Vejen til Grønland

Af Fredrik Møller-Stranges

Efter omkring tre uger hjemme i Danmark, med en masse hyggelige familiearrangementer, middage og praktiske gøremål, er ferien slut. Jeg har fået job i Nordøstgrønland på forskningsstationen Zackenberg under Århus Universitet.
Rejsen dertil står ikke tilbage for de besværligheder og forsinkelser, som vi havde under vores sidste eventyr gennem Mellemøsten. Her er det blot ikke bureaukrati og skrankepaver, men Moder Natur der leger kispus med os.

Rejseplanen lyder på tre forskellige fly med en enkelt overnatning på Island. Vi er to personer fra Danmark, én anden feltassistent fra Sverige og en forsker fra Holland, som flyver op sammen. Da landingsbanen på Zackenberg kun er en stribe flad tundra, skal der være rigtig god sigtbarhed for at de kan lande. Og det er der ikke. Så det har givet en uventet fridag i Akureyri i den nordlige del af Island, med fri bil stillet til rådighed.

Sådan en mulighed skal ikke gå til spilde, så bilen bliver pakket i en fart og kursen sat mod Husavik små 100 km mod nordpå, hvorfra det er muligt at komme på hvalsafari. Så i den glade forventning om snarlig løn på kontoen bliver kortet kørt og vi hopper ombord – det koster jo alligevel kun 10.000 isk.
Vi kommer ombord på en stor gammel skonnert sammen med en masse tyske turister. Inden afgang får vi alle udleveret en yndig flyverdragt i størrelse kæmpe stor, så man rigtig kan øve sig i brystsvømning.
Så snart vi forlader havnen indtager vi straks stævnen, og med en fugleforsker som personlig guide er der masser af se på.

De små søpapegøjer svømmer rundt som små badeænder, men de dykker lige inden man kommer tæt nok på til at få et godt billede.

Anderledes er det med mallemukkerne som stolt svæver tæt forbi. For en amatør ligner det en måge til forveksling, men den er tættere beslægtet med albatrossen. Vi ser også en af havets absolutte konger, havternen, som er indehaver af verdensrekorden for længste migration. Når den kommer susende forbi båden, bliver man kun endnu mere forbløffet over, at så lille en fugl kan flyve så langt.

Efter en times sejlads ser vi de første pust fra pukkelhvalerne, og kort tid senere kom vi op på siden af dem. Bare at vide at så store og anderledes dyr findes er fantastisk, men at se dem tæt på gør det meget vildere. Det er fascinerende at tænke på hvor forskellig deres verden er fra vores. De lever hele deres liv i havet, men er dog afhængige af luft – de er blandt de største dyr i verden og dog lever de af nogen af de mindste.

Efter endt sejltur kører vi videre til Myvant, som på islandsk betyder Myggesøen, hvilket er ganske berettiget, hvorfor vi kun gør et kort stop. Vi forsætter til Námaskarð med masser af geotermiske kilder og kogende mudder. Når man ser den geologiske aktivitet der findes her er det let at forstille sig hvordan historiernes elverfolk, trolde og jætter opstod. Dampen, der kommer direkte op fra jorden, kan vel ikke være meget andet end ånden fra en sovende jætte.

Hvor mange dage forsinkelsen kommer til at ende med står stadig hen i det uvisse, men der går rygter om at nogle har været fanget på Island i op til en uge. Som almindelig løsarbejder har det jo ikke den store betydning, men for Jeroen, den Hollandske fugleforsker, er det en anden sag. Han skal selv finansiere turen og har kun to uger til at blive færdig med sit feltarbejde. Han gør hvad han kan for at holde humøret oppe.

Efter en halv dags rundtur i den nordlige del af Island har jeg kun fået endnu mere lyst til at se resten af landet med lidt bedre tid, hvad enten det skal være i egen bil, til fods eller på cykel. Tilbage skal jeg helt sikkert!

 

_DSC2164
Den lille søpapegøje har en evne til at dykke lige inden man kommer tæt nok på.
_DSC2183
Albatrossens lillebror mallemukken, flyver af sted på sine stive viger og lange svævende perioder.
_DSC2270
Pukkelhvalen dykker umiddelbart inden vi sejler hen over den.
_DSC2333
Pukkelhvalen gør klar til endnu et dyk.
_DSC2339
Det stolte skib Nattfari førte os sikker ud og hjem.
_DSC2352
Kogende mudder og lugt af æg, den sikre vej til underverdenen.
_DSC2364
Resten af holdet på vej op.
_DSC2373
Ånden fra jordens indre. Kan det være andet end en jætte?
_DSC2308
Hvalen laver sin egen regnbue.

 

Hvad har vi egentlig lært?

Hvad er der egentlig at sige når man er kommet hjem igen? Helst burde jeg måske komme med nogle dybe refleksioner over turen og nogle ord om hvordan vi har udviklet os, men det viser sig utrolig svært. Vi har været ude på et eventyr, det har gjort os stærkere, både hver for sig og sammen (men ikke fysisk. Damn man sidder meget ned i den bil). Vi har set en anderledes, spændende del af verden. Vi har været afsted længe nok til at blive fyldt op med oplevelser, men ikke længe nok til at være eksperter. Vi har rejst i nær otte måneder og vi har kun kradset overfladen. Det føles sært.

Mange spørger (læs alle) hvad der har været det bedste på turen, og det er nær umuligt at svare på. Det bliver et bredt svar. Jeg mener, hvad er den bedste oplevelse du har haft siden oktober?

Turen og verden er for nuanceret til at give noget endeligt svar på det. Alligevel tror jeg nu at det bedste – det allerbedste ved hele rejsen – var at vi gjorde det. At vi gjorde den gamle bil så klar den nu kunne køre os hele vejen, at vi fandt et telt og en måde at sætte det på toppen, at vi fik styr på vores visums og at vi tog afsted i oktober, få måneder efter vi begyndte klargøringen. Det bedste var helt sikkert, at vi bare gjorde det, og ikke brugte tid og bekymringer på at hænge os for meget i teknikaliteter, hvad-nu-hvis’er og komfortable tiltag, som helt sikkert havde gjort turen mere behagelig, men også klargøringen uoverskuelig.

De mange lande og de mange steder var fede og ufede på hver deres måde og måden vi rejste på var både god og dårlig. Det er et ægte politikkersvar, men det er også et ærligt svar. Det er ikke til at sige hvad det bedste var eller hvad vi har lært mest af. Noget om verden, en del om hinanden, meget om os selv.

LMH-171017-_DSC7209

Opdag Verden herhjemne

Hvis du følger med på vores Facebookside har du nok lagt mærke til, at vi er kommet hjem til Danmark igen. Hvis ikke, så kan jeg melde at vi blev taget ualmindeligt godt imod i lufthavnen af både familie og venner, som var mødt op med flag og blomster og nogle enkelte med tårer i øjnene. Siden vi kom hjem har vi fejret sølvbryllup for mine forældre, været på familiebesøg og ikke mindst nydt det gode vejr, som råder over Danmark i øjeblikket. Jeg har fået et sommerjob på Lolland og Fredrik drager snart afsted til sit sommerjob på Grønland, så der er ikke længe til, at vi er oppe i fart igen.

Her samtidig med at vi er kommet hjem er vi også blevet udgivet – det vil sige, en lille del af vores lange tur er blevet udgivet. Jeg har skrevet en artikel om vores vandretur på Lykia Yolu i Tyrkiet til magasinet Opdag Verden. Ikke nok med at de har købt den, hvilket i sig selv var en stor succes for mig, så har de også valgt at smække mig på forsiden. Morgenhår, morgenøjne und alles.

Jeg har netop hentet magasinet i Eventyrsport og det kan du også gøre hvis du vil læse om vores eventyr på vandrestien i Tyrkiet sammen med Rieke og Asbjørn. Som en funfact kan jeg melde at de i bladet også tester det telt, Robens Starlight 2, som vi havde med på turen, og jeg giver dem meget ret i deres test. Teltet viste specielt sit værd da Rieke og jeg sov i det på en mikroskopisk afsats vi selv havde bygget på en bjergside efter vores første vandredag.

Trafik og storm i Indien

De sagde at der ville være varmt i Indien på denne her tid, men hvem havde troet at “varmt” betød 40 grader i skyggen? Jeg syntes det var varmt allerede da vi forlod Kathmandu, og der var det trods alt 10-15 grader køligere end det er her.

Nu nærmer vi os snart Mumbai og dermed også snart slutningen. Vi kørte ind i Indien igen for en uge siden ved Sunauli Border og derfra er det gået slag i slag. Vejene er kun blevet bedre efterhånden som vi er kommet længere sydpå. Vi har erfaret at indisk myldretid er efter mørket frembrud – det virker næsten som om alle venter på mørket, så de kan sætte sig op på deres scootere uden baglygter og bedrive sig ud på aftentur – og at vejene til gengæld er ovenud behagelige at færdes på lige efter solopgang. Derfor har vi, med Fredrik som initiativtager, været tidligt oppe de fleste dage for at bruge de “kølige”, ubefærdede timer om morgenen til at få tilbagelagt nogle kilometer. I forhold til vores oplevelser med trafikpropper i Nordindien har det kørt virkelig smooth. Men, som Fredrik sagde det forleden, da vi endnu engang måtte holde tilbage for en ko, der var for hellig til at tage sig af trafik:

“Det mest anstrengende i trafikken – ud over alle inderne – er alle køerne.”

Hvilket meget godt forklarer hvorfor det er så op ad bakke at køre her i Indien. Der er virkelig mange af begge dele!

Vejene har været utrolig gode, så vi er kommet fremad med rekordfart og har endda været en del på sightseeing undervejs. Først besøgte vi farmen i Faizabad igen, hvor vi tidligere var på WorkAway og her blev vi overtalt til at blive en ekstra nat. Det var herligt! Fra Faizabad kørte vi til Khajuraho, stedet der mest af alt er kendt for sine templer med meget fantasifulde, frække stenudskæringer. Natten inden overnattede vi i teltet på en nøje udvalgt pløjemark under en gruppe træer, som vi mente kunne give os lidt beskyttelse. Det viste sig ikke at være tilfældet. Fredrik sov som en sten, mens jeg vendte og drejede mig og lyttede til vinden, der syntes at blafre mere og mere i teltdugen. På et tidspunkt slog jeg oversejlet ned, da jeg syntes vinden tog for meget i det. Fredrik sov trygt. Lidt senere kom pludselig et vindstød så voldsomt, at de tre tykke teltstænger gav efter sidelæns og teltdugen blev presset ind. Sand blæste ind gennem det ene åbne myggenet. Da vækkede jeg Fredrik. Vi holdt igen på stænger og teltdug og håbede stadig, at de bare var et par kraftige vindstød. Da de blev ved fandt vi ud af at vi måtte evakuere – få teltet ned inden det blæste helt i stykker, få os ned i bilen og få bilen væk fra træerne, som meget muligt kunne vælte i vinden. Ud af teltet, ned af stigen, forsøge at finde vores sko, som allerede var blæst væk. Klappe stigen sammen og forsøge at gøre det samme med teltet, selvom det betød at rejse 1 kvm plade lodret op imod vinden. Samtidig begyndte regnen, først som små dråber der piskede sammen med sandet. Teltet var pakket sammen, og vi kom ind i bilen, tændte den og trillede væk fra træerne. Så måtte Fredrik ud i det tiltagende mudder for at genfinde sin ene sko, som var stukket af med et vindstød. Han var gennemblødt og havde mudder op til anklerne da han kom tilbage et par minutter senere, sejrsrig.

Vi fik ikke sovet meget den nat. Klokken var lidt over midnat da det rigtig blæste op, og jeg havde inden da ikke lukket et øje. Siddende på bilsæderne, som på grund af oppakningen ikke kunne lægges ordentligt ned, var det også begrænset med søvn jeg fik efter evakueringen. Rundt om os slog lynene ned både tæt på og lang fra med få sekunders mellemrum. Kl 05.30 stod Fredrik op og lavede morgenmad, så vi så hurtigt som muligt kunne komme ud af vagten. Pia, Fredriks mor ringede senere op for at høre, om vi var okay, da hun i nyhederne havde hørt om den dødelige storm i Nordindien.

Det var sjovt at se Khajuraho selvom jeg var træt, men da solen stod højest på himlen var varmen overvældende og jeg var træt, tørstig og sulten, så vi fandt os et sted at spise. Allerede samme dag kørte vi videre, for hvad skulle vi egentlig lave i Khajuraho, når nu vi helst ville på stranden?

 

Pictures from a short drive through Europe

We began this trip, #fredrik&Topsioverland, in the beginning of october last year. In Europe we spent 10 hectic days before reaching the border to Turkey. We had plans in Turkey and a ticking visa expiry for Iran so we hurried through these beautiful countries, which were really a shame. Next time!

LMH-171009-_DSC6986
On the road in Europe, driving many kilometres per day! We wanted to reach Turkey where our friends were hiking as quick as possible so we drove long hours.
LMH-171010-_DSC6991
Wildcamping in Europe is doable and pleasant. Fascinated with our tent we took plenty of pictures of it!
LMH-171011-_DSC6993
Croatia was warm and had a beautiful coastline which we drove by. To be more efficient we chose the highway when we wanted to get some kilometres done.
LMH-171012-_DSC7014
We crossed to Montenegro late one evening as we struggled to find wildcampingspots before the border. Just after the border, in the dark, we took a small side road and camped here. What a pleasant surprise to wake up here.
LMH-171012-_DSC7017
Fredrik is cooking breakfast one cold (freezing) morning in the mountains of Montenegro.
LMH-171012-_DSC7029
We now made it so far south that wild pomegranate is a thing! Sour, but delicious.
LMH-171012-_DSC7036
Just beautiful.
LMH-171012-_DSC7065
Fredrik photographing the view before driving down the 25 hairpin bends on the road down to Kotor, Montenegro.
LMH-171012-_DSC7067
View of Kotor.
LMH-171012-_DSC7069
The old city of Kotor were touristic but pleasant.
LMH-171012-_DSC7100
Old city, Kotor.
_DSC3396
At the beautiful Lake Ohrid in Makedonia we really enjoy ourselves. We took an extra day there to celebrate Fredriks 25th birthday and it was just what we needed after many hour on the road for many days. 
_DSC3406
The lake is millions of years old and therefore hold endemic species of fish, which is quite cool. 

 

 

Kathmandu

Kathmandu er bedre end sit rygte, hvis i spørger mig. Her er varmt og støvet, kaotisk og trafikkeret ja, men det er bestemt ikke værre end andre storbyer. Der er stadig et par grønne oaser, som jeg håber de bibeholder og der er masser af genopbygning igang efter det ødelæggende jordskælv i 2015.

Vi har haft et par praktiske ting at gøre her som at søge visa til Indien og få bilen til service inden turen går mod Mumbai i Indien, hvor Toyota Hilux ikke er en model de har. Vi har nu også bare leget ægte turister her. Vi har været ved både Swayambhunath Stupa lidt vest for byen, hvor vi også overnattede i bilen. Det kan ikke anbefales, for der er enormt mange aber og næsten flere hunde og de slås og snerrer hele natten. Da jeg ikke kunne sove kiggede jeg ud af teltet og så omkring 30 aber der småsov omkring vores bil. Swayambhunath Stupa er virkelig fin, på trods af nattens aber og hunde. Det koster 200 nepalesiske rupees at komme ind, hvilket vi fandt ud af dagen efter vi havde været derinde – vi var ikke kommet ind af en hovedindgang, men var gået ind fra parkeringspladsen af, og her var ikke nogen billetbod. Omkring den store stupa er der et væld af små templer og bedesteder og folk går venstre om og spinner de mange bederuller i samme retning. Der dufter af røgelse, er lyd af klokker og lys der brænder. Bedeflagene hænger over hovederne på os i hobetal og smælder i vinden. Sælgerne er desperate for at sælge buddhistiske souvenirs og guides tilbyder sig i et væk.

Vi har også brugt tid på at se Kathmandu Durbar Square, som er området omkring det tidligere kongepalads. Området er blevet meget skadet af jordskælvet, men mange bygningen står endnu og de skadede er ved at blive genopbygget. Et kinesisk sponsoreret projekt er ved at sætte selve kongepaladset og den gård hvori kroninger har fundet sted i stand. Et amerikansk sponsoreret er i gang med at genopbygge en nyere, nyklassicistisk bygning. Det koster hele 1000nrp at komme ind, men billetkontoret er lige så løst placeret som ved stupaen. Jeg syntes det var det hele værd, for det var sjovt at se den kulturarv, som jeg ellers ikke forbinder Nepal med, men det krævede at jeg læste lidt op på det. Byggestilen er meget anderledes end andet jeg har set, og ser i mine øjne lidt kinesisk ud. Pagoder i flere etager står spredt ud over hele området og man går fra den ene helligdom til den anden. Jeg ved ikke meget om hinduisme, men jeg har indtil videre fundet ud af, at der er overvældende meget symbolik og nærmest endnu flere guder i forskellige inkarnationer. Hvad der er tempel for hvem og hvad de er guder for har jeg fuldstændig mistet overblikket over

En anden stupa er Kathesimbhu , som ligger på en lille plads midt i byen. Det er et tibetansk pilgrimssted og den lille plads, hvor den ligger omgivet af masser af små stupaer, er virkelig fin. Vi bor på hotel i Thamel, den mest turistede bydel, mens Dumbo er på værksted. Da vi kørte fra Kathmandu til Langtang området lovede vi Dumbo at den nok skulle komme til service når vi kom tilbage, for det var en hård omgang. Det er en blandet historie hvordan det kan tage 6-7 timer at tilbagelægge en strækning på 120 km når man er i bil, men det meste kan tilskrives dårlige veje. På vej op måtte vi endda bruge firhjulstrækket et par gange og var lidt i tvivl om det virkelig var det de kaldte “highway” på kortet som vi kørte af.

I Thamel er der dejligt turistet. Det betyder at man kan få alt. Der er restauranter med lokal mad og dem med international mad, og prisen er for det meste derefter. Der er souvenirbutikker af alle slags, som frister sarte sjæle som mig (så mange smukke mønstre!), gadesælgere, cykelrickshaws, turistbureauer og – ikke mindst – enormt mange turister. Det står i skærende kontrast til de landlige og afsides områder, Dhorpatan og Dolpo, hvor vi vandrede.


Der er kun én måned til vi kommer hjem nu, så vi er ved at forberede hjemturen. Vi har, for en gangs skyld, valgt den nemme løsning og kører derfor til Mumbai, hvorfra vi pakker Dumbo i en container og sender den med et skib hjem til København. Selv håber vi at have tid til at tage til Goa efter bilen er pakket ned for at prøve lidt ægte daseferie, inden vi flyver hjem d. 21. maj. Fredrik har fået et sommerjob på Zackenberg forskningsstation i Grønland, så allerede to uger efter vores hjemkomst er han på farten igen.

Alt det afhænger dog af, om vi har fået vores indiske visa når vi i morgen henter vores pas på ambassaden.

LMH-180420-_DSC1870
Prayer wheels around Swayambhunath are spinning and spinning, sending the prayers inside them.
LMH-180420-_DSC1873
Swayambhunath stupa was beautiful. We were there both morning and evening – in the morning there were approximately a trillion people, so better come in the evening when the lights are getting low.
LMH-180420-_DSC1884
Around the famous stupa is a lot of shrines.
LMH-180422-_DSC1983
At Durbar Square this picture of Shiva as the Destroyer is worshipped.

Faret vild på den hårde tredjedag

Onsdag d. 07. marts 2018

Fra Pasgaun til Nagidhar

På den rutebeskrivelse vi følger går den oprindelige rute helt til Bhachok i dag, men vi har besluttet at halvere den efter to hårde opstartsdage. Dit viser sig at være et godt valg, for vi bliver væk undervejs og når ikke engang til Nagidhar Der er bygget så mange nye veje i området siden beskrivelsen er lavet i ’12, og specielt de helt nye veje som end ikke var på vores ellers opdaterede kort, gør det umuligt at finde den beskrevne rute. Vi kom ud på en stor omvej.

På et tidspunkt da vi tror, at vi snart er nær ved Nagidhar spørger vi nogle børn til råds som render rundt om os på stien. De viser os en lille sti der går ned til deres lille bitte landsby og derfra videre til Nagidhar. Da de peger over mod toppen af det næste bjerg på den anden side af den dybe dal og siger “Nagidhar” mister vi modet. Den lille by vi er i er ikke på vores kort og på vores GPS er der hverken aftegninger af stier, veje eller huse her. Vi er trætte og det er sent på dagen, så vi spørger om der er et sted vi kan sove i den lille bitte by, som vi nu står midt i og de får arrangeret et værelse til os, som godt nok kun har to senge. Vi kan også godt få dal bhat i det lille hus vi er ved, men det er ikke en restaurant – maden er klar når de skal spise, og det gør de ret sent, så vi er hundesultne. Heldigvis har vi fået et par kopper te, den klassiske sorte chiya med umådeligt meget sukker, at styrke os på inden da.

Der er ikke rigtig nogen i byen der taler noget engelsk og vores nepalesisk må siges at være lige så sparsomt som deres engelske, så det hjælper os heller ikke meget. Det meste foregår med tegnsprog, som desværre heller ikke altid er så nemt. Som alle steder vi kommer kan børnene dog godt finde ud af at sige “chocolate” og de kommer gerne og ofte rendende for at afkræve os noget. Det er ikke noget de får meget ud af dog.

Jeg sidder på den lille plads mellem det hus vi skal spise i og det hus vi skal sove i og forsøger at være høflig og social med de nysgerrige børn og voksne beboere. En kvinde der er lidt ældre end mig ammer en lille baby og da hun rækker ham til mig, så jeg kan holde ham, siger hun, at han hedder Gurung. De fleste i de her landsbyer hedder Gurung, da det er den stamme der oprindeligt har boet i dette område og landsbyerne er dermed Gurung-landsbyer. Denne del af GHT-ruten går af det de kalder Gurung Heritage Trail, så vi får vores del af kultur og landsbyliv.

Værelset vi har fået ligger over bøffelstalden, og der er ikke meget plads i den enkeltseng Fredrik og jeg deler, så jeg sover uroligt. Bøflen nedenunder grynter og brøler i løbet af natten og i min søvnighed tror jeg først at det er Pia der snorker. Det bliver hun, forståeligt nok, noget fortørnet over da jeg grinende fortæller det næste morgen.

Første dag på stien

Mandag d. 05. marts 2018
-fra Besisahar til Ghalegaon

Det er første dag på stien og det er en hård en af slagsen. I hvert fald 800 højdemeter op og det samme ned igen, men benene er friske, så vi klør på. Både op og ned foregår på stentrapper med ujævne trin op ad stejle, grønne skråninger. Starten går i Besisahar, hvor vi har haft en dejlig nat på Mongolian Guesthouse efter vi i går mødtes med Pia, Fredriks mor, midt i denne lille bjergby – hun er på besøg i Nepal i to ugers tid, og vi har tænkt os at vandre de fleste af dagene.

IMG_7562
Breakfast at Mongolian Guesthouse in Besisahar. A really nice guesthouse with a nice room and a warm shower – one of the very few showers found during our trek. Pia, Fredriks mother landed in Kathmandu Saturday, came to Besisahar by bus Sunday and we started trekking Monday. Of course, she was tired, but we were very happy to see each other. 

Min sæk er tungere end Fredriks finder vi hurtigt ud af og pakker så om, så han bærer mere end mig. Vi har nok pakket mere i sækkene end vi behøver, så når vi om 9-10 dage har et par hviledage i Pokhara kan vi få ompakket. Fredrik har min 44L Osprey Talon rygsæk med da den er både lettere og mindre end hans egen 120L Norrøna,  og jeg har min 60L Gregory Deva sæk, som har været trofast på mange ture efterhånden. Det er dejligt med en let og lille rygsæk, men bæresystemet på min relativt tunge  er bare så godt, at jeg nødig vil bruge en anden.Stien er nem at følge og vi kan spørge lokale til råds undervejs. Det tager lang tid at gå fordi stierne er så stejle. Jeg havde på en eller anden måde forestillet mig at vi ville gå på nogle bakke- og bjergkamme, men vi går mere på tværs – op ad bjerget, ned i dalen, op ad næste bjerg. Hvis det fortsætter sådan her bliver det nogle hårde dage, specielt for mine knæ. Jeg må jo indrømme at vi ikke er i fantastisk form efter så lang tid i bilen, så det bliver nok en hård omgang alligevel. Fredrik regner, som altid, med at tage den på grundformen, selvom han specielt er bekymret for skader.

Vi kommer frem til Ghalegaon/Ghale Gaun, der er en såkaldt “Model Tourist Town”, hvor de har et omfattende Homestay-program og en virkelig ren og fin landsby. Vi findet Homestay no. 9 og får her et lille værelse bygget ved siden af deres eget lille hjem. Her er fire rene og fine senge og dekorationer af lokale kuriosititeter – segl, flettede halvskærme, der kan bruges som paraply og små kurve. Vi får te og et menukort hvorpå vi kan se alt fra prisen på te og kaffe til dhal bhaat og en guidet tur i byen. Vi bestiller græskarsuppe og dhal bhaat til aftensmad og flader ud på værelset indtil det begynder at tromme på bliktaget. Det trommer højere og højere og vi går ud for at finde ud af, at det er kæmpe hagl der falder. De små kugler is slår hårdt, så vi holder os inden døre og er glade for at være nået frem inden det vejr trak op.

Inden døre, i sikkerhed for haglen, trækker Fredrik noget magisk op af rygsækken og byder både Pia og mig på et glas portvin. Sådan et tilbud kan jeg ikke sige nej til efter en veloverstået første dag på stien. Kort efter kigger vores vært ind og tilbyder os lokal vin, hvilket vi heller ikke kan sige nej til – det viser sig dog hurtigt at vi burde have sagt nej. Den lokale vin er risvin, og den brænder allerede inden jeg sætter læberne til glasset. Vi må skille os af med risvinen på anden måde end at drikke den, for det holder vi ikke til.

Vi spiser vores aftensmad inde i vores værters lille lavloftede hus, hvor den ældre kvinde har tilberedt maden over den åbne ild. Der er tilrøget og autentisk – vi skal vænne os til at sidde på gulvet og til at dukke hovedet når vi skal ind og ud.

IMG_7596
Fredrik trying out a special kind of umbrella worn by the Gurungs in this area. 

Vandreturen er begyndt

Nepal og Himalayabjergene har hele tiden været målet for vores lille køretur i Dumbo. Nu er vi kommet hertil, og har også påbegyndt en vandretur her. Første stræk har været sammen med Pia, Fredriks mor, som er kommet hertil for at møde os og dele lidt af eventyret med os. Vi har vandret i ni dage i det helt sydlige Annapurnaområde og har ligesom fået gået benene til. Efter mange måneder i bilen er formen ikke imponerende og jeg kan godt mærke at musklerne ikke er helt så stærke og helt så udholdende som ellers.

Det er også godt at få gået ruten lidt til. Fredrik og jeg har tænkt os at fortsætte med at vandre en måneds tid endnu af Great Himalayan Trail low route, som er en lavereliggende pendant til den “high route” som går hele vejen på langs af Himalaya. Vi vil gå vestpå her fra Pokhara og følge ruten som det nu passer for os. Nogle af dagsetapperne som er beskrevet af Linda Bezemer i en bog vi har fundet lyder fuldstændig vilde – 33 km og 1800 højdemeter på én dag. Det bliver ikke med mig i støvlerne og da slet ikke under rygsækken. Så vi vil tilpasse ruten som vi syntes det giver mening og håber at nå målet, nemlig den vestlige grænse til Indien.

Allerede har vi set fantastiske landskaber og udsigter og selvom Annapurna er et af de trekkingområder der vælter med turister, så præsterede vi ikke at møde én eneste anden turist på vores ni dages tur. Vi klarede også at blive væk fra rutebeskrivelsen på grund af nybyggede veje, som havde gjort det af med vores sti og at sove i en mikroskopisk landsby, hvor de fandt to senge frem på et loft over bøffelstalden i anledning af at vi var blevet væk fra ruten.

Vi gik en regnvejrsdag gennem en rhododendronskov. Nogle af rhododendrontræerne var så enorme at jeg ikke engang kunne nå halvvejs rundt om stammen og oppe i kronerne mange meter oppe blomstrede i røde og pink blomster. Mos hang ned fra grenene i store klynger og orkidéer voksede på stammerne. Regnen kom og gik, blev ind i mellem til hagl, og det var umuligt at holde sig tør eller klæde sig fornuftigt. Hele tiden måtte vi stoppe og tage jakker af eller på, når regnen endnu engang ombestemte sig. Vi var heldige med haglen dog – den kom netop som vi havde fundet et pausested med bliktag, hvor vi kunne ompakke og få skaljakker på. Alting kom i drybags, for vi kunne godt se at regnen ville fortsætte længe og at det ikke kunne nytte noget at blive under halvtaget.

I morgen tager Pia bumlebussen til Kathmandu mens Fredrik og jeg finder en der går den anden vej til Beni og videre til Darbang, hvorfra vi vil fortsætten turen vestpå til fods.

I mens må Dumbo vente på os i Pokhara. IMG_7703IMG_7745IMG_7785

 

Delhi dage

Delhi, 01.feb.2018

I dag er byen kommet tæt på. Det føles som om at mine sanser lukker ned for den eksplosion af indtryk som Delhi er og jeg nærmest kravler tilbage på mit og Fredriks værelse i det lille, luskede Guesthouse og gemmer mig under dynen. Alle lydene er høje – der bliver dyttet i underlige, umusikalske symfonier. Røgelse bliver brændt af de fleste steder som for at dække over den stank som ellers plager gaderne. Det ene øjeblik er det duften af frisk frugt, røgelse eller madbodernes simrende gryder der rammer næsen og det næste er det stank af urin, råddent skrald eller ko – hellig eller ej.

For at få lidt plads er vi flygtet op på en rooftop-restaurant hvor ejeren har forklaret os at vi først må sidde ude ved rækværket efter mørkets frembrud. Det er blevet ulovligt med sådan nogle rooftop-steder efter en ulykke i Mumbai fortæller han. Vi nyder nu den afstand som taget giver til det hektiske mylder på gaden og det virker også til at det er det der trækker andre turister til.

Jeg gør lidt regnskab op. I dag har jeg nemlig taget en for mig stor beslutning. Jeg har købt ekstra varer med hjem af de ting jeg godt kunne lide. Mest nogle øreringe og halskæder, men også et par pufs og flotte tørklæder. Planen er at jeg forhåbentlig kan sælge dem i Danmark så finanserne for turen kan være lidt tættere på at gå op. Det er måske ikke meget, men for mig er det en stor ting.

Når vi taler om at få finanserne til at gå op, så er vores hotel i disse dage også valgt ud fra den idé. Vi har fundet det billigst mulige sted, så der bliver plads til andre ting i budgettet. Det er lurvet og beskidt, sengene er hårde som sten og vandet er koldt, men sengetøjet virker rent og døren kan låses. Vi har ringet på forhånd for at høre om der, som det stod på nettet, var gratis parkering med. Det siger vores vært at der gør, men da vi når stedet der ligger i Paharganj’s smalle gader kan vi godt se, at det nok ikke er lige i nærheden vi kan parkere Dumbo. Ganske rigtig bliver vi sendt ud på en lille køretur for at finde pladsen til bilen, som viser sig at være inde i et beboelsesområde for offentligt ansatte. Vi parkerer Dumbo og vores vært smutter tilbage til guesthouset. Så kommer et par lokale beboere og klager over at vi absolut ikke kan parkere der. Da vi jo var på et aflukket beboelsesområde, og selv syntes det var en smule mærkeligt gav vi dem kun ret, men fortalte også at vi var blevet henvist hertil af vores vært. Beboerne var meget uforstående og selvom vi straks ringer til værten for at få ham til at tale med dem og evt. hjælpe os med at finde et andet sted til bilen, bliver de meget truende. En siger endda at han vil punktere dækkende hvis ikke vi flytter bilen omgående. Heldigvis kommer værten, en stor, rimelig venlig, men lidt for pågående mand, tilbage på sin scooter og får talt de sure beboere lidt ned. Vi får ikke lov at stå på området, men kan parkere umiddelbart udenfor porten. Om aftenen kan vi komme tilbage, siger en mand, som er en slags beboerformand, og så kan han tage os med ind og vi kan parkere et andet sted inde på det sikrede område. Problemet virker til at være løst.

To dage senere skal vi hente noget i bilen og problemet opstår igen, nu med en anden person, der højrystet og truende brokker sig over at vores bil holder hvor den gør. Vi får ham beroliget lidt ved at give ham nummeret på Guesthouset som står på deres visitkort, og han ringer til dem. Da vi tror han er god nok smutter vi, men da vi kommer tilbage til vores værelse er der stort røre. Manden har ringet igen og igen til nummeret vi har givet ham og brokket sig usandsyneligt meget. Det nummer er til vores værts mor, en hysterisk ældre dame som egentlig ejer stedet, men som er syg, så hendes søn klarer alt det praktiske.

Nu er værten sur på os over at vi har givet hendes nummer til manden, så hun bliver urolig af alle de opkald. Hvorfra skulle vi vide at man ikke må ringe til det telefonnummer de har på deres visitkort?

Fredrik tager med vores vært bag på hans scooter tilbage til omstridte Dumbo, og får den flyttet endu engang. Denne gang står den ved siden af den venlige beboerformands lejlighed, og vi vil ikke gå hen til den før vi skal forlade Delhi om to dages tid.

Det er ikke så nemt at rejse med bil i Indien. Det er faktisk på ingen måde optimalt. I byerne er det svært at finde billige hoteller med parkering og det er svært at finde steder hvor vi kan få lov at sove i bilen på deres parkeringspladser. Uden for byerne er der stadig så meget by, at det nærmest ikke er muligt at finde nogen steder at overnatte. Hvis vi endelig finder et sted er det ganske sikkert at mange mennesker vil flokkes til for at kigge på, selv hvis det betyder at de skal gå over en mørk mark og igennem buske for at komme hen og kigge.

Generelt er der så mange mennesker hele tiden, altid, at jeg hurtigt bliver træt af det. Jeg har hørt mange gange at Indien er hader eller elsker, men jeg kan ikke beslutte mig. Jeg elsker den oplevelse det er at være her, alle de flotte farver og den spændende kultur. Men jeg hader at der er så mange mennesker alle vegne, og jeg kan absolut ikke forlige mig med den akutte mangel på privatliv man som rejsende må finde sig i. Ordet findes simpelthen ikke på hindi.