Kathmandu

Kathmandu er bedre end sit rygte, hvis i spørger mig. Her er varmt og støvet, kaotisk og trafikkeret ja, men det er bestemt ikke værre end andre storbyer. Der er stadig et par grønne oaser, som jeg håber de bibeholder og der er masser af genopbygning igang efter det ødelæggende jordskælv i 2015.

Vi har haft et par praktiske ting at gøre her som at søge visa til Indien og få bilen til service inden turen går mod Mumbai i Indien, hvor Toyota Hilux ikke er en model de har. Vi har nu også bare leget ægte turister her. Vi har været ved både Swayambhunath Stupa lidt vest for byen, hvor vi også overnattede i bilen. Det kan ikke anbefales, for der er enormt mange aber og næsten flere hunde og de slås og snerrer hele natten. Da jeg ikke kunne sove kiggede jeg ud af teltet og så omkring 30 aber der småsov omkring vores bil. Swayambhunath Stupa er virkelig fin, på trods af nattens aber og hunde. Det koster 200 nepalesiske rupees at komme ind, hvilket vi fandt ud af dagen efter vi havde været derinde – vi var ikke kommet ind af en hovedindgang, men var gået ind fra parkeringspladsen af, og her var ikke nogen billetbod. Omkring den store stupa er der et væld af små templer og bedesteder og folk går venstre om og spinner de mange bederuller i samme retning. Der dufter af røgelse, er lyd af klokker og lys der brænder. Bedeflagene hænger over hovederne på os i hobetal og smælder i vinden. Sælgerne er desperate for at sælge buddhistiske souvenirs og guides tilbyder sig i et væk.

Vi har også brugt tid på at se Kathmandu Durbar Square, som er området omkring det tidligere kongepalads. Området er blevet meget skadet af jordskælvet, men mange bygningen står endnu og de skadede er ved at blive genopbygget. Et kinesisk sponsoreret projekt er ved at sætte selve kongepaladset og den gård hvori kroninger har fundet sted i stand. Et amerikansk sponsoreret er i gang med at genopbygge en nyere, nyklassicistisk bygning. Det koster hele 1000nrp at komme ind, men billetkontoret er lige så løst placeret som ved stupaen. Jeg syntes det var det hele værd, for det var sjovt at se den kulturarv, som jeg ellers ikke forbinder Nepal med, men det krævede at jeg læste lidt op på det. Byggestilen er meget anderledes end andet jeg har set, og ser i mine øjne lidt kinesisk ud. Pagoder i flere etager står spredt ud over hele området og man går fra den ene helligdom til den anden. Jeg ved ikke meget om hinduisme, men jeg har indtil videre fundet ud af, at der er overvældende meget symbolik og nærmest endnu flere guder i forskellige inkarnationer. Hvad der er tempel for hvem og hvad de er guder for har jeg fuldstændig mistet overblikket over

En anden stupa er Kathesimbhu , som ligger på en lille plads midt i byen. Det er et tibetansk pilgrimssted og den lille plads, hvor den ligger omgivet af masser af små stupaer, er virkelig fin. Vi bor på hotel i Thamel, den mest turistede bydel, mens Dumbo er på værksted. Da vi kørte fra Kathmandu til Langtang området lovede vi Dumbo at den nok skulle komme til service når vi kom tilbage, for det var en hård omgang. Det er en blandet historie hvordan det kan tage 6-7 timer at tilbagelægge en strækning på 120 km når man er i bil, men det meste kan tilskrives dårlige veje. På vej op måtte vi endda bruge firhjulstrækket et par gange og var lidt i tvivl om det virkelig var det de kaldte “highway” på kortet som vi kørte af.

I Thamel er der dejligt turistet. Det betyder at man kan få alt. Der er restauranter med lokal mad og dem med international mad, og prisen er for det meste derefter. Der er souvenirbutikker af alle slags, som frister sarte sjæle som mig (så mange smukke mønstre!), gadesælgere, cykelrickshaws, turistbureauer og – ikke mindst – enormt mange turister. Det står i skærende kontrast til de landlige og afsides områder, Dhorpatan og Dolpo, hvor vi vandrede.


Der er kun én måned til vi kommer hjem nu, så vi er ved at forberede hjemturen. Vi har, for en gangs skyld, valgt den nemme løsning og kører derfor til Mumbai, hvorfra vi pakker Dumbo i en container og sender den med et skib hjem til København. Selv håber vi at have tid til at tage til Goa efter bilen er pakket ned for at prøve lidt ægte daseferie, inden vi flyver hjem d. 21. maj. Fredrik har fået et sommerjob på Zackenberg forskningsstation i Grønland, så allerede to uger efter vores hjemkomst er han på farten igen.

Alt det afhænger dog af, om vi har fået vores indiske visa når vi i morgen henter vores pas på ambassaden.

LMH-180420-_DSC1870
Prayer wheels around Swayambhunath are spinning and spinning, sending the prayers inside them.
LMH-180420-_DSC1873
Swayambhunath stupa was beautiful. We were there both morning and evening – in the morning there were approximately a trillion people, so better come in the evening when the lights are getting low.
LMH-180420-_DSC1884
Around the famous stupa is a lot of shrines.
LMH-180422-_DSC1983
At Durbar Square this picture of Shiva as the Destroyer is worshipped.

Faret vild på den hårde tredjedag

Onsdag d. 07. marts 2018

Fra Pasgaun til Nagidhar

På den rutebeskrivelse vi følger går den oprindelige rute helt til Bhachok i dag, men vi har besluttet at halvere den efter to hårde opstartsdage. Dit viser sig at være et godt valg, for vi bliver væk undervejs og når ikke engang til Nagidhar Der er bygget så mange nye veje i området siden beskrivelsen er lavet i ’12, og specielt de helt nye veje som end ikke var på vores ellers opdaterede kort, gør det umuligt at finde den beskrevne rute. Vi kom ud på en stor omvej.

På et tidspunkt da vi tror, at vi snart er nær ved Nagidhar spørger vi nogle børn til råds som render rundt om os på stien. De viser os en lille sti der går ned til deres lille bitte landsby og derfra videre til Nagidhar. Da de peger over mod toppen af det næste bjerg på den anden side af den dybe dal og siger “Nagidhar” mister vi modet. Den lille by vi er i er ikke på vores kort og på vores GPS er der hverken aftegninger af stier, veje eller huse her. Vi er trætte og det er sent på dagen, så vi spørger om der er et sted vi kan sove i den lille bitte by, som vi nu står midt i og de får arrangeret et værelse til os, som godt nok kun har to senge. Vi kan også godt få dal bhat i det lille hus vi er ved, men det er ikke en restaurant – maden er klar når de skal spise, og det gør de ret sent, så vi er hundesultne. Heldigvis har vi fået et par kopper te, den klassiske sorte chiya med umådeligt meget sukker, at styrke os på inden da.

Der er ikke rigtig nogen i byen der taler noget engelsk og vores nepalesisk må siges at være lige så sparsomt som deres engelske, så det hjælper os heller ikke meget. Det meste foregår med tegnsprog, som desværre heller ikke altid er så nemt. Som alle steder vi kommer kan børnene dog godt finde ud af at sige “chocolate” og de kommer gerne og ofte rendende for at afkræve os noget. Det er ikke noget de får meget ud af dog.

Jeg sidder på den lille plads mellem det hus vi skal spise i og det hus vi skal sove i og forsøger at være høflig og social med de nysgerrige børn og voksne beboere. En kvinde der er lidt ældre end mig ammer en lille baby og da hun rækker ham til mig, så jeg kan holde ham, siger hun, at han hedder Gurung. De fleste i de her landsbyer hedder Gurung, da det er den stamme der oprindeligt har boet i dette område og landsbyerne er dermed Gurung-landsbyer. Denne del af GHT-ruten går af det de kalder Gurung Heritage Trail, så vi får vores del af kultur og landsbyliv.

Værelset vi har fået ligger over bøffelstalden, og der er ikke meget plads i den enkeltseng Fredrik og jeg deler, så jeg sover uroligt. Bøflen nedenunder grynter og brøler i løbet af natten og i min søvnighed tror jeg først at det er Pia der snorker. Det bliver hun, forståeligt nok, noget fortørnet over da jeg grinende fortæller det næste morgen.

Første dag på stien

Mandag d. 05. marts 2018
-fra Besisahar til Ghalegaon

Det er første dag på stien og det er en hård en af slagsen. I hvert fald 800 højdemeter op og det samme ned igen, men benene er friske, så vi klør på. Både op og ned foregår på stentrapper med ujævne trin op ad stejle, grønne skråninger. Starten går i Besisahar, hvor vi har haft en dejlig nat på Mongolian Guesthouse efter vi i går mødtes med Pia, Fredriks mor, midt i denne lille bjergby – hun er på besøg i Nepal i to ugers tid, og vi har tænkt os at vandre de fleste af dagene.

IMG_7562
Breakfast at Mongolian Guesthouse in Besisahar. A really nice guesthouse with a nice room and a warm shower – one of the very few showers found during our trek. Pia, Fredriks mother landed in Kathmandu Saturday, came to Besisahar by bus Sunday and we started trekking Monday. Of course, she was tired, but we were very happy to see each other. 

Min sæk er tungere end Fredriks finder vi hurtigt ud af og pakker så om, så han bærer mere end mig. Vi har nok pakket mere i sækkene end vi behøver, så når vi om 9-10 dage har et par hviledage i Pokhara kan vi få ompakket. Fredrik har min 44L Osprey Talon rygsæk med da den er både lettere og mindre end hans egen 120L Norrøna,  og jeg har min 60L Gregory Deva sæk, som har været trofast på mange ture efterhånden. Det er dejligt med en let og lille rygsæk, men bæresystemet på min relativt tunge  er bare så godt, at jeg nødig vil bruge en anden.Stien er nem at følge og vi kan spørge lokale til råds undervejs. Det tager lang tid at gå fordi stierne er så stejle. Jeg havde på en eller anden måde forestillet mig at vi ville gå på nogle bakke- og bjergkamme, men vi går mere på tværs – op ad bjerget, ned i dalen, op ad næste bjerg. Hvis det fortsætter sådan her bliver det nogle hårde dage, specielt for mine knæ. Jeg må jo indrømme at vi ikke er i fantastisk form efter så lang tid i bilen, så det bliver nok en hård omgang alligevel. Fredrik regner, som altid, med at tage den på grundformen, selvom han specielt er bekymret for skader.

Vi kommer frem til Ghalegaon/Ghale Gaun, der er en såkaldt “Model Tourist Town”, hvor de har et omfattende Homestay-program og en virkelig ren og fin landsby. Vi findet Homestay no. 9 og får her et lille værelse bygget ved siden af deres eget lille hjem. Her er fire rene og fine senge og dekorationer af lokale kuriosititeter – segl, flettede halvskærme, der kan bruges som paraply og små kurve. Vi får te og et menukort hvorpå vi kan se alt fra prisen på te og kaffe til dhal bhaat og en guidet tur i byen. Vi bestiller græskarsuppe og dhal bhaat til aftensmad og flader ud på værelset indtil det begynder at tromme på bliktaget. Det trommer højere og højere og vi går ud for at finde ud af, at det er kæmpe hagl der falder. De små kugler is slår hårdt, så vi holder os inden døre og er glade for at være nået frem inden det vejr trak op.

Inden døre, i sikkerhed for haglen, trækker Fredrik noget magisk op af rygsækken og byder både Pia og mig på et glas portvin. Sådan et tilbud kan jeg ikke sige nej til efter en veloverstået første dag på stien. Kort efter kigger vores vært ind og tilbyder os lokal vin, hvilket vi heller ikke kan sige nej til – det viser sig dog hurtigt at vi burde have sagt nej. Den lokale vin er risvin, og den brænder allerede inden jeg sætter læberne til glasset. Vi må skille os af med risvinen på anden måde end at drikke den, for det holder vi ikke til.

Vi spiser vores aftensmad inde i vores værters lille lavloftede hus, hvor den ældre kvinde har tilberedt maden over den åbne ild. Der er tilrøget og autentisk – vi skal vænne os til at sidde på gulvet og til at dukke hovedet når vi skal ind og ud.

IMG_7596
Fredrik trying out a special kind of umbrella worn by the Gurungs in this area. 

Vandreturen er begyndt

Nepal og Himalayabjergene har hele tiden været målet for vores lille køretur i Dumbo. Nu er vi kommet hertil, og har også påbegyndt en vandretur her. Første stræk har været sammen med Pia, Fredriks mor, som er kommet hertil for at møde os og dele lidt af eventyret med os. Vi har vandret i ni dage i det helt sydlige Annapurnaområde og har ligesom fået gået benene til. Efter mange måneder i bilen er formen ikke imponerende og jeg kan godt mærke at musklerne ikke er helt så stærke og helt så udholdende som ellers.

Det er også godt at få gået ruten lidt til. Fredrik og jeg har tænkt os at fortsætte med at vandre en måneds tid endnu af Great Himalayan Trail low route, som er en lavereliggende pendant til den “high route” som går hele vejen på langs af Himalaya. Vi vil gå vestpå her fra Pokhara og følge ruten som det nu passer for os. Nogle af dagsetapperne som er beskrevet af Linda Bezemer i en bog vi har fundet lyder fuldstændig vilde – 33 km og 1800 højdemeter på én dag. Det bliver ikke med mig i støvlerne og da slet ikke under rygsækken. Så vi vil tilpasse ruten som vi syntes det giver mening og håber at nå målet, nemlig den vestlige grænse til Indien.

Allerede har vi set fantastiske landskaber og udsigter og selvom Annapurna er et af de trekkingområder der vælter med turister, så præsterede vi ikke at møde én eneste anden turist på vores ni dages tur. Vi klarede også at blive væk fra rutebeskrivelsen på grund af nybyggede veje, som havde gjort det af med vores sti og at sove i en mikroskopisk landsby, hvor de fandt to senge frem på et loft over bøffelstalden i anledning af at vi var blevet væk fra ruten.

Vi gik en regnvejrsdag gennem en rhododendronskov. Nogle af rhododendrontræerne var så enorme at jeg ikke engang kunne nå halvvejs rundt om stammen og oppe i kronerne mange meter oppe blomstrede i røde og pink blomster. Mos hang ned fra grenene i store klynger og orkidéer voksede på stammerne. Regnen kom og gik, blev ind i mellem til hagl, og det var umuligt at holde sig tør eller klæde sig fornuftigt. Hele tiden måtte vi stoppe og tage jakker af eller på, når regnen endnu engang ombestemte sig. Vi var heldige med haglen dog – den kom netop som vi havde fundet et pausested med bliktag, hvor vi kunne ompakke og få skaljakker på. Alting kom i drybags, for vi kunne godt se at regnen ville fortsætte længe og at det ikke kunne nytte noget at blive under halvtaget.

I morgen tager Pia bumlebussen til Kathmandu mens Fredrik og jeg finder en der går den anden vej til Beni og videre til Darbang, hvorfra vi vil fortsætten turen vestpå til fods.

I mens må Dumbo vente på os i Pokhara. IMG_7703IMG_7745IMG_7785

 

Delhi dage

Delhi, 01.feb.2018

I dag er byen kommet tæt på. Det føles som om at mine sanser lukker ned for den eksplosion af indtryk som Delhi er og jeg nærmest kravler tilbage på mit og Fredriks værelse i det lille, luskede Guesthouse og gemmer mig under dynen. Alle lydene er høje – der bliver dyttet i underlige, umusikalske symfonier. Røgelse bliver brændt af de fleste steder som for at dække over den stank som ellers plager gaderne. Det ene øjeblik er det duften af frisk frugt, røgelse eller madbodernes simrende gryder der rammer næsen og det næste er det stank af urin, råddent skrald eller ko – hellig eller ej.

For at få lidt plads er vi flygtet op på en rooftop-restaurant hvor ejeren har forklaret os at vi først må sidde ude ved rækværket efter mørkets frembrud. Det er blevet ulovligt med sådan nogle rooftop-steder efter en ulykke i Mumbai fortæller han. Vi nyder nu den afstand som taget giver til det hektiske mylder på gaden og det virker også til at det er det der trækker andre turister til.

Jeg gør lidt regnskab op. I dag har jeg nemlig taget en for mig stor beslutning. Jeg har købt ekstra varer med hjem af de ting jeg godt kunne lide. Mest nogle øreringe og halskæder, men også et par pufs og flotte tørklæder. Planen er at jeg forhåbentlig kan sælge dem i Danmark så finanserne for turen kan være lidt tættere på at gå op. Det er måske ikke meget, men for mig er det en stor ting.

Når vi taler om at få finanserne til at gå op, så er vores hotel i disse dage også valgt ud fra den idé. Vi har fundet det billigst mulige sted, så der bliver plads til andre ting i budgettet. Det er lurvet og beskidt, sengene er hårde som sten og vandet er koldt, men sengetøjet virker rent og døren kan låses. Vi har ringet på forhånd for at høre om der, som det stod på nettet, var gratis parkering med. Det siger vores vært at der gør, men da vi når stedet der ligger i Paharganj’s smalle gader kan vi godt se, at det nok ikke er lige i nærheden vi kan parkere Dumbo. Ganske rigtig bliver vi sendt ud på en lille køretur for at finde pladsen til bilen, som viser sig at være inde i et beboelsesområde for offentligt ansatte. Vi parkerer Dumbo og vores vært smutter tilbage til guesthouset. Så kommer et par lokale beboere og klager over at vi absolut ikke kan parkere der. Da vi jo var på et aflukket beboelsesområde, og selv syntes det var en smule mærkeligt gav vi dem kun ret, men fortalte også at vi var blevet henvist hertil af vores vært. Beboerne var meget uforstående og selvom vi straks ringer til værten for at få ham til at tale med dem og evt. hjælpe os med at finde et andet sted til bilen, bliver de meget truende. En siger endda at han vil punktere dækkende hvis ikke vi flytter bilen omgående. Heldigvis kommer værten, en stor, rimelig venlig, men lidt for pågående mand, tilbage på sin scooter og får talt de sure beboere lidt ned. Vi får ikke lov at stå på området, men kan parkere umiddelbart udenfor porten. Om aftenen kan vi komme tilbage, siger en mand, som er en slags beboerformand, og så kan han tage os med ind og vi kan parkere et andet sted inde på det sikrede område. Problemet virker til at være løst.

To dage senere skal vi hente noget i bilen og problemet opstår igen, nu med en anden person, der højrystet og truende brokker sig over at vores bil holder hvor den gør. Vi får ham beroliget lidt ved at give ham nummeret på Guesthouset som står på deres visitkort, og han ringer til dem. Da vi tror han er god nok smutter vi, men da vi kommer tilbage til vores værelse er der stort røre. Manden har ringet igen og igen til nummeret vi har givet ham og brokket sig usandsyneligt meget. Det nummer er til vores værts mor, en hysterisk ældre dame som egentlig ejer stedet, men som er syg, så hendes søn klarer alt det praktiske.

Nu er værten sur på os over at vi har givet hendes nummer til manden, så hun bliver urolig af alle de opkald. Hvorfra skulle vi vide at man ikke må ringe til det telefonnummer de har på deres visitkort?

Fredrik tager med vores vært bag på hans scooter tilbage til omstridte Dumbo, og får den flyttet endu engang. Denne gang står den ved siden af den venlige beboerformands lejlighed, og vi vil ikke gå hen til den før vi skal forlade Delhi om to dages tid.

Det er ikke så nemt at rejse med bil i Indien. Det er faktisk på ingen måde optimalt. I byerne er det svært at finde billige hoteller med parkering og det er svært at finde steder hvor vi kan få lov at sove i bilen på deres parkeringspladser. Uden for byerne er der stadig så meget by, at det nærmest ikke er muligt at finde nogen steder at overnatte. Hvis vi endelig finder et sted er det ganske sikkert at mange mennesker vil flokkes til for at kigge på, selv hvis det betyder at de skal gå over en mørk mark og igennem buske for at komme hen og kigge.

Generelt er der så mange mennesker hele tiden, altid, at jeg hurtigt bliver træt af det. Jeg har hørt mange gange at Indien er hader eller elsker, men jeg kan ikke beslutte mig. Jeg elsker den oplevelse det er at være her, alle de flotte farver og den spændende kultur. Men jeg hader at der er så mange mennesker alle vegne, og jeg kan absolut ikke forlige mig med den akutte mangel på privatliv man som rejsende må finde sig i. Ordet findes simpelthen ikke på hindi.

WorkAway på Mangalam

I julegave ønskede jeg mig et medlemskab af siden “WorkAway” som vi gerne ville bruge til at finde et sted at arbejde frivilligt i Indien. Vi ville gerne arbejde på et landbrug og vi fandt derfor frem til et sted i Uttar Pradesh hvor et amerikansk-indisk par har en mangoplantage. Det er et noget atypisk WorkAway sted, men det er helt fantastisk. Ved og Kimberly, som har gården her, er helt fantastiske og går lige så meget op i at have en god samtale som i at vi arbejder. De er ved at omlægge deres plantage til permakultur og har allerde omlagt til økologi, så det er spændende at se, hvad der foregår her.

Min far lyder næsten skuffet da jeg over WhatsApp fortæller ham, at vi ikke bidrager med banebrydende akademisk viden her på farmen, men at vi i løbet af vores føste uge her primært har gravet render i mangoplantagen som er en del af en jordforbedringsteknik, som jeg virkelig håber vi hjælpe. Selvom vi er nyudklækkede bachelorer i noget med landbrug, så er det ikke meget jeg kan sige om økologisk dykning af mangoer.

Der sker mange ting på farmen her og vores to værter har travlt. De tager til møder og laver forskelligt arbejde uden for farmen. Deres lille datter Zara på to og et halvt år er fuld af energi og formår ofte at få hele selskabets opmærksomhed, også selvom selvskabet nogle gange tæller tolv mand.

Vi ankommer på en søndag og får lov at flytte ind på et tidligere børneværelse, hvor sengene lige nøjagtig er lange nok til os – den ene seng er pink og den anden turkis. Det er kokkens fridag får vi at vide, så vi skal “bare” have rester. Vi er lykkelige over at skulle spise i så fredfyldt omgivelser, sove i en blød seng og over at finde ud af at de har varmt vand i bruseren. Mandag morgen bliver vi sat ind i arbejdsopgaverne. Der er research at lave og huller at grave. Planen er at lave jordforbedring i mangoplantagen hvor mange års kunstgødning og pesticider har minimeret det organiske materiale i jorden og skræmt regnormene væk. Ormene håber de på at kunne lokke tilbage med de her “formuldningsrender” omkring drypgrænsen af træerne hvori organisk materiale og senere kompost bliver lagt. Jorden her er da også stenhård. Der er enormt meget ler i jorden, så den pakkes hårdt og det gør det til et vanskeligt projekt at få gravet de mange render.

Allerede første dag har jeg masser af blodige vabler på mine hænder, som slet ikke er vant til det hårde gravearbejde.

Der er seks andre WorkAwayers da vi ankommer til gården. Et par fra England, der er på en længerevarende rundrejse først her i Indien og til sommer i Europa, et par fra Frankrig, der er på en jordomrejse og har besluttet at arbejde en del af deres rejse og et par fra Mumbai her i Indien, der har været på samme kursus i permakultur som Ved, vores vært, og nu indsamler praktisk viden inden de forhåbentlig kan købe deres eget landbrug og omlægge til permakultur.

Jeg bliver hurtigt lidt træt af gravearbejdet og får tiltusket mig at hjælpe i køkkenhaven i stedet, hvor jeg luger cannabisplanter væk fra bedene, sår Okra/ladyfinger, majs og koriander og snakker med Vikas, den gardner der holder haven og køkkenhaven, og som jeg finder ud af er jævnaldrende med mig. Anden uge vi er på farmen, efter en lille sviptur til Varanasi, bygger vi en bålplads i haven. Det bliver den flotteste bålplads jeg nogensinde har bygget. Som mangeårig spejder er det en del bålpladser, men de tidligere har altid skulle sløjfes efter en uge – denne her er bygget i røde mursten og skal helst kunne modstå den kommende monsun.

IMG_7347
This is the fire pit as it looks almost done. It was very rewarding to finish. 

Det er utrolig inspirerende at være på farmen. De andre der er der er søde og vi har gode snakke, men først og fremmest er det skønt at være et sted fast i en længere periode, hvor vi kan få en slags hverdag uden irriterende indere. Noget ændrer sig når man har rejst længe, og en af tingene er at fremmede mennesker på et tidspunkt – for os i hvert fald – er gået fra at være spændende, potentielt nye venner, til det meste af tiden at være småirriterende forhindringer. Det er ikke ondt ment, men det bliver hurtigt for meget. Det kommer i bølger, og da vi når farmen er vi helt nede i en bølgedal. Vi trænger i den grad til at kunne trække os tilbage og ikke blive nedstirret hvor vi end bevæger os.

I løbet af tiden på Mangalam vender lysten til at rejse heldigvis gevaldigt tilbage til os.

 

Indgang til Indien

Det er imponerende hvor lidt tid man egentlig har når man rejser. Vi har ikke noget vi skal, men alligvel spiser den ene dag den anden i sådan en hast, at vi knapt lægger mærke til det. Det er to uger siden at vi krydsede grænsen mellem Pakistan og Indien under stor publikumbevågning. Det føles mærkeligt, da vi begge er enige om at det umuligt kan være mere end en dag eller to siden.

Vores første nat i Indien bruger vi lige ved grænsen for ikke at skulle ud og køre efter at vi have set de sidste fem minutter af den lukningsceremoni, der hver dag finder sted på Wagha-border. Det er den eneste åbne grænse mellem Pakistan og Indien og der kommer mængder af turister, specielt indiske, for at se det show militæret på begge sider fremviser inden de demonstrativt lukker de dobbelte porte for natten. Det ligner en hanekamp sådan som de marcherer mod hinanden i hver deres festlige uniformer og stemningen er, som jeg forstiller mig den ville være til en fodboldkamp, hvor tilskuerne hepper på hver deres hold.

Det har taget en del tid på at komme over grænsen. I Pakistan skal bilen stemples ud og det tager sin tid at finde nogen der kan finde ud af den proces.

Ham der burde kunne det leder og leder i sine store registreringsbøger for at finde os, selvom vi bliver ved med at fortælle ham, at vi nok ikke står i hans håndskrevne bøger, fordi vi kom ind i landet mere end 1500 km væk da vi forlod Iran. Det tager ham noget tid at forstå sit eget system.

Efter vi selv og Dumbo er tjekket ud af Pakistan tager vi en dyb indånding og kører gennem porten ind i Indien. Indien har vi frygtet med hensyn til bureaukratiet og vi har forberedt os på at det godt kan blive langtrukkent. Selvom systemerne er fuldstændigt ugennemskuelige og logikken bag den måde som ting foregår på er uransagelig, så går det rimelig flydende og fint. Det tager tid, men vi får lov at køre ind i landet, får parkeret bilen og kan gå afsted mod lukningsceremonien. Først skal vi dog betale for parkeringen finder vi ud af, men da vi ingen rupees har endnu, er det et problem. Et par folk kommer til, mens vi forklarer parkeringsvagten at vi ikke har nogle indiske rupees endnu, men at vi meget gerne vil finde et sted at veksle eller betale i andre valutaer. Vi tilbyder at betale overpris i dollars, men det er ikke helt til at komme igennem med vores forslag. Til sidst tager en ung mand i mod én dollar fra os og giver sin ven parkeringsvagten de 50 indiske rupees han beder om. Vi takker ham mange gange for at løse situationen inden vi endelig går afsted.

De fem minutter vi når at se af lukningsceremonien er ret sjove. Herefter bruger vi mere end dobbelt så lang tid sammen med folk der gerne vil have taget selfies med sådan to lyshårede skabninger. Selv da vagterne begynder at gene alle ud insisterer folk stadig på at vi liiiige skal vente et øjeblik så vi kan få taget et billede mere sammen med dem. Til sidst når vi til konklusionen, at vi efter ganske få timer i Indien allerede er lidt trætte af indere.

En inder vi viser os slet ikke at være træt af, er ham, som tidligere løste vores parkeringsafgiftskrise. Han finder os i mylderet af mennesker for at give os 13 rupees. Da vi forvirret spørger ham hvorfor han giver os dem forklarer han, at vi jo selv har sagt at kursen var 63 rupees til én dollar, og da han har fået en dollar af os og givet 50 rupees til parkeringsvagten skylder han os jo 13 rupees. Vi bliver så overvældede af hans ærlighed at vi ikke ved hvad vi skal sige, men da han beder om at tage et selfie med os syntes vi det er mere end ok!


Efter en larmende nat i teltet med tung trafik omkring kørte vi de 20 km der var ind til Amritsar. Før vi kunne gøre noget andet skulle vi finde et sted at veksle penge eller at hæve. I vores banks øjne må vi nærmest være døde, da vi ikke har haft kortene ude af pungen siden vi kørte ind i Iran. To måneder uden kort og vi har glemt alle pinkoder…

I Amritsar har vi fundet et Guesthouse som blev anbefalet mange steder for overlanders. Mrs. Bhandaris Guesthouse har været hjem for massevis af overlanders i mere end 50 år og er klart anbefalelsesværdigt, om end lidt ud over vores budget selvom vi sover i bilen. Til forskel fra alle steder i Pakistan hvor vi har sovet, så fungerer ting på Mrs. Bhandaris Guesthouse, og en gang i mellem er det i sig selv en luksus. Her er en dejlig have, klatreplanter på de røde mursten og et skønt køkken med gamle Italienske fliser hvor maden bliver tilberedt.

Amritsar er specielt kendt for Det Gyldne Tempel, et Shik tempel belagt med guld og placeret midt i en rolig sø, der hedder Nektarsøen. Her kan de troende Sikher tage et såkaldt helligt dyp og vi andre kan finde ro, selvom menneskemængden er stor. Turbaner i alle farver går rundt om søen og ud af den gang der forbinder templet med “fastlandet”. Alle er barfodede og både mænd og kvinder skal have noget over hovedet.

Amritsar er den første by vi kommer til efter grænsen, så vi bruger nogle dage her på at få styr på praktiske ting som penge, simkort, kølerslangereperation og rejseplanlægning og efter vi har set det smukke tempel og kørt byen tynd i Tuktuk’ere sætter vi snablen mod Rishikesh.

fullsizeoutput_1845
This is Mrs. Bhandaris Guesthouse. Colonial style, quiet garden, hot shower, privacy. It was nice! Somewhere nearby there was a party going on for two nights in a row, and that was extremely loud. The music was not turned down before sunrise.
fullsizeoutput_1846
When a train with military vehicles are blocking the road and the locals says it might take a few hours we went of road. Technically it was a track leading us parallel with the railway until we reached a tunnel where we could cross. This was a small detour because signs and directions are very difficult to follow on indian roads.

Forsmag på bureaukratiet

09.jan.2018
Klokken ni i morges skulle vi have været hentet af politiet, kørt til Home Departement kontoret, fået et NOC (No Objection Certificate), kørt tilbage til hotellet og være kørt videre til Sukkur, ud af Balucistan provinsen. Her syv timer senere sidder vi i solen ved Home Departements kantine mens vi venter på at få en politiescorte tilbage til hotellet hvor vores bil og vores venners motorcykler holder. Drømmen om at køre ud af Balucistan, ud af eskorteområde, forsvandt for et par timer siden og vi kan se frem til endnu en forhandling om prisen på hotellet og endnu en nat i Quetta.
Det er ikke fordi dagen som sådan har været dårlig, men vi må mønstre al vores zen for at komme igennem den endeløse venten. Først ventede vi på eskorten, så ventede vi på at få udfyldt papirerne, så ventede vi på at “the Big boss” ville indfinde sig, derefter på nye papirer, så ventede vi på en underskrift og da vi endelig fik vores NOC og var klar til at gå ventede vi på en eskorte hjem. Den eskorte venter vi stadig på.
NOC er et dokument hvor vi skriver under på, at vi mens vi er i Balucistanprovinsen, den vestligste og måske farligste del af Pakistan med grænse til Iran og Afghanistan, indviliger i at have bevogtning og at vi ikke vil modsætte os myndighederne. Den Afghanske grænse er ganske tæt på og Taleban er et reelt sikkerhedsproblem her. Vi har talt med flere i dag der mener at Quetta er sikker nok i øjeblikket, men at Balucistan generelt er usikker. NOC dokumentet er derfor nødvendigt at have på rejsen gennem Balucistan også selvom vi er to tredjedele igennem allerede.

I mellemtiden, mens vi har drukket masala chai i solen ved kantinen, er de gået hjem fra det kontor vi ellers sad og ventede på og døren er låst.

Der var ellers en helt speciel stemning på det kontor. Folk kom ind og ud af døren konstant, en virkede til at være ansat til at lave te over det lille gasblus i hjørnet og en anden til at samle dokumenter i gammeldags udseende brune papiromslag. Hans hulmaskine var en slags syl. Resten af mændene bag skrivebordene så ud til at være ansat til at læse dagens avis. Til at begynde med var det ganske hyggeligt at vente på kontoret. Fredrik og jeg fandt en udgivelse fra World Food Programme om fødevaresikkerhed og katastroferisiko i Pakistan, som vi kigger billeder i. Vi tager billeder og snakker, mens vi sidder i den brune sofa, der matcher de mange papiromslag og slidte træmøbler.

Da vi ser at der nu er lukket og slukket på det travle kontor beslutter vi at finde ham de kaldte the Big Boss, men får fat i en anden mand ved et skrivebord, der straks ringer efter politiet for os. Tre mænd i hvide pyjamaser venter også inde på hans kontor og ude på gangen står mere end en håndfuld mænd. Bevæbnede vagter er iblandt dem.
Manden bag skrivebordet siger at:”the police is coming soon!” og vi spekulerer over hvilken betydning soon har i denne sammenhæng. Indtil videre har det varet mere end en halv time.
Politiet er meget pressede i dag da Premierministeren er i byen og den regionale leder har forladt sit kontor og det er formentlig af den grund at det er så svært og tidskrævende at finde en bil der kan hjælpe os. Magen til dårlig timing skal man lede længe efter. Forhåbentlig har vi bedre karma i morgen og kan komme ud af byen.

 

IMG_6435
We managed to get the police escorte to drive us to a place where we could buy some fruit when they finally arrived at five o’clock. We hoped for some time in the baazar, but our moving possibilities are very limited here in Quetta.  

 

IMG_8078
Fredrik found a book about food security and disaster management in Pakistan and that gave us something to do for some time. It has been a lot of waiting the whole day!
IMG_8080
News of the day (I guess). To me this could be anything…
IMG_6434
Driving to the Home Office with the police. Two armed men i the back of the car, two in the front seats and two on the motorbike following us. Someone must think our safety is of great concern and I am very happy for that. These guys are great and even though we waited many hours for them I appreciate their effort. 
IMG_6417
Lunch was “vegetarian” but came with meat. It was burning hot (for me at least). I think India will be interesting food-wise. 
IMG_6406
Having chai in the not-so-busy, busy office. All files are archived in a bullet-proof system seen in the back. I wonder if they ever find anything again. 

Første dag i Pakistan

07.jan.2018

Teltet er slået op og alt virker til at være som det plejer. Dog er der et par bemærkelsesværdige forskelle. Vi er i Pakistan nu – i går krydsede vi grænsen fra Iran og det gik overraskende smertefrit og uden besvær. I dag har vi kørt turens første etappe fra grænsebyen Taftan, som vi ikke så meget til, til byen Dalbandin, som vi formentlig kommer til at se lige så lidt til. Vi holder i en bevogtet gård til et hotel hvor vi blev eskorteret direkte hen af Levierne, en slags politikorps der er specielt for Balucistanprovinsen. Der er varmt i solen, men bestemt behageligt i skyggen. Pakistanske mænd tøffer rundt i deres nattøjslignende klædedragt og kigger nysgerrigt på vores set-up. Sammen med os er et tysk par på motorcykler, dentistsonbikes.de, og deres udstyr er bestemt et ekstra kig værd. Bilen går i tomgang mens jeg lader computeren og lyden fra den blander sig med lyden af stemmer og en kat der miaver.

Levierne har eskorteret os hele vejen hertil, og i morgen går turen videre mod Quetta på samme vis. Vi forlader området klokken ni. Første eskorte i dag var nem. Først kørte levierne i deres bil, derefter fulgte de to tyskere på deres enorme BMW motorcykler og sidst kørte vi. Vi havde svært ved at følge med på den første etappe, da Dumbo, som vi har døbt Hiluxen, har det hårdt over 100km/t. Ved næste checkpoint fik vi en anden bil med os der kørte et mere moderat tempo. Ved nærmest hvert eneste checkpoint, og der har været fem til ti stykker i dag, har vi skrevet vores oplysninger ned i deres protokol – nogle gange i noget der lignede en protokol opfundet til lejligheden. Det var sjovt at se de andre navne i protokollerne, da flere af dem er folk som vi har mødt til jul og som nu er foran os på vej igennem Pakistan. Selvom Pakistan ikke er et land der vrimler med turistbusser og sightseeing er det heller ikke småt med rejsende som kører igennem – hvor mange der rent faktisk har lyst til at rejse rundt i Pakistan og hvor mange der ser det som et nødvendigt onde for at komme til Indien kan jeg kun gisne om.

På et tidspunkt stoppede luksusen med en følgebil. Det betød ikke at vi kunne køre uden eskorte, men at en bevæbnet vagt insisterede på at vi snildt kunne være tre personer i Dumbo. Det ville vi også kunne, hvis ikke det var fordi at vi havde fyldt pladsen bad de to sæder med alt vores habbengut, og at den plads der kunne have været der derfor er utrolig svær at bruge. I stedet sad jeg oven på den kasse der er mellem sæderne mens vores levie sad på passagersædet. De første par kilometer var det et fint sted at sidde, selvom jeg måtte krumme mig sammen for at sidde der. Da vi kom til næste checkpoint sagde han noget om en motorcykel, og vi åndede lettede op i troen på at det betød, at han nu ville køre foran på motorcyklen. Efter vi havde udfyldt endnu en protokol fandt vi ud af at det betød at han kørte tilbage hvor han kom fra på motorcykel og at vi i stedet fik en anden mand med os. Lige så hårdt bevæbnet, men med et dårligere engelsk var det ikke noget der begejstrede mig.

Mens vi sad i bilen pegede løbet på geværet op mod mig og jeg kunne ikke lade være med at kigge på det og læne mig længere bagover for at forsøge at være ude af skudzonen – just in case.

Efter samlet en time siddende på kassen i midten begyndte mine balder at sove og jeg var begyndende træt i kroppen. Heldigvis ankom vi til Dalbandin og turen sluttede da vi kørte ind på parkeringspladsen ved hotellet. Stod det til os ville vi gerne være kørt på politistation for at sove, men da tyskerne skulle have et værelse var det også fint med os at parkere her. Vi sover i bilen, så det er billigere for os, men vi giver stadig 400 pakistanske rupees for at slå vores telt op her. Dog har vi ikke givet en krone for eskorten, der har fulgt os hele vejen og ingen har spurgt efter penge eller lignede.

En anden faktor der tilføjes til at alt ikke er som det plejer er, at det er min fødselsdag i dag. Jeg tror aldrig at jeg havde forestillet mig at jeg skulle fejre fødselsdag i Pakistan, men sådan blev det i denne omgang. Det blev til en fødselsdagssang i morges fra Fredrik, en kop kaffe i gården på politistationen og en kage som Rudolph og Jana hev op ad tasken på et af checkpoints’ene og satte et virtuelt lys på.

Indtil videre syntes jeg at det går godt med at rejse i Pakistan. Her føles allerede mere som Indien end som Iran. En tredje ting, der gør dagen i dag anderledes er, at jeg for første gang kan sidde i bilen uden tørklæde, gå ud af teltet uden tørklæde og generelt ikke længere skal bekymre mig hvis tørklædet forlader mit hoved. Jeg har dog tænkt mig at beholde tørklædet i nærheden lidt endnu, da det føles mere sikkert. Allerede ved grænsen kommenterede de dog på det og fortalte mig med let stolthed, at nu behøvede jeg ikke længere have tørklædet på. Jeg ser det som en slags fødselsdagsgave fra Pakistan til mig. Nu skal jeg passe på med at sige for meget, for vi har kun været her én nat, men her er roligt, levierne har styr på deres arbejde og de mennesker vi møder er søde, rare og smilende.

Mens jeg sidder her i hotellets gård og skriver samler en håndfuld mænd sig om en netop tilkommen. Han har en bakke med forskellige ting som han sælger. Mændende kigger interesseret i kassen og tager nogle sorte stave op ad dem som de bruger til at male deres øjne. Det er khol, som bruger til at tegne deres øjne op. Jana køber en stav af manden og Rudolph tager billeder af hele scenen. Et øjeblik senere er sælgeren væk og mændende læner sig endnu engang tilbage i stolene og og fortsætter deres samtale. En med sit gevær i skødet, en med en smøg i munden og alle i de nattøjslignede klædedragter.

IMG_6344
This gives me flash-backs to driving in New Zealand, where they also drive in the left. This time though we are not only driving i the wrong side, the steeringwheel is still placed in the left making it difficult to orientate for the driver and on top of that the traffic is rule-less.
fullsizeoutput_1688
A virtual candle on a real birthday cake. This was a special way to celebrate on the road. In the evening the celebration got even better with the first beer in months, another cake and even fireworks in the distance. Thanks to Rudolph and Jana for being so kind!
fullsizeoutput_1698
The trucks here are wilder than imagined! 
fullsizeoutput_1697
Form filling and guns. This was the day and will probably be the day for the next week.

fullsizeoutput_168f

IMG_7959
Not the only Hilux in the yard. In this first levies station were six other Hiluxes parked but they have had a much harder life than ours.

Glædelig jul fra Qeshm

Jeg ville ønske at jeg kunne udtrykke den ro der er i vores lejr. Jeg sidder og kigger ud over havet, der slår regelmæssigt mod klipperne. Det er højvande, så den lille strand er oversvømmet. Klipperne vrimler med krabber og ude i vandet er der både havskildpadder, rokker, flere slags store og små fisk og blæksprutter. Det er omkring 20 grader, men det bliver varmere når solen bager. De sidste to dage har været perfekte, men i dag er det lidt overskyet. Da vi vågnede i morges kunne vi knapt se den nærmeste bil på grund af tåge og her til eftermiddag er vinden taget til tidligere end den har gjort de andre dage.

Vinden gør madlavning kompliceret for os. De fleste andre her har deres køkken indendørs, men vi har vores bag i bilen, og det gør det meget vindudsat – derudover løb vi tør for gas i går, og der er ikke nogen fyldestation i nærheden, så vi er tilbage til at bruge vores trangia-blus, som vi ellers havde skiftet ud med et mere robust lokalt gasblus.

Mange er i gang med at forberede lidt julemad nu. Vi laver allesammen lidt mad til et fælles bord. De fleste af mændende her var ude og fange nogle fisk tidligere. De roede ud på en oppustelig katamaran, som den store truck har med og fangede fisk i den netindhegning der er sat op. Det virker lidt som en snyde-måde at fiske på.

Vi planlægger at lave brune kartofler, en frisk rødkålssalat og en svampesovs. Vi ville også have lavet en slags nøddesteg, men vi har ikke fundet nogen nødder inden vi kom til øen, og her fra vores lejr er der langt til indkøbsmuligheder, så vi har droppet det. Risalamande har vi også droppet, da vi ikke har mandler og jeg har glemt alt om vanille. Det ville blive en kedelig omgang.

Nogen har hentet brænde til at lave et bål i aften og nogle andre har pyntet op med plastikguirelander og små flag der staver til “Feliz Navidad”.

Jeg er glad for at vi har fundet de andre overlanders her at holde jul med, for ellers tror jeg at jeg ville have savnet hjem for meget. Jeg har aldrig holdt jul andre steder end der hjemme, så det er meget mærkeligt at være afsted sådan her.

Jeg håber at i nyder julen hjemme i Danmark med alt hvad der hører til af hygge, godter og kærlighed! Glædelig jul!