blevet enige om, at dette tidspunkt passede alle godt. Det er en smule svært at arbejde med.
Et øjeblik blinker lyset i lokalet og lysstofrørene, der giver mig en gusten hudfarve, tænder langsomt igen. Strømmen er tilbage. Det er også som om regnen stilner en smule af, så den nu kun er almindelig tung regn.

Jeg har nu fået endnu en hjælper og jeg har tegnet et skema over de næste fire dage, som jeg desværre allerede ser falde fra hinanden med utrolig hast. Det er imponerende hvor useriøst aftaler bliver taget her. Specielt skulle man mene, at faglige, professionelle aftaler ville blive taget seriøst, men dette er desværre ikke tilfældet. Derudover har jeg i dag erfaret, at etioperne ikke kun har deres egen kalender, men også deres egen form for tidsangivelse. Dette betyder at kl. 14.00, 2pm, på Etiopisk er kl. 08.00, og gør ikke forvirringen mindre. Derfor tror jeg nu, at da vi til pre-testen skulle mødes kl 7, og jeg var tidligt oppe, men ikke kunne få fat i nogen og derfor ventede utålmodigt det meste af dagen, var det i virkeligheden bare fordi jeg ikke vidste at kl 7 var kl 13. African time har fået endnu en dimension.

Det er utrolig svært at finde ud af, hvad der er nødvendigt for mig at gøre i forbindelse med disse her interviews og hvad mine hjælpere tager sig af. Mange af de praktiske ting er stort set umulige for mig at gøre, da de kræver et kæmpe lokalkendskab. Det er f.eks. at få lavet de letters of permission, som vi skal bruge for at få det lokale bureaukrati til at føje os. De skal selvfølgelig være på Amharic og have diverse underskrifter og stempler fra vigtige folk. Andre ting bliver jeg konstant spurgt om, som f.eks. hvilken landsby jeg syntes vi skal udføre feltarbejdet i. Dette er stort set umuligt for mig at svare på uden kendskab til området, og det gør mig usikker på mit arbejde, når jeg ikke ved, hvad jeg skal svare.

Nu håber jeg at der i det mindste er styr på planen for i morgen og så krydser jeg fingre for, at det rent faktisk kan lade sig gøre at have afsluttet dataindsamlingen på søndag. Hvis ikke tror jeg, at jeg sætter mig ned og tuder en lille smule over alt det, jeg ikke forstår. Min eneste trøst er, at etioperne selv heller ikke forstår det.

Første step af feltarbejdet

  1. april. 2017

Jeg har lige bestilt bunna på det lille sted ved søbredden. Efter et par dage hvor jeg ikke har været hernede havde jeg lyst til at slappe lidt af ved udsigten over søen. Musikken er lidt højere i dag end den plejer, men det er musik af den old-school slags, som er ret lækkert at lytte på. Kaffen er ikke lige så god i dag som den ellers har været, men søen er lige så smuk som den plejer, og det er i virkeligheden det der tiltrækker mig.

Jeg tror lige strømmen er gået på cafeen, for musikken stoppede meget pludseligt. Nu kan jeg høre lyden af stemmer der snakker med hinanden eller i telefon ved de små plastikborde omkring mig. De forskellige fuglelyde, der er så fremmedartede fra dem derhjemme, kommer til sin ret når musikken slukkes. Nu er det eneste tegn på storby lyden af motorstøj fra en enkelt turistbåd på vandet.

I dag stod jeg sent op, selvom jeg egentlig havde planlagt en løbetur i morgenens ro og kølighed. Dagene starter heldigvis relativt sent her og det passer mig udmærket. Ud over den ortodokse kirkes ugudelige tidspunkter for deres prædikener, som bliver broadcastet over højtalere til hele kvarteret, er der relativt stille i Hawassa om morgenen. Måske er tidspunktet netop valgt for at komme fanden i forkøbet med hensyn til at få sko på.

Planen for i dag er klar – jeg skal samle op på de erfaringer jeg gjorde mig i går, hvor jeg var ude og lave en pre-test af mit spørgeskema hos nogle landmænd. Det lærte jeg virkelig meget af. Det var anderledes end jeg havde forestillet mig på flere måder. Både i forhold til interviewteknik, område og livsstil. Området, som vi var i, var ikke den slags landsbyområde jeg havde forestillet mig. Det var nærmere sammenligneligt med en provinsbys villakvarter, blot med etiopiske standarder. De boede altså ikke selv på den jord de dyrkede, som jeg troede at de gjorde. Det i sig selv var en stor overraskelse.

Det var første gang jeg besøgte et privat hjem. Det var meget anderledes end jeg havde forestillet mig. Vi blev ført gennem en smal gang og ind i en stue, som var malet … og havde højt til loftet. Luften var tyk og tung af en slags røg, som jeg snart fandt ud af kom fra den lille opsats til kaffeceremoni som også var i stuen. Der var store bløde sofaer og et lille bitte TV i hjørnet, som tiltrak sig min opmærksomhed med dets meget anderledes programmer og reklamer. En mand sad i en lænestol og drak hjemmelavet øl, tella, som vi også snart ville blive budt på. Vinduerne var uklare i glasset så man ikke kunne se igennem dem og der var dunkelt i rummet. For enden af rummet var en slags kommodeopsats, som man ville finde den i mange hjem rundt omkring i verden. Her var billeder af familiemedlemmer og helgener.

Den ældre kvinde, som havde budt os velkommen kom snart med tella til os og jeg forsøgte at skjule min gru over den uklare, brunlige væske der blev hældt op i et glas til mig. Smagen var som en tynd blanding af flad Guinness og gær-vand. Mine to interviewere, Biruk og Mengistu, var glade for at få tella og talte begejstret om den sentimentalitet de oplevede ved at drikke det. Det var ligesom at være hjemme.

Biruk interviewede den ældre kvinde, mens jeg lyttede og svarede på de opklarende spørgsmål han måtte have. Jeg tog begejstret noter hver gang der var noget som Biruk eller kvinden gav udtryk for ikke gav mening – det var jo netop disse pointer jeg ville have med hjem, så jeg kunne løse problemerne inden de rigtige interviews.

Nu sidder jeg i kantinen på Campus, som er en mærkelig stor bygning med relativt få besøgende. Her hvor jeg har sat mig er der skygge og det lufter lidt – det er den perfekte kombination på en dag som denne, hvor temperaturen er uudholdelig. Jeg ved ikke helt hvordan det fungerer her, men jeg håber gevaldigt på, at der kommer en tjener forbi, så jeg kan bestille noget mad. Jeg er blevet sulten mens jeg har siddet hjemme på værelset og arbejdet. Jeg ville gerne have kontaktet min vejleder på mail, men internettet på guesthouset har ikke virket i dag. Nany, der officielt er manager, gør ikke meget for at ”manage” problemet. Ikke andet end at sige: ”Maybe afternoon” og ”I not so well”. Det i sig selv er jo forståeligt nok, men underbygger min tese: servicemindet er ikke et ord man kan beskrive ethioperne med. Tjeneren her i kantinen går ugideligt rundt og har nok heller ikke tænkt sig at tilbyde mig noget service lige med det samme. Jeg klager ikke over denne mangel på service, men jeg undres til stadighed.

Jeg har ikke fået lavet alt hvad jeg gerne ville nå i dag, men dog det meste. Manglen på internet satte en stopper for mine afsluttende gøremål. Da jeg skulle til at vende tilbage til mit guesthouse ringede min nye ven John igen, og vi besluttede at tage en øl. Det blev til fem timers snak og en gang aftensmad, som det skulle vise sig at jeg fortrød at have spist.

fullsizeoutput_10e0

Tanker fra en dag i Hawassa, Etiopien

Jeg sidder under et træ og kigger ud over forsøgsmarkerne på Hawassa University. Min ryg er lænet op ad et træ, som jeg ikke kender, men som ser ud til at være fra ærteblomstfamilien, og jeg sidder på tværs på en lyseblå malet betonbænk. Sammen med 13 andre bænke magen til og et vakkelvornt træstativ til at hænge en tavle på, udgør de en slags udendørs undervisningslokale for de agronomistuderende her på campus. Inden de går i marken bliver de undervist her, i skyggen af de ukendte træer. Maraboustorke flyver omkring med højlydte vingesus fra deres kæmpevinger og slår sig ned i et peruviansk pebertræ – Schinus molle står der på det – lige bag tavlestativet. Maraboustorke kunne i mit hoved ganske nemt tage prisen for det grimmeste dyr i verden.


Træerne der omkranser undervisningsområdet er malet i samme lyseblå farve som bænkene, som for at signalere at dette er et afgrænset område. På marken lige foran mig vokser en slags natskygge, som jeg ikke kender, vildt og længere væk vokser solsikker på 3 meters højde, som er afblomstret og derfor hænger med hovedet. De resterende plots er nydeligt anlagt og fyldt med diverse forsøg og afgrøder. Der er et plot med den lokale teff, som ser meget let og luftig ud med sine bitte små korn og sin gyldne farve. Der er majs i forskellige intercroppingkombinationer – i går så jeg både majs og sorghum og majs og kikært sammen. Der er også andre kombinationer, som jeg ikke umiddelbart kender. Der er forskellige overdækkede huse med vægge af hønsenet, som for at holde fugle ude. Et drivhus er ikke nødvendigt her, hvor temperaturerne i dagtimerne snildt kommer op på 30 grader eller mere. I dag er en kølig dag med overskyet og lidt regn i luften, og det passer mig vældig godt. Herfra hvor jeg sidder, kan jeg se både bananpalmer, enset, en slags lokal falsk banan og papayatræer. Her vokser også kaffe, sød kartoffel, forskellige slags bønner og linser, kål, spinat og krysantemumblomster, som en bachelorstuderende er ved at lave et forsøg om dags- og natlængde med.

Jeg sidder og spiser bananer, som jeg lige har købt på et gadehjørne. Jeg gav 16 birr, omtrent 5 kr for 1 kg bananer. 1 kg er den mindste mængde man køber frugt og grønt i her, selvom jeg dog tidligere fik lov til at købe mindre end 1 kg tomater. Det var jeg lettet over, for de bliver hurtigt fordærvede i varmen.
Jeg syntes det er svært at finde god morgenmad her. Flere steder har jeg endt med at få injera med kål og kartofler, injera med æg eller slet ikke noget, når jeg har forsøgt at bestille morgenmad. Det er lidt hårdt at spise injera om morgenen, da de store pandekagelignende fermenterede brød er meget syrlige i smagen. Jeg foretrækker noget mere neutralt om morgenen. Det er også svært at finde noget uden chili i. De bruger endda chili i den hjemmelavede, røgede yoghurt de spiser om morgenen. Røræggene er også lavet med hele grønne chilistykker i, som jeg ihærdigt forsøger at undgå. Nogle gange tror jeg også at jeg er mindre modig om morgenen end op på dagen. Jeg føler at jeg skal være modig hver gang jeg går ud fra mit lille værelse alene, fordi der altid er så meget opmærksomhed på mig, ligegyldig hvor jeg går.

Opmærksomheden føler jeg ikke er en god ting. Fremmede anråber mig på gaden som ”you, you, you!” uden noget egentligt formål. Nogle gange er det dog gadedrenge der gør det, med det klare formål at tigge. Jeg har meget blandede følelser når jeg enten afviser eller ignorerer dem. Det der er mest af er dog unge mænd der råber diverse mere eller mindre passende ting for at få mig til at kigge deres vej. De hænger ud af biler, sidder på gadehjørner eller på barer eller kommer gående sammen med andre unge mænd. Nogle af dem hilser jeg på, når deres udbrud begrænser sig til en hilsen, men mange syntes at det er helt okay at spørge mig om ting som hvor jeg er fra, hvor jeg er på vej hen, hvor jeg bor henne eller hvorfor jeg går alene, selvom jeg aldrig har så meget som kigget på dem før. Den del af at arbejde her i Etiopien vil det nok tage mig lang tid at vænne mig til, hvis jeg nogen sinde gør det.

Det til trods er Hawassa en dejlig afrikansk by. I øjeblikket er jeg ved at høre en lydbog, der forgår i det smukke Firenze, og da kan jeg godt længes mod de europæiske byers charme, sikkerhed og lethed at begås i. I Europa er selv de sydeuropæiske byer lette at begå sig i for mig. Bare den detalje at de fleste cafeer skilter med, om de er en kaffebar eller om man kan forvente kage eller club sandwich gør det noget nemmere. Her er menukort stort set ikke eksisterende og selv når de er, kan man sjældent få det der står på menukortet. Man skulle tro at den servicemindede tjener så ville gøre sig den ulejlighed at fortælle en hvad kan kunne få, når nu menukortet ikke gjorde det alligevel, men sådan er det ikke. Man må forsøge at gætte sig til det ved at nævne ting, som man godt kunne tænke sig. På fuldstændig samme måde foregår det de steder hvor der ikke er menukort. Her skal man gætte sig til hvad man kan få, og da det sjældent er tydeligt udefra kan man snildt rende ind i at sætte sig på en cafe, hvor de kun har den traditionelle kaffe, bunnaBunna bliver tilberedt i en lerkande over gløder og serveret med masser af sukker i små espressokopper, som alle cafeer har købt det samme sted. Nogle gange har de også ”soft drinks”, vand på flaske eller måske en enkelt slags mad. På trods af dette siger de ikke hvilken slags mad de har, men kun at de ikke har det du spørger efter. Det gør det lidt svært at være en uvidende farenja.

Mens jeg sidder her og skriver er solen kommet frem af det lette skydække så temperaturen er steget drastisk. En enkelt maraboustork har netop ladet vandet oppe fra sit peruvianske pebertræ, så det høje splat lød 2 meter fra mig. Jeg troede ellers jeg var i sikkerhed her hvor jeg sidder.

Det virker også til at de der arbejder her er kommet tilbage fra frokostpause. Studerende går nu rundt i marken og bag mig er 6-7 mand i gang med at bygge en slags hus af gasbeton og træ med en firkantet murstenskonstruktion i midten. Reelt er der 5 mand der arbejder og en der taler i telefon eller laver noget andet. Mændene er klædt i pænt tøj, som burde de sidde på et kontor. De hugger gasbetonblokkene til med spader og mureskeer for at få dem til at passe i størrelsen mellem de vertikale træpæle, der støtter hjørnerne af taget. Jeg overvejer at spørge dem hvad de bygger, men i det samme ringer min mobil. Det gør den cirke tre gange så ofte hernede som der hjemme, selvom jeg kun kender en håndfuld mennesker, som har fået mit etiopiske nummer. Hvad Afrika gjorde før mobiltelefonen fatter jeg ikke.
Det er John der ringer. Han er fransk og skriver sit speciale hernede. Han har været her i 7 måneder og taler ret godt amharic allerede. Han har været en kæmpe hjælp for mig her og har bl.a. forhandlet prisen for mit værelse for mig, vist mig de gode steder at drikke øl, introduceret mig til det sydsudanske ”community” på campus og hjulpet med praktiske ting, som at finde et sted at printe. Nu spørger han om jeg har lyst til bunna på det sædvanlige sted, så jeg pakker sammen og sætter afsted med retning mod den lille cafe med terrassen.