Vores 10 bedste småtips til en overlandertur – eller andre rejser

Fredrik og jeg har summet over, hvad der egentlig er vores bedste, små praktiske rejsetips, som vi kan give videre fra denne her tur. Der er en del erfaringer som vi har gjort os, både i forhold til at rejse i bil, at rejse i de lande vi har gjort, men også at rejse generelt. Der findes mange generelle rejsetips, som jeg ikke vil bruge så meget tid på. Vi har prøvet at samle nogle af de lidt mindre åbenlyse. Så her kommer et par tricks, som er gode at trække ud af ærmet allerede inden man tager afsted:

  1. Abonnér på en international avis, som kan give dig nyheder på farten om de steder du er og ikke mindst er på vej til. Det er rart at følge med i hvad der sker, så man ved hvad man skal være opmærksom på – i Pakistan var der for eksempel en del demonstrationer mod regeringen for at gøre noget ved de mange voldtægter af børn, som var fundet sted på det seneste og derudover var valgkampen ved at gå i gang. I Iran kom vi tilbage fra verdens mest isolerede nytårsfest i Lut ørknen og fandt ud af at der var demonstrationer og hårde modangreb fra politiet i de fleste byer. Det er rart at vide, når man planlægger hvor man kører til næste gang. 
  2. Tag dollars eller euro med hjemmefra. De to virker efter vores erfaring lige godt, men det er rigtig smart at have store sedler – nogle gange får du markant bedre kurs for de store sedler. I Iran giver det sig selv, da internationale betalingskort slet ikke kan bruges, men selv i Pakistan, Indien og Nepal var det rart at have, da det ikke var billigt at bruge ATM’erne og man ikke kunne hæve særlig mange penge af gangen. 
  3. Vi medbragte en GPS/nødsender, som vi brugte til at tracke hele turen. Fredrik har filosoferet lidt over manglen på frihed når man altid sender sin placering hjem, og den bekymring der opstår når man så glemmer at tracke. Vi var trætte af at have den til at tracke os til sidst, men vi var virkelig glade for at have den med. Det er virkelig en god sikkerhed at have (når man husker at tage den med). Vi har en InReach fra Garmin, som vi er rigtig glade for, selvom den begynder at være lidt træt i batteriet. Den kan aktiveres med et månedligt abonnement, som giver forskellige muligheder for tracking og sms’er over satellit. 
  4. Køb lokale sim-kort. Det er nogle gange omstændigt og besværligt at skaffe, men det kan godt lade sig gøre og det er en kæmpe hjælp at kunne ringe og sms’e, men ikke mindst at kunne bruge data, så du ikke er afhængig af tilfældige og dårlige WiFis. I Indien var det et bureaukratisk helvede at få et simkort, men det kunne godt lade sig gøre. I Pakistan krævede det overjordiske overtalelsesevner at overbevise den vagthavende turistansvarlige politibetjent om at vi godt kunne få et simkort, selvom vi ikke var pakistanere, men også det lykkedes. 
  5. Folk vil gerne vide mere om dig og hvor du kommer fra. Jeg lavede et album med billeder fra Danmark på telefonen, som jeg kunne vise frem til folk, men jeg ville gerne have forberedt det lidt bedre og for eksempel haft det som et fysisk fotoalbum – det havde også været rart for mit hjemvéramte selv at kigge i. 
  6. Selvom man oplever meget på en rejse (og måske netop derfor) havde vi meget glæde af at slappe af med læsning og podcasts undervejs. Abonnér på nogle gode podcasts som du kan hente ned når du har godt internet, skaf nogle lydbøger og invester i en e-bogslæser/e-reader/Kindle/whatever. Heldigvis fik vi en Kindle af Fredriks far og det var virkelig rart at kunne købe dansksproget litteratur undervejs. Podcasts brugte vi specielt til de lange timer bag rettet (når Fredrik ikke længere gad høre på mig sludre).
  7. Nogle småmønter fra vores hjemland er vi flere gange blevet spurgt om, og vi har måttet skuffe hver gang. Vi havde ikke engang en flad 50 øre med os, og det var lidt en skam, for det havde bragt stor glæde rundt omkring. Små gaver hjemmefra eller fra lande man allerede er kørt igennem er også virkelig godt, så man har noget at give til dem, der gør noget ekstra for én. Vi købte nogle bittesmå skåle i Cappadocia, som vi brugte som gaver senere, og det var rigtig rart at have lidt at give af. Vi havde også købt lidt postkort, som vi skrev en hilsen på hvis vi havde overnattet hos nogen eller havde været til middag, og de måtte gerne have været fra Danmark.
  8. Vi er ikke sprogorakler og jeg syntes specielt det var svært at lære noget lokalsprog når skriftsproget også var nyt – jeg er meget visuelt anlagt. Derfor var det en stor hjælp at have en offline oversættelsesapp installeret. Google Translateappen kan downloade et sprog så du kan bruge det offline, og det hjalp os meget. Samtidig kan man på de fleste smartphones slå andre tastaturer til så de er til rådighed ligesom ens almindelige og emoji-tastatur, og det var virkelig brugbart i Iran, hvor så få kunne engelsk, endsige kendte vores alfabet. Man føler sig fjollet, ja, men det er en stor hjælp at kunne skrive det man vil spørge om ned og så få det oversat så dem man taler med kan læse det. Vi købte en Lonely Planet parlour til persisk, men jeg er ikke blevet meget bedre til det vanskelige sprog af den grund. Fredrik kan til gengæld bestille et kilo rosiner i bazaren og det var alt hvad han havde brug for at lære. Når det er sagt, så er en af de nemmeste måder at vinde de lokales hjerter på at tale deres sprog, eller i hvert fald at prøve på det. Hvis du står over for et menneske som du ikke deler et eneste ord med, kan du lige så godt forsøge med dine håbløse gloser, for hvis ikke du rammer plet og gør dig forståeligt, har du ikke tabt noget. Med nogle mennesker fandt jeg det endda nemmere bare at tale dansk til dem, for vi fattede alligevel ikke en brik af hvad nogle af os sagde til hinanden, men man skal ikke afholde sig fra at drikke en kop te af den grund.
  9. Der findes mange gode apps derude, og vi har helt sikkert ikke udtømt mulighederne med dem vi har brugt, men vi har samlet en liste med vores yndlingsapps, som kommer ud om et par dage – nogle af dem er også meget gode at have herhjemme, f.eks. offlinekortet maps.me eller WhatsApp.
  10. Vær forberedt på at du får diesel af ringeste kvalitet. Hvor vi i Iran var begejstrede når vi kunne køre 8-9 km/L kan vi herhjemme på den danske diesel køre 11,5km/L selv med trailer. Udstødningen osede og røg og da vi skiftede brændstoffilter var der en del snask i det, selvom vi skiftede efter kun halvdelen af det anbefalede antal kørte kilometer. Hvis din motor er sart over for brændstoffets kvalitet kan du nemt rende ind i problemer. Man kan få diverse tilsætninger til brændstoffet, men det skal jeg ikke gøre mig klog på – jeg har læst at Dumbo principielt kunne køre på halv madolie, så det er ikke så vigtigt.

Har du nogle gode tricks du brænder inde med, så smid dem gerne i vores retning!

Anmeldelse: Hvad vi syntes om vores tagtelt efter 7 måneder i brug

Ingen af os har rigtig lavet en anmeldelse før, men en gang skal jo være den første. Vi har haft en del udstyr med på vores overlandertur til Himalaya, og noget af det har vi testet til det yderste og lidt ud over dets evne, hvilket giver et relativt solidt grundlag for os at anmelde det på. En af de store og helt afgørende ting for vores tur har været vores tagtelt, som vi også havde mange bekymringer om inden vi tog afsted.

Teltet vi endte med at vælge er et PrimeTech Wasteland Standard, et amerikansk telt som udelukkende blev valgt ud fra den billige pris og tilgængeligheden. Antallet af tagtelte til salg i Danmark er relativt begrænset og vil man også have det billigt skal man være heldig. Vi var heldige at finde et brugt et af slagsen, som havde været på en tremåneders tur til Rusland med tre kamerater – og de må virkelig have været kamerater, for så meget plads er der heller ikke i det telt. Vi gav 5.000kr for det brugt. Det er ikke lige til at købe fra nyt i Danmark efter GizmoGear har lukket, men i Tyskland kan man få det til omkring 6400kr.

Den beskyttende overfrakke var blevet skiftet til en ny efter hjemkomst fra Ruslandsturen, og derfor må vi sige at det er netop den, der er teltets svageste led. Den næsten fire meter lange, kraftige lynlås der lukker overfrakken fast til bundpladen er nemlig gået i stykker, så vi ikke kan lukke den. Det betyder at både støv og vand kan komme op under, hvilket bestemt ikke er ønskværdigt.

Den hårdeste medfart fik det kære telt, da Fredrik kørte det ind i et træ, som lænede sig lidt skævt ud over der hvor han havde tænkt sig at køre – inde i en skov, that is… Fredrik tog det heldigvis med (næsten) ophøjet ro og fandt gasbrændere frem så han kunne varme, banke, bukke og smede det store rustfri stålbeslag, som var blevet bukket 45 grader, tilbage i ret vinkel. Et par skruer og bolte blev skiftet ud og efter en time eller to var teltet næsten sig selv igen. På den måde var det dejligt med et simpelt telt, som kunne repareres let, da noget gik galt. Overfrakken fik et hul af oplevelsen og bundpladen blev heller ikke helt sig selv igen. På trods af det lille uheld passer de to bundplader dog stadig sammen på midten, hvilket er altafgørende for teltets stabilitet.

Teltet har været slået op og ned stort set hver dag i et halvt år. Med det og prisen i mente har det klaret det ret godt. Det er bestemt slidt efterhånden og det er også mærket af at have været pakket ned i fugtig tilstand, men alt i alt holder det fint. Madrassen, som følger med, lugter lidt spændende og der er flere remme som vi endnu ikke har fundet funktionen af. Stigen er ikke af den bedste kvalitet og er blevet sej at hive ned og svær at fastgøre de små sikringer i, men det kan nok klares med lidt smøring.

Selve teltets opbygning er dejlig simpel og det tager os ingen tid at slå det op og gøre klar til natten. Når det regner eller har regnet, og teltet pakkes sammen er det lidt åndssvagt at oversejlet er kortere end indgangen. Vandet løber let ned af oversejlet og ind på madrassen, hvilket gør det til en fugtig oplevelse at sove i teltet natten efter. Der findes modeller hvor indgangen til teltet er lukket af, så man kommer ind i det nedefra, og det virker til at være en ret smart løsning på det problem.

Noget andet der gør det til en fugtig oplevelse er den plastikagtige teltdug. De fleste morgener løb konsensen af teltdugen og ned på madrassen. Det hjalp hvis teltet stod åbent i begge sider (med myggenettet lukket), men det var ikke altid en mulighed undervejs på vores tur.

Det bedste ved teltet er dets simple opbygning. Tre bøjler inde i teltet rejser sig op, når man folder teltet ud og så er det blot at sætte de bøjelige metalstænger i oversejlet og sidesejlene, så er du kørende (eller sovende, om man vil). De fleste nætter satte vi kun stænger i oversejlet i indgangsenden, og det fungerede fint sådan. Der er også god plads til to inde i teltet med de 140cm i bredden og 240 cm i længden. Det var et behagligt og sikkert rum at krybe op i og vores medbragte batteri-lyskæde gjorde det til et rigtig hyggerum. Det er også meget nemt at montere, og kan tilpasses de fleste typer tagbøjler da beslagene, som det sættes fast med, sidder på en skinne så de nemt kan justeres i bredden. Man skal dog være to personer for at få det op da det vejer omkring 50 kg. Stigen var kun lige lang nok til at kunne stå solidt på jorden, når vi havde det monteret så det gik ud over køleren på bilen, så hvis vi parkerer på en lille bakke eller slår lejr i meget sand, skal stigen understøttes før man kan kravle i seng. Det er muligt at købe en forlænger til stigen hvis man har en højere bil, det giver dog selvfølgelig mindre stabilitet.

Generelt syntes vi at tagtelt er virkelig lækkert når man kører ude i natur- og landområder og når det ikke blæser betydeligt. Så snart det blæser lidt op, bliver det umuligt at sove i det ikke særlig vindstabile telt i to meters højde. Fredrik er ikke helt enig, for han sov som en mis hver gang det blæste. Er man meget inde i byområder på sin rejse ville vi nok gå efter en anden løsning end tagtelt. Man kan ikke rigtig gemme sig, når man slår et telt op på taget af sin bil. Der er mange gange hvor vi ville have ønsket os at vi kunne sove inde i vores bil. Alligevel er der intet der slår at vågne op i sin bløde dyne til en fantastisk udsigt fra tagteltet!

Normalt monterer man tagteltet så det folder ud over siden eller ud over bagenden af bilen. Vi har monteret det så det folder ud over motorhjelmen, og det har fungeret rigtig fint. En fordel i forhold til at lade det folde ud over siden er, at vi kan holde på en almindelig parkeringsplads uden at optage ekstra plads når vi slår teltet op.

Opsummering

Alt i alt syntes vi at PrimeTech Wasteland Standard tagteltet er et fint telt til prisen, men skulle vi igen på en tur af mere end et halvt års varighed og havde vi lidt mere på kistebunden end to studerende med en fiks ide, så ville vi vælge et med en bedre indgangsløsning og af lidt bedre kvalitet. Især den dårlige åndbarhed giver meget fugt i teltet, selv på ellers tørre dage.

Det gode

  • Stort og rummeligt
  • Simpelt og relativt nemt at reparere på tur
  • 360 graders udsigt
  • Hurtigt at slå op
  • Let at montere på bilen

Det knapt så gode

  • Meget dårlig åndbarhed (problemer med meget kondens)
  • Lynlås i “overfrakke” er ikke holdbar nok
  • Der kommer let vand ind når det pakkes sammen i regnvejr
  • Ikke vindstabilt
LMH-171010-_DSC6991
Wildcamping in Europe is doable and pleasant. Fascinated with our tent we took plenty of pictures of it!

Er det klimaforandringer vi kan se, når der er meget sne og ingen dyreunger i Zackenbergdalen?

27. juni 2018, Zackenberg, Nordøstgrønland

Det er ret vildt at sidde midt i et snedækket landskab den 27. juni. Sankt Hans er gået og dagene bliver nu kortere, men havisen ligger stadig tyk og fast. Så store snemængder er ikke normale så sent på året. Der er faldet store mænger sne meget sent på foråret som dækker al den gamle og beskidte sne, hvilket resulterer i en meget lav albedo, som er et udtryk for hvor meget af solens energi, der bliver optaget i overfladen. Når mere af energien bliver kastet tilbage, som den gør fra kridhvid, nyfalden sne, forsinkes snesmeltningen yderligere. Det betyder at Zackenbergelven brød 16 dage senere end normalen og har slået den tidligere rekord med flere dage. Det betyder også at vi kan stå på ski rundt til det meste, og at der ikke er nær så meget arbejde at lave som ellers.

Om dette er et udslag af klimaforandringerne eller blot naturlig variation er umuligt at sige endnu. Til det skal der bruges data fra langt flere år – de klimanormer som DMI bruger bygger på 30 års intervaller og Zackenbergstationen har kun eksisteret i 23. Det er et faktum at et varmere klima vil resultere i mere nedbør her oppe nordpå. Det lyder umiddelbart godt med mere sne og floder der bryder op senere, når man tænker på at det generelt bliver varmere, men det er rigtig hårdt for dyrelivet. Der er en del forskellige vadefugle der trækker her op for at yngle, fx sandløberen (Calidris alba). På nuværende tidspunkt burde de være i gang med at ruge eller lægge andet kuld hvis det første er blevet spist, men der er endnu ikke fundet en eneste rede. Det skyldes delvis at store dele af de områder som mange af dem yngler i forsat er under sne og delvis at det er svært for fuglene at finde nok føde til at tage tilstrækkelig på i vægt. Nogle af sandløberne har trukket helt fra Namibia for at komme her op og yngle, så det er forståeligt hvis de er ved at være desperate.

Der er heller ikke observeret hverken rævehvalpe eller moskuskalve i Zackenbergdalen i år, selvom jeg har været ude og lede efter dem. Præcis hvad det skyldes er svært at sige, men det er sandsynligt at rævehvalpene er druknet i gravene da de uventet blev oversvømmet med smeltevand.

Selv om det til tider kan føles som et lidt kedeligt år at være her oppe og arbejde, da der ikke er nogen fugle at ringmærke eller hvalpe at kigge på viser det dog vigtigheden af at have en forskningsstation så langt mod nord og mest af alt, at det er de lange dataserier og kontinuerlige observationer, der er vigtige. Stationen her i Zackenberg har nu kørt i omkring 23 år, men den langsigtede plan er stationen skal være i drift i sammenlagt 50 år, så indtil omkring år 2045. Der bliver det virkelig spænende at se om 2018 stadig skiller sig ud, som året hvor alt var ekstremt eller om det blot er et år blandt mange ekstremer.

_DSC2514
“Hey smukke, du ser godt ud i dag!”

_DSC2790

_DSC2876
En frokost med holdet af forskere og assistenter.

Det må være tvivlsomt arbejde at partere et moskusoksekadaver, men jeg er sikker på at Fredrik er i sit es

Isbjørn, Zackenberg.

Måske har i gættet allerede at Fredrik er på Grønland for at arbejde hen over sommeren. At komme helt op til Zackenberg på Nordøstgrønland tog lidt tid, men ham og de andre forskere og feltassistenter kom godt derop. Nu er jeg så heldig at få mails fra ham over den satellitforbindelse de har deroppe og jeg har også talt i telefon med ham i hele ti minutter over en sådan forsinket forbindelse. Mine svar på mail er også forsinkede, så alt i alt går der ikke meget igennem. Jeg har dog fået nogle gode historier ud af ham om at lokalisere og partere en død moskusokse (som faktisk er tættere beslægtet med geder end med okser?! Wtf?) og om at fange ualmindeligt uintelligente vadefugle i klapfælder for at ringmærke dem.

På den bemærkning har han været så sød at opkalde en af de ualmindeligt uintelligente sandløbere efter mig, og jeg tror at jeg føler mig smigret frem for ramt. Så hvis i møder sandløberen Topsi på jeres vej, så hils fra mig. Den er måske på vej til Namibia.

Historien med moskusoksen har Fredrik skrevet til mig, så jeg kan fortælle den videre, men den kræver lidt forhistorie.

Fredrik og Lars, som er biolog og forsker, sætter ud på fjeldski for at tilvejebringe et GPS-halsbånd som sidder på en moskusokse, som nu er død. Moskusoksen ligger små 40 km fra deres base i Zackenberg hen over fjeldene. Turen regner Lars med tager to-tre dage og de planlægger at overnatte på Daneborg, Siriuspatruljens hovedkvarter, undervejs. De har pakket en pulk hver som de trækker efter sig i den tunge sne. Det er bedst at køre om natten, for der er det lidt køligere så føret er bedst. Midnatssolen skinner, så der er masser af lys.

“Så er vi kommet hjem til Zackenberg efter fire dage på tur. Vi kom hjem omkring kl. 3 i nat, så jeg er en smule træt, men det er ret vildt hvor meget det betyder, at der er lyst døgnet rundt.

Vi kørte fra Daneborg mandag aften op mod kadaveret. Da vi tog afsted var der tåget og meget dårlig sigtbarhed, og da vi kørte på havisen hele vejen kunne man ikke se andet en flad hvid sne og is, lige meget hvor man kiggede hen. Det betød også at det var super svært at gå lige. Da vi så skulle ind i land for at finde oksen, var der snefrit i store partier hvor vi blev nødt til at bære skiene og trække pulkene efter os over sand og sten. En hård medfart for en stakkels pulk. Da vi så endelig efter nogle timers masen op over land kom til det sted, hvor oksen skulle være, var der ikke andet en sne, sten og sand. Lidt træls efter to dage på ski. Lars regnede med at det var en fejl i GPS-koordinatet, så han sendte en mail hjem til Danmark for at høre om det virkelig var den rigtige. På det tidspunkt var klokken dog kun fire om natten derhjemme, så vi havde lige nogle timer inden vi kunne forvente svar. Vi var dog kommet op over skyerne så udsigten var flot og efter noget tid kom solen rundt om bjerget, så jeg sad og nød det, mens jeg holdt isbjørnevagt. Da vi fik de rigtige koordinater, viste det sig at den lå nogle få hundrede meter fra hvor vi havde gået på vej op, men selv med de rigtige koordinater kunne vi ikke se den før vi var omkring 50 meter fra den. Ret godt camoufleret. Da moskusoksen var fundet kom den træls opgave med at skære den op og tage prøver. Der gå nok noget tid før jeg vender mig til partering af halvt fordærvet moskusokse.”

Isbjørn, Zackenberg.
Jeg har tyvstjålet dette her billede fra ZERO – Zackenberg Facebooksiden, hvor man kan følge lidt med. Det er ikke det her kadaver Fredrik var ude at finde, men det er et cool billede!

Læs mere

Vi er på Bloglovin

Jeg forsøger ihærdigt at gøre bloggen her værd at følge med på, så der er både nyt indhold og nye beskrivelser på vej. I mellemtiden kan du jo trykke her, så du kan følge med hvis du bruger Bloglovin’ til at læse dine blogs.

Follow my blog with Bloglovin

 

Vejen til Grønland

Af Fredrik Møller-Stranges

Efter omkring tre uger hjemme i Danmark, med en masse hyggelige familiearrangementer, middage og praktiske gøremål, er ferien slut. Jeg har fået job i Nordøstgrønland på forskningsstationen Zackenberg under Århus Universitet.
Rejsen dertil står ikke tilbage for de besværligheder og forsinkelser, som vi havde under vores sidste eventyr gennem Mellemøsten. Her er det blot ikke bureaukrati og skrankepaver, men Moder Natur der leger kispus med os.

Rejseplanen lyder på tre forskellige fly med en enkelt overnatning på Island. Vi er to personer fra Danmark, én anden feltassistent fra Sverige og en forsker fra Holland, som flyver op sammen. Da landingsbanen på Zackenberg kun er en stribe flad tundra, skal der være rigtig god sigtbarhed for at de kan lande. Og det er der ikke. Så det har givet en uventet fridag i Akureyri i den nordlige del af Island, med fri bil stillet til rådighed.

Sådan en mulighed skal ikke gå til spilde, så bilen bliver pakket i en fart og kursen sat mod Husavik små 100 km mod nordpå, hvorfra det er muligt at komme på hvalsafari. Så i den glade forventning om snarlig løn på kontoen bliver kortet kørt og vi hopper ombord – det koster jo alligevel kun 10.000 isk.
Vi kommer ombord på en stor gammel skonnert sammen med en masse tyske turister. Inden afgang får vi alle udleveret en yndig flyverdragt i størrelse kæmpe stor, så man rigtig kan øve sig i brystsvømning.
Så snart vi forlader havnen indtager vi straks stævnen, og med en fugleforsker som personlig guide er der masser af se på.

De små søpapegøjer svømmer rundt som små badeænder, men de dykker lige inden man kommer tæt nok på til at få et godt billede.

Anderledes er det med mallemukkerne som stolt svæver tæt forbi. For en amatør ligner det en måge til forveksling, men den er tættere beslægtet med albatrossen. Vi ser også en af havets absolutte konger, havternen, som er indehaver af verdensrekorden for længste migration. Når den kommer susende forbi båden, bliver man kun endnu mere forbløffet over, at så lille en fugl kan flyve så langt.

Efter en times sejlads ser vi de første pust fra pukkelhvalerne, og kort tid senere kom vi op på siden af dem. Bare at vide at så store og anderledes dyr findes er fantastisk, men at se dem tæt på gør det meget vildere. Det er fascinerende at tænke på hvor forskellig deres verden er fra vores. De lever hele deres liv i havet, men er dog afhængige af luft – de er blandt de største dyr i verden og dog lever de af nogen af de mindste.

Efter endt sejltur kører vi videre til Myvant, som på islandsk betyder Myggesøen, hvilket er ganske berettiget, hvorfor vi kun gør et kort stop. Vi forsætter til Námaskarð med masser af geotermiske kilder og kogende mudder. Når man ser den geologiske aktivitet der findes her er det let at forstille sig hvordan historiernes elverfolk, trolde og jætter opstod. Dampen, der kommer direkte op fra jorden, kan vel ikke være meget andet end ånden fra en sovende jætte.

Hvor mange dage forsinkelsen kommer til at ende med står stadig hen i det uvisse, men der går rygter om at nogle har været fanget på Island i op til en uge. Som almindelig løsarbejder har det jo ikke den store betydning, men for Jeroen, den Hollandske fugleforsker, er det en anden sag. Han skal selv finansiere turen og har kun to uger til at blive færdig med sit feltarbejde. Han gør hvad han kan for at holde humøret oppe.

Efter en halv dags rundtur i den nordlige del af Island har jeg kun fået endnu mere lyst til at se resten af landet med lidt bedre tid, hvad enten det skal være i egen bil, til fods eller på cykel. Tilbage skal jeg helt sikkert!

 

_DSC2164
Den lille søpapegøje har en evne til at dykke lige inden man kommer tæt nok på.
_DSC2183
Albatrossens lillebror mallemukken, flyver af sted på sine stive viger og lange svævende perioder.
_DSC2270
Pukkelhvalen dykker umiddelbart inden vi sejler hen over den.
_DSC2333
Pukkelhvalen gør klar til endnu et dyk.
_DSC2339
Det stolte skib Nattfari førte os sikker ud og hjem.
_DSC2352
Kogende mudder og lugt af æg, den sikre vej til underverdenen.
_DSC2364
Resten af holdet på vej op.
_DSC2373
Ånden fra jordens indre. Kan det være andet end en jætte?
_DSC2308
Hvalen laver sin egen regnbue.

 

Hvad har vi egentlig lært?

Hvad er der egentlig at sige når man er kommet hjem igen? Helst burde jeg måske komme med nogle dybe refleksioner over turen og nogle ord om hvordan vi har udviklet os, men det viser sig utrolig svært. Vi har været ude på et eventyr, det har gjort os stærkere, både hver for sig og sammen (men ikke fysisk. Damn man sidder meget ned i den bil). Vi har set en anderledes, spændende del af verden. Vi har været afsted længe nok til at blive fyldt op med oplevelser, men ikke længe nok til at være eksperter. Vi har rejst i nær otte måneder og vi har kun kradset overfladen. Det føles sært.

Mange spørger (læs alle) hvad der har været det bedste på turen, og det er nær umuligt at svare på. Det bliver et bredt svar. Jeg mener, hvad er den bedste oplevelse du har haft siden oktober?

Turen og verden er for nuanceret til at give noget endeligt svar på det. Alligevel tror jeg nu at det bedste – det allerbedste ved hele rejsen – var at vi gjorde det. At vi gjorde den gamle bil så klar den nu kunne køre os hele vejen, at vi fandt et telt og en måde at sætte det på toppen, at vi fik styr på vores visums og at vi tog afsted i oktober, få måneder efter vi begyndte klargøringen. Det bedste var helt sikkert, at vi bare gjorde det, og ikke brugte tid og bekymringer på at hænge os for meget i teknikaliteter, hvad-nu-hvis’er og komfortable tiltag, som helt sikkert havde gjort turen mere behagelig, men også klargøringen uoverskuelig.

De mange lande og de mange steder var fede og ufede på hver deres måde og måden vi rejste på var både god og dårlig. Det er et ægte politikkersvar, men det er også et ærligt svar. Det er ikke til at sige hvad det bedste var eller hvad vi har lært mest af. Noget om verden, en del om hinanden, meget om os selv.

LMH-171017-_DSC7209

Opdag Verden herhjemne

Hvis du følger med på vores Facebookside har du nok lagt mærke til, at vi er kommet hjem til Danmark igen. Hvis ikke, så kan jeg melde at vi blev taget ualmindeligt godt imod i lufthavnen af både familie og venner, som var mødt op med flag og blomster og nogle enkelte med tårer i øjnene. Siden vi kom hjem har vi fejret sølvbryllup for mine forældre, været på familiebesøg og ikke mindst nydt det gode vejr, som råder over Danmark i øjeblikket. Jeg har fået et sommerjob på Lolland og Fredrik drager snart afsted til sit sommerjob på Grønland, så der er ikke længe til, at vi er oppe i fart igen.

Her samtidig med at vi er kommet hjem er vi også blevet udgivet – det vil sige, en lille del af vores lange tur er blevet udgivet. Jeg har skrevet en artikel om vores vandretur på Lykia Yolu i Tyrkiet til magasinet Opdag Verden. Ikke nok med at de har købt den, hvilket i sig selv var en stor succes for mig, så har de også valgt at smække mig på forsiden. Morgenhår, morgenøjne und alles.

Jeg har netop hentet magasinet i Eventyrsport og det kan du også gøre hvis du vil læse om vores eventyr på vandrestien i Tyrkiet sammen med Rieke og Asbjørn. Som en funfact kan jeg melde at de i bladet også tester det telt, Robens Starlight 2, som vi havde med på turen, og jeg giver dem meget ret i deres test. Teltet viste specielt sit værd da Rieke og jeg sov i det på en mikroskopisk afsats vi selv havde bygget på en bjergside efter vores første vandredag.

Trafik og storm i Indien

De sagde at der ville være varmt i Indien på denne her tid, men hvem havde troet at “varmt” betød 40 grader i skyggen? Jeg syntes det var varmt allerede da vi forlod Kathmandu, og der var det trods alt 10-15 grader køligere end det er her.

Nu nærmer vi os snart Mumbai og dermed også snart slutningen. Vi kørte ind i Indien igen for en uge siden ved Sunauli Border og derfra er det gået slag i slag. Vejene er kun blevet bedre efterhånden som vi er kommet længere sydpå. Vi har erfaret at indisk myldretid er efter mørket frembrud – det virker næsten som om alle venter på mørket, så de kan sætte sig op på deres scootere uden baglygter og bedrive sig ud på aftentur – og at vejene til gengæld er ovenud behagelige at færdes på lige efter solopgang. Derfor har vi, med Fredrik som initiativtager, været tidligt oppe de fleste dage for at bruge de “kølige”, ubefærdede timer om morgenen til at få tilbagelagt nogle kilometer. I forhold til vores oplevelser med trafikpropper i Nordindien har det kørt virkelig smooth. Men, som Fredrik sagde det forleden, da vi endnu engang måtte holde tilbage for en ko, der var for hellig til at tage sig af trafik:

“Det mest anstrengende i trafikken – ud over alle inderne – er alle køerne.”

Hvilket meget godt forklarer hvorfor det er så op ad bakke at køre her i Indien. Der er virkelig mange af begge dele!

Vejene har været utrolig gode, så vi er kommet fremad med rekordfart og har endda været en del på sightseeing undervejs. Først besøgte vi farmen i Faizabad igen, hvor vi tidligere var på WorkAway og her blev vi overtalt til at blive en ekstra nat. Det var herligt! Fra Faizabad kørte vi til Khajuraho, stedet der mest af alt er kendt for sine templer med meget fantasifulde, frække stenudskæringer. Natten inden overnattede vi i teltet på en nøje udvalgt pløjemark under en gruppe træer, som vi mente kunne give os lidt beskyttelse. Det viste sig ikke at være tilfældet. Fredrik sov som en sten, mens jeg vendte og drejede mig og lyttede til vinden, der syntes at blafre mere og mere i teltdugen. På et tidspunkt slog jeg oversejlet ned, da jeg syntes vinden tog for meget i det. Fredrik sov trygt. Lidt senere kom pludselig et vindstød så voldsomt, at de tre tykke teltstænger gav efter sidelæns og teltdugen blev presset ind. Sand blæste ind gennem det ene åbne myggenet. Da vækkede jeg Fredrik. Vi holdt igen på stænger og teltdug og håbede stadig, at de bare var et par kraftige vindstød. Da de blev ved fandt vi ud af at vi måtte evakuere – få teltet ned inden det blæste helt i stykker, få os ned i bilen og få bilen væk fra træerne, som meget muligt kunne vælte i vinden. Ud af teltet, ned af stigen, forsøge at finde vores sko, som allerede var blæst væk. Klappe stigen sammen og forsøge at gøre det samme med teltet, selvom det betød at rejse 1 kvm plade lodret op imod vinden. Samtidig begyndte regnen, først som små dråber der piskede sammen med sandet. Teltet var pakket sammen, og vi kom ind i bilen, tændte den og trillede væk fra træerne. Så måtte Fredrik ud i det tiltagende mudder for at genfinde sin ene sko, som var stukket af med et vindstød. Han var gennemblødt og havde mudder op til anklerne da han kom tilbage et par minutter senere, sejrsrig.

Vi fik ikke sovet meget den nat. Klokken var lidt over midnat da det rigtig blæste op, og jeg havde inden da ikke lukket et øje. Siddende på bilsæderne, som på grund af oppakningen ikke kunne lægges ordentligt ned, var det også begrænset med søvn jeg fik efter evakueringen. Rundt om os slog lynene ned både tæt på og lang fra med få sekunders mellemrum. Kl 05.30 stod Fredrik op og lavede morgenmad, så vi så hurtigt som muligt kunne komme ud af vagten. Pia, Fredriks mor ringede senere op for at høre, om vi var okay, da hun i nyhederne havde hørt om den dødelige storm i Nordindien.

Det var sjovt at se Khajuraho selvom jeg var træt, men da solen stod højest på himlen var varmen overvældende og jeg var træt, tørstig og sulten, så vi fandt os et sted at spise. Allerede samme dag kørte vi videre, for hvad skulle vi egentlig lave i Khajuraho, når nu vi helst ville på stranden?

 

Pictures from a short drive through Europe

We began this trip, #fredrik&Topsioverland, in the beginning of october last year. In Europe we spent 10 hectic days before reaching the border to Turkey. We had plans in Turkey and a ticking visa expiry for Iran so we hurried through these beautiful countries, which were really a shame. Next time!

LMH-171009-_DSC6986
On the road in Europe, driving many kilometres per day! We wanted to reach Turkey where our friends were hiking as quick as possible so we drove long hours.
LMH-171010-_DSC6991
Wildcamping in Europe is doable and pleasant. Fascinated with our tent we took plenty of pictures of it!
LMH-171011-_DSC6993
Croatia was warm and had a beautiful coastline which we drove by. To be more efficient we chose the highway when we wanted to get some kilometres done.
LMH-171012-_DSC7014
We crossed to Montenegro late one evening as we struggled to find wildcampingspots before the border. Just after the border, in the dark, we took a small side road and camped here. What a pleasant surprise to wake up here.
LMH-171012-_DSC7017
Fredrik is cooking breakfast one cold (freezing) morning in the mountains of Montenegro.
LMH-171012-_DSC7029
We now made it so far south that wild pomegranate is a thing! Sour, but delicious.
LMH-171012-_DSC7036
Just beautiful.
LMH-171012-_DSC7065
Fredrik photographing the view before driving down the 25 hairpin bends on the road down to Kotor, Montenegro.
LMH-171012-_DSC7067
View of Kotor.
LMH-171012-_DSC7069
The old city of Kotor were touristic but pleasant.
LMH-171012-_DSC7100
Old city, Kotor.
_DSC3396
At the beautiful Lake Ohrid in Makedonia we really enjoy ourselves. We took an extra day there to celebrate Fredriks 25th birthday and it was just what we needed after many hour on the road for many days. 
_DSC3406
The lake is millions of years old and therefore hold endemic species of fish, which is quite cool.