Dødvande

Roskilde Fjord, Jyllinge at sunset

Dødvande. Det er sådan det føles. Det er sådan det føles at få tæppet revet væk under sig (igen) og skulle starte forfra igen. Det føles som om jeg sidder fast, synker i og ikke kan kigge op over kanten. Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad vej jeg skal svømme og jeg kan ikke mærke strømmen eller vinden trække. Entusiasmen, som jeg ellers altid har været båret af, skraber jorden.

Jeg har altid glædet mig til at skrive speciale, nærmest siden første gang jeg hørte om det. Jeg ser mig selv som god til det. God til at fordybe mig, til at søge viden, til at forstå data, til at skrive. Derfor er det ekstra frustrerende ikke at kunne finde ud af hvor jeg skal genstarte. Uden noget praktisk feltarbejde, har jeg svært ved at finde ud af hvad jeg skal stille af spørgsmål, hvad jeg kan besvare og hvor mit knowledge gap er. Stenbukken i mig, der ellers altid kæmper sig op ad bjerget, kan ikke engang finde bjerget, den skal bestige. Det er jo ikke fordi der ikke er masser af emner og store spørgsmål derude at fordybe sig i, jeg har bare svært ved at se, hvor jeg kan bidrage. Lige nu. Hvad kan jeg bidrage med? Hvad kan jeg?

Jeg ved ikke om det er situationen eller mig selv, der skaber den apati. Lammelsen i forhold til at turde noget og drømme noget. Det kan også være, at det er følelsen af, at det her er endgame, og jeg vil gerne gøre det ordentligt. Når jeg er færdig Cand.scient. et-eller-andet-meget-langt, kan næste step ikke opnåes ved at trykke “ansøg” på optagelseshjemmesiderne. Fra da af skal jeg være dygtig nok, men jeg har svært ved at se til hvad. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive speciale i, fordi jeg ikke ved, hvor meget det kommer til at definere af min fremtid og jeg kan ikke engang afgøre, hvor meget jeg ønsker, at det skal definere min fremtid. Jeg ved ikke, hvad min fremtid kan være.

Da vi tog afsted til Dominica, forventningsfulde og håbefulde, snakkede vi ikke om Coronavirus endnu. Det var noget der befandt sig i Kina og forhåbentlig blev i Kina, men to uger inde i vores to måneders ophold kaldte Danmark alle danskere hjem. Min far ringede til mig, mens vi lavede vores første interview, der skulle guide os til vores fokusområder. Da vi kom ud fra det over-aircondition’ede kontor med kolde fødder i sandalerne var vi lykkelige for at have nået dette første vigtige skridt, og vi glædede os over at det gik den rigtige vej. Så ringede jeg tilbage til min far, og vi fik nyheden, der ramte som en mavepuster. For hvad skulle vi stille op?

En uge efter sad vi på et fly hjemover mod Europa, mens grænserne nærmest lukkede bag os. Det var den rigtige beslutning, det er jeg stadig sikker på, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at dette er et kosmisk vink med en vognstang. Både for os alle, for vores samfund, men også for mig selv. Et vink om at søge min motivation frem og finde ud af, hvad der er den rigtige beslutning for mig.

Selvom jeg er god til at være alene, så begynder det alligevel at ramme mig. Det er svært at trække sig selv op af det dynd man har arbejdet sig ned i, men jeg vil prøve. Jeg minder mig selv om at jeg ikke er det første, og heller ikke bliver den sidste specialestuderende med uudtalte ambitioner og overvældende frustrationer. Jeg skal nok finde en vej.

The fjord where I stay in quarantine is extremely beautiful in clear weather and very rough when it gets windy and overcast. Stirred waters helps me feel my feelings.

En rolig evakuering hjem til Corona-land

Jeg har gået i flere dage nu og taget mig sammen til at skrive. Der er masser at skrive, men det er svært at formulere. For at begynde med begyndelsen, er Tori og jeg, siden mit sidste indlæg, kommet hjem til Danmark. Vi havde taget en beslutning om at blive, men efter flere dage med nervøsitet hos specielt Tori, besluttede hun, at hun altså ville følge opfordringerne til, at søge hjem til Danmark. Jeg selv har måske en lidt langsommere opfattelse af tingenes tilstand, måske lidt tykkere hud. Jeg var i hvert fald i syv sind over hvad jeg skulle stille op. Skulle jeg blive på vores caribiske paradisø og håbe, at den blev ved med at være sådan, at jeg stadig kunne lave vores feltarbejde, og at det hele ville drive over inden jeg skulle videre? Skulle jeg tage hjem sammen med Tori, vel vidende at hjemme i Danmark var situationen markant værre, end hvor vi opholdt os, men i det mindste er det hjemme? Eller skulle jeg prøve at rejse over til Fredrik i Den Dominikanske Republik, hvor det hele tiden var meningen at jeg skulle være, og så blive karantænetiden ud med ham?

Jeg valgte det sidste. Men så lukkede Den Dominikanske Republik grænserne og landet blev kort efter sat i karantæne, alt blev lukket og der blev indført udgangsforbud mellem otte aften og seks morgen. Så der forsvandt mit håb om at være sammen med Fredrik. I stedet købte jeg en billet hjemad, med fly fra Dominica til Barbados, over Frankfurt og hjem til Danmark. Stadig i tvivl og stadig frustreret over projektets drejning. Endnu mere frustreret og ked af det over udsigten til ikke at komme til at være sammen med Fredrik. Det var som om, at situationen sat på spidsen gjorde mig mere bevidst om mine følelser, og det eneste jeg kunne tænke på var ham. Han sidder stadig i en nationalpark i Den Dominikanske Republik og observerer bestøvere på blomster i hans feltstudieområde. Med de restriktioner der efterhånden er blevet sat i værk på Den Dominikanske Republik, er det dog ikke så sjovt som før. Nu er der ingen restauranter eller barer åbne, vejene er spærret, så han ikke kan tage ind til den nærliggende by, da han ikke har noget officielt ærinde og dermed kan han kun købe ind i det lokale minimarked, der byder på et uinspirerende udvalg af dåsemad. I mandags lettede det sidste fly, arrangeret af den tyske ambassade, så hvem ved, hvornår han kan komme på et fly til Europa. Oprindeligt var planen først at tage hjem til juni, men jeg håber han får en mulighed for at komme hjem før, for så hurtigt som tingene udvikler sig, er det ikke godt at vide hvordan det vil gå.

The queue in Barbados to have your temperature taken before immigration. This was the easiest part when compared to the two hours waiting in line to check in bags. Even the airport staff took pictures of the amount of people standing in line.
From Dominica only flights to the nearby islands departs as the airport is so small, squeezed in along a river on one of the few flat places on the mountainious islands. It was one of these small planes that took us to Barbados, where we had just landed on this picture.

Tori og jeg kunne følges til Barbados, hvor jeg måtte stå i verdens længste indtjekningskø sammen med hundredevis af tyske charterturister i to timer. Heldigvis gik resten af turen smooth, på trods af forsinkelse. Min mor hentede mig uden for lufthavnen, på behørig afstand, og velkomstkrammeren var skiftet ud med gensynssmil. Vi kørte forbi Fredriks og min lejlighed, som vi har lejet ud mens vi skulle være væk, hvor jeg havde advaret dem om at jeg kom forbi, så jeg kunne hente nogle personlige sager og en god portion varmt tøj, som jeg ikke havde haft med til Caribien. Lastet med hvad jeg nu kunne finde af varmt tøj på loftet kørte min mor nu bilen mod Jyllinge, hvor min Farfars hus står tomt, da han desværre sidder på det lokale plejehjem. Her har jeg installeret mig med en madras på gulvet, køleskabet fyldt op af min dejlige mor, rare naboer, der gerne vil hjælpe mig og udsigt ud over fjorden. De fleste ting er ryddet ud herfra i løbet af de sidste to år der er gået efter min kære farfar fik en hjerneblødning og ikke længere er farfar, som han var engang, men her er stadig fyldt nok op til at leve rart og godt. Det er vildt at man stort set kan tømme et hus for indhold, og stadig leve super behageligt med alle de essentielle ting i orden. Den første nat var det mærkeligt at sove alene i det store hus, der er så tomt i forhold til hvad det plejede at være, men nu har jeg vænnet mig til lydene på taget og jeg er også ved at slutte fred med mørket.

Det er allerede fem dage siden at vi landede i Danmark, og jeg syntes tiden er gået ufatteligt stærkt. For at være helt ærlig, så tror jeg at jeg er ret god til at være i karantæne og jeg har altid haft det fint med at være alene. Indtil videre har jeg gravet en køkkenhave midt i græsplanen, slået græsset, klippet indtil flere buske og fjernet ukrudt. Jeg priser mig lykkelig over at være et sted med have, så jeg ikke er fanget indendørs. Måske bliver jeg endda i denne min nye kolonihave indtil jeg igen er nødsaget til at vende mod København. Hvis jeg bliver nødt til det inden juni, hvor vores værelse i vores lejlighed igen er vores, er jeg så heldig at min søster, der også er min nabo, har tilbudt mig at jeg kan bo med hende i vores gamle lejlighed. Det vil på en eller anden måde være full circle at flytte ind på en madras på gulvet i det, der engang var min egen stue.

Før det kommer så vidt vil jeg dog få det bedste ud af en mærkelig situation. Jeg har ingen sygdomssymptomer og nyder at gå i haven og have friheden til at være stille og alene. Jeg nyder de lange telefonsamtaler med venner og familie, som er blevet normen nu. Jeg har en specialekontrakt, men ikke noget feltdata og ingen idé om hvad jeg så skal stille op, men mon ikke at jeg også klarer det? Jeg har det ganske enkelt godt og er fortrøstningsfuld, selvom jeg er bekymret over verdenssituationen.

Der er bare ét problem; Fredrik er ikke her med mig, og det ville jeg sådan ønske at han var.

Ved du ikke hvad den oprindelige feltarbejdsplan var? Læs her.

I’ve moved in to my grandparents old house for the time being – a piece of family history. Also a place where I have never before been alone, which gives a weird feeling of sentimentality.

To stay or to go? Hvad stiller vi op, nu hvor Danmark kalder os hjem

Vi er på en ø med 72.000 indbyggere. 754 kvadratkilometer. Afhængig af skibe der skal komme ind med varer fra Kina og fra Miami for at holde fødevareforsyningen stabil og med et sundhedssystem, der ifølge dem selv, ikke kan løfte en epidemi i landet. Her er endnu ikke et eneste tilfælde af verdens mest trendende samtaleemne, Covid-19, Coronavirus. De forbereder sig på muligheden for at den rammer Dominica inden for kort tid. I supermarkederne, men kun i de store af slagsen, er der håndsprit og informationsplakater, men der er ikke håndsprit til salg, for som alle andre steder på kloden, er også de løbet tør (der må sidde nogle håndspritfirmaer og tjene boksen pt.). Her er ingen panik, her er stadig toiletpapir på hylderne og her bliver oplyst i kirkerne om hygiejne og sikkerhedsafstand.

I mens sidder vi, Tori og jeg, og diskuterer hvad vi skal gøre. Danmark råber først “alle mine kyllinger kom hjem”, men før vi når at råbe “vi tør ikke” retur, har de ændret det til “alle mine kyllinger kom hjem – ud over jer der studerer, i må selv lige vurdere hvor farlig ham ræven er, der hvor i er”. Så derfor har vi haft fat i alle tænkelige autoriteter for at vurdere vores næste skridt. Vi har spurgt vores vejledere, vores studieleder, andres vejledere, Københavns Universitet, vores forsikring, Den Danske Ambassade i Mexico City, som er den nærmeste, vores kærester, vores venner og endda vores forældre. Vi føler at vi efterhånden har fået så mange vinkler på sagen, at vores beslutning er velbegrundet. Som det ser ud nu bliver vi her på Dominica og fortsætter vores feltarbejde. Vi følger med i udviklingen omkring Covid-19 her i regionen, og hvis noget ændrer sig dramatisk, tager vi en ny beslutning.

Det er en mærkelig følelse at sidde i udlandet midt i alt dette. Før Danmark besluttede at bede danskerne om at komme hjem, havde vi overvejet om dette ville få konsekvenser for vores studie, f.eks. om landmændene her overhovedet vil være villige til at tale med os og om vi ville kunne gå dør til dør. Da den danske regering besluttede at sige, at alle danskere burde komme hjem, blev vi nervøse, for hvad betyder det egentlig for os, når vi er i et område uden konstateret smitte og har været her i to uger og vores planer er at være her i halvanden måned mere? Vil vi kunne rejse hjem om halvanden måned? Vil jeg kunne rejse videre til Fredrik på Den Dominikanske Republik som planlagt? Vil det være uansvarligt af os ikke at følge ordrer?

Vi havde brug for nogle svar, så vi begynde, ligesom resten af de udenlandske danskere vil jeg tro, at tage kontakt til alle relevante instanser. De stakler må være blevet væltet med spørgsmål. Med den tanke i baghovedet vil jeg sige, at vi har fået enormt personlige og velfunderede svar. Jeg havde nærmest forventet et standard copy/paste svar fra mange, men vi har virkelig fået god vejledning. Det hjælper enormt meget på at tage en beslutning om, hvad man skal foretage sig.

For at være helt ærlig har vi i et par dage nu været noget mere optaget af Covid-19 nyheder end af vores speciale. Det har optaget det meste af vores tankekapacitet og vi har brugt enormt meget tid på at tale i telefon begge to. Vi har set pressemøder og læst anbefalinger fra myndigheder og har fulgt spredningen af smitten. Det gør noget ved én, og det er ikke kun svært at få lavet meget fagligt arbejde, det er også svært at nyde varmen, solen og vandet. Alligevel har vi præsteret at få vores første formelle interview i hus og få i det mindste en mundtlig godkendelse fra landbrugsministeriet her om at vi godt kan udføre vores feltarbejde. Så langt, så godt. På mandag skal vi snakke sammen med landbrugsministeriet igen og derefter håber vi på at kunne gå i gang med at opsøge landmænd, der forhåbentlig gerne vil hjælpe os. Vores bekymring om, at virussen kan betyde mindre velvilje til samarbejde, blev bekræftet da vi i fredags foretog interviewet i ministeriets landbrugsafdeling. Ham vi ville have kontakt med og gerne ville interviewe spurgte os inden vi blev inviteret ind på hans underafkølede kontor, hvornår vi ankom til landet. Da vi kunne svare at det var to uger siden, slappede han straks mere af, og bød os indenfor. Han ville, sagde han, nok have frabedt sig interview hvis vi netop var ankommet.

Vi prøver at slappe af med situationen og tage en dag ad gangen. Da vi i formiddags var frustrerede og forvirrede besluttede vi derfor at gå ned på stranden for at køle af med en svømmetur. Derefter tog jeg det så roligt, at jeg har erhvervet mig en solskoldning på mine balder, der nu ligner en advarselstrekant. Og på den måde kan man altid skaffe sig en bekymring mere.

Det er ikke så svært at vende sig til ølivet

Tori, min specialemakker, og jeg er så småt ved at vende os til ølivet. Det er nu en uge siden vi første gang gik igennem gaderne på Martinique og forsøgte at fatte hvordan det kunne være så varmt, så forladt og dog så fyldt med turister og hvilken del af verden vi egentlig var kommet til. På papiret havde den 9 timer lange flyvetur ikke taget os ud af Europa, for Martinique er fransk og er en del af Schengen. I virkeligheden føles Martinique som et stort sammensurium af Afrikansk, Europæisk og Amerikansk kultur, samtidig med at den evige strøm af cruise-turister, der ikke kommer længere end havnefronten giver sit besyv med. Heldigvis skulle vi hurtigt videre – efter to overnatninger i en spartansk AirBnb-lejlighed uden for centrum af Fort-de-France slæbte vi al vores baggage med os til færgeterminalen, hvor vi fandt den lille færge til Dominica. Alting kan ikke altid gå som smurt, og da jeg tjekkede ind til færgen blev jeg da også irettesat. Jeg havde nemlig ingen returbillet fra Dominica, og uden sådan én ville jeg hurtigt blive sendt retur igen, meddelte kvinden bag skranken mig. Jeg måtte købe mig en dyr færgebillet for at kunne fremvise den ved immigrationen i Dominica. De spurgte aldrig efter den.

Vi ankom til Roseau, hovedstaden i Dominica, lige ved solnedgang, så da vi kom ud fra færgeterminalen var det blevet mørkt. En taxachauffør forsøgte hurtigt at få fat i os, men vi ville blive samlet op af vores AirBnb-vært. Da vi ikke var blevet samlet op to minutter senere, kom den ihærdige chauffør hen igen, for at tilbyde at ringe til dem for os. Nogle gange, sagde han, dukkede AirBnb-værter bare aldrig op, og han ville gerne være sikker på at vi ikke blev efterladt her på havnen. Det vi først havde tolket som anmasende var i virkeligheden oprigtig hjælpsomhed.

Vi ventede ganske kort tid på havnen inden en fin bil rullede op foran os. Franklin, bror til vores værtinde, kørte os de tre kvarter op til Picard, Portsmouth, i den nordlige ende af øen. Vi stoppede forbi et supermarked der var åbent, på trods af at det var søndag aften, og købte os et par småting, så vi ikke ville gå sultne i seng. Allerede i bilen begyndte feltarbejdet, for Franklin arbejdede med landbrug som en slags konsulent, og vi udspurgte ham om både det ene og andet. Det er en stor fordel for vores arbejde at de her på øen taler engelsk, men det giver os et nyt og uventet problem. Deres accent er så kraftig og mumleri så udbredt, at selv Tori, hvis modersmål er engelsk, har svært ved at fange hvad der bliver sagt. Alt efter hvordan det bliver ude hos landmændende kan de være at vi får brug for en tolk alligevel, selvom det nærmest vil være pinligt. Den lille lejlighed vi har lejet ligger baggerst oppe ad bjerget i Picard. Vejen her op til er forfærdeligt stejl, så jeg var i tvivl om den fine bil ville klare det. Huset er lyserødt og fra den lange fælles balkon kan vi kigge ud over det Caribiske hav. Vi har et lille køkken, to fine lænestole, en dobbeltseng og et udemærket bad. Køkkenet bliver en bageovn i sig selv når vi bruger det ellers udemærkede gaskomfur, så man kan kun lave mad med åben dør og i meget lidt tøj – de to ting er en dårlig kombi. Det har taget os de første tre dage at finde ud af hvordan vi fik varmt vand i bruseren, men med de temperaturer de holder sig her, har det ikke været det store problem.

The view from our flat is hard to beat. Every night this sunset is different, but it never seems disappointing, even when it is cloudy.

Vejret har været noget så omskifteligt. Nogle gange regner det fra en blå himmel og andre gange er der helt gråt omkring os. Nogle gange skinner solen så kraftigt at jeg bliver solskoldet ved tanken om at gå udendørs. Der er generelt et sted mellem 24 og 28 grader i følge vejrudsigterne, men dem er jeg stoppet med at stole på, eftersom de kan rapportere tørt og skyfrit, når der har været bygeregn hele dagen.

Vi har brugt den lille uge vi har haft her på Dominica indtil videre på at akklimatisere, lære folk og steder at kende, købe ind, så vi kan lave mad i vores lille lejlighed og afvise tourguides, der kan det hele på den halve tid. Vi har lært at tage bussen fra Picard til Portsmouth og retur for halvanden Eastern Caribean Dollar, cirka tre og en halv krone. Ud over de billige busture er det meste næsten lige så dyrt som i Danmark, også vores husleje, men så kommer den også med en ugentlig rengøring og en uvurderlig udsigt. Vi har mødtes med en kontakt, Marian, som vi havde e-mailet frem og tilbage med hjemme fra, ved at vi helt tilfældigt gik ind på hendes partners bar for at kigge. Han udtalte vores underbevidste længsel ved at sige “cold beer?” da vi trådte ind i rummet, og da han så henvendte sig til en ældre, solbrun, men tydeligvis ikke lokal kvinde med navnet Marian, tænkte jeg, at dem kan der umuligt være mange af. Marian blev meget begejstret for at ansigterne bag e-mailsne og slog sig ned sammen med os og de kolde øl i deres lille gårdhave ud mod havet. I skyggen af mandeltræet fortalte vi hende om vores projekt, og hun har siden da skaffet os så mange kontakter til lokale landmænd, at vi nærmest ikke kommer til at kunne nå at tale med dem alle. Marian og McDowells bar hedder Saggitarius 2 Reggae Bar and Grill og kan virkelig anbefales, hvis man skulle være på disse kanter. Den stegte fisk med platain, fritter og frisk salat er både virkelig lækker og lidt dyr, men tilgengæld er man mæt i tre dage, hvis man kan spise op.

Fried fish with fries, salad and “provision”, which in this case is fried plantain and dasheen. And a cold Carib, off course.

Både McDowell og Marian anbefalede os at tage på markedet i dag, lørdag, for at møde de lokale landmænd, se deres afgrøder og vise vores ansigt. Vi burde komme tidligt, men selvom vi stod tidligt op, var vi ikke ude af døren før kl 8, og der var flere ting der allerede var udsolgt til den tid. Vi fik dog talt med et par landmænd, mens de var travle med deres boder og vi fik trukket lidt viden ud af det lokale planteværn, der var tilstede med en informationsbod og diagnostiseringsservice for landmændende. Vi drak indholdet af en helt frisk kokosnød, som blev hakket op med en kødøkse i ladet af en gammel, grønmalet Hilux, og spiste det søde, bløde kokoskød med en ske af kokosnøddeskal. Derefter tog vi hjem med alle vores nyindkøbte grøntsagslækkerier, der hurtigt bliver slattent i varmen, og har brugt resten af dagen foran blæseren i vores gode lænestole. Tori er netop genopstanden fra en lille lur og har foreslået nøjagtig hvad jeg sad og tænkte – at vi skal snacke lidt popcorn og gå på stranden inden solnedgang. Jeg tror lige vi kan nå det inden den obligatoriske sundowner, Ginger Spritz – vores selvopfundne drink med lokal rom, Jamaicansk Ginger Wine, citron og tonic over masser af is.

The main street of Portsmouth always looks this festive but rarely this busy. “What would you like? I have tomatoes, cassava, dasheen, ganja?” said a farmer when we looked at his stand. The ganja was not on display.
You can find all of your vegetables at this saturday market. Apperently, if you come on fridays instead the veg will be Adventist grown.
Island living means that the freshmarket is by the sea, so both veg and fish can be sold simultaniously.
Drink up your coconut!

PS: Det virker som om at Fredrik må stå noget mere igennem på hans feltarbejde i Den Dominikanske Republik. Det område, som han skulle udføre sine observationer i, havde desærre kun én af de to nødvendige arte af kolibrier, så han er nu taget ned fra de kolde og fugtige bjerge og har fundet et sted med begge arter til stede helt nede ved kysten. I stedet for at bo i et skur og pakke sig godt ind i uld, som måske nok er Fredriks yndlingsbeskæftigelse, bor han i stedet i en fin lejlighed i en turistghetto ved kysten og går hver dag ud for at observere kolibrier i den bagende hede. Både mit og Fredriks medbragte uld og ekstra sweatre virker utroligt unødvendigt efter den ændring.

Er du forvirret over hvad vi laver? Læs her.

Trippel op på feltarbejde…

… og dobbelt op på speciale. Fredrik og jeg er på vej ud i verden igen. Denne gang gælder det specialeskrivning, for mit vedkommende i min Master i Environment and Development og for Fredriks vedkommende i Biologi, som han begyndte på i september. Fredrik tager til Den Dominikanske Republik på Hispaniola i Caribien for at kigge på bestøvningsinteraktioner og kolibrier. Der skal han sidde oppe i et bjergområde og observere bestøvning af kolibrier og insekter på forskellige blomster i fire måneder. Det data han indsamler skal bruges i en større sammenhæng sammen med hans vejleders tidligere indsamlede data, så det bliver spændende at se hvad de kan bruge det til. Heldigvis har han god tid til at færdiggøre specialet – han er gået tidligt i gang med det, så han mangler at tage en masse fag, som han kan tage sideløbende med specialeskrivningen. Så heldige er de kommende generationer af studenrende ikke, da den fleksibilitet bliver fjernet efter til sommer.

Jeg skal også til Caribien, og for at gøre det rigtig rodet skal jeg faktisk til øen Dominica. Det er en selvstændig ø i de Små Antiller, og er altså ikke det samme som Den Dominikanske Republik. Selvom beboerne på de to øer så vidt jeg ved alle sammen er dominikanere. På denne her lille bitte i i Caribien, som har den højeste andel af oprindelig skov, har de et mål om at blive “the worlds first climate resilient country”, og det har min specialemakker Tori og jeg sat os for at undersøge. Vi vil kigge på hvad forskellige landbrugsstrategier har af klima forebyggende effekter ved at kigge på lagringen af kulstof i jorden og sammenholde det med hvordan levestandarderne er, når folk bruger de forskellige landbrugsmetoder. Det bliver noget med at indsamle jordprøver, lave spørgeskemaer og interviews.

Dominica har ikke en international lufthavn, så i stedet flyver vi til Martinique, hvorfra vi kan tage en færge til den grønne ø. Vi skal være på Dominica i to måneder, min makker og jeg, og derefter tager hun hjem for at flytte ind i hendes og hendes kærestes nye lejlighed, mens jeg tager til Den Dominikanske Republik for at besøge Fredrik i en måneds tid. Efter to og en halv måned i selskab med en håndfuld kolibrier på en kølig bjergside, har han nok brug for lidt adspredelse. For at komme dertil tager jeg et par dage på Guadeloupe, hvorfra jeg kan flyve til Den Dominikanske Republik. På den måde føler jeg, at jeg får en masse ud af min rejse over Atlanten.

Malvaceae fotograferet i Ethiopien

Det er fjerde gang at jeg skal lave feltarbejde og anden gang at Fredrik skal lave feltarbejde, hvis vi ikke medregner hans arbejde på Grønland. Det er næsten et år siden at jeg kom hjem fra feltarbejde i Kenya, så det er faktisk en slags rekord for mig – det er den længste periode jeg uafbrudt har været i Europa, siden jeg i 2013 var i Sydsudan og dermed for første gang rejste uden for Europa. Siden da har jeg med jævne mellemrum været afsted på rejser, feltarbejder og frivilligt arbejde, så det sidste års tid har været dejligt roligt på den front.

Når endelig Fredrik kommer hjem fra Hispaniola og kolibri-kiggeriet i de fugtige bjerge er han kun hjemme i fire døgn inden han igen tager afsted – endnu engang skal han til Zackenberg og være feltassistent for BioBasis og denne gang er det i fem uger. Fem lange uger, hvor vi kun kan kontakte hinanden over e-mail eller på et ugentligt, ti minutter kort opkald på en satellittelefon.

Den svære begyndelse på cykelturen

06. juli 2019

Det er første nat på min cykeltur. Jeg er ikke begyndt i Stockholm som planlagt, for vejret har bestemt ikke været på vores side på sejlturen herop. Alligevel er det blevet til 250 sømil og en god historie, som hos min far og jeg allerede kan omtales som “dengang i Hanöbugten, sommeren 2019”. Vi kom til Västervik, cirka 200km syd for Stockholm, så det var herfra jeg begyndte at cykle i morges. Det var op ad formiddagen før jeg kom afsted, men så følte jeg mig også klar.

Til at begynde med var der en del bakker, men ruten var smuk op langs med vigen, ind i land. Jeg havde planlagt en rute på omkring 60 km, hvilket virkede overkommeligt. Min første pause var ikke helt selvvalgt. På kortet så der ud til at være en smutvej, så selvom ruten var tegnet til at gå uden om, cyklede jeg ned af smutvejen. Alt andet lige var Google Maps enig med mig, så jeg tænkte at det måtte være fint. Desværre ved Google ikke alt, hvilket jeg erfarede allerede her. Halvvejs på min smutvej var vejen spærret med elektronisk låge og overvågning. Det så ud til at være et meget eksklusivt område. Jeg besluttede at prøve vandrestien, som godt nok gik stejlt op ad bakke, men som nok skulle kunne tage mig tilbage på den store vej, uden at jeg skulle samme vej retur. Efter at have kæmpet mig op ad vandrestien og den stejle bakke fandt jeg et kreaturhegn, som jeg aldrig ville få cyklen over. Dermed måtte jeg ned af den meget stejle bakke igen og bide i det sure æble – jeg måtte retur samme vej som jeg var kommet. For at turen ikke skulle være helt forgæves spiste jeg min frokost, lidt tidligt, siddende på en klippe med udsigt ud over vigen og et par skær. Det var en fik første frokost, så jeg blev hurtigt i godt humør igen.

Ruten snoede sig langs kysten, først med vand på den ene side og så på den anden, for tangen jeg cyklede på var ganske smal. Flere steder kom jeg igennem små stykker beskyttet natur, der blærede sig med mange forskellige slags biologiske væsner. Ingen af dem så jeg.

Jeg holdt endnu en pause da jeg så et skilt langs med vejen hvor der stod “Kaffe – Vaflor – Glass”. Det var en lille hembygdsgård, hvor nogle ældre mennesker serverede netop det der var annonceret på skiltet og intet andet. Jeg betalte i en isbøtte og fik serveret en kop kaffe så sort at jeg måtte fortynde den med en halv kop mælk. Vaflerne var nybagte og jeg slubrede dem i mig med isen til. Det var et meget lokalt lille sted, hvor dem der kom forbi alle hilste bekendt.

Da jeg nærmede mig mit planlagte overnatningssted, en shelter ved Storsjön, fyldte jeg mine vanddunke ved et hus langs vejen, hvor to kvinder gik i forhaven. Jeg har tre vanddunke med – 1L Nalgenedunk, som jeg pakker ned i taskerne og to dunke af 0,7L, som sidder i cyklens ramme. Det er lige nøjagtig nok til en overnatning, hvis jeg har en anden vandkilde at vaske op i.

Vejen ud til shelteren blev mindre og mindre jo nærmere jeg kom, og det sidste stykke var det en lille, ujævn og snoet vandresti, som jeg kun fortsatte af fordi jeg var beslutsom og træt nok, til ikke at ville finde et andet sted. Shelterpladsen der åbenbarede sig var perfekt. På klipperne ved kanten af en blikstille sø, omgivet af grantræer, blåbær og mos. På den anden side af søen lettede en ørn. Flere ørne kom til og fløj rundt – fem ørne i alt. Lidt efter var de væk, og jeg følte at de havde sagt velkommen til mig.

Nu falder mørket lige så langsomt på. Jeg har lavet mad, dvs. hældt varmt vand på en pose tørmad, og har talt i telefon med Fredrik, som er i Tasiilaq, Grønland, og har skaffet lidt internet. Der er så stille her, at jeg kan høre alle mine bevægelser og vejrtrækninger. Mit lille bål blusser gladeligt derudaf, men jeg bliver melankolsk. Det er mærkeligt at være alene her ude, og det gør det ikke nemmere at have talt med Fredrik, som plejer at være med mig, men nu er så langt væk. Skyerne samler sig på himlen, og det blæser en smule op. Jeg sidder og kigger på bålet og søen, og overvejer at krybe til køjs, da det begynder at småregne.

Jeg græder lidt. Over at være helt alene. Over hvor smukt det er. Af savn. Af usikkerhed om, hvad jeg mon har begivet mig ud i. Om jeg overhovedet kan trives i at være på sådan en tur her alene.

Det begynder at regne mere og pludselig lyner og tordner det også lige over hovedet på mig. Jeg kryber i posen og lægger mig til at sove, men jeg vågner et par timer senere i kulsort mørke. Det drypper ned i hovedet på mig og min sovepose er våd ved fødderne. Det nærmest skybrudsregner nu og shelteren er ikke så vandtæt som jeg ville forvente. Jeg finder min pandelampe frem og begynder at pakke alle mine ting ned i cykeltaskerne, da de er vandtætte. Jeg flytter rundt på mig selv og finder en måde at lægge mig i shelteren så jeg ikke bliver våd og lægger mig til at sove igen. Der går ikke længe før det igen drypper på min pose og jeg forsøger at lappe hullet med nogle aviser der er i shelteren. Det virker i cirka en halv time, men så vågner jeg igen. Det er stilnet en smule af, men regner stadig en del. Endnu engang må jeg finde en ny måde at ligge på og ender med at finde mig i, at mine fødder bliver lidt våde.

Det er en lang første nat, og jeg føler mig bestemt ikke udhvilet og klar til næste dags eventyr.

Sæljagt i polarnatten

Normalt ser jeg ikke mig selv som den store bangebuks, men da jeg sad i bunden af jollen og hamrede ud over dønningerne, havde jeg momenter hvor jeg var så tæt på at være reelt bange, som jeg kan huske, jeg har prøvet. Det eneste jeg kunne se fra min plads, var skumsprøjt, isbjerge og de næsten lodrette klippevæge med lidt sne på toppen, og med visheden om, at hvis vi skulle være så uheldige at kæntre eller sejle på et skjult skær, så havde vi vel omkring 5 minutter inden vi ville gå til bunds, hjalp ikke.

Det skete da også mere end én gang at jeg sendte en stille bøn til ingeniørerne som havde designet jollen om at de havde gjort deres arbejde ordenligt. På det her tidspunkt var klokken næsten syv om aftenen og jeg havde fået lov at komme med på fangst sammen med Noa, som jeg bor hos i Tasiilaq, og en af hans venner. Tre timer tidligere var vi lagt fra kaj for at tage af sted, men på det tidspunkt blæste det for meget, selv for to garvede fangere, hvorfor vi havde brugt timerne på at fange torsk og ulk samt indsamling af rosenrod, som sammen med sæl spæk er en lokal delikatesse. Fiskebestanden i Grønland må være virkelig høj, for selv med mit elendige fiskeheld lykkedes det at fange en kæmpe torsk og en fin ulk.

Efter den første times sejlads, kom vi indenskærs hvilket bevirkede at dønningerne forsvandt og vi kunne sejle uden konstant at være ved at blive kastet overbord. Jo længere vi kom ind i fjorden jo tættere kom vi også på indlandsisen hvilket bevirkede at temperaturen faldt og mængden af is i vandet steg. Men nu var vi kommet til sælterritorium, så det gjaldt om at holde udkig. De først par sæler, der blev spottet, nåede dog at smutte fra os inden der blev langt an til skud. Så heldig var det dog ikke alle sæler der var, og der gik ikke længe før en sæl var i sigtekornet og et kort øjeblik senere var skudt med en velplaceret kugle. Sommeren er dog ikke det optimale tidspunkt at jage sæler og samme skæbne, som var ved at tage livet af Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen i 1913, overgik nu også os. Sælen var for tynd og nåede at synke inden vi kom hen til den. Om guderne vil se den mistede sæl som ødselt spild eller som en offergave, ja det må guderne vide.

Herefter forsatte jagten, men det er øjensynligt ikke helt nemt at ramme hovedet på en lille sæl i de korte øjeblikke den er oven vande, mens man sidder i en jolle der vugger blidt, så de næste sæler kunne nøjes med en forskrækkelse når kuglen fløj tæt forbi.

Omkring klokken halv tolv gik solen ned og efterlod en smuk solnedgang som varede i flere timer, da det ikke var muligt at differentiere mellem solned- og solopgang.

Klokken 01.25 lykkedes det at få skudt en sæl mere, og denne gang nåede den ikke at synke inden vi fik halet den op.

På det her tidspunkt konstaterede Noa, at vi ikke havde nok benzin til nå tilbage til Tasiilaq, hvorfor vi måtte tanke i Tiniteqilaaq, som dog først åbnede den følgende morgen. I sådanne tilfælde er det godt med nogle kontakter, så der gik ikke lang tid, så lå vi i hver vores sofa, og gjorde os klar til nogle timer på øjet.

Næste dag blev brugt på langsomt at sejle hjem af, med et par omveje og stop på vejen. Da vi nåede stedet hvor jeg cirka et døgn forinden var bekymret for om vi skulle gå til bunds, var det en helt anden oplevelse. Båden huggede stadig igennem dønningerne, men følelsen af at den var ved at kæntre hvert øjeblik, var væk. Om det var fordi solen skinnede og vejret var bedre, fordi jeg sad bagerst i jollen og derved havde bedre udsyn eller om jeg faktisk er blevet lidt mere fanger på turen, er uvist.

Da vi kom hjem, var der ikke andet tilbage at gøre, end at få parteret sælen og få hvilet ud.

Vind, vejr og hvad der ellers kan få en i havn

Det er omskifteligt bygevejr og blæser mellem 10 og 15 m/s her i Simrishamn. Det var bestemt ikke meningen at vi skulle ind i Simrishamn, men omstændighederne bød kaptajnen, min far, at tage den beslutning. I går var der heller ikke meningen at vi skulle være blevet i Falsterbo havn, men da falsterbokanalens bros operatører bogstavelig talt glemte broåbningen klokken 18 måtte vi vente til 20 før den igen gik op. I mellemtiden havde kaptajnen dog besluttet at vente til næste morgens klokken 6 åbning, for så at sætte afsted. Ideen var at vi skulle undgå noget kraftig vind der lå og truede og de store bølger, som var begyndt at samle sig sammen fra dagens sydlige vind. Vinden gik nærmest i nordvest, og bølgerne gik lige ind i yderhavnen. Vi tog en tidlig aften for at stå op en tidlig morgen og være klar.

Ved broåbning klokken 6 gik det som smurt. Ind gennem kanalen og ud på den anden side, hvor vi pludselig fik både vind og bølger at mærke. Vi havde reb i storsejlet, og da vinden tog mere til rullede vi også genuaen lidt ind. Mit sovehjerte er stort, specielt vuggende på en båd og med søsygeplaster bag øret, så jeg tog en lur først det ene og så det andet sted, inden far og jeg byttede plads ved roret. De bølger vi havde håbet havde lagt sig var kun blevet større med den vestenvind det var slået over i, så vi måtte finde os i at sejle med vinden direkte i ryggen men dønningerne ind agten for tværs. Nu er det ikke fordi at jeg har noget imod platlæns, eller imod gårsdagens bide vind for den sags skyld, men en halvvind er bare mere behageligt.

Det gør heller ikke noget godt for søsygen at blive skubbet sådan rundt. Jeg har meget tendens til søsyge, hvilket virkelig er ærgerligt, når nu jeg godt kan lide at sejle. Jeg bliver kvalm og døsig, både med og uden medicin, så jeg har svært ved at være 100% på under sejladsen. Når jeg styrer båden går det bedre, men i vejr som i dag, med større dønninger end jeg har set i noget indre farvand, er det en svær opgave.

Vi sejlede godt otte timer før at vinden virkelig tog til, og vi besluttede at sigte efter Simrishamn i stedet for at krydse Hanöbugten i det hårde vejr der lå forude. Det var bestemt en god beslutning, for da vi havde lagt os på plads inde i havnen så vi de tunge skyer trække hen over og ganske kort efter kom regnen og et par brag. Nu ser det ud til at blæse mere op og derfor bliver vi til i morgen – det er nok ikke blevet bedre der, formentlig værre, men så må vi tage endnu en overliggerdag. Det er en del af præmissen for sådan en tur her at måtte lave nye planer. Det er lidt sjovt at være så meget i naturens vold, at det ikke længere er dig selv der styrer slagets gang.

Indtil videre har vi tilbagelagt 89sømil og i den hårde vind i dag sejlede vi med en gennemsnitsfart på 7 knob og en maks på 12 – ikke dårligt af sådan en ældre årgang turbåd.

Herfra er der så kun 258 sømil igen, før vi når Södertälje ved Stockholm, som er målet. Mon vi når det inden på fredag? Morgendagens vejrudsigt i mente bliver det nok på et hængende hår.


Er du lidt forvirret over hvad vi nu laver? Så få det hurtige overblik over sommerens planer her

Til vands og til lands i Sverige – og hvad sommeren ellers bringer

Sommeren 2019 byder på mange spændende ting. Størst af alt overtager Fredrik og jeg to lejligheder i vores andelsforening, som vi skal bygge om til én. Derfor er vi både broke og uden alt for meget tid. Fredrik takler det ved at tage til Zackenberg i Grønland og arbejde, lige som sidste år, mens jeg tester livet på to hjul af.

Planen er at sejle sammen med min far op til Södertälje ved Stockholm sammen med min far og derefter samle min cykel, som jeg har skilt ad for at få plads til på båden, og cykle afsted vestover til Göteborg og derefter sydpå, hjemad. Det bliver 340 sømil og over 1000 km på cykel, hvis planerne holder – hvilket planer sjældent gør. Jeg er excited over at skulle sejle langt igen, over at skulle prøve cykelturskonceptet af over lidt længere tid og til at skulle være alene på tur. Jeg føler at jeg er klar og velforberedt, i hvert fald mentalt, så nu håber jeg bare på, at resten følger trop.

Når jeg er færdig med at cykle for denne gang går turen afsted på sommerlejr med spejdergruppen, og først derefter vil jeg tage hul på den hårde del af ferien – at rive vægge ned i lejligheden, så vores bo-drømme bliver hjulpet godt på vej. Når august så lakker mod enden vender Fredrik hjem fra Grønland til en stor omgang byggerod og en kæreste, der bliver overmåde lykkelig for at se ham.

Cykeleventyr rundt på Gotland

Påsken er sådan en dejlig ferie, der fordi den flytter rundt kan byde på så meget forskelligt og er lidt uforudsigelig. Min mor og jeg håbede da også på det bedste da vi planlagde at cykle sammen i påskeferien. Egentlig kom ideen fra, at jeg havde en plan om at cykle rundt om Østersøen og den botniske bugt, men den plan har ændret sig lidt. At den har det er en helt anden historie, men det korte af det lange er, at min mor og jeg i stedet for at cykle til Stockholm sammen besluttede at cykle rundt på Gotland. Gotland er, fandt jeg ud af, på størrelse med fyn, og Gotlandsleden, som er den rute vi brugte som udgangspunkt og forsøgte at følge er 500km lang og følger kysten rundt. Vi nåede at tilbagelægge 340 km i løbet af de syv dage vi cyklede, hvilket næppe slår nogen rekorder. Det var virkelig en dejlig tur for os begge, med god tid til at være sammen og god tid til at finde vores mindfullness frem på de lange veje mellem fyrretræerne.

Jeg ledte en del efter en simpel rutebeskrivelse med erfaringer fra at cykle på Gotland, specielt uden for sæson, men havde svært ved at finde det. Derfor prøver jeg at lave en her. Først og fremmest er det en god ide at have et kort med ruten på, for skiltningen af Gotlandsleden som rute er nødtørftig.

Sæson

Det med sæson er key når man planlægger sin cykeltur på Gotland. Eller måske i Sverige generelt, for min mor har gjort sig erfaringen før. Fra slutningen af september til en gang i maj holder Sverige stängt. Helt stängt. Godt nok er Gotland landligt, men vi skulle nå fem dage ind i vores tur før vi fandt et sted at få fika, noget svenskerne ellers vægter ganske højt.
Havde jeg været alene afsted havde jeg nok haft telt og sovepose med, men da Mutti ikke var helt enig i den ferieform, fandt vi små pensionater og vandrehjem at sove på. Det gjorde vores rute rimelig fast, da vi jo på forhånd blev nødt til at beslutte hvor langt vi ville cykle den dag. Jeg havde lidt forestillet mig, at når nu det var uden for sæson ville der være rigeligt med ledige senge på alle de almindelige beværtninger som huser sommeren millioner af gæster, men det er ikke tilfældet – også her er der stängt. Det var altså en lille test i planlægning og koordinering at få fundet et sted til hver nat, for hvis vi bare var mødt op, havde der ikke været nogen de fleste af stederne. Vi bookede på forhånd en overnatning til den første nat, hvor vi ankom til Visby med færgen fra Oskarshamn klokken 23.00. De er vant til at tage imod sene gæster, så den del gik glat. Hjemmefra havde vi også booket til nat nummer to, kun 28 km nord for Visby, for at have det ude af hovedet. Den korte første etappe gav os mulighed for at se Visby om morgenen og finde den cykel, som min mor havde lejet.

Transport til og fra Gotland

Er tæt på umuligt, hvis man har tænkt sig at gøre det med det offentlige og med en cykel (uden at cykle hele vejen). Vi havde håbet på at tage toget og have min cykel med, men der går ikke noget tog til Oskarshamn, så man skal med bussen i halvanden time, og de kan ikke garantere at der er mulighed for at have cykel med. Derudover er det umuligt at komme hjem på den dag man ankommer med færgen i Oskarshamn, for ankomsten er så sen, at det sidste øresundstog fra Kalmar er kørt når man kan nå frem. Alt dette første til, at vi tog bilen og kørte de 4,5 time til Oskarshamn. Færgen kan man nemt booke over destinationgotland.se, og hvis man skal have cykel med skal man som på de fleste andre færger køre ombord sammen med bilerne.

Leje af cykel

Min mor lejede en turcykel (touring bike) hos Gotlands Cykeluthyring, hvor det kostede 120kr pr. dag. Her lejede hun også cykeltasker og fik opbevaret sin tomme rygsæk mens vi var væk. Vi kunne godt mærke at det bestemt ikke var sæson, for der var ikke nogen nede ved udlejningen på noget tidspunkt, så vi måtte ringe til dem for at få lov at afhente og aflevere cyklen. Der var de til gengæld virkelig hurtige til at reagere og hjælpe.
Den cykel min mor fik var en Cresent Åkulla, et mærke jeg aldrig har hørt om før. Den var fin til en kortere tur som vores og var markant (!) lettere end min Koga Worldtraveller (der bestemt også er i den tunge ende).

Ruteplanlægning

Vi havde troet at vi skulle have god hjælp af turistinformationen på øen, men i anledning af at vi kom dertil, føltes det som om, holdt også de stängt. Heldigvis havde vi samlet os en del information på forhånd.

Inden afgang havde vi kigget lidt på ruten ved hjælp af Sweden by bike og havde også købt os et kort med Gotlandsleden indtegnet.
Vi forsøgte at lede efter overnatning over Destination Gotland, som vi var blevet anbefalet, men den var svær at få et overblik på. Vi endte med at bruge booking.com en del.
Vi prøvede at planlægge vores dagsetapper sådan at vi ikke ville være helt smadrede når vi kom frem og med plads til at skære hjørner af hvis vi havde brug for det. Det kom lidt af en intention om at passe godt på os selv og ikke presse citronen for meget. Der skulle gerne være juice tilbage til at nyde det.

Ruten

Dag 1: Visby til Stenkyrka, 28 km, overnatning på Stenkyrka Mejeri.

En fin tur i stiv modvind og med turens eneste virkelig stejle bakker, fordi vi gerne ville undgå for meget hovedvej. Når den iskolde modvind sneg sig ind under tøjet tog jeg mig selv i at tænke, at det ville blive verdens længste uge. Vi kom frem til Stenkyrka uden at have set Lummelundagrotten, en 4 km dyb hule og en hovedattraktion på øen, for den var også stängt. Fremme skulle vi ringe til vores vært, så han kunne vise os vores værelse. Værelset var iskoldt, men rent og stort, og fællesområderne skulle vi dele med fem lettiske håndværkere, hvoraf fire af dem var relativt ligeglad med os, og den sidste virkelig gerne ville spille basket!

Dag 2: Stenkyrka til Bunge over Hallshuk, 60 km, overnatning på Bunge Vandrarhem.

En sjov tur med første del op imod Hallshuk i modvind og temperaturer lige over frysepunktet. Smuk udsigt og kyst ved Hallshuk og dejlig tur sydøstover derfra, nu i medvind. Fra Kappelshamn cyklede vi op forbi kalkbruddet og ind over land til Fleringe, hvor vi spiste frokost ved kirken. Derfra afveg vi fra det der var markeret som Gotlandsleden for at cykle ind over land mod Bunge. Det fik os ud på en skøn markvej og skovsti, som dog flere steder var blokkeret af væltede træer, så vi måtte have taskerne af og løfte cyklerne over. I Bunge var vores overnatningssted en gammel flystation.

Dag 3: Endagstur på Fårö, 56 km.

Vi lod den store oppakning blive på flystationen i Bunge og cyklede tidligt ned til Fårösund med en enkel taske med madpakker og kamera. Madpakker var essentielt, for intet på Fårö var åbent. Færgen over Fårösund er gratis, så man cykler bare ombord på den første og den bedste – den går hver halve time. Først cyklede vi op mod Digerhuvd for at se rauker, en speciel form for stenformationer med fossiler fra tidligere tiders tropiske rev, som Gotland har været. Raukeområdet strækker sig 3,5km, og er fantastisk. Det viser virkelig hvilke store forandringer vores klode hele tiden gennemgår geologisk set. På Fårö så vi utrolig mange får og helt nye lam på usikre ben og det myldrede med spændende fugle. Vi blev væk fra vores planlagte rute en del gange, men det hyggede vi og meget godt med. Den sidste del af turen var på den sydlige del af øen, som virkede meget anderledes end den rå nordlige del med alle dens rauker.

Dag 4: Bunge til Gothem, 50 km, overnattede på Gothem Logi.

Vi cyklede sydpå over Slite, hvor vi så et enormt kalkbrud og cementværk – min mor har en sjov fascination af tung industri, så vi brugte lidt tid på at kigge på de enorme maskiner! Frokosten var ristede sandwiches over trangia, som jeg tilberedte til os mig i parken i Slite. Fra Slite ned mod Gothem var der et næsten uendeligt landevejsstykke af lige veje gennem fyrreskov. I Gothem har Carl von Linné engang været forbi og overnatte på hans botaniseringstur rundt på Gotland – som botaniker havde dette et vist momentum for mig. Gothem Logi, en nedlagt skole, er netop blevet overtaget af nye ejere, og vi var nogle af deres første gæster.

Dag 5: Gothem til Alskog, 64 km, overnattede på Villa Alskog.

Det blev turens længste dag. Jeg ville gerne kalde den afvekslende, men der var en del lange stræk på landevej. Turen omkring Kathammarsvik var virkelig fin – gennem skov og mellem marker på grus. Vi kørte lidt forkert, men blev ledt på rette vej af nogle lokale. I Kathammarsvik købte vi ind til lidt frokost og cyklede så lidt videre for at finde et godt sted at spise. I Østergarn var der pludselig en café som ikke var stängt og i ren begejstring besluttede vi at nu måtte det være tid til fika. Vi fik filterkaffe, te og morotskaka. Vi skar lidt hjørner af på ruten, spiste vores indkøbte frokost ved en stabel fyrrestammer, hvor der blev ualmindelig varm, og cyklede det sidste stykke til Alskog. Her fandt vi frem til Villa Alskog, hvor vi havde booket et værelse, ved hjælp af Google Maps. Det viste sig dog at det var placeret forkert på Maps, så vi var på vej ind til et privat hus, og var meget forvirrede. Med hjælp fra nogle unge fyre der har ud i græsset udenfor fandt vi frem til fejlen og cyklede derefter til den anden side af landsbyen, hvor kirken og den gamle præstegård, som nu var Villa Alskog lå. Vi havde fået en kode og skulle bare lukke os selv ind. Vi var de eneste i den store bygning og der var intet andet i den lille landsby, så vi tilberedte vores aftensmad på trangia udendørs. Dagen efter fandt vi ud af at vi var ankommet dagen inden den officielle åbningsreception.

Dag 6: Alskog til Klintehamn, 41 km, overnatning på Warfsholm.

Det blev tid til at forlade kysten og krydse ind over land. En lækker tur i varmt vejr blev det. Vi kunne cykle med bare ben! Vi holdt en te og chokolade pause ved Lojsta slott, hvor vi gik en tur på de gamle holme. Vi måtte trække en del af turen fordi underlaget på nogle af grusstierne var så blødt og mor havde haft et lille styrt. Vi fik først frokost i Klintehamn, hvor vi spiste på grillen, og klog af tidligere overnatninger købte noget med vi kunne lave til aftensmad hvis der var lige så forladt som de tidligere steder.
Vi havde ikke behøvet at bekymre os, for Warsholm var virkelig fint og der var åbent i den store restaurant, hvor det dog ikke myldrede med mennesker. Vi havde booket deres billigste værelse, men det var vidst ikke meningen at de skulle have åbnet for værelsesbookninger. I hvert fald var der ingen andre overnattende og de billige værelser var ikke klar, så de opgraderede os til et fint værelse inde i den smukke hovedbygning, hvor vi havde det som prinsesser. Vi drak et glas rosévin i de smukke lokaler oplyst af solnedgangen og spiste de salater vi havde købt oppe på værelset.

Dag 7: Klintehamn til Visby, 41 km, overnattede på Hotell Slottsbacken.

Vi fulgte kysten nordpå mod Visby, og afveg dermed fra den givne rute. På den måde kom vi igennem et virkelig smukt, men svært fremkommeligt militært øvelsesterræn, som kan være lukket af. For al det ekstra arbejde det var at trække igennem bløde grusstier fik vi fantastiske udsigter ud over havet, der lå blikstille neden for de rå klipper. Da vi endelig nåede havnen i Visby var vi glade og fejrede det med at spise en is på Glassmagasinet, som er Europas største isbutik! I modsætning til vores første dag i Visby var der nu fyldt med påskeglade mennesker der spiste is eller drak øl og vin på Stora Torget, hvor der også var livemusik. Sikke en afslutning!