Ny i Naivasha

Den første nat på en rejse er altid noget særligt. Denne nat var særlig fordi den blev brugt sammen med syv af mine medstuderende i en Airbnb-lejlighed i Nairobi, Kenya, hvor vi ankom sent og skulle tidligt afsted. Så snart jeg trådte ud af lufthavnens airconditionede bygning, ud i den lune aften, ramte den tunge, krydrede og søde duft af støv og mennesker mig og tog mig et kort øjeblik tilbage til både Sydsudan og Ethiopien i tankerne. Det er duften af troper, duften af varme, duften af Afrika. Jeg havde savnet den.

Det var som om lettelsen over at være fremme ikke rigtig brød igennem, da vi alle vidste at vi næste dag skulle rejse videre. Mine medstuderende på safari til Masai Mara og jeg selv til den nærliggende by Naivasha, hvor jeg vil bruge de fire dage inden vores faglige program starter på at falde til, akklimatisere, meditere.

For at komme dertil tager jeg en Matatu, en af de allestedsnærværende minibusser. Ordet matatu, har jeg lært, kommer af tatu, som betyder tre. I følge de lokale giver det mening, fordi man i en matatu sidder tre på hver række. I virkeligheden sidder man ofte fire eller endda fem på hver række, mens bussen ræser ud af de, i forhold til mine forventninger, gode veje. For at komme til busholdepladsen (NNUS) hvor Naivasha-bussen kører fra tager jeg en Uber for første gang i mit liv. Det fungerer upåklageligt og er markant billigere end de håbløse turistpriser, som almindelige taxaer tilbyder. Jeg kører med en chauffør som har meget at fortælle. Han har arbejdet i den financielle sektor, men er nu selvstændig, og har mange holdninger til Kenyas økonomiske udvikling, samhandel og udenlandske investeringer. Foruden det evige emne korruption, som kaster en lang skygge over alle tiltag, hvor gode de end er.

Det er nemt at finde en matatu til Naivasha, for der er mange mennesker klar til at hjælpe mig. Billetten køber jeg i billetlugen, som jeg får udpeget af en af de mange matatuhajer, der jagter passagerer til netop deres matatu. På trods af det almindelige kaos, som hersker på sådanne steder, og sårbarheden i at være hvid, kvinde, alene og med hele to rygsække, går det nemt, og jeg føler mig markant tryggere end jeg gjorde da jeg rejse i Ethiopien med min bacheloropgave.

En lille dreng og hans mor sidder i matatuen, hvor jeg bliver placeret, efter at have overvåget min store rygsæk blive stablet på plads i baggagerummet. Vi kommer til at dele et sæde, og den lille dreng falder i søvn halvvejs oven på mig, og sover en god del af den halvanden time lange tur. Drengen går på en kostskole i Naivasha som hans mor følger ham til – det er bedre for ham at bo uden for Nairobi, fortæller moren mig, for i Nairobi er skolerne ikke lige så gode og der er ikke meget frihed for en lille dreng. Vi har en god snak, og da jeg vågner efter en lille lur og kigger ud over Naivasha-dalen i Rift Valley og ser den smukke vulkan Mount Longonot byder de mig velkommen hertil.

På busstationen i Naivasha er alt som det altid er – et kaos af folk der vil sælge taxa-, motorcykel- eller busture og dårlige kiks og varme sodavand. Jeg har orienteret mig på et kort inden jeg stiger af og ved at hvis jeg bare drejer til venstre ude på vejen, er der ikke langt til mit guesthouse. Jeg går beslutsomt ud fra busstationen og drejer til højre. Det giver mig en god gåtur i den forkerte retning inden jeg opdager min fejl, og må vende om og gå tilbage, forbi alle dem, der for få minutter siden har tilbudt mig lift med taxaer eller motorcykler, men som jeg selvsikkert har afslået. Så meget for stædigheden.

Over Airbnb har jeg lejet et telt ved Guesthouse Jane. Teltet er ikke sat op da jeg kommer, men det har de forberedt mig på. I stedet får jeg et trepersoners værelse med eget bad og toilet, hvor der også er plads til mine to medstuderende Ryan og Kathi, som er ankommet en dag før mig. Jeg sætter mig under en bastparasol i haven og nyder at være fremme, mens jeg kigger mig omkring. Der er en pool til fri afbenyttelse, et træhus, som jeg egentlig gerne ville have lejet, men som var optaget, og en restaurant, der ser ud til at blive drivhusvarm. I haven er der både papaya og eucalyptustræer, samt smukke trillingranker – bougainvillea – med fine pink blade. De er ansatte er nogle ualmindelige søde unge gutter, som smiler lidt genert når jeg snakker med dem.

Det er egentlig planen at Ryan, Kathi og jeg skal ud på oplevelse sammen allerede her til eftermiddag, men de kommer først hjem ved tretiden, for de har været oppe på Mt. Longonot og vandre. Jeg venter i haven, og er egentlig ikke skuffet over at første dag bliver ren afslapning. Jeg har ikke travlt, for jeg ved at oplevelserne nok skal være store og mange, ligegyldig om jeg skynder dem eller ej. Hele grunden til at jeg har valgt kun at tage til Naivasha de første fire dage – hvor de andre er henholdsvis på safari i Masai Mara eller som Ryan og Kathi både vil nå Naivasha og en tur til Mombasa ved kysten – er at jeg efterhånden ved, at jeg får mere ud af min korte tid ved at nyde et enkelt sted, lære det at kende og udforske dets muligheder, i stedet for at forsøge at nå det hele i første omgang. Jeg vil enormt gerne på safari, forstå mig ret, men det skal ikke være tre dage i en stor gruppe. Jeg ved at jeg kommer tilbage på et tidspunkt, for jeg har drømt om stor natur, savanne og vilde dyr siden jeg var barn, så jeg vil hellere gemme oplevelsen til senere og have tid og råd til at gøre det på min egen måde og fordybe mig i oplevelsen. Denne her gang bliver det Naivasha.

Da Ryan og Kathi kommer hjem fra deres tur på Mt. Longonot er de fuldstændig gennemblødte. De blev fanget af en af eftermiddagens kraftige regnvejr, som oppe på vulkanen nærmest var en haglstorm, og som forvandlede flere af stierne til rindende vandfald. De er trætte og sulte, så da de har fået tørt tøj på går vi ind til Naivasha og finder os en lille lokal biks der serverer “chicken and healthy food”. Healthy food er mad uden kød, så vi har et par valgmuligheder ud i bønneretter. En vegetarisk (nok egentlig også vegansk) ret koster 120 kenyanske shilling, cirka 8 danske kroner, og jeg bliver rigeligt mæt. De enorme portionsstørrelser skal det vise sig, at jeg kommer til at kæmpe med resten af opholdet.

Efter den tunge frokost går vi en tur på det lokale grønsagsmarked, og her er det fantastisk at have Ryan med. Han er Sydafrikaner og ved lige hvordan man begår sig på sådan et marked, hvad man spørger om, hvad man kigger efter og hvordan man shopper i det han kalder the piles – bunker af genbrugstøj, sko eller andet, som man roder rundt i indtil man kræsent finder lige det guld man leder efter. Han viser os forskellige frugter og grøntsager, som vi aldrig har set eller smagt før, som den sjove trætomat eller mærkelige hornmelon. Ingen af dem bliver nye favoritter, men de udvider mine horisonter.

Ryan knows how to shop in the local markets, so we followed him around.
Tree tomatoes are a new experience for both Kathi and me. You bite them open and suck out the delicious, red, fruity inner part.
Fresh fish sold at the market.
Shopping in the piles.

Vi er alle trætte og lidt ugidelige om aftenen, hvor vi har lagt os på sengene og småsnakker. De andre har fået anbefalet en klub og bar, som de syntes vi skal prøve, da det jo er lørdag aften. Kathi og jeg er ikke så friske på det, men Ryan er ivrig, så da han vil afsted går vi med ham, selvomklokken nærmer sig 22 allerede. Vi finder et spisested der stadig har åbent, hvor vi får hvad de har tilbage af vegetarisk mad. Kathi og jeg prøver matoke, madbananer, som hos mig ryger i samme kategori som kogte kartofler – altså ikke min yndlings. Ryan og jeg deler en lunken Tusker, da de ikke har øl på køl, men på vores foranledning lægger de én i fryseren, som vi kan dele efter den lunkne. De fleste lokale drikker helst deres øl eller sodavand lunkne, da der er en forestilling om at man bliver syg af at spise og drikke koldt. Ryan og jeg er dog begejstrede for dele-øl nummer to, som er lidt køligere end rumtemperatur.

Vi går gennem Naivasha i mørket for at finde klubben. Jeg har aldrig været rigtig i byen på nogle af mine rejser i Afrika, selvom jeg da har været på bar og drikke øl med de studerende da jeg var i Ethiopien. Stedet vi leder efter hedder Bubbles International, og da vi nærmer os er vi ikke i tvivl. Det er open-air under et kæmpe træ, der er lejrbål, siddepladser, barområder, DJ-pult med sindssygt høj musik og et dansegulv, som ingen er på. I stedet danser folk rundt omkring mellem stole og borde, som om at dansen er en pludselig indskydelse. Jeg har ikke rigtig gjort mig i stand til at gå i byen, da jeg ikke helt regnede med at vi ville finde det, og nu fortryder jeg lidt. Jeg har forsøgt at dække min hvide hud til med lange ærmer og har en lang nederdel på, der nu virker lidt tung mellem alle de stylede kvinder. Min bøllehat, som jeg tog på i sidste sekund for også at skjule mit meget blonde hår lidt, virker fjollet her (men hvornår virker en bøllehat ikke fjollet?). Vi bestiller noget at drikke, og vil kun have et enkelt glas af hver ting, til stor forvirring for tjeneren. I Kenya drikker man for at blive fuld, ikke for nydelsen, så da Ryan bestiller et enkelt glas whiskey og ikke vil have hele flasken, bliver den stakkels mand forvirret. Jeg holder mig til en øl, for jeg bryder mig ikke om at blive fuld her.

Da vi beslutter os for at ville danse, bliver det hurtigt en attraktion. Det føles mærkeligt og jeg er ikke helt tilpas med situationen, da det virker som om nogen bare vil danse, så deres venner kan optage en video af at de danser med en hvid pige. Kathi og jeg holder sammen, og redder hinanden når nogen bliver for nærgående, hvilket de meget hurtigt bliver. Det er kulturen her, får vi at vide, og betyder ikke noget. Jeg kan nu alligevel godt lide at have en lille smule privat sfære og bryder mig ikke om at blive tvunget rundt på gulvet. Når det er sagt, så er det virkelig sjovt at danse, og musikken er meget mere livlig og rytmisk end den ville være på et lignende sted i Danmark. Jeg må dog trække på smilebåndet da de spiller Natasja og stadig påstår at DJ’en kun spiller Kikuyu-musik.

Vi er trætte og glade da vi går hjem gennem Naivashas mørke gader, hvor glade, fulde folk render omkring og er ivrige efter at snakke. Jeg er glad for at vi er tre sammen, for jeg føler mig ikke utryg på trods af det sene tidspunkt og de fulde folk, men jeg glæder mig til at komme til at sove trygt under myggenettet.

Asana og modige spejdere

Da jeg her til morgen tog til yoga – vinyasa hos Stine Brink – havde jeg ikke forestillet mig, at det skulle gå hen og blive en slags meditation over den udviklingsplan for Det Danske Spejderkorps, som jeg diskuterede med andre ledere fra min division i går aftes. Det blev det da også først da Stine guidede os ind i en for mig nu yogastilling, asana (astavakrasana), som jeg umiddelbart ikke forestillede mig at jeg kunne finde ud af. Til den ene side holdt jeg igen med en “jeg tør ikke forsøge, for jeg kan sikkert ikke finde ud af det”-tanke i baghovedet. Da vi hvilede, inden vi forsøgte os på den anden side, sagde Stine, løst citeret, at vi skulle tænke på hvordan vi mødte udfordringer. Ikke meget mere end det, men jeg nåede meget igennem derefter.

I går aftes var jeg til Divisionsrådsmøde (for første gang i min ellers mangeårige spejderkarriere). Der havde to repræsentanter fra vores korpsledelse medbragt nogle kort som vi kunne bruge til at diskutere udkastet til DDS’s kommende udviklingsplan, som vi skal vedtage på Korpsrådsmødet til november. Jeg havde en god snak med et par med-ledere fra nogle af de andre grupper i min division om punktet Modige børn og unge. Jeg havde måske ikke nærlæst det længere skriv om hvad netop det indbefatter, men blot skimmet det, da det landede i mailboksen, så min forståelse begyndte et lidt andet sted. Jeg læste meget action ind i netop det udviklingspunkt. Modig lyder som action. Efter nogle gode snakke kom vi frem til, at modig ikke nødvendigvis betyder action, men er at nærme sig sine grænser, måske overskride dem hvis det føles rigtig og vigtigst af alt at turde fejle. Modige børn og unge, er med andres ord, en omskrivning af det formål vi allerede arbejder efter, men som udviklingspunkt syntes jeg at det minder os om noget – at det er vigtigt at fejle. Til spejder skal vi skabe et rum, det mener jeg at vi mange steder allerede gør, hvor det er helt i orden at fejle. Hvor det er helt cool, ikke at være god til det man gør. Jeg tænkte på min egen trop, der på dette års Dinizuli (et adventureløb over 24 timer for 12-16 årige spejdere i januar måned) fik sig en imponerende 28. plads. Ud af 34. Da vi talte om det omkring lejrbålet til det efterfølgende møde havde de virkelig mange sjove historier at fortælle og var stolte over at have gennemført løbet. Vi grinede af det med placering sammen, og aftalte at næste år skulle de have en lige så god oplevelse. Jeg var glad for at de tog deres 28. plads som en lille sejr og tænkte, at det burde jeg lære af. Det ved jeg ikke om jeg helt har endnu.

Vi talte om, at hvis vi skal skabe modige børn og unge, så kræver det meget af os ledere, for vi skal møde spejderne der hvor de er. Vi skal også selv være modige og turde fejle, og det var det der kom op i mig i morges midt i serien af asanas. Jeg har aldrig været særlig sikker i min krop. Som yngre var jeg altid den yngste og den fysisk mindste, når jeg var sammen med dem jeg anså som jævnaldrende, og dét sammen med min medfødte klodsethed og mangel på kropslig bevidsthed, gjorde mig meget usikker når det kom til bevægelse. Lidt af den usikkerhed sidder der stadig og kigger frem en gang i mellem, som når jeg holder tilbage uden overhovedet at prøve. Jeg plejer ellers at citere Pippi med jævne mellemrum for at sige “det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg godt finde ud af”, men det er gået op for mig at det kun gælder når det er noget jeg rent faktisk har en forventning om, at jeg godt kan finde ud af, uden at gøre mig selv til grin.

Udfordringer har jeg en intention om at møde med et smil og en “selvfølgelig kan jeg det”-attitude, også selvom det indebærer, at jeg laver fejl og bliver til grin i mine egne, hårde øjne. Måske kan det hjælpe mig til at hjælpe spejderne til også at møde udfordringer sådan – at være modige på hver deres måde. Practice what you preach, agtigt.

PS: i et kort øjeblik var jeg i en helt uperfekt astavakrasana, og det var en lille sejr.

Men virker CO2-kompensation overhovedet?

Til februar tager jeg til Kenya. Ikke bare sådan en lille hyggetur, men derimod obligatorisk feltarbejde med mit studie. Det bliver virkelig spændende. Det er et obligatorisk kursus på kandidatuddannelsen Agricultural Development, som har det mundrette navn Interdisciplinary Land Use and Natural Ressource Management, hvor vi skal lave feltarbejde i et af tre samarbejdslande. Vi skal samarbejde med andre studerende fra RUC og med lokale studerende i det land vi skal til. Jeg skal altså til Kenya og lave feltarbejde, nærmere bestemt på de sydlige skråninger af Mount Kenya. Hvad jeg skal lave der er ikke besluttet endnu, men der kommer med sikkerhed mange idéer på bordet så snart vi begynder at brainstorme på det. Det er i virkelighedens heller ikke så vigtigt hvad vi laver, men hvordan vi gør det. Hele ideen er at øve sig i feltarbejde. I forhold til mit selvbestaltede feltarbejde i Ethiopien til min bacheloropgave, tror jeg at det her bliver en helt anden oplevelse. I Ethiopien var jeg på fuldstændig bar bund da jeg ankom, og følte i virkeligheden stadig jeg var det da jeg tog hjem. Jeg havde ingen idé om hvordan man lavede feltarbejde, men sprang ud i det med hovedet først i håb om at det ikke gik helt galt. Og det gik jo ret godt. 

Denne gang er vi flere sammen om det, og vi har undervisere med, som kommer til at støtte os med deres erfaring. Noget jeg virkelig godt kunne have brugt, da jeg famlede mig frem i Ethiopien. På den anden side, så er Learning by doing et princip jeg er vokset op med, så hvorfor ikke også bruge det i denne sammenhæng? 

Det bliver altså Kenya denne gang. Kenya, som nok er det Afrika jeg altid har drømt om, når jeg som lille sad  klistret til skærmen, fordi DR2 viste naturdokumentarer. Det bliver vanvittig spændende! Jeg har fem dage i landet, inden vores feltarbejde officielt begynder, som jeg kan bruge på hvad jeg vil, så hvis der er nogen der sidder med anbefalinger eller kontakter, så smid dem gerne min vej. Jeg lander i Nairobi, og skal også mødes med hele holdet dér. 

Kibugu hedder landsbyen vi skal til for at udføre vores feltarbejde, og den ligger lige syd for Mount Kenya. 

Og det er problemet. Jeg lander. For man flyver til Kenya. Og jeg har dårlig samvittighed over at flyve. Hele vejen til Nepal kørte vi over 20.000 km i en gammel dieselbil, kun to personer. Alligevel, har vi regnet os frem til, er det mere miljøvenligt at køre hele den tur, end flyturen hjem fra Goa var. Flyture er virkelig ikke for sjov, når vi taler klima og miljøbelastning. Det ved i godt. 

Når nu jeg så alligevel sad med dårlig smag i munden og bestilte flybilletter, så fik jeg muligheden for at tilkøbe CO2-kompensation. Sølle 89kr for at CO2-kompensere hele min flyvetur frem og tilbage til Nairobi. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er virkelig billigt sluppet. En tur syd for ækvator, med en mellemlanding i Amsterdam, ligger på godt to ton CO2 tur/retur i følge CO2-beregneren carbonfootprint.com. Det er ret meget. Til sammenligning udleder den gennemsnitlige Kenyaner 0,3 ton CO2 om året, mens den gennemsnitlige dansker udleder 5,9 ton CO2 om året i følge Verdensbanken.  Så bare for at komme ned og blive klogere på, hvordan det går med udviklingen i Kenya, udleder jeg lige så meget som seks Kenyanere på et år, eller som en tredjedel af mit år. Det virker ikke rigtig fair. 

Derfor ville det være super fedt, hvis CO2-kompensationer virker. Hele ideen er, at man beregner et beløb ud fra sin bestilte flyrejse og betaler det oven i billetprisen til et firma eller en organisation, der arbejder med grønne investeringer eller grøn energi. På den måde for man instant bedre samvittighed, når man taster Mastercard’ets kode ind, og reserverer sin plads på forureningsmaskinen. Hvis det altså virker?

Jeg har svært ved at forestille mig, at 89 kr til grønne tiltag sådan rigtig kan gøre det op for udledningen i de hvide striber på himlen. Hvis ikke det gør en forskel, så virker det hul i hovedet at smide penge efter – men hvis det rent faktisk gør en forskel, så virker det hul i hovedet at det ikke er en obligatorisk del af billetten. Hvis det rent faktisk virker at sende penge efter grønne tiltag når man køber sin billet, så forstår jeg ikke at det ikke er besluttet ved lov, at alle der har råd til at købe en flybillet, også må betale for de konsekvenser det har for omverdenen. 

Hvis ikke det gør en forskel, så virker det hul i hovedet at smide penge efter – men hvis det rent faktisk gør en forskel, så virker det hul i hovedet at det ikke er en obligatorisk del af billetten. Hvis det rent faktisk virker at sende penge efter grønne tiltag når man køber sin billet, så forstår jeg ikke at det ikke er besluttet ved lov, at alle der har råd til at købe en flybillet, også må betale for de konsekvenser det har for omverdenen. 

I forvejen har jeg de sidste 5 år af mit liv spist vegetarisk. Jeg køber stort set ikke nyt tøj længere. Vi kører en gang i mellem en tur i den gamle Hilux, bevares, men hvornår er tipping point egentlig på, om det CO2-mæssigt kan betale sig at købe en ny bil i forhold til at holde en gammel kørende? Anyway, forbrugsmæssigt virker det som om at mine livsstilsvaner i et miljøperspektiv bliver ligegyldige, når jeg må skrive sådan en flytur på regningen. Alligevel gør jeg det. Jeg flyver og opfatter mig selv som klimabevidst, klimavenlig, endda klimaaktivist. Det hænger ikke sammen, og det er min største ærgelse. Kan vi (og med vi mener jeg folk, som er klogere end mig og har mere magt end mig) ikke finde en løsning, hvor man godt kan være eventyrlysten, effektiv og klimavenlig samtidig. For ligegyldigt hvor stort et eventyr jeg syntes det ville være, så er der altså virkelig langt til Nairobi på cykel på fem dage. 

Beach in Palolem, Goa, before rainy season
Skyerne trækker sammen over Goa lige inden monsunen for alvor sætter igang. 

Der er gode ting skrevet om Verdensmålene

Taking a walk along the clean and cold high-altitude lake Dolpo.

Dem af jer der kender mig vil vide, at jeg bruger relativt lang tid på at tænke over bæredygtighed, klima, natur og fødevarer. Det optager stort set alt min tid på studiet, og det er også noget, som jeg syntes er spændende i min fritid. Så spændende at jeg har brugt lidt tid på netop det i det jeg lige har skrevet og afleveret til det kommende WIDE magasin. Det er noget med at gøre FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling håndgribelige og konkrete, så jeg er kommet med et par bud på helt lavpraktiske ting man kan foretage sig i sin egen spejdergruppe, for at være med på beatet. Det handler mest om målet Life on Land, men det kunne i virkeligheden være mange flere ting. 

Da jeg så sad og skrev på det, efter jeg havde fået masser af inspiration på weekendens Korpsrådsmøde hvor jeg var nede og brainstorme på Det Danske Spejderkorps’ kommende udviklingsplan inden for emnet Bæredygtighed og Klima, fandt jeg frem til masser af spændende materiale som er lavet rundt omkring. Så her kommer en overvældende mængde gode råd til hvad du selv kan gøre, for at være verdensmålshelt. Den slags tips som mange helt sikkert syntes er irriterende, som er sindssygt lavpraktisk og som alligevel kan være med til at gøre den der lille bitte forskel på vej mod en bedre verden. 

Og her ved jeg godt at mange står af. Men hey, jeg vil have lov til at være idealistisk og forhåbningsfuld på vores klodes og menneskeheds vegne, for ellers er det den direkte vej til depression at beskæftige sig med spørgsmål om udvikling, naturressourceudnyttelse, afskovning, fødevareproduktion, klima og ulighed på daglig basis. Der er brug for håb, hvis man har tænkt sig at arbejde med det. 

FN selv har lavet en lille guide på deres hjemmeside, The Lazy Person’s Guide to Saving the World. Og eftersom Fredrik har den klare holdning, at det jeg laver hver dag, er at redde verden, og derfor ofte siger ting som “Kan du se at komme ud af døren, så du kan redde verden!“, så tænker jeg at det er oplagt for mig at kigge på. Den er delt op i 4 levels, som man kan arbejde sig op fra. Det er så simple, små ting man kan begynde at gøre (ikke stoppe med at gøre, som mange andre råd) at det er svært ikke bare at gøre det. Vi kender mange af de små ting, som at huske at slukke lys eller elektriske apparater, som man ikke bruger, men det er også sådan noget som at dele de gode, informative posts på sociale medier, i stedet for bare at syntes godt om. At skrive under på underskriftindsamlinger eller at kontakte sine lokale politikere, når der er noget man syntes de kan gøre bedre, for at arbejde hen imod at nå verdensmålene i 2030. De forslår også at man er den kollega der siger fra over for diskrimination eller ulighed på arbejdspladsen. Får de kvindelige ansatte med samme ansvars- og uddanelsesniveau det samme i løn som de mandlige på din arbejdsplads? Måske kan du spare nogle engangskopper, skære ned på unødvendige bilture eller begynde at købe mere brugt frem for nyt? 

Nogle andre, som har lavet noget endnu federe materiale er foreningen Spejderne. I samarbejde med mange af dem der arbejder frivilligt på Ungdomsøen har de lavet aktivitetsmaterialet Byg en bedre verden der skaber awareness om Verdensmålene og gør dem virkelig nemt tilgængeligt. Jeg er helt vild med det! Faktisk bruger jeg deres materiale og deres virkelig nemme beskrivelser af de 17 verdensmål (og det uofficielle 18.) til at forstå min undervisning i emnet bedre, fordi de officielle formuleringer er lange og uoverskuelige. Materialet har nogle ret fede aktiviteter, som jeg glæder mig til at prøve, for eksempel Privilegieræset og På flugt. 

FDF’erne, som jo på linje med alle spejderne er en forening der arbejder med børn og unge og friluftsliv, har for nyligt haft en super fin artikel om at sætte klima på dagsordnen i grupperne, eller deres kredse. Den beskriver virkelig godt nogle af de helt store syndere og noget af det som jeg ser er nemmest og måske også ret sjovt at lave om på. Jeg har tilbage i 2014 (what, jeg har skrevet for Wide længe) skrevet en artikel om mere klimavenlig og modig mad på spejderture, netop med det argument at vi bliver nødt til at være mere bæredygtige i vores spejderarbejde. Noget andet de nævner i FDF’ernes artikel er det her med at reparere mere og købe mindre nyt, hvilket jeg også syntes er helt enormt vigtigt. Heldigvis ser det ud til at trende, det her med minimalisme, mindre shopping og mere genbrug, men jeg tror stadig ikke helt det er slået igennem. 

Hvis du er nået igennem mine anbefalinger hertil, så vil jeg sige tak. Jeg er selv ret begejstret, men jeg er godt klar over at min begejstring ikke deles af alle. Jeg ville hoppe som en lille kanin af glæde, hvis alle syntes at det her var lige så vigtigt som mig. Det håber jeg at alle kommer til at være. 

Taking a walk along the clean and cold high-altitude lake Dolpo.
Taking a walk along the clean and cold high-altitude lake Phoksundo, Dolpo, Nepal.

Efterårsferien var testcykeltur – og det var fantastisk

Ideen med mit pakkesystem var god, men det var ikke helt simpelt at pakke ind og ud.

Fra København til Århus? Det er vel en oplagt testtur. Det var det i hvert fald for os i efterårsferien, hvor vi pakkede vores lånte cykler med alt vores grej og satte afsted nordpå langs den sjællandske kyst til Helsingør og derefter vestpå langs med Nordkysten til Hundested, over med færgen til Rørvig og helt ud på spidsen af Sjællands Odde. 160 kilometer blev det til, hvilket jeg godt ved er i småtingsafdelingen for ægte cyklister, men for os var det en overkommelig første tur på cykel. Vi havde pakket Trangiaen (men ikke den med gasbrænder, for den er på mystisk vis forsvundet?) og soveposerne og var klar til at tage nogle gode nætter i shelter, men hele turen endte med at blive en del mere luksuriøs end regnet med. Vi havde tænkt at det skulle tage to og en halv dag at nå frem til Århus, men det blev lidt mere.

Mandag cyklede vi afsted fra København en lille smule senere end planlagt. Vi var ikke helt færdigpakkede og klar om morgenen, så vi skulle lige have det på plads. Jeg lånte min mors cykel til turen, da jeg på nuværende tidspunkt ikke rigtig ejer min egen cykel, men nasser mig til at bruge Fredriks families ekstrabeholdning af cykler. Min ene gamle cykel blev nemlig stjålet ganske kort inden vi tog ud og rejse sidste år og den anden jeg havde blev stjålet, sammen med Fredriks, ganske kort tid efter vi kom hjem i foråret. Jeg tror der er et specielt sted i helvede til cykeltyve! Anyway, ingen af cyklerne havde været fede at køre langt på.

LMH-181016-_DSC4078.jpg

Så jeg lånte min mors Von Backhaus citybike, en fin rød en med 7 indvendige gear. Jeg havde fået lov at låne to cykeltasker til den kort forinden, men jeg indså også, at jeg ikke kunne nå at hente dem inden vi skulle afsted, så det blev ikke til noget. Heldigvis havde Fredrik lånt sig til sin fars mountainbike og cykeltasker, som vi kunne have det meste i. På min cykel blev systemet noget med en drybag i et net spændt fast under bagkurven på den ene side, en fyldt kurv og en løberygsæk hen over til at holde det hele på plads. Ikke et helt udueligt system, men heller ikke holdbart eller anvendeligt i længden.

Afsted fra København kom vi, nordpå af Strandvejen. Vi huskede at hilse på Knud Rasmussen som han står dér og skuer østpå. Jeg forestiller mig at det er sådan han stod, da han havde krydset Berringstrædet og kiggede tilbage mod det Canada og Alaska, som han lige havde krydset på slæde i starten af “Den store slæderejse”. Mere trampen i pedalerne i kendt land indtil vi kom til Rungsted, hvor vi mødte min mor. Vi var frokostsultne som bare pokker, så vi spiste os en solid burger til frokost før vi i følgeskab med min mor fortsatte op til Helsingør. Målet var, som målet vidst altid er, Kronborg. Vi skulle lige ind og holde vores pause der, inden vi sagde farvel til mor og kørte videre af Nordkyststien, rute 47. Det er en utrolig fin rute, som går gennem skov, langs kysten og i rolige boligområder. Det er en meget varierende rute, som vi hele vejen var virkelig glade for. Første dag cyklede vi dog kun til Hornbæk, hvor vi fandt os en shelter at overnatte i.

LMH-181015-_DSC4064

Vi var afsted ved nitiden næste morgen, for vi havde inviteret os selv på frokost hos min mormor og morfar i Tisvilde, så vi ville gerne derudaf. Vi holdt en smuk pause ved Nakkehoved Fyr lige inden Gilleleje, hvor roen og udsigten var fantastisk. Tågen lå tyk hen over vandet og gjorde overgangen mellem hav og himmel usynlig. Efter Gilleleje gik der dog ikke lang tid før vi måtte standse med vores første punktering. Kort før havde vi byttet cykler, så jeg kunne prøve mtb’en og pludselig var Fredrik altså punkteret på min cykel. Bennys bukser brændte, Børge råbte åh… Punkteringen var heldigvis nem at finde, for en tegnestift havde boret sig ind i dækket og sad endnu og triumferede over sin sejr. Af med dæk og frem med slangen, så vi kunne lappe på stedet. Jeg havde ikke nogle ekstra slanger med til cyklen, men det havde heller ikke hjulpet mig meget, for cyklen er ikke bygget til at blive skilt ad på landevejen med sine indvendige gear, tromlebremser og møtrikker. Så lapning blev det, men det tog en evighed. Først havde jeg kun fået sat lappen på det ene hul, da jeg ikke opdagede af tegnestiften havde lavet hele to huller i slangen. Da jeg så troede at vi var klar og vi havde samlet det hele sammen, kom vi ikke mange kilometer før vi måtte stoppe igen. Den var endnu engang gal med bagdækket. Lappen havde ikke fungeret ordentligt og det gik alt for sent op for os, at det bare var fordi det var en gammel og dårlig lap, så vi satte flere lapper på for at dække over de steder, hvor luften sev ud under lappen. Til sidst havde vi sat seks lapper på, klokken var over frokostaftaletid og vi havde stadig 18 km foran os. Da vi kørte videre på de mange lapper gik det godt et stykke vej, men det varede ikke ved. Vi måtte holde ind igen og valgte denne gang at ringe efter lidt assistance.

LMH-181016-_DSC4080
Sådan ser en tegnestift, der blærer sig med sine bedrifter ud.
Ideen med mit pakkesystem var god, men det var ikke helt simpelt at pakke ind og ud.
Ideen med mit pakkesystem var god, men det var ikke helt simpelt at pakke ind og ud.

Det var allerede eftermiddag og min mormor og morfar skulle til kaffe hos familien, men heldigvis kunne jeg få lov at låne deres ene bil. Afsted på Fredriks mountainbike gik det i fuld fart de sidste kilometer til huset i Tisvilde, hvor jeg hurtigt satte mig i bilen tilbage for at hente Fredrik og den ukampdygtige cykel. I mellemtiden havde Fredrik taget vores mislykkede lappeforsøg af og var startet forfra – det var ganske succesfyldt, så jeg fandt ham og Den Røde Laban allerede halvvejs tilbage. Nu kunne han jo lige så godt cykle resten af vejen. Klokken var blevet fire og vi havde stadig ikke fået noget frokost, så vi satte os ned og spiste alt hvad vi kunne af mormors frokostbord, som var blevet efterladt til os. Da vi var færdige blev vi enige om, at vi lige så godt kunne blive og sove nu dagen havde artet sig lidt anderledes. Så det blev til en nat der med varmt bad og god mad.

 

 

Skal Topsi på to hjul?

Jeg vil ikke sige, at vi knap er kommet hjem fra vores store rejse, for det er efterhånden fire måneder siden vi kom tilbage til Danmark. Allerede før vi kom hjem havde ideen til næste tur dog plantet sig. En tur uden motor og fly, en tur der også begynder hjemmefra, en tur hvor jeg kommer frem af egen kræft. Den største ulempe ved vores tur i Dumbo, er vi meget enige om, er den passivitet som man kommer frem med – at træde på speederen udgør ikke rigtig dagens motion, og man bliver stiv og træt i kroppen på den dårlige måde af at sidde stille på et bilsæde i mange timer, flere dage i træk. Der er også et klimaperspektiv i det: kan jeg tillade mig at rejse så meget, når jeg egentlig går og syntes, at jeg er ret klimabevidst?

Derfor skal næste lange tur begynde hjemmefra – det gjorde den sidste også, men denne gang vil jeg gerne op i aktivitet og ned i CO2. Jeg har aldrig prøvet at være på cykeltur, så det vil jeg teste. Aldrig betyder i denne sammenhæng at jeg ikke får jeg fik ideen har prøvet at cykle mere end 30 km i træk. Det er en helt ny verden for mig, og det kommer til at kræve en del træning, tilvænning og tillæring af nye skills fra min side af. Derfor er jeg den ihærdige spørger i øjeblikket. Alle jeg møder som har været på en længere cykeltur før, bliver krydsforhørt om deres oplevelser og gode tips. Jeg har sågar fået en spejderforældre, som er inkarneret cyklist, til at fremvise sine cykeltasker, så jeg kunne få en idé om hvordan sådan nogle fungerer (ja, det er det niveau vi er på).

Jeg kigger som en gal på turcykler, eller touring bikes, for at prøve at finde ud af, hvad jeg skal køre på. Der er flere udfordringer i den sammenhæng – jeg har ikke 10.000kr at smide efter sådan én, så det skal skaleres ned til en pris hvor jeg kan være med, men en kvalitet, som jeg ikke bliver træt af. Der er også en udfordring på viden – jeg har i dag forsøgt at finde ud af hvad der egentlig er forskellen på indvendige og udvendige gear og cirka hvilken stelstørrelse der passer til hvilken krop. Og her kommer næste udfordring, for jeg er ikke særlig stor, og derfor er der mange turcykeltyper, som jeg må sortere fra, fordi de simpelthen vil være for store til mig, og ikke bliver lavet små nok. Jeg er ikke mikroskopisk, jeg er bare under vesteuropæisk standard.

Når nu min erfaring inden for cykelture er så relativt lille, så tænker jeg at det vil være godt at prøve konceptet af og finde ud af, om det overhovedet er noget for mig, inden jeg sætter alle sejl ind på den front. Til det valgte jeg, sammen med Fredrik, at tage på cykeltur her i efterårsferien, som i måske har set hvis i følger med på Instagram eller Facebook hos nogen af os. Vi ville gerne en tur på Moesgård Museum ved Århus, hvor vi var under et familiebesøg i forsommeren. Allerede der besluttede vi at vi skulle tilbage til Moesgård for at se deres udstilling om Djengis Khan og Mongoliets nomader. Derfor gik cykelturen mod Århus. For at gøre det lidt nemmere for os førstegangsturcyklende kørte vi til Odden og tog Molslinjen. Det var tiltænkt at være 2,5 dagsetappe, og det blev det også, bare delt på en noget anden måde end vi havde forestillet os. En 60-30-70km fordeling på de tre dage vi var afsted, hvor de kun 30 km på andendag var resultatet af en tegnestift, for gamle og dermed bløde lapper og vores elendige evner udi at lappe en cykel og tage bedre beslutninger. Pludselig havde vi brugt alt for lang tid på hele lappeshowet, og vi kunne godt se, at vi ikke kom meget længere inden det blev mørkt – og så lokkede en rar seng hos mine bedsteforældre i Tisvilde mere, end 30 km mere på landevejen i mørke.

Jeg vil ikke sige, at nogen af os er blevet erfarne ud i turcykling på denne her tur, men den har givet mig nogle gode ideer til, hvad jeg syntes er vigtigt på en længere tur og om ikke andet lært mig at lappe en cykel ordentligt. Da jeg punkterede igen på tredjedagen fik jeg selv lappet cyklen med succes i første omgang og vi kom hurtigt videre igen. Jeg har i den grad erfaret vigtigheden af robust gear når man skal langt og have meget med, og vigtigheden af at have trænet og testet ens evner. Jeg har brug for mange flere timer på en cykel før jeg kan sige, at jeg er klar til langtur. Men på langtur vil jeg!

Og hvilken lang cykeltur har novicen her så tænkt sig at sætte ud på? Jeg kigger på kortet og jeg syntes at Østersøen ser lokkende ud. Et Nordisk eventyr, en rundtur rundt et hav, måske rundt om Den Botniske bugt og mere nordpå end jeg før har været? Op gennem Sverige, ned gennem Finland, over til Estland, Letland og Litauen, gennem Polen og Tyskland for at slutte cirklen i Danmark igen. Det kunne være smukt. Men det er mindst  4.500 km på en cykel, og indtil videre er min længste dagsetappe 70 km – i onsdags. Der er også lige det med tiden – med den længde og mine ben kommer det til at tage mere end de to måneder, som sommerferie på universitetet lyder på, så hvor skal jeg finde tiden? Endnu sværere, men også dejligere, bliver det, fordi min mor gerne vil cykle med mig fra København til Stockholm, men hun har ferie på bestemte tidspunkter, så det skal passes sammen. Der er meget at tænke over. Og måske ender det med at blive en helt anden rute?

I min research er jeg heldigvis faldet over en del spændende historier og gode indspark. For eksempel Jenny Tough, som er ret tough. Hun har cyklet Østersøen rundt, uden at begive sig op i Den Botniske Bugt, og har laven en fin lille video af det her. Siden da er hun blevet mere rå, og det er vildt at følge med på hendes Instagram, hvor hun lige nu er ved at løbe alene over Andesbjergene i Bolivia. Det er ikke lige dér jeg er på vej hen, men hendes erfaringer med at cykle ruten kan jeg i hvert fald bruge til inspiration.

I anledning af, at jeg i hvert fald har besluttet at kaste mig ud i livet på to hjul har jeg også lavet en ny kategori her på bloggen, som dette er det første skriv i, og som skal handle om netop det: Topsi på to hjul.

LMH-181016-_DSC4070

 

Hvem er de danske Turjenter?

Jeg mangler et forbillede. Jeg har ellers aldrig set mig selv som en, med et behov for idoler eller for folk at se op til, men jeg syntes alligevel jeg mangler et – specielt i blogverdenen. Jeg følger en del bloggere, fordi jeg syntes de skriver godt og underholdende, fordi de er spændende personer eller fordi de skriver om noget der er relevant for mig. Som oftes skriver de dog om noget der er irrelevant, men virkelig godt skrevet. Det er skrivestilen der overbeviser mig.

For eksempel er jeg helt vild med Karoline fra I Carried a Watermelon, fordi hun er skarp og underholdende, men hun skriver en del om familieliv og børn efterhånden (lige nu om amning, væskemangel og andre post-fødsel ting), og det er ikke rigtig dér jeg er endnu.

Det ville være et drømmescenarie at kunne følge nogen, som både skriver virkelig godt og om noget relevant. For eksempel andre unger kvinder, som skriver spændende og inspirerende om friluftsliv og rejser – og helst på dansk. Jeg er begyndt at følge den svenske vandringsbloggen.com, som skriver nogle virkelig fine ting om friluftsliv, og som navnet antyder om vandring, men jeg er ikke så stærk i svensk, at jeg får det hele med og virkelig kan nyde at læse. Angeliqa er ellers lige det jeg leder efter i sådan en blogger, for hun skriver personligt og inspirerende, samtidig med at hun skriver om noget jeg interesserer mig for.

Jeg følger også en del med hos Erik B. Jørgensen på komud.dk, og lytter specielt ofte til hans podcasts, som er ret fede. Han har været på nogle vilde ekspeditioner og har en hård militærbaggrund, så der er noget at beundre, men selvom emnet både er friluftsliv, ekspeditioner og rejser, så syntes jeg ikke at han skriver så godt, at jeg bliver fanget.

På samme måde syntes jeg at rigtig mange danske blogs om friluftsliv er meget kommercielt baserede og dermed meget lidt personlige. Det er fede steder at søge viden og idéer til konkrete ting, men jeg mangler den personlige gnist og relation, som jeg syntes gør en god blog. Så snart udgangspunktet er kommercielt syntes jeg at en blog, ligegyldigt hvor god den end er, mister sin charme.

På Instagram følger jeg en del, som giver den inspiration, f.eks. Nanna Lihn, som vi mødte til et trailløb i Pokhara, Nepal, og som lige nu er på vej gennem Mongoliet på en cykel, som hun købte et sted omkring den kinesiske mur. Hun er helt i gennem sej og inspirerende!

Norge har også nogle inspirerende kvinder som tager på tur og skriver om det. Turjenter.no er for mig en ny verden af inspiration og seje kvinder, og jeg syntes det er et virkelig fint koncept.

Men jeg mangler altså stadig en dygtig dansk blogger, som tager på tur, rejser og skriver om friluftsliv, på en medrivende måde, og som jeg kan se op til. Én som gør nogle ting ud over det sædvanlige, og ikke kun besøger den nærmeste shelter. Èn som giver gode tips og fortæller sjove historier, som er personlig og nærværende. Findes hun derude?

Tips til overlanding i Iran (og mine manglende evner til at sætte et tørklæde)

På vores køretur til Himalaya var Iran det første land, hvor forskellene blev virkelig tydelige. Det første sted, hvor samfundet fungerer markant anderledes og hvor hverdagen derfor er en helt anden end den vi kender. Gennem Tyrkiet følte vi stadig at vi “bare” var på turistrejse, men i Iran ændrede det sig. Vi brugte to måneder i Iran, så vi nåede at vende os til det og at lære lidt af hvert om systemet. Det var en kæmpe fordel at køre vores egen bil i Iran, da afstandende er store, vejene relativt gode og dieselen pinligt billig. Byerne er efter danske standarder håbløse at køre i, men det bliver kun være jo mere østpå man kommer, så i den sammenhæng er Iran ganske trafiksikker.

  1. Carnet! Så længe man kører i Europa og Tyrkiet er det ikke nødvendigt at have andre dokumenter og forsikringer på bilen end man skal have i Danmark, men så snart man har tænkt sig at krydse grænsen til Iran er det anderledes. Så er det nødvendigt at have papirerne i orden i form af det uhyggeligt dyre Carnet de Passage en Douane. Det er et dokument der sikrer at du ikke importerer din bil til landet uden at betale importafgifter, i form af et stort depositum, som går tabt, hvis du ikke tager bilen med ud af landet igen. Uden Carnet skal du i princippet betale told og afgifter ved alle grænseovergange. Det skal også bruges i Pakistan, Indien og Nepal (selvom de kiggede forvirrede på dokumentet på toldkontoret ved grænsen). Det fåes gennem den tyske pendant til FDM, ADAC.
  2. Iranerne har et rationeret dieselkort og absurd billige priser. Det er et kort som de indlæser ved tankstanderne, og det kan godt give lidt problemer ikke at have det, hvis tankpasserne ikke er vant til udlændinge i egne biler. Man bliver nemlig nødt til at bruge deres dieselkort for at kunne få diesel ud af pumperne, og det er de ikke altid vilde med. Til gengæld betaler du det dobbelte for dieselen end de lokale – da vi var der, den svimlende sum af 6000 rials per liter, der på det tidspunkt svarede til cirka 1dkk. Med den enorme inflation, i øjeblikket omkring 10,5%, er prisen nok anderledes nu. Så er dieselen til gengæld også af en horribel kvalitet. Der er ikke nogen personbiler i Iran som kører på diesel, så man bliver altid vinket hen til benzinstanderne og må holde på sin ret hvis man vil have diesel i tanken. 
  3. Pas på vejbump! Trafiksikkerheden i byerne bliver hjulpet på vej af meget høje, meget kompakte bump, som kan flå bagakslen af en bil, hvis man kører over med for høj fart. De farlige bump er placeret lige uden for selv de mindste byer, før og efter kryds eller som det lige passer dem. De fleste er ikke markeret, så til tider har vi haft paniklignende situationer i bilen hvor jeg råber “Buuuuump” og Fredrik træder på bremsen, så vi flyver fremad og alligevel ikke undgår at køre over helvedesbumpet.
  4. Det er dejligt nemt at wildcampe i Iran. Selv i byerne er der plads til det, da offentlige parkeringspladser og de fleste parker er yndede udflugts- og overnatningsmål for de lokale også. Uden for byerne er det endnu nemmere, for der er plads nok. Lokale undrer sig ofte, men hvis du kan byde på en kop te og en daddel, så løser alt sig.
  5. Tørklædet, damer, tørklædet! Det er svært at sætte det tørklæde, og det skal altid være på. En enkelt gang kom jeg til at tage det af, da jeg tog mit overtøj af, og det skabte en noget akavet situation i restauranten i bazaren. To måneders øvelse lærte mig ikke at sætte det, og det havde faktisk været ret nice med et lille crash-course hjemmefra, så jeg ikke følte mig som en total tåbe. Jeg ved godt, at jeg ikke kan skjule at jeg er turist, men måske havde en lidt mere kæk anretning af tørklædet gjort det lidt nemmere?
  6. Når vi er ved tørklædet, så er det vigtigt at pointere, at iranske kvinder altid skal have tørklæde på. Det vil sige, at selvom den iranske gæstfrihed giver en et smugkig ind i de mere liberale forhold mellem hjemmets fire vægge, hvor kvinder ofte ikke bruger tørklædet, så skal man nok holde sig fra at dele billeder med omverdenen.

 

LMH-171212-_DSC8932

Nekselø – den weekendtur der kommer ud af en aflyst Samsøfærge

I weekenden har jeg været på tur med fem andre unge kvinder fra mit studie, som er fra det mere centrale Europa – Tyskland, Østrig, Tjekkiet og Belgien. Vi skulle på ø-tur, da idéen om at kunne tage en lille færge til en ø var meget tillokkende for alle dem uden kystlinje. Først var det planlagt at vi skulle til Samsø, men dagen inden vi skulle afsted, blev vores færge aflyst på grund af stormen Knud, så jeg fandt på en anden løsning. Værende den eneste “lokale” i gruppen af piger der ville på tur, påtog jeg mig en del ansvar for planlægningen.

Fredrik kommer ude fra Vestsjælland og hans forældre bor stadig de to dejligste steder derude. Hos hans far er der en magisk lille shelterplads, som vi fik lov til at låne med kort varsel, så vi kunne overnatte trygt og tørt fra fredag til søndag. Ude hos Fredriks mor går der fire skønne heste, som vi tog ud for at hilse på og vi fik en lille tur på søde Filja, den ældste og roligste af hestene. Vi gik ud over Vesterlyng, hvor det blæste som bare pokker. Lyngen er et smukt stykke land at gå tur på med stranden, klitterne og det kupperede terræn. Jeg ledte energisk efter svampe, men jeg fandt næsten ingen, selvom der tidligere år har vrimlet med parasolhat og forskellige rørsvampe. Pia, Fredriks mor, sørgede for at alle fik en ridetur, og også at vi blev bespist med kage og kaffe i hendes lune stue. Den landlige idyl og dejlige gåtur optog os så meget at det blev mørkt før vi kom derfra. Det gav os lidt mindre tid til den oprindelige plan – at lave pizza på bålet!

Det er virkelig sjovt at lave pizza over bål, og vi havde gået efter den virkelig nemme løsning – vi købte færdiglavede bunde, færdig tomatsauce og fyldte på med diverse grønsager. Det tog hele aftenen at lave de små pizzaer, som vi delte hver gang de var færdige, men det var helt i orden, for vi havde hvidvin nok, varmt tøj, et dejligt lejrbål og vejret holdt tørt.

fullsizeoutput_1d11
Riding or just walking on Vesterlyng is really nice. In the horizon is Nekselø.

WhatsApp Image 2018-09-23 at 14.56.00
In the shelters we had a magical time!

Når nu færgen til Samsø var aflyst måtte vi finde en anden ø at besøge i lørdags. Det blev til lille bitte Nekselø i stedet, og det var en dejlig tur! Jeg har ikke været på Nekselø siden jeg som 8-årig var på min første sommerlejr på spejdercenteret på øen. For at komme til Havnsø, hvor færgen går fra, kørte vi af vejen der går langs med Vesterlyng, indtil jeg pludselig måtte standse. På grund af stormen fra vest var vandstanden meget over normalen og vejen så ud til at være oversvømmet med en halv meter. Så vi måtte udenom, men vi nåede alligevel færgen.

Færgeturen til Nekselø tager maks tyve minutter, så man er hurtigt ude på øen. Der bor, i følge halv-lokale kilder, cirka atten personer på øen, så der er bestemt ikke crowded. Faktisk mødte vi ikke en eneste derovre ud over en der også var med færgen. Nekselø er fredet og en del af sommeren må man ikke færdes langs med stranden på grund af ynglende fugle. Der er heldigvis lavet nogle fine vandrestier rundt på øen, så du kan gå hele vejen rundt. Det tager nogle timer og er en virkelig fin tur. Vi havde meget ustadigt vejr og utrolig meget blæst, men det gav en del til oplevelsen. Næsten hver halve time kom en regnskylle så vi blev gennemblødte, men kun ganske lidt senere skinnede solen igen. Vi gik langs stranden på hele den sydvestlige side af øen og nød vinden og bølgerne. Et par stykker nød bølgerne så meget at de ufrivilligt fik ret våde sko. På den nordøstlige side af øen følger stien stranden, men her kunne vi ikke gå på grund af den høje vandstand, så vi måtte kæmpe os op ad skrænten og gå hen over de våde græsmarker for at komme tilbage til færgeanløbsbroen.

Heldigvis lå færgen ved broen, så vi søgte ind i salonen for at få varmen og få de våde sko og strømper af. Vi var glade for at ingen andre skulle med, så vi havde salonen for os selv. Storm og regnvejr er ikke rigtig turistvejr og der er heller ikke meget at komme efter på Nekselø. Faktisk er der ingen mulighed for at smide dine penge efter andet end færgeturen, som koster 60 kr t/r. Gåturen rundt på øen er det værd, for det er meget smukt!

Kolde og forblæste kom vi tilbage til shelterne og Lauriane fik gang i et bål – let presset af at jeg i går havde brugt én enkelt tændstik til at tænde det. Vi fik gang i et dejligt bål og fik tørret vores sokker efterhånden. Til aftensmad lavede vi en lækker gryde med grønsager i kokosmælk og karry, som fik lov at stå og boble, mens vi fik et glas hvidvin. Som mørket faldt på begyndte kronhjortene at brøle og vi gik ud for at lede efter dem i mørket – vi fandt en enkelt, som stak af lige da vi fik øje på den.

fullsizeoutput_1d12
Oh, the taste of curry and smoke!

Alt i alt var det virkelig en dejlig weekendtur og specielt en skøn endagstur på Nekselø, som virkelig kan anbefales.

8 apps der gør livet på hjul nemmere

Som lovet da vi gav 10 småtips til en overlandertur er her et lille skriv om de mest brugbare apps som vi har brugt på vores tur. En i mine forældres vennekreds gjorde på vores Facebookside opmærksom på, hvor mange af de tips der ikke havde været brugbare i tidligere tider, og det må jeg give ham ret i. Rigtig mange af de ting, som har været overraskende brugbare for os, er nemlig de ting, som vi ikke har læst om i tidligere rejsebeskrivelser og som ikke er på standardlisten over hvad der er godt at vide, inden du drager ud i verden. Det er småting, men mere har vi heller ikke lovet. Endnu mere småting er de apps, som vi har brugt undervejs – de har ikke været uundværlige, men det er tæt på.

  1. iOverlander: En af vores mest benyttede apps undervejs. iOverlander lader dig indtaste de gode lejrpladser så du kan dele dem med andre. Der er både “wild camping“, etablerede lejrpladser eller deciderede campingpladser i appen og efterhånden er der også mange andre brugbare ting – tankstationer i øde områder, hoteller hvor du kan parkere, rent vand, virkelig specielle restauranter og sågar en guide til at krydse den iranske/pakistanske grænse ved Taftan. Vi lærte den først at kende da vi var et stykke nede i Europa, men siden da hjalp den os godt med at finde gode lejrpladser som var til at komme til med bilen. Til og med Iran var den god og der var relativt mange forslag. I Pakistan var der kun de mest nødtørftige indtastninger og i Indien det samme. I Nepal var der primært indtastninger ved de store byer, men det kan også være en stor hjælp.
  2. Maps.me: er ikke ligefrem en overlander-app, men den var nok vores mest brugte. Maps.me tilbyder offlinekort, som nemt kan downloades i pakker, for eksempel for hvert land du påtænker at rejse i. Appen er open-source og du kan derfor også selv tilføje steder til den. I Pakistan er maps.me ikke så brugbar fordi mange byer slet ikke er med, men vi sørgede alligevel for at tilføje et par hoteller og lignende når vi var der, så andre måske kunne få glæde af den.
  3. WhatsApp: Er bestemt ikke en overlander-app – den er bare den app vi har fundet ud af fungerer bedst til WiFi eller 3G opkald hjem til og til hinanden. Facebook, som jeg ellers ville bruge, er blokeret i Iran, og det kan man selvfølgelig komme uden om, men ikke uden at det koster på hastigheden. Tidligere har jeg også både brugt Skype og Viber, men jeg syntes ikke at de fungerer lige så godt som WhatsApp. WhatsApp er også brugt at mange andre overlanders og der er sågar WhatsApp grupper for folk der kører langtur i det samme område.
  4. VPN: Når vi taler om at kunne komme uden om blokeringer, der er opsat i nogle mindre demokratiske lande, f.eks. Iran, er en VPN uundværlig. VPN’en med det mundrette navn Psiphon har fungeret for os, både i gratis og betalingsudgaven. Nogle VPN’er og deres hjemmesider er også blokket i Iran (de er ikke helt dumme), så det havde været smart hvis vi havde ordnet det hjemmefra. I Iran var Facebook og nogle associerede sidder blokerede. WordPress, som jeg bruger til at skrive og udgive denne her blog var også blokeret, selvom selve vores blog ikke var det.
  5. Rejseklar: er det danske udenrigsministeries app, som har rejsevejledninger til de fleste lande og lader dig skrive dig på Danskerlisten (database over danskere i udlandet ICE). Det er meget rart at kunne redigere undervejs.
  6. Wikiloc: eller Wikiloc Outdoor Navigation GPS har vi fået anbefalet af Isi og Sven fra 8wheels.blog. Den har et helt bibliotek af fede vandre-, løbe-, cykle-, kajak- og mountainbikeruter med topografiske kort og beskrivelser, som andre har lagt op. Du kan også selv lægge dine nye yndlingsruter op, så andre kan finde information om turen igennem Dhorpatan Hunting Reserve eller hvor du nu finder ud af at tage på tur.
  7. OsmAndMaps: har vi specielt brugt på vandreture. Det er (til iPhone i hvert fald) en meget langsom app, men for sølle 20kr kan man købe et topografisk kort til den (hvilket man ikke kan på Maps.me), så man er meget bedre dækket ind på vandreturen.
  8. Telegram: er lidt det samme som WhatsApp eller Messenger, men er i modsætning til den sidste ikke blokeret i Iran. Sammen med Instagram er Telegram meget brugt i Iran og Fredrik har fået mange venner på Telegram undervejs. Og jeg må indrømme at der var en klar skillelinje – de få folk som var nærgående eller irriterende, eller som vi af andre grunde helst ikke ville give vores oplysninger til, fik kun Fredriks Telegram mens vi gerne udvekslede Instagram/Facebook/WhatsApp/mail med andre. Rygtet siger at Telegram også er en stor ting i Rusland.

Kunne vi have klaret os uden? Ganske givet. Men når alt andet er besværligt, kan man lige så godt gøre nogle ting nemt for sig selv.