Den svære begyndelse på cykelturen

06. juli 2019

Det er første nat på min cykeltur. Jeg er ikke begyndt i Stockholm som planlagt, for vejret har bestemt ikke været på vores side på sejlturen herop. Alligevel er det blevet til 250 sømil og en god historie, som hos min far og jeg allerede kan omtales som “dengang i Hanöbugten, sommeren 2019”. Vi kom til Västervik, cirka 200km syd for Stockholm, så det var herfra jeg begyndte at cykle i morges. Det var op ad formiddagen før jeg kom afsted, men så følte jeg mig også klar.

Til at begynde med var der en del bakker, men ruten var smuk op langs med vigen, ind i land. Jeg havde planlagt en rute på omkring 60 km, hvilket virkede overkommeligt. Min første pause var ikke helt selvvalgt. På kortet så der ud til at være en smutvej, så selvom ruten var tegnet til at gå uden om, cyklede jeg ned af smutvejen. Alt andet lige var Google Maps enig med mig, så jeg tænkte at det måtte være fint. Desværre ved Google ikke alt, hvilket jeg erfarede allerede her. Halvvejs på min smutvej var vejen spærret med elektronisk låge og overvågning. Det så ud til at være et meget eksklusivt område. Jeg besluttede at prøve vandrestien, som godt nok gik stejlt op ad bakke, men som nok skulle kunne tage mig tilbage på den store vej, uden at jeg skulle samme vej retur. Efter at have kæmpet mig op ad vandrestien og den stejle bakke fandt jeg et kreaturhegn, som jeg aldrig ville få cyklen over. Dermed måtte jeg ned af den meget stejle bakke igen og bide i det sure æble – jeg måtte retur samme vej som jeg var kommet. For at turen ikke skulle være helt forgæves spiste jeg min frokost, lidt tidligt, siddende på en klippe med udsigt ud over vigen og et par skær. Det var en fik første frokost, så jeg blev hurtigt i godt humør igen.

Ruten snoede sig langs kysten, først med vand på den ene side og så på den anden, for tangen jeg cyklede på var ganske smal. Flere steder kom jeg igennem små stykker beskyttet natur, der blærede sig med mange forskellige slags biologiske væsner. Ingen af dem så jeg.

Jeg holdt endnu en pause da jeg så et skilt langs med vejen hvor der stod “Kaffe – Vaflor – Glass”. Det var en lille hembygdsgård, hvor nogle ældre mennesker serverede netop det der var annonceret på skiltet og intet andet. Jeg betalte i en isbøtte og fik serveret en kop kaffe så sort at jeg måtte fortynde den med en halv kop mælk. Vaflerne var nybagte og jeg slubrede dem i mig med isen til. Det var et meget lokalt lille sted, hvor dem der kom forbi alle hilste bekendt.

Da jeg nærmede mig mit planlagte overnatningssted, en shelter ved Storsjön, fyldte jeg mine vanddunke ved et hus langs vejen, hvor to kvinder gik i forhaven. Jeg har tre vanddunke med – 1L Nalgenedunk, som jeg pakker ned i taskerne og to dunke af 0,7L, som sidder i cyklens ramme. Det er lige nøjagtig nok til en overnatning, hvis jeg har en anden vandkilde at vaske op i.

Vejen ud til shelteren blev mindre og mindre jo nærmere jeg kom, og det sidste stykke var det en lille, ujævn og snoet vandresti, som jeg kun fortsatte af fordi jeg var beslutsom og træt nok, til ikke at ville finde et andet sted. Shelterpladsen der åbenbarede sig var perfekt. På klipperne ved kanten af en blikstille sø, omgivet af grantræer, blåbær og mos. På den anden side af søen lettede en ørn. Flere ørne kom til og fløj rundt – fem ørne i alt. Lidt efter var de væk, og jeg følte at de havde sagt velkommen til mig.

Nu falder mørket lige så langsomt på. Jeg har lavet mad, dvs. hældt varmt vand på en pose tørmad, og har talt i telefon med Fredrik, som er i Tasiilaq, Grønland, og har skaffet lidt internet. Der er så stille her, at jeg kan høre alle mine bevægelser og vejrtrækninger. Mit lille bål blusser gladeligt derudaf, men jeg bliver melankolsk. Det er mærkeligt at være alene her ude, og det gør det ikke nemmere at have talt med Fredrik, som plejer at være med mig, men nu er så langt væk. Skyerne samler sig på himlen, og det blæser en smule op. Jeg sidder og kigger på bålet og søen, og overvejer at krybe til køjs, da det begynder at småregne.

Jeg græder lidt. Over at være helt alene. Over hvor smukt det er. Af savn. Af usikkerhed om, hvad jeg mon har begivet mig ud i. Om jeg overhovedet kan trives i at være på sådan en tur her alene.

Det begynder at regne mere og pludselig lyner og tordner det også lige over hovedet på mig. Jeg kryber i posen og lægger mig til at sove, men jeg vågner et par timer senere i kulsort mørke. Det drypper ned i hovedet på mig og min sovepose er våd ved fødderne. Det nærmest skybrudsregner nu og shelteren er ikke så vandtæt som jeg ville forvente. Jeg finder min pandelampe frem og begynder at pakke alle mine ting ned i cykeltaskerne, da de er vandtætte. Jeg flytter rundt på mig selv og finder en måde at lægge mig i shelteren så jeg ikke bliver våd og lægger mig til at sove igen. Der går ikke længe før det igen drypper på min pose og jeg forsøger at lappe hullet med nogle aviser der er i shelteren. Det virker i cirka en halv time, men så vågner jeg igen. Det er stilnet en smule af, men regner stadig en del. Endnu engang må jeg finde en ny måde at ligge på og ender med at finde mig i, at mine fødder bliver lidt våde.

Det er en lang første nat, og jeg føler mig bestemt ikke udhvilet og klar til næste dags eventyr.

Sæljagt i polarnatten

Normalt ser jeg ikke mig selv som den store bangebuks, men da jeg sad i bunden af jollen og hamrede ud over dønningerne, havde jeg momenter hvor jeg var så tæt på at være reelt bange, som jeg kan huske, jeg har prøvet. Det eneste jeg kunne se fra min plads, var skumsprøjt, isbjerge og de næsten lodrette klippevæge med lidt sne på toppen, og med visheden om, at hvis vi skulle være så uheldige at kæntre eller sejle på et skjult skær, så havde vi vel omkring 5 minutter inden vi ville gå til bunds, hjalp ikke.

Det skete da også mere end én gang at jeg sendte en stille bøn til ingeniørerne som havde designet jollen om at de havde gjort deres arbejde ordenligt. På det her tidspunkt var klokken næsten syv om aftenen og jeg havde fået lov at komme med på fangst sammen med Noa, som jeg bor hos i Tasiilaq, og en af hans venner. Tre timer tidligere var vi lagt fra kaj for at tage af sted, men på det tidspunkt blæste det for meget, selv for to garvede fangere, hvorfor vi havde brugt timerne på at fange torsk og ulk samt indsamling af rosenrod, som sammen med sæl spæk er en lokal delikatesse. Fiskebestanden i Grønland må være virkelig høj, for selv med mit elendige fiskeheld lykkedes det at fange en kæmpe torsk og en fin ulk.

Efter den første times sejlads, kom vi indenskærs hvilket bevirkede at dønningerne forsvandt og vi kunne sejle uden konstant at være ved at blive kastet overbord. Jo længere vi kom ind i fjorden jo tættere kom vi også på indlandsisen hvilket bevirkede at temperaturen faldt og mængden af is i vandet steg. Men nu var vi kommet til sælterritorium, så det gjaldt om at holde udkig. De først par sæler, der blev spottet, nåede dog at smutte fra os inden der blev langt an til skud. Så heldig var det dog ikke alle sæler der var, og der gik ikke længe før en sæl var i sigtekornet og et kort øjeblik senere var skudt med en velplaceret kugle. Sommeren er dog ikke det optimale tidspunkt at jage sæler og samme skæbne, som var ved at tage livet af Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen i 1913, overgik nu også os. Sælen var for tynd og nåede at synke inden vi kom hen til den. Om guderne vil se den mistede sæl som ødselt spild eller som en offergave, ja det må guderne vide.

Herefter forsatte jagten, men det er øjensynligt ikke helt nemt at ramme hovedet på en lille sæl i de korte øjeblikke den er oven vande, mens man sidder i en jolle der vugger blidt, så de næste sæler kunne nøjes med en forskrækkelse når kuglen fløj tæt forbi.

Omkring klokken halv tolv gik solen ned og efterlod en smuk solnedgang som varede i flere timer, da det ikke var muligt at differentiere mellem solned- og solopgang.

Klokken 01.25 lykkedes det at få skudt en sæl mere, og denne gang nåede den ikke at synke inden vi fik halet den op.

På det her tidspunkt konstaterede Noa, at vi ikke havde nok benzin til nå tilbage til Tasiilaq, hvorfor vi måtte tanke i Tiniteqilaaq, som dog først åbnede den følgende morgen. I sådanne tilfælde er det godt med nogle kontakter, så der gik ikke lang tid, så lå vi i hver vores sofa, og gjorde os klar til nogle timer på øjet.

Næste dag blev brugt på langsomt at sejle hjem af, med et par omveje og stop på vejen. Da vi nåede stedet hvor jeg cirka et døgn forinden var bekymret for om vi skulle gå til bunds, var det en helt anden oplevelse. Båden huggede stadig igennem dønningerne, men følelsen af at den var ved at kæntre hvert øjeblik, var væk. Om det var fordi solen skinnede og vejret var bedre, fordi jeg sad bagerst i jollen og derved havde bedre udsyn eller om jeg faktisk er blevet lidt mere fanger på turen, er uvist.

Da vi kom hjem, var der ikke andet tilbage at gøre, end at få parteret sælen og få hvilet ud.

Vind, vejr og hvad der ellers kan få en i havn

Det er omskifteligt bygevejr og blæser mellem 10 og 15 m/s her i Simrishamn. Det var bestemt ikke meningen at vi skulle ind i Simrishamn, men omstændighederne bød kaptajnen, min far, at tage den beslutning. I går var der heller ikke meningen at vi skulle være blevet i Falsterbo havn, men da falsterbokanalens bros operatører bogstavelig talt glemte broåbningen klokken 18 måtte vi vente til 20 før den igen gik op. I mellemtiden havde kaptajnen dog besluttet at vente til næste morgens klokken 6 åbning, for så at sætte afsted. Ideen var at vi skulle undgå noget kraftig vind der lå og truede og de store bølger, som var begyndt at samle sig sammen fra dagens sydlige vind. Vinden gik nærmest i nordvest, og bølgerne gik lige ind i yderhavnen. Vi tog en tidlig aften for at stå op en tidlig morgen og være klar.

Ved broåbning klokken 6 gik det som smurt. Ind gennem kanalen og ud på den anden side, hvor vi pludselig fik både vind og bølger at mærke. Vi havde reb i storsejlet, og da vinden tog mere til rullede vi også genuaen lidt ind. Mit sovehjerte er stort, specielt vuggende på en båd og med søsygeplaster bag øret, så jeg tog en lur først det ene og så det andet sted, inden far og jeg byttede plads ved roret. De bølger vi havde håbet havde lagt sig var kun blevet større med den vestenvind det var slået over i, så vi måtte finde os i at sejle med vinden direkte i ryggen men dønningerne ind agten for tværs. Nu er det ikke fordi at jeg har noget imod platlæns, eller imod gårsdagens bide vind for den sags skyld, men en halvvind er bare mere behageligt.

Det gør heller ikke noget godt for søsygen at blive skubbet sådan rundt. Jeg har meget tendens til søsyge, hvilket virkelig er ærgerligt, når nu jeg godt kan lide at sejle. Jeg bliver kvalm og døsig, både med og uden medicin, så jeg har svært ved at være 100% på under sejladsen. Når jeg styrer båden går det bedre, men i vejr som i dag, med større dønninger end jeg har set i noget indre farvand, er det en svær opgave.

Vi sejlede godt otte timer før at vinden virkelig tog til, og vi besluttede at sigte efter Simrishamn i stedet for at krydse Hanöbugten i det hårde vejr der lå forude. Det var bestemt en god beslutning, for da vi havde lagt os på plads inde i havnen så vi de tunge skyer trække hen over og ganske kort efter kom regnen og et par brag. Nu ser det ud til at blæse mere op og derfor bliver vi til i morgen – det er nok ikke blevet bedre der, formentlig værre, men så må vi tage endnu en overliggerdag. Det er en del af præmissen for sådan en tur her at måtte lave nye planer. Det er lidt sjovt at være så meget i naturens vold, at det ikke længere er dig selv der styrer slagets gang.

Indtil videre har vi tilbagelagt 89sømil og i den hårde vind i dag sejlede vi med en gennemsnitsfart på 7 knob og en maks på 12 – ikke dårligt af sådan en ældre årgang turbåd.

Herfra er der så kun 258 sømil igen, før vi når Södertälje ved Stockholm, som er målet. Mon vi når det inden på fredag? Morgendagens vejrudsigt i mente bliver det nok på et hængende hår.


Er du lidt forvirret over hvad vi nu laver? Så få det hurtige overblik over sommerens planer her

Til vands og til lands i Sverige – og hvad sommeren ellers bringer

Sommeren 2019 byder på mange spændende ting. Størst af alt overtager Fredrik og jeg to lejligheder i vores andelsforening, som vi skal bygge om til én. Derfor er vi både broke og uden alt for meget tid. Fredrik takler det ved at tage til Zackenberg i Grønland og arbejde, lige som sidste år, mens jeg tester livet på to hjul af.

Planen er at sejle sammen med min far op til Södertälje ved Stockholm sammen med min far og derefter samle min cykel, som jeg har skilt ad for at få plads til på båden, og cykle afsted vestover til Göteborg og derefter sydpå, hjemad. Det bliver 340 sømil og over 1000 km på cykel, hvis planerne holder – hvilket planer sjældent gør. Jeg er excited over at skulle sejle langt igen, over at skulle prøve cykelturskonceptet af over lidt længere tid og til at skulle være alene på tur. Jeg føler at jeg er klar og velforberedt, i hvert fald mentalt, så nu håber jeg bare på, at resten følger trop.

Når jeg er færdig med at cykle for denne gang går turen afsted på sommerlejr med spejdergruppen, og først derefter vil jeg tage hul på den hårde del af ferien – at rive vægge ned i lejligheden, så vores bo-drømme bliver hjulpet godt på vej. Når august så lakker mod enden vender Fredrik hjem fra Grønland til en stor omgang byggerod og en kæreste, der bliver overmåde lykkelig for at se ham.

Cykeleventyr rundt på Gotland

Påsken er sådan en dejlig ferie, der fordi den flytter rundt kan byde på så meget forskelligt og er lidt uforudsigelig. Min mor og jeg håbede da også på det bedste da vi planlagde at cykle sammen i påskeferien. Egentlig kom ideen fra, at jeg havde en plan om at cykle rundt om Østersøen og den botniske bugt, men den plan har ændret sig lidt. At den har det er en helt anden historie, men det korte af det lange er, at min mor og jeg i stedet for at cykle til Stockholm sammen besluttede at cykle rundt på Gotland. Gotland er, fandt jeg ud af, på størrelse med fyn, og Gotlandsleden, som er den rute vi brugte som udgangspunkt og forsøgte at følge er 500km lang og følger kysten rundt. Vi nåede at tilbagelægge 340 km i løbet af de syv dage vi cyklede, hvilket næppe slår nogen rekorder. Det var virkelig en dejlig tur for os begge, med god tid til at være sammen og god tid til at finde vores mindfullness frem på de lange veje mellem fyrretræerne.

Jeg ledte en del efter en simpel rutebeskrivelse med erfaringer fra at cykle på Gotland, specielt uden for sæson, men havde svært ved at finde det. Derfor prøver jeg at lave en her. Først og fremmest er det en god ide at have et kort med ruten på, for skiltningen af Gotlandsleden som rute er nødtørftig.

Sæson

Det med sæson er key når man planlægger sin cykeltur på Gotland. Eller måske i Sverige generelt, for min mor har gjort sig erfaringen før. Fra slutningen af september til en gang i maj holder Sverige stängt. Helt stängt. Godt nok er Gotland landligt, men vi skulle nå fem dage ind i vores tur før vi fandt et sted at få fika, noget svenskerne ellers vægter ganske højt.
Havde jeg været alene afsted havde jeg nok haft telt og sovepose med, men da Mutti ikke var helt enig i den ferieform, fandt vi små pensionater og vandrehjem at sove på. Det gjorde vores rute rimelig fast, da vi jo på forhånd blev nødt til at beslutte hvor langt vi ville cykle den dag. Jeg havde lidt forestillet mig, at når nu det var uden for sæson ville der være rigeligt med ledige senge på alle de almindelige beværtninger som huser sommeren millioner af gæster, men det er ikke tilfældet – også her er der stängt. Det var altså en lille test i planlægning og koordinering at få fundet et sted til hver nat, for hvis vi bare var mødt op, havde der ikke været nogen de fleste af stederne. Vi bookede på forhånd en overnatning til den første nat, hvor vi ankom til Visby med færgen fra Oskarshamn klokken 23.00. De er vant til at tage imod sene gæster, så den del gik glat. Hjemmefra havde vi også booket til nat nummer to, kun 28 km nord for Visby, for at have det ude af hovedet. Den korte første etappe gav os mulighed for at se Visby om morgenen og finde den cykel, som min mor havde lejet.

Transport til og fra Gotland

Er tæt på umuligt, hvis man har tænkt sig at gøre det med det offentlige og med en cykel (uden at cykle hele vejen). Vi havde håbet på at tage toget og have min cykel med, men der går ikke noget tog til Oskarshamn, så man skal med bussen i halvanden time, og de kan ikke garantere at der er mulighed for at have cykel med. Derudover er det umuligt at komme hjem på den dag man ankommer med færgen i Oskarshamn, for ankomsten er så sen, at det sidste øresundstog fra Kalmar er kørt når man kan nå frem. Alt dette første til, at vi tog bilen og kørte de 4,5 time til Oskarshamn. Færgen kan man nemt booke over destinationgotland.se, og hvis man skal have cykel med skal man som på de fleste andre færger køre ombord sammen med bilerne.

Leje af cykel

Min mor lejede en turcykel (touring bike) hos Gotlands Cykeluthyring, hvor det kostede 120kr pr. dag. Her lejede hun også cykeltasker og fik opbevaret sin tomme rygsæk mens vi var væk. Vi kunne godt mærke at det bestemt ikke var sæson, for der var ikke nogen nede ved udlejningen på noget tidspunkt, så vi måtte ringe til dem for at få lov at afhente og aflevere cyklen. Der var de til gengæld virkelig hurtige til at reagere og hjælpe.
Den cykel min mor fik var en Cresent Åkulla, et mærke jeg aldrig har hørt om før. Den var fin til en kortere tur som vores og var markant (!) lettere end min Koga Worldtraveller (der bestemt også er i den tunge ende).

Ruteplanlægning

Vi havde troet at vi skulle have god hjælp af turistinformationen på øen, men i anledning af at vi kom dertil, føltes det som om, holdt også de stängt. Heldigvis havde vi samlet os en del information på forhånd.

Inden afgang havde vi kigget lidt på ruten ved hjælp af Sweden by bike og havde også købt os et kort med Gotlandsleden indtegnet.
Vi forsøgte at lede efter overnatning over Destination Gotland, som vi var blevet anbefalet, men den var svær at få et overblik på. Vi endte med at bruge booking.com en del.
Vi prøvede at planlægge vores dagsetapper sådan at vi ikke ville være helt smadrede når vi kom frem og med plads til at skære hjørner af hvis vi havde brug for det. Det kom lidt af en intention om at passe godt på os selv og ikke presse citronen for meget. Der skulle gerne være juice tilbage til at nyde det.

Ruten

Dag 1: Visby til Stenkyrka, 28 km, overnatning på Stenkyrka Mejeri.

En fin tur i stiv modvind og med turens eneste virkelig stejle bakker, fordi vi gerne ville undgå for meget hovedvej. Når den iskolde modvind sneg sig ind under tøjet tog jeg mig selv i at tænke, at det ville blive verdens længste uge. Vi kom frem til Stenkyrka uden at have set Lummelundagrotten, en 4 km dyb hule og en hovedattraktion på øen, for den var også stängt. Fremme skulle vi ringe til vores vært, så han kunne vise os vores værelse. Værelset var iskoldt, men rent og stort, og fællesområderne skulle vi dele med fem lettiske håndværkere, hvoraf fire af dem var relativt ligeglad med os, og den sidste virkelig gerne ville spille basket!

Dag 2: Stenkyrka til Bunge over Hallshuk, 60 km, overnatning på Bunge Vandrarhem.

En sjov tur med første del op imod Hallshuk i modvind og temperaturer lige over frysepunktet. Smuk udsigt og kyst ved Hallshuk og dejlig tur sydøstover derfra, nu i medvind. Fra Kappelshamn cyklede vi op forbi kalkbruddet og ind over land til Fleringe, hvor vi spiste frokost ved kirken. Derfra afveg vi fra det der var markeret som Gotlandsleden for at cykle ind over land mod Bunge. Det fik os ud på en skøn markvej og skovsti, som dog flere steder var blokkeret af væltede træer, så vi måtte have taskerne af og løfte cyklerne over. I Bunge var vores overnatningssted en gammel flystation.

Dag 3: Endagstur på Fårö, 56 km.

Vi lod den store oppakning blive på flystationen i Bunge og cyklede tidligt ned til Fårösund med en enkel taske med madpakker og kamera. Madpakker var essentielt, for intet på Fårö var åbent. Færgen over Fårösund er gratis, så man cykler bare ombord på den første og den bedste – den går hver halve time. Først cyklede vi op mod Digerhuvd for at se rauker, en speciel form for stenformationer med fossiler fra tidligere tiders tropiske rev, som Gotland har været. Raukeområdet strækker sig 3,5km, og er fantastisk. Det viser virkelig hvilke store forandringer vores klode hele tiden gennemgår geologisk set. På Fårö så vi utrolig mange får og helt nye lam på usikre ben og det myldrede med spændende fugle. Vi blev væk fra vores planlagte rute en del gange, men det hyggede vi og meget godt med. Den sidste del af turen var på den sydlige del af øen, som virkede meget anderledes end den rå nordlige del med alle dens rauker.

Dag 4: Bunge til Gothem, 50 km, overnattede på Gothem Logi.

Vi cyklede sydpå over Slite, hvor vi så et enormt kalkbrud og cementværk – min mor har en sjov fascination af tung industri, så vi brugte lidt tid på at kigge på de enorme maskiner! Frokosten var ristede sandwiches over trangia, som jeg tilberedte til os mig i parken i Slite. Fra Slite ned mod Gothem var der et næsten uendeligt landevejsstykke af lige veje gennem fyrreskov. I Gothem har Carl von Linné engang været forbi og overnatte på hans botaniseringstur rundt på Gotland – som botaniker havde dette et vist momentum for mig. Gothem Logi, en nedlagt skole, er netop blevet overtaget af nye ejere, og vi var nogle af deres første gæster.

Dag 5: Gothem til Alskog, 64 km, overnattede på Villa Alskog.

Det blev turens længste dag. Jeg ville gerne kalde den afvekslende, men der var en del lange stræk på landevej. Turen omkring Kathammarsvik var virkelig fin – gennem skov og mellem marker på grus. Vi kørte lidt forkert, men blev ledt på rette vej af nogle lokale. I Kathammarsvik købte vi ind til lidt frokost og cyklede så lidt videre for at finde et godt sted at spise. I Østergarn var der pludselig en café som ikke var stängt og i ren begejstring besluttede vi at nu måtte det være tid til fika. Vi fik filterkaffe, te og morotskaka. Vi skar lidt hjørner af på ruten, spiste vores indkøbte frokost ved en stabel fyrrestammer, hvor der blev ualmindelig varm, og cyklede det sidste stykke til Alskog. Her fandt vi frem til Villa Alskog, hvor vi havde booket et værelse, ved hjælp af Google Maps. Det viste sig dog at det var placeret forkert på Maps, så vi var på vej ind til et privat hus, og var meget forvirrede. Med hjælp fra nogle unge fyre der har ud i græsset udenfor fandt vi frem til fejlen og cyklede derefter til den anden side af landsbyen, hvor kirken og den gamle præstegård, som nu var Villa Alskog lå. Vi havde fået en kode og skulle bare lukke os selv ind. Vi var de eneste i den store bygning og der var intet andet i den lille landsby, så vi tilberedte vores aftensmad på trangia udendørs. Dagen efter fandt vi ud af at vi var ankommet dagen inden den officielle åbningsreception.

Dag 6: Alskog til Klintehamn, 41 km, overnatning på Warfsholm.

Det blev tid til at forlade kysten og krydse ind over land. En lækker tur i varmt vejr blev det. Vi kunne cykle med bare ben! Vi holdt en te og chokolade pause ved Lojsta slott, hvor vi gik en tur på de gamle holme. Vi måtte trække en del af turen fordi underlaget på nogle af grusstierne var så blødt og mor havde haft et lille styrt. Vi fik først frokost i Klintehamn, hvor vi spiste på grillen, og klog af tidligere overnatninger købte noget med vi kunne lave til aftensmad hvis der var lige så forladt som de tidligere steder.
Vi havde ikke behøvet at bekymre os, for Warsholm var virkelig fint og der var åbent i den store restaurant, hvor det dog ikke myldrede med mennesker. Vi havde booket deres billigste værelse, men det var vidst ikke meningen at de skulle have åbnet for værelsesbookninger. I hvert fald var der ingen andre overnattende og de billige værelser var ikke klar, så de opgraderede os til et fint værelse inde i den smukke hovedbygning, hvor vi havde det som prinsesser. Vi drak et glas rosévin i de smukke lokaler oplyst af solnedgangen og spiste de salater vi havde købt oppe på værelset.

Dag 7: Klintehamn til Visby, 41 km, overnattede på Hotell Slottsbacken.

Vi fulgte kysten nordpå mod Visby, og afveg dermed fra den givne rute. På den måde kom vi igennem et virkelig smukt, men svært fremkommeligt militært øvelsesterræn, som kan være lukket af. For al det ekstra arbejde det var at trække igennem bløde grusstier fik vi fantastiske udsigter ud over havet, der lå blikstille neden for de rå klipper. Da vi endelig nåede havnen i Visby var vi glade og fejrede det med at spise en is på Glassmagasinet, som er Europas største isbutik! I modsætning til vores første dag i Visby var der nu fyldt med påskeglade mennesker der spiste is eller drak øl og vin på Stora Torget, hvor der også var livemusik. Sikke en afslutning!

Asana og modige spejdere

Da jeg her til morgen tog til yoga – vinyasa hos Stine Brink – havde jeg ikke forestillet mig, at det skulle gå hen og blive en slags meditation over den udviklingsplan for Det Danske Spejderkorps, som jeg diskuterede med andre ledere fra min division i går aftes. Det blev det da også først da Stine guidede os ind i en for mig nu yogastilling, asana (astavakrasana), som jeg umiddelbart ikke forestillede mig at jeg kunne finde ud af. Til den ene side holdt jeg igen med en “jeg tør ikke forsøge, for jeg kan sikkert ikke finde ud af det”-tanke i baghovedet. Da vi hvilede, inden vi forsøgte os på den anden side, sagde Stine, løst citeret, at vi skulle tænke på hvordan vi mødte udfordringer. Ikke meget mere end det, men jeg nåede meget igennem derefter.

I går aftes var jeg til Divisionsrådsmøde (for første gang i min ellers mangeårige spejderkarriere). Der havde to repræsentanter fra vores korpsledelse medbragt nogle kort som vi kunne bruge til at diskutere udkastet til DDS’s kommende udviklingsplan, som vi skal vedtage på Korpsrådsmødet til november. Jeg havde en god snak med et par med-ledere fra nogle af de andre grupper i min division om punktet Modige børn og unge. Jeg havde måske ikke nærlæst det længere skriv om hvad netop det indbefatter, men blot skimmet det, da det landede i mailboksen, så min forståelse begyndte et lidt andet sted. Jeg læste meget action ind i netop det udviklingspunkt. Modig lyder som action. Efter nogle gode snakke kom vi frem til, at modig ikke nødvendigvis betyder action, men er at nærme sig sine grænser, måske overskride dem hvis det føles rigtig og vigtigst af alt at turde fejle. Modige børn og unge, er med andres ord, en omskrivning af det formål vi allerede arbejder efter, men som udviklingspunkt syntes jeg at det minder os om noget – at det er vigtigt at fejle. Til spejder skal vi skabe et rum, det mener jeg at vi mange steder allerede gør, hvor det er helt i orden at fejle. Hvor det er helt cool, ikke at være god til det man gør. Jeg tænkte på min egen trop, der på dette års Dinizuli (et adventureløb over 24 timer for 12-16 årige spejdere i januar måned) fik sig en imponerende 28. plads. Ud af 34. Da vi talte om det omkring lejrbålet til det efterfølgende møde havde de virkelig mange sjove historier at fortælle og var stolte over at have gennemført løbet. Vi grinede af det med placering sammen, og aftalte at næste år skulle de have en lige så god oplevelse. Jeg var glad for at de tog deres 28. plads som en lille sejr og tænkte, at det burde jeg lære af. Det ved jeg ikke om jeg helt har endnu.

Vi talte om, at hvis vi skal skabe modige børn og unge, så kræver det meget af os ledere, for vi skal møde spejderne der hvor de er. Vi skal også selv være modige og turde fejle, og det var det der kom op i mig i morges midt i serien af asanas. Jeg har aldrig været særlig sikker i min krop. Som yngre var jeg altid den yngste og den fysisk mindste, når jeg var sammen med dem jeg anså som jævnaldrende, og dét sammen med min medfødte klodsethed og mangel på kropslig bevidsthed, gjorde mig meget usikker når det kom til bevægelse. Lidt af den usikkerhed sidder der stadig og kigger frem en gang i mellem, som når jeg holder tilbage uden overhovedet at prøve. Jeg plejer ellers at citere Pippi med jævne mellemrum for at sige “det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg godt finde ud af”, men det er gået op for mig at det kun gælder når det er noget jeg rent faktisk har en forventning om, at jeg godt kan finde ud af, uden at gøre mig selv til grin.

Udfordringer har jeg en intention om at møde med et smil og en “selvfølgelig kan jeg det”-attitude, også selvom det indebærer, at jeg laver fejl og bliver til grin i mine egne, hårde øjne. Måske kan det hjælpe mig til at hjælpe spejderne til også at møde udfordringer sådan – at være modige på hver deres måde. Practice what you preach, agtigt.

PS: i et kort øjeblik var jeg i en helt uperfekt astavakrasana, og det var en lille sejr.

Ny i Naivasha

Den første nat på en rejse er altid noget særligt. Denne nat var særlig fordi den blev brugt sammen med syv af mine medstuderende i en Airbnb-lejlighed i Nairobi, Kenya, hvor vi ankom sent og skulle tidligt afsted. Så snart jeg trådte ud af lufthavnens airconditionede bygning, ud i den lune aften, ramte den tunge, krydrede og søde duft af støv og mennesker mig og tog mig et kort øjeblik tilbage til både Sydsudan og Ethiopien i tankerne. Det er duften af troper, duften af varme, duften af Afrika. Jeg havde savnet den.

Det var som om lettelsen over at være fremme ikke rigtig brød igennem, da vi alle vidste at vi næste dag skulle rejse videre. Mine medstuderende på safari til Masai Mara og jeg selv til den nærliggende by Naivasha, hvor jeg vil bruge de fire dage inden vores faglige program starter på at falde til, akklimatisere, meditere.

For at komme dertil tager jeg en Matatu, en af de allestedsnærværende minibusser. Ordet matatu, har jeg lært, kommer af tatu, som betyder tre. I følge de lokale giver det mening, fordi man i en matatu sidder tre på hver række. I virkeligheden sidder man ofte fire eller endda fem på hver række, mens bussen ræser ud af de, i forhold til mine forventninger, gode veje. For at komme til busholdepladsen (NNUS) hvor Naivasha-bussen kører fra tager jeg en Uber for første gang i mit liv. Det fungerer upåklageligt og er markant billigere end de håbløse turistpriser, som almindelige taxaer tilbyder. Jeg kører med en chauffør som har meget at fortælle. Han har arbejdet i den financielle sektor, men er nu selvstændig, og har mange holdninger til Kenyas økonomiske udvikling, samhandel og udenlandske investeringer. Foruden det evige emne korruption, som kaster en lang skygge over alle tiltag, hvor gode de end er.

Det er nemt at finde en matatu til Naivasha, for der er mange mennesker klar til at hjælpe mig. Billetten køber jeg i billetlugen, som jeg får udpeget af en af de mange matatuhajer, der jagter passagerer til netop deres matatu. På trods af det almindelige kaos, som hersker på sådanne steder, og sårbarheden i at være hvid, kvinde, alene og med hele to rygsække, går det nemt, og jeg føler mig markant tryggere end jeg gjorde da jeg rejse i Ethiopien med min bacheloropgave.

En lille dreng og hans mor sidder i matatuen, hvor jeg bliver placeret, efter at have overvåget min store rygsæk blive stablet på plads i baggagerummet. Vi kommer til at dele et sæde, og den lille dreng falder i søvn halvvejs oven på mig, og sover en god del af den halvanden time lange tur. Drengen går på en kostskole i Naivasha som hans mor følger ham til – det er bedre for ham at bo uden for Nairobi, fortæller moren mig, for i Nairobi er skolerne ikke lige så gode og der er ikke meget frihed for en lille dreng. Vi har en god snak, og da jeg vågner efter en lille lur og kigger ud over Naivasha-dalen i Rift Valley og ser den smukke vulkan Mount Longonot byder de mig velkommen hertil.

På busstationen i Naivasha er alt som det altid er – et kaos af folk der vil sælge taxa-, motorcykel- eller busture og dårlige kiks og varme sodavand. Jeg har orienteret mig på et kort inden jeg stiger af og ved at hvis jeg bare drejer til venstre ude på vejen, er der ikke langt til mit guesthouse. Jeg går beslutsomt ud fra busstationen og drejer til højre. Det giver mig en god gåtur i den forkerte retning inden jeg opdager min fejl, og må vende om og gå tilbage, forbi alle dem, der for få minutter siden har tilbudt mig lift med taxaer eller motorcykler, men som jeg selvsikkert har afslået. Så meget for stædigheden.

Over Airbnb har jeg lejet et telt ved Guesthouse Jane. Teltet er ikke sat op da jeg kommer, men det har de forberedt mig på. I stedet får jeg et trepersoners værelse med eget bad og toilet, hvor der også er plads til mine to medstuderende Ryan og Kathi, som er ankommet en dag før mig. Jeg sætter mig under en bastparasol i haven og nyder at være fremme, mens jeg kigger mig omkring. Der er en pool til fri afbenyttelse, et træhus, som jeg egentlig gerne ville have lejet, men som var optaget, og en restaurant, der ser ud til at blive drivhusvarm. I haven er der både papaya og eucalyptustræer, samt smukke trillingranker – bougainvillea – med fine pink blade. De er ansatte er nogle ualmindelige søde unge gutter, som smiler lidt genert når jeg snakker med dem.

Det er egentlig planen at Ryan, Kathi og jeg skal ud på oplevelse sammen allerede her til eftermiddag, men de kommer først hjem ved tretiden, for de har været oppe på Mt. Longonot og vandre. Jeg venter i haven, og er egentlig ikke skuffet over at første dag bliver ren afslapning. Jeg har ikke travlt, for jeg ved at oplevelserne nok skal være store og mange, ligegyldig om jeg skynder dem eller ej. Hele grunden til at jeg har valgt kun at tage til Naivasha de første fire dage – hvor de andre er henholdsvis på safari i Masai Mara eller som Ryan og Kathi både vil nå Naivasha og en tur til Mombasa ved kysten – er at jeg efterhånden ved, at jeg får mere ud af min korte tid ved at nyde et enkelt sted, lære det at kende og udforske dets muligheder, i stedet for at forsøge at nå det hele i første omgang. Jeg vil enormt gerne på safari, forstå mig ret, men det skal ikke være tre dage i en stor gruppe. Jeg ved at jeg kommer tilbage på et tidspunkt, for jeg har drømt om stor natur, savanne og vilde dyr siden jeg var barn, så jeg vil hellere gemme oplevelsen til senere og have tid og råd til at gøre det på min egen måde og fordybe mig i oplevelsen. Denne her gang bliver det Naivasha.

Da Ryan og Kathi kommer hjem fra deres tur på Mt. Longonot er de fuldstændig gennemblødte. De blev fanget af en af eftermiddagens kraftige regnvejr, som oppe på vulkanen nærmest var en haglstorm, og som forvandlede flere af stierne til rindende vandfald. De er trætte og sulte, så da de har fået tørt tøj på går vi ind til Naivasha og finder os en lille lokal biks der serverer “chicken and healthy food”. Healthy food er mad uden kød, så vi har et par valgmuligheder ud i bønneretter. En vegetarisk (nok egentlig også vegansk) ret koster 120 kenyanske shilling, cirka 8 danske kroner, og jeg bliver rigeligt mæt. De enorme portionsstørrelser skal det vise sig, at jeg kommer til at kæmpe med resten af opholdet.

Efter den tunge frokost går vi en tur på det lokale grønsagsmarked, og her er det fantastisk at have Ryan med. Han er Sydafrikaner og ved lige hvordan man begår sig på sådan et marked, hvad man spørger om, hvad man kigger efter og hvordan man shopper i det han kalder the piles – bunker af genbrugstøj, sko eller andet, som man roder rundt i indtil man kræsent finder lige det guld man leder efter. Han viser os forskellige frugter og grøntsager, som vi aldrig har set eller smagt før, som den sjove trætomat eller mærkelige hornmelon. Ingen af dem bliver nye favoritter, men de udvider mine horisonter.

Ryan knows how to shop in the local markets, so we followed him around.
Tree tomatoes are a new experience for both Kathi and me. You bite them open and suck out the delicious, red, fruity inner part.
Fresh fish sold at the market.
Shopping in the piles.

Vi er alle trætte og lidt ugidelige om aftenen, hvor vi har lagt os på sengene og småsnakker. De andre har fået anbefalet en klub og bar, som de syntes vi skal prøve, da det jo er lørdag aften. Kathi og jeg er ikke så friske på det, men Ryan er ivrig, så da han vil afsted går vi med ham, selvomklokken nærmer sig 22 allerede. Vi finder et spisested der stadig har åbent, hvor vi får hvad de har tilbage af vegetarisk mad. Kathi og jeg prøver matoke, madbananer, som hos mig ryger i samme kategori som kogte kartofler – altså ikke min yndlings. Ryan og jeg deler en lunken Tusker, da de ikke har øl på køl, men på vores foranledning lægger de én i fryseren, som vi kan dele efter den lunkne. De fleste lokale drikker helst deres øl eller sodavand lunkne, da der er en forestilling om at man bliver syg af at spise og drikke koldt. Ryan og jeg er dog begejstrede for dele-øl nummer to, som er lidt køligere end rumtemperatur.

Vi går gennem Naivasha i mørket for at finde klubben. Jeg har aldrig været rigtig i byen på nogle af mine rejser i Afrika, selvom jeg da har været på bar og drikke øl med de studerende da jeg var i Ethiopien. Stedet vi leder efter hedder Bubbles International, og da vi nærmer os er vi ikke i tvivl. Det er open-air under et kæmpe træ, der er lejrbål, siddepladser, barområder, DJ-pult med sindssygt høj musik og et dansegulv, som ingen er på. I stedet danser folk rundt omkring mellem stole og borde, som om at dansen er en pludselig indskydelse. Jeg har ikke rigtig gjort mig i stand til at gå i byen, da jeg ikke helt regnede med at vi ville finde det, og nu fortryder jeg lidt. Jeg har forsøgt at dække min hvide hud til med lange ærmer og har en lang nederdel på, der nu virker lidt tung mellem alle de stylede kvinder. Min bøllehat, som jeg tog på i sidste sekund for også at skjule mit meget blonde hår lidt, virker fjollet her (men hvornår virker en bøllehat ikke fjollet?). Vi bestiller noget at drikke, og vil kun have et enkelt glas af hver ting, til stor forvirring for tjeneren. I Kenya drikker man for at blive fuld, ikke for nydelsen, så da Ryan bestiller et enkelt glas whiskey og ikke vil have hele flasken, bliver den stakkels mand forvirret. Jeg holder mig til en øl, for jeg bryder mig ikke om at blive fuld her.

Da vi beslutter os for at ville danse, bliver det hurtigt en attraktion. Det føles mærkeligt og jeg er ikke helt tilpas med situationen, da det virker som om nogen bare vil danse, så deres venner kan optage en video af at de danser med en hvid pige. Kathi og jeg holder sammen, og redder hinanden når nogen bliver for nærgående, hvilket de meget hurtigt bliver. Det er kulturen her, får vi at vide, og betyder ikke noget. Jeg kan nu alligevel godt lide at have en lille smule privat sfære og bryder mig ikke om at blive tvunget rundt på gulvet. Når det er sagt, så er det virkelig sjovt at danse, og musikken er meget mere livlig og rytmisk end den ville være på et lignende sted i Danmark. Jeg må dog trække på smilebåndet da de spiller Natasja og stadig påstår at DJ’en kun spiller Kikuyu-musik.

Vi er trætte og glade da vi går hjem gennem Naivashas mørke gader, hvor glade, fulde folk render omkring og er ivrige efter at snakke. Jeg er glad for at vi er tre sammen, for jeg føler mig ikke utryg på trods af det sene tidspunkt og de fulde folk, men jeg glæder mig til at komme til at sove trygt under myggenettet.

Men virker CO2-kompensation overhovedet?

Til februar tager jeg til Kenya. Ikke bare sådan en lille hyggetur, men derimod obligatorisk feltarbejde med mit studie. Det bliver virkelig spændende. Det er et obligatorisk kursus på kandidatuddannelsen Agricultural Development, som har det mundrette navn Interdisciplinary Land Use and Natural Ressource Management, hvor vi skal lave feltarbejde i et af tre samarbejdslande. Vi skal samarbejde med andre studerende fra RUC og med lokale studerende i det land vi skal til. Jeg skal altså til Kenya og lave feltarbejde, nærmere bestemt på de sydlige skråninger af Mount Kenya. Hvad jeg skal lave der er ikke besluttet endnu, men der kommer med sikkerhed mange idéer på bordet så snart vi begynder at brainstorme på det. Det er i virkelighedens heller ikke så vigtigt hvad vi laver, men hvordan vi gør det. Hele ideen er at øve sig i feltarbejde. I forhold til mit selvbestaltede feltarbejde i Ethiopien til min bacheloropgave, tror jeg at det her bliver en helt anden oplevelse. I Ethiopien var jeg på fuldstændig bar bund da jeg ankom, og følte i virkeligheden stadig jeg var det da jeg tog hjem. Jeg havde ingen idé om hvordan man lavede feltarbejde, men sprang ud i det med hovedet først i håb om at det ikke gik helt galt. Og det gik jo ret godt. 

Denne gang er vi flere sammen om det, og vi har undervisere med, som kommer til at støtte os med deres erfaring. Noget jeg virkelig godt kunne have brugt, da jeg famlede mig frem i Ethiopien. På den anden side, så er Learning by doing et princip jeg er vokset op med, så hvorfor ikke også bruge det i denne sammenhæng? 

Det bliver altså Kenya denne gang. Kenya, som nok er det Afrika jeg altid har drømt om, når jeg som lille sad  klistret til skærmen, fordi DR2 viste naturdokumentarer. Det bliver vanvittig spændende! Jeg har fem dage i landet, inden vores feltarbejde officielt begynder, som jeg kan bruge på hvad jeg vil, så hvis der er nogen der sidder med anbefalinger eller kontakter, så smid dem gerne min vej. Jeg lander i Nairobi, og skal også mødes med hele holdet dér. 

Kibugu hedder landsbyen vi skal til for at udføre vores feltarbejde, og den ligger lige syd for Mount Kenya. 

Og det er problemet. Jeg lander. For man flyver til Kenya. Og jeg har dårlig samvittighed over at flyve. Hele vejen til Nepal kørte vi over 20.000 km i en gammel dieselbil, kun to personer. Alligevel, har vi regnet os frem til, er det mere miljøvenligt at køre hele den tur, end flyturen hjem fra Goa var. Flyture er virkelig ikke for sjov, når vi taler klima og miljøbelastning. Det ved i godt. 

Når nu jeg så alligevel sad med dårlig smag i munden og bestilte flybilletter, så fik jeg muligheden for at tilkøbe CO2-kompensation. Sølle 89kr for at CO2-kompensere hele min flyvetur frem og tilbage til Nairobi. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er virkelig billigt sluppet. En tur syd for ækvator, med en mellemlanding i Amsterdam, ligger på godt to ton CO2 tur/retur i følge CO2-beregneren carbonfootprint.com. Det er ret meget. Til sammenligning udleder den gennemsnitlige Kenyaner 0,3 ton CO2 om året, mens den gennemsnitlige dansker udleder 5,9 ton CO2 om året i følge Verdensbanken.  Så bare for at komme ned og blive klogere på, hvordan det går med udviklingen i Kenya, udleder jeg lige så meget som seks Kenyanere på et år, eller som en tredjedel af mit år. Det virker ikke rigtig fair. 

Derfor ville det være super fedt, hvis CO2-kompensationer virker. Hele ideen er, at man beregner et beløb ud fra sin bestilte flyrejse og betaler det oven i billetprisen til et firma eller en organisation, der arbejder med grønne investeringer eller grøn energi. På den måde for man instant bedre samvittighed, når man taster Mastercard’ets kode ind, og reserverer sin plads på forureningsmaskinen. Hvis det altså virker?

Jeg har svært ved at forestille mig, at 89 kr til grønne tiltag sådan rigtig kan gøre det op for udledningen i de hvide striber på himlen. Hvis ikke det gør en forskel, så virker det hul i hovedet at smide penge efter – men hvis det rent faktisk gør en forskel, så virker det hul i hovedet at det ikke er en obligatorisk del af billetten. Hvis det rent faktisk virker at sende penge efter grønne tiltag når man køber sin billet, så forstår jeg ikke at det ikke er besluttet ved lov, at alle der har råd til at købe en flybillet, også må betale for de konsekvenser det har for omverdenen. 

Hvis ikke det gør en forskel, så virker det hul i hovedet at smide penge efter – men hvis det rent faktisk gør en forskel, så virker det hul i hovedet at det ikke er en obligatorisk del af billetten. Hvis det rent faktisk virker at sende penge efter grønne tiltag når man køber sin billet, så forstår jeg ikke at det ikke er besluttet ved lov, at alle der har råd til at købe en flybillet, også må betale for de konsekvenser det har for omverdenen. 

I forvejen har jeg de sidste 5 år af mit liv spist vegetarisk. Jeg køber stort set ikke nyt tøj længere. Vi kører en gang i mellem en tur i den gamle Hilux, bevares, men hvornår er tipping point egentlig på, om det CO2-mæssigt kan betale sig at købe en ny bil i forhold til at holde en gammel kørende? Anyway, forbrugsmæssigt virker det som om at mine livsstilsvaner i et miljøperspektiv bliver ligegyldige, når jeg må skrive sådan en flytur på regningen. Alligevel gør jeg det. Jeg flyver og opfatter mig selv som klimabevidst, klimavenlig, endda klimaaktivist. Det hænger ikke sammen, og det er min største ærgelse. Kan vi (og med vi mener jeg folk, som er klogere end mig og har mere magt end mig) ikke finde en løsning, hvor man godt kan være eventyrlysten, effektiv og klimavenlig samtidig. For ligegyldigt hvor stort et eventyr jeg syntes det ville være, så er der altså virkelig langt til Nairobi på cykel på fem dage. 

Beach in Palolem, Goa, before rainy season
Skyerne trækker sammen over Goa lige inden monsunen for alvor sætter igang. 

Der er gode ting skrevet om Verdensmålene

Taking a walk along the clean and cold high-altitude lake Dolpo.

Dem af jer der kender mig vil vide, at jeg bruger relativt lang tid på at tænke over bæredygtighed, klima, natur og fødevarer. Det optager stort set alt min tid på studiet, og det er også noget, som jeg syntes er spændende i min fritid. Så spændende at jeg har brugt lidt tid på netop det i det jeg lige har skrevet og afleveret til det kommende WIDE magasin. Det er noget med at gøre FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling håndgribelige og konkrete, så jeg er kommet med et par bud på helt lavpraktiske ting man kan foretage sig i sin egen spejdergruppe, for at være med på beatet. Det handler mest om målet Life on Land, men det kunne i virkeligheden være mange flere ting. 

Da jeg så sad og skrev på det, efter jeg havde fået masser af inspiration på weekendens Korpsrådsmøde hvor jeg var nede og brainstorme på Det Danske Spejderkorps’ kommende udviklingsplan inden for emnet Bæredygtighed og Klima, fandt jeg frem til masser af spændende materiale som er lavet rundt omkring. Så her kommer en overvældende mængde gode råd til hvad du selv kan gøre, for at være verdensmålshelt. Den slags tips som mange helt sikkert syntes er irriterende, som er sindssygt lavpraktisk og som alligevel kan være med til at gøre den der lille bitte forskel på vej mod en bedre verden. 

Og her ved jeg godt at mange står af. Men hey, jeg vil have lov til at være idealistisk og forhåbningsfuld på vores klodes og menneskeheds vegne, for ellers er det den direkte vej til depression at beskæftige sig med spørgsmål om udvikling, naturressourceudnyttelse, afskovning, fødevareproduktion, klima og ulighed på daglig basis. Der er brug for håb, hvis man har tænkt sig at arbejde med det. 

FN selv har lavet en lille guide på deres hjemmeside, The Lazy Person’s Guide to Saving the World. Og eftersom Fredrik har den klare holdning, at det jeg laver hver dag, er at redde verden, og derfor ofte siger ting som “Kan du se at komme ud af døren, så du kan redde verden!“, så tænker jeg at det er oplagt for mig at kigge på. Den er delt op i 4 levels, som man kan arbejde sig op fra. Det er så simple, små ting man kan begynde at gøre (ikke stoppe med at gøre, som mange andre råd) at det er svært ikke bare at gøre det. Vi kender mange af de små ting, som at huske at slukke lys eller elektriske apparater, som man ikke bruger, men det er også sådan noget som at dele de gode, informative posts på sociale medier, i stedet for bare at syntes godt om. At skrive under på underskriftindsamlinger eller at kontakte sine lokale politikere, når der er noget man syntes de kan gøre bedre, for at arbejde hen imod at nå verdensmålene i 2030. De forslår også at man er den kollega der siger fra over for diskrimination eller ulighed på arbejdspladsen. Får de kvindelige ansatte med samme ansvars- og uddanelsesniveau det samme i løn som de mandlige på din arbejdsplads? Måske kan du spare nogle engangskopper, skære ned på unødvendige bilture eller begynde at købe mere brugt frem for nyt? 

Nogle andre, som har lavet noget endnu federe materiale er foreningen Spejderne. I samarbejde med mange af dem der arbejder frivilligt på Ungdomsøen har de lavet aktivitetsmaterialet Byg en bedre verden der skaber awareness om Verdensmålene og gør dem virkelig nemt tilgængeligt. Jeg er helt vild med det! Faktisk bruger jeg deres materiale og deres virkelig nemme beskrivelser af de 17 verdensmål (og det uofficielle 18.) til at forstå min undervisning i emnet bedre, fordi de officielle formuleringer er lange og uoverskuelige. Materialet har nogle ret fede aktiviteter, som jeg glæder mig til at prøve, for eksempel Privilegieræset og På flugt. 

FDF’erne, som jo på linje med alle spejderne er en forening der arbejder med børn og unge og friluftsliv, har for nyligt haft en super fin artikel om at sætte klima på dagsordnen i grupperne, eller deres kredse. Den beskriver virkelig godt nogle af de helt store syndere og noget af det som jeg ser er nemmest og måske også ret sjovt at lave om på. Jeg har tilbage i 2014 (what, jeg har skrevet for Wide længe) skrevet en artikel om mere klimavenlig og modig mad på spejderture, netop med det argument at vi bliver nødt til at være mere bæredygtige i vores spejderarbejde. Noget andet de nævner i FDF’ernes artikel er det her med at reparere mere og købe mindre nyt, hvilket jeg også syntes er helt enormt vigtigt. Heldigvis ser det ud til at trende, det her med minimalisme, mindre shopping og mere genbrug, men jeg tror stadig ikke helt det er slået igennem. 

Hvis du er nået igennem mine anbefalinger hertil, så vil jeg sige tak. Jeg er selv ret begejstret, men jeg er godt klar over at min begejstring ikke deles af alle. Jeg ville hoppe som en lille kanin af glæde, hvis alle syntes at det her var lige så vigtigt som mig. Det håber jeg at alle kommer til at være. 

Taking a walk along the clean and cold high-altitude lake Dolpo.
Taking a walk along the clean and cold high-altitude lake Phoksundo, Dolpo, Nepal.

Efterårsferien var testcykeltur – og det var fantastisk

Ideen med mit pakkesystem var god, men det var ikke helt simpelt at pakke ind og ud.

Fra København til Århus? Det er vel en oplagt testtur. Det var det i hvert fald for os i efterårsferien, hvor vi pakkede vores lånte cykler med alt vores grej og satte afsted nordpå langs den sjællandske kyst til Helsingør og derefter vestpå langs med Nordkysten til Hundested, over med færgen til Rørvig og helt ud på spidsen af Sjællands Odde. 160 kilometer blev det til, hvilket jeg godt ved er i småtingsafdelingen for ægte cyklister, men for os var det en overkommelig første tur på cykel. Vi havde pakket Trangiaen (men ikke den med gasbrænder, for den er på mystisk vis forsvundet?) og soveposerne og var klar til at tage nogle gode nætter i shelter, men hele turen endte med at blive en del mere luksuriøs end regnet med. Vi havde tænkt at det skulle tage to og en halv dag at nå frem til Århus, men det blev lidt mere.

Mandag cyklede vi afsted fra København en lille smule senere end planlagt. Vi var ikke helt færdigpakkede og klar om morgenen, så vi skulle lige have det på plads. Jeg lånte min mors cykel til turen, da jeg på nuværende tidspunkt ikke rigtig ejer min egen cykel, men nasser mig til at bruge Fredriks families ekstrabeholdning af cykler. Min ene gamle cykel blev nemlig stjålet ganske kort inden vi tog ud og rejse sidste år og den anden jeg havde blev stjålet, sammen med Fredriks, ganske kort tid efter vi kom hjem i foråret. Jeg tror der er et specielt sted i helvede til cykeltyve! Anyway, ingen af cyklerne havde været fede at køre langt på.

LMH-181016-_DSC4078.jpg

Så jeg lånte min mors Von Backhaus citybike, en fin rød en med 7 indvendige gear. Jeg havde fået lov at låne to cykeltasker til den kort forinden, men jeg indså også, at jeg ikke kunne nå at hente dem inden vi skulle afsted, så det blev ikke til noget. Heldigvis havde Fredrik lånt sig til sin fars mountainbike og cykeltasker, som vi kunne have det meste i. På min cykel blev systemet noget med en drybag i et net spændt fast under bagkurven på den ene side, en fyldt kurv og en løberygsæk hen over til at holde det hele på plads. Ikke et helt udueligt system, men heller ikke holdbart eller anvendeligt i længden.

Afsted fra København kom vi, nordpå af Strandvejen. Vi huskede at hilse på Knud Rasmussen som han står dér og skuer østpå. Jeg forestiller mig at det er sådan han stod, da han havde krydset Berringstrædet og kiggede tilbage mod det Canada og Alaska, som han lige havde krydset på slæde i starten af “Den store slæderejse”. Mere trampen i pedalerne i kendt land indtil vi kom til Rungsted, hvor vi mødte min mor. Vi var frokostsultne som bare pokker, så vi spiste os en solid burger til frokost før vi i følgeskab med min mor fortsatte op til Helsingør. Målet var, som målet vidst altid er, Kronborg. Vi skulle lige ind og holde vores pause der, inden vi sagde farvel til mor og kørte videre af Nordkyststien, rute 47. Det er en utrolig fin rute, som går gennem skov, langs kysten og i rolige boligområder. Det er en meget varierende rute, som vi hele vejen var virkelig glade for. Første dag cyklede vi dog kun til Hornbæk, hvor vi fandt os en shelter at overnatte i.

LMH-181015-_DSC4064

Vi var afsted ved nitiden næste morgen, for vi havde inviteret os selv på frokost hos min mormor og morfar i Tisvilde, så vi ville gerne derudaf. Vi holdt en smuk pause ved Nakkehoved Fyr lige inden Gilleleje, hvor roen og udsigten var fantastisk. Tågen lå tyk hen over vandet og gjorde overgangen mellem hav og himmel usynlig. Efter Gilleleje gik der dog ikke lang tid før vi måtte standse med vores første punktering. Kort før havde vi byttet cykler, så jeg kunne prøve mtb’en og pludselig var Fredrik altså punkteret på min cykel. Bennys bukser brændte, Børge råbte åh… Punkteringen var heldigvis nem at finde, for en tegnestift havde boret sig ind i dækket og sad endnu og triumferede over sin sejr. Af med dæk og frem med slangen, så vi kunne lappe på stedet. Jeg havde ikke nogle ekstra slanger med til cyklen, men det havde heller ikke hjulpet mig meget, for cyklen er ikke bygget til at blive skilt ad på landevejen med sine indvendige gear, tromlebremser og møtrikker. Så lapning blev det, men det tog en evighed. Først havde jeg kun fået sat lappen på det ene hul, da jeg ikke opdagede af tegnestiften havde lavet hele to huller i slangen. Da jeg så troede at vi var klar og vi havde samlet det hele sammen, kom vi ikke mange kilometer før vi måtte stoppe igen. Den var endnu engang gal med bagdækket. Lappen havde ikke fungeret ordentligt og det gik alt for sent op for os, at det bare var fordi det var en gammel og dårlig lap, så vi satte flere lapper på for at dække over de steder, hvor luften sev ud under lappen. Til sidst havde vi sat seks lapper på, klokken var over frokostaftaletid og vi havde stadig 18 km foran os. Da vi kørte videre på de mange lapper gik det godt et stykke vej, men det varede ikke ved. Vi måtte holde ind igen og valgte denne gang at ringe efter lidt assistance.

LMH-181016-_DSC4080
Sådan ser en tegnestift, der blærer sig med sine bedrifter ud.
Ideen med mit pakkesystem var god, men det var ikke helt simpelt at pakke ind og ud.
Ideen med mit pakkesystem var god, men det var ikke helt simpelt at pakke ind og ud.

Det var allerede eftermiddag og min mormor og morfar skulle til kaffe hos familien, men heldigvis kunne jeg få lov at låne deres ene bil. Afsted på Fredriks mountainbike gik det i fuld fart de sidste kilometer til huset i Tisvilde, hvor jeg hurtigt satte mig i bilen tilbage for at hente Fredrik og den ukampdygtige cykel. I mellemtiden havde Fredrik taget vores mislykkede lappeforsøg af og var startet forfra – det var ganske succesfyldt, så jeg fandt ham og Den Røde Laban allerede halvvejs tilbage. Nu kunne han jo lige så godt cykle resten af vejen. Klokken var blevet fire og vi havde stadig ikke fået noget frokost, så vi satte os ned og spiste alt hvad vi kunne af mormors frokostbord, som var blevet efterladt til os. Da vi var færdige blev vi enige om, at vi lige så godt kunne blive og sove nu dagen havde artet sig lidt anderledes. Så det blev til en nat der med varmt bad og god mad.