Kompaskurs.com
Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
Dødvande
Dødvande. Det er sådan det føles. Det er sådan det føles at få tæppet revet væk under sig (igen) og skulle starte forfra igen. Det føles som om jeg sidder fast, synker i og ikke kan kigge op over kanten. Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad vej jeg skal svømme og jeg kan ikke mærke strømmen eller vinden trække. Entusiasmen, som jeg ellers altid har været båret af, skraber jorden.
Jeg har altid glædet mig til at skrive speciale, nærmest siden første gang jeg hørte om det. Jeg ser mig selv som god til det. God til at fordybe mig, til at søge viden, til at forstå data, til at skrive. Derfor er det ekstra frustrerende ikke at kunne finde ud af hvor jeg skal genstarte. Uden noget praktisk feltarbejde, har jeg svært ved at finde ud af hvad jeg skal stille af spørgsmål, hvad jeg kan besvare og hvor mit knowledge gap er. Stenbukken i mig, der ellers altid kæmper sig op ad bjerget, kan ikke engang finde bjerget, den skal bestige. Det er jo ikke fordi der ikke er masser af emner og store spørgsmål derude at fordybe sig i, jeg har bare svært ved at se, hvor jeg kan bidrage. Lige nu. Hvad kan jeg bidrage med? Hvad kan jeg?
Jeg ved ikke om det er situationen eller mig selv, der skaber den apati. Lammelsen i forhold til at turde noget og drømme noget. Det kan også være, at det er følelsen af, at det her er endgame, og jeg vil gerne gøre det ordentligt. Når jeg er færdig Cand.scient. et-eller-andet-meget-langt, kan næste step ikke opnåes ved at trykke “ansøg” på optagelseshjemmesiderne. Fra da af skal jeg være dygtig nok, men jeg har svært ved at se til hvad. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive speciale i, fordi jeg ikke ved, hvor meget det kommer til at definere af min fremtid og jeg kan ikke engang afgøre, hvor meget jeg ønsker, at det skal definere min fremtid. Jeg ved ikke, hvad min fremtid kan være.
Da vi tog afsted til Dominica, forventningsfulde og håbefulde, snakkede vi ikke om Coronavirus endnu. Det var noget der befandt sig i Kina og forhåbentlig blev i Kina, men to uger inde i vores to måneders ophold kaldte Danmark alle danskere hjem. Min far ringede til mig, mens vi lavede vores første interview, der skulle guide os til vores fokusområder. Da vi kom ud fra det over-aircondition’ede kontor med kolde fødder i sandalerne var vi lykkelige for at have nået dette første vigtige skridt, og vi glædede os over at det gik den rigtige vej. Så ringede jeg tilbage til min far, og vi fik nyheden, der ramte som en mavepuster. For hvad skulle vi stille op?
En uge efter sad vi på et fly hjemover mod Europa, mens grænserne nærmest lukkede bag os. Det var den rigtige beslutning, det er jeg stadig sikker på, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at dette er et kosmisk vink med en vognstang. Både for os alle, for vores samfund, men også for mig selv. Et vink om at søge min motivation frem og finde ud af, hvad der er den rigtige beslutning for mig.
Selvom jeg er god til at være alene, så begynder det alligevel at ramme mig. Det er svært at trække sig selv op af det dynd man har arbejdet sig ned i, men jeg vil prøve. Jeg minder mig selv om at jeg ikke er det første, og heller ikke bliver den sidste specialestuderende med uudtalte ambitioner og overvældende frustrationer. Jeg skal nok finde en vej.
Kompaskurs.com 
Tak for din fine statusrapport, Topsy – og frisk mod – du er lige nu nede i ‘hullet’, men skal nok komme op igen i de kommende uger. Glæd dig over den fine udsigt, at sommeren er på vej og at du er i sikkerhed – om lidt blandt dine venner og familie.
Mangler lidt input vedr. Fredrik – er han ved godt mod?
Knuser herfra Elisabeth og Michael i Borup. Vi er også ‘buret-inde’ – men kommer dog til købmanden og Flugger – er i fuld x m malerarbejdet og andet forefaldende.
K-hilsen til Jer begge
Michael
Hei Michael! Tak for din opmuntring 🙂 Jeg prøver at glæde mig.
Fredrik er stadig i Den Dominkanske Republik, og forsøger at indsamle nok data de næste par uger til at hans speciale kan bygges på det. Der er udgangsforbud fra 17 til 06 og han håber meget på at der ikke bliver totalt udgangsforbud. Forhåbentlig kan han finde en måde at komme hjem på før tid, da det er meget lang tid at være alene, nu hvor hverken jeg eller vores fælles veninde kommer ned på besøg. Det er meget usikkert hvilket tiltag der kommer fremover og hvordan samfundet vil reagere, så jeg ville bestemt også blive glad hvis han kunne komme hjem inden for de næste par uger. Jeg har forsøgt at få ham til at skrive noget her, men det går lidt trægt 😉
Hilsen tilbage til jer! Det lyder som om i får noget ud af jeres nedlukningstid 🙂