Bæverjagt i Klosterheden

Fredrik og jeg har taget toget til Jylland for at komme på cykeltur. Målet er at se en bæver, hvilket måske virker som et mærkeligt mål for en cykeltur, men for os er det en stor motivation. Vi har nemlig lært at der findes bævere i Klosterheden Plantage, som skulle være en helt fantastisk skov, og dem har vi tænkt os at se om vi kan finde. Om ikke andet håber vi på at kunne se de spor de efterlader i landskabet i form af afgnavede, væltede træer, dæmninger eller huler.

For at komme til Klosterheden har vi valgt at tage toget til Struer. For dem der ligesom os er nye i jysk geografi, ligger Struer syd for Limfjorden og lige nord for Holstebro og altså kun tyve kilometer fra den skov, som huser bæverne, så det var et oplagt sted at begynde vores tur.

Så snart vi stod ud af toget på den lille perron begyndte det at regne. Ikke bare småregn, men regnvejr af den virkelig våde og kolde efterårstype. Vores første stop var et supermarked, hvor vi lige ville proviantere til aftenen og morgenen. Allerede der, efter fem minutter i det jyske, fik jeg følelsen af at være langt væk hjemmefra – en ældre mand talte til os, på noget der lige så godt kunne have været et fremmedsprog, men viste sig bare at være jysk. Jeg svarede noget, som efter alt at dømme ikke var et brugbart svar på det han havde sagt, og følte mig uendeligt åndssvag. Tænk at det kan være så eksotisk at rejse i sit eget land!

Derfra forsvandt følelsen af det eksotiske. Vi var klædt i regntøj fra top til tå da vi satte os på vores cykler for at nå ud til skoven, inden mørket kom krybende. Det første stykke var ikke på nogen rute, så vi cyklede på landevejene over de flade marker. Vi havde en stiv sidevind og høvlende regnvejr. Og det er her at jeg vil komme med en kommentar om alt, hvad der nogensinde har lovet at være vandtæt: Det er det kun til en hvis grænse. Regntøj og skaltøj er et præmieeksempel. Fredriks skaljakke fra Norrønna (Trollveggen) er omkring 3 år gammel og er nu mere vandsugende end vandafvisende. Min helt nye tynde enkeltlagsskaljakke klarede det rimeligt, men lynlåse er et svagt punkt. Mine gamle regnbukser var næsten ligemeget, men værst af alt var skoene. Det er faktisk ikke skoenes skyld. De har goretex, og jeg har været meget begejstret for dem – ikke længere våde tær, bare fordi man har gået igennem det våde græs. Men der er grænser. Grænsen går der, hvor vandet ikke længere kæmper for at komme igennem goretexmembranen, men simpelthen springer den forhindring over ved bare at løbe ned i skoen oppefra. I en stiv sidevind fra venstre side og uden skærme på cyklen, havnene alt det vand min cykel sprøjtede op fra landevejen i min højre sko. Den blev imponerende hurtigt så våd, at det svuppede omkring tærene. Venstre fod klarede at forblive tør lige på toppen af foden, men havde ellers også overgivet sig til det kolde vand. Den korte tur ud til skoven blev en meget våd tur!

Så snart vi var inde i Klosterheden skiftede stemningen. Der var læ og regnen blev dæmpet. Vi cyklede langs en af de lange lige veje der gennemskærer plantagen, da jeg lige pludselig råbte “ELG!”. Jeg opdagede hurtigt min fejl, og mens vi bremsede op mumlede jeg noget om, at det nok var et krondyr. Vi vendte om og kørte tilbage, og ganske rigtigt stod der lige dér i skovbrynet mellem de tætte granstammer ikke bare én, men flere, store krondyrhanner. De gloede lidt forbløffet på os og vi på dem, i en fælles forundring om hvad vi lavede i en regnvåd skov en lørdag aften og så luntede de lige så stille af ind i skoven.

Vi var begejstrede over at ti minutter i skoven kunne begave os med at opleve Danmarks største landlevende pattedyr på så tæt hold. Dyr som ellers er ret sky i naturen. Der gik også kun et par hundrede meter før jeg igen bremsede hårdt op, for denne gang havde jeg, mellem de små grantræer og let skjult, fået øje på en lille flok af dådyrhunner der trykkede sig. Også de kiggede lidt betuttet ud på os og luntede stille af efter lidt tid.

Vi fandt vores planlagte shelter, der lå i et fugletårn, lige som mørket var ved at slutte tæt. Derfor var der ikke lang tid til at nyde udsigten over den lille sø, men vi var også så våde, at det var mere presserede at få varmen og tørt tøj på. Vi lavede lidt mad på trangiaen og krøb i poserne, selvom det stadig var tidligt.

Jeg lå og tænkte i mørket, da jeg pludselig syntes at kunne høre en fremmedartet lyd. Jeg lå længe og spidsede ører, mens jeg overvejede hvad det kunne være. Da det endelig gik op for mig vækkede jeg Fredrik, der allerede var faldet i søvn.

“Det er bæveren!!!”

Det var lyden af en bæver der gnavede. Lidt samme lyd som hvis man trykker et stemmejern gennem sprødt træ. Vi tog lidt varmt tøj på og kravlede lige så stille ud af shelteren og op i fugletårnet for at se om vi kunne få øje på noget. Bæveren gnavede lystigt videre og vi kunne høre den tydeligt. Men der var bælgmørkt! Det var umuligt at se noget som helst i skoven, men vi fik lyttet os frem til hvor den måtte være henne. Havde det været dagslys ville vi have haft perfekt udkik til den på den anden side af den lille sø, men nu stod vi i stedet i mørket og lyttede os frem til hvor den var mens vi frøs mere og mere fordi vi i begejstringen ikke havde fået mere tøj på end det uldundertøj vi sov i. Vi krøb i poserne igen og blev enige om, at vi ville stå op med solen for forhåbentlig at se lidt dyreliv om morgenen.

Bæveren var der ikke næste morgen, men i kikkerten kunne vi se det træ den havde arbejdet på. Et ensomt egetræ mellem grantræer var blevet gnavet halvvejs over i nattens løb. Mens vi spiste morgenmad i toppen af fugletårnet i det smukkeste morgengry spottede jeg en fugl som jeg mente at kunne genkende, og jeg kiggede straks nærmere i kikkerten – det var ganske rigtigt en isfugl!

Det var første gang jeg så en isfugl, men med dens karakteristiske silhuet og blå farve var jeg ikke i tvivl. Den landede på et tagrør, hvilede lidt og fløj så igen, så det var et ganske kort glimt, men nok til at jeg var helt oppe at køre. Vi gjorde klar til at cykle videre, for vi ville over til ådalen hvor vi havde læst at der var bævere, og hvor man kunne være sikker på at se spor af bævere i landskabet. Vi stod af cyklerne et sted og fulgte åen på gåben og ganske rigtigt gik der ikke længe før vi spottede spor af bæveren. Der var det vi kaldte “bævermotorvej”, hvor bæveren tydeligt gik op af vandet for at krydse stien og gå ned i vandet på den anden side og der var en lille dæmning. Der var også ædepladser, hvor afgnav og grene lå spredt. Bæveren er nok mest kendt for at gnave i træer, men den spiser mest urter, vandplanter og græsser. Før vi tog afsted havde vi joket med min søster om, om hun ville med med på tur, men hendes begejstring for at tage til den anden ende af Danmark for at lede efter sporene fra en gnaver, som man formentlig ikke kom til at se, var ikke lige så stor som vores. Derfor syntes vi alligevel at det var vores pligt at vise hende hvad hun gik glip af, så vi sendte hende et closeup af en bæverlort, som vi fandt, og syntes selv at vi var meget sjove.

Det var frokosttid da vi syntes at vi var færdige med at lede efter bævere i Klosterheden og satte os på cyklen for at sætte kursen vestpå og nordpå mod Thyborøn.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: