En rolig evakuering hjem til Corona-land

Jeg har gået i flere dage nu og taget mig sammen til at skrive. Der er masser at skrive, men det er svært at formulere. For at begynde med begyndelsen, er Tori og jeg, siden mit sidste indlæg, kommet hjem til Danmark. Vi havde taget en beslutning om at blive, men efter flere dage med nervøsitet hos specielt Tori, besluttede hun, at hun altså ville følge opfordringerne til, at søge hjem til Danmark. Jeg selv har måske en lidt langsommere opfattelse af tingenes tilstand, måske lidt tykkere hud. Jeg var i hvert fald i syv sind over hvad jeg skulle stille op. Skulle jeg blive på vores caribiske paradisø og håbe, at den blev ved med at være sådan, at jeg stadig kunne lave vores feltarbejde, og at det hele ville drive over inden jeg skulle videre? Skulle jeg tage hjem sammen med Tori, vel vidende at hjemme i Danmark var situationen markant værre, end hvor vi opholdt os, men i det mindste er det hjemme? Eller skulle jeg prøve at rejse over til Fredrik i Den Dominikanske Republik, hvor det hele tiden var meningen at jeg skulle være, og så blive karantænetiden ud med ham?

Jeg valgte det sidste. Men så lukkede Den Dominikanske Republik grænserne og landet blev kort efter sat i karantæne, alt blev lukket og der blev indført udgangsforbud mellem otte aften og seks morgen. Så der forsvandt mit håb om at være sammen med Fredrik. I stedet købte jeg en billet hjemad, med fly fra Dominica til Barbados, over Frankfurt og hjem til Danmark. Stadig i tvivl og stadig frustreret over projektets drejning. Endnu mere frustreret og ked af det over udsigten til ikke at komme til at være sammen med Fredrik. Det var som om, at situationen sat på spidsen gjorde mig mere bevidst om mine følelser, og det eneste jeg kunne tænke på var ham. Han sidder stadig i en nationalpark i Den Dominikanske Republik og observerer bestøvere på blomster i hans feltstudieområde. Med de restriktioner der efterhånden er blevet sat i værk på Den Dominikanske Republik, er det dog ikke så sjovt som før. Nu er der ingen restauranter eller barer åbne, vejene er spærret, så han ikke kan tage ind til den nærliggende by, da han ikke har noget officielt ærinde og dermed kan han kun købe ind i det lokale minimarked, der byder på et uinspirerende udvalg af dåsemad. I mandags lettede det sidste fly, arrangeret af den tyske ambassade, så hvem ved, hvornår han kan komme på et fly til Europa. Oprindeligt var planen først at tage hjem til juni, men jeg håber han får en mulighed for at komme hjem før, for så hurtigt som tingene udvikler sig, er det ikke godt at vide hvordan det vil gå.

The queue in Barbados to have your temperature taken before immigration. This was the easiest part when compared to the two hours waiting in line to check in bags. Even the airport staff took pictures of the amount of people standing in line.
From Dominica only flights to the nearby islands departs as the airport is so small, squeezed in along a river on one of the few flat places on the mountainious islands. It was one of these small planes that took us to Barbados, where we had just landed on this picture.

Tori og jeg kunne følges til Barbados, hvor jeg måtte stå i verdens længste indtjekningskø sammen med hundredevis af tyske charterturister i to timer. Heldigvis gik resten af turen smooth, på trods af forsinkelse. Min mor hentede mig uden for lufthavnen, på behørig afstand, og velkomstkrammeren var skiftet ud med gensynssmil. Vi kørte forbi Fredriks og min lejlighed, som vi har lejet ud mens vi skulle være væk, hvor jeg havde advaret dem om at jeg kom forbi, så jeg kunne hente nogle personlige sager og en god portion varmt tøj, som jeg ikke havde haft med til Caribien. Lastet med hvad jeg nu kunne finde af varmt tøj på loftet kørte min mor nu bilen mod Jyllinge, hvor min Farfars hus står tomt, da han desværre sidder på det lokale plejehjem. Her har jeg installeret mig med en madras på gulvet, køleskabet fyldt op af min dejlige mor, rare naboer, der gerne vil hjælpe mig og udsigt ud over fjorden. De fleste ting er ryddet ud herfra i løbet af de sidste to år der er gået efter min kære farfar fik en hjerneblødning og ikke længere er farfar, som han var engang, men her er stadig fyldt nok op til at leve rart og godt. Det er vildt at man stort set kan tømme et hus for indhold, og stadig leve super behageligt med alle de essentielle ting i orden. Den første nat var det mærkeligt at sove alene i det store hus, der er så tomt i forhold til hvad det plejede at være, men nu har jeg vænnet mig til lydene på taget og jeg er også ved at slutte fred med mørket.

Det er allerede fem dage siden at vi landede i Danmark, og jeg syntes tiden er gået ufatteligt stærkt. For at være helt ærlig, så tror jeg at jeg er ret god til at være i karantæne og jeg har altid haft det fint med at være alene. Indtil videre har jeg gravet en køkkenhave midt i græsplanen, slået græsset, klippet indtil flere buske og fjernet ukrudt. Jeg priser mig lykkelig over at være et sted med have, så jeg ikke er fanget indendørs. Måske bliver jeg endda i denne min nye kolonihave indtil jeg igen er nødsaget til at vende mod København. Hvis jeg bliver nødt til det inden juni, hvor vores værelse i vores lejlighed igen er vores, er jeg så heldig at min søster, der også er min nabo, har tilbudt mig at jeg kan bo med hende i vores gamle lejlighed. Det vil på en eller anden måde være full circle at flytte ind på en madras på gulvet i det, der engang var min egen stue.

Før det kommer så vidt vil jeg dog få det bedste ud af en mærkelig situation. Jeg har ingen sygdomssymptomer og nyder at gå i haven og have friheden til at være stille og alene. Jeg nyder de lange telefonsamtaler med venner og familie, som er blevet normen nu. Jeg har en specialekontrakt, men ikke noget feltdata og ingen idé om hvad jeg så skal stille op, men mon ikke at jeg også klarer det? Jeg har det ganske enkelt godt og er fortrøstningsfuld, selvom jeg er bekymret over verdenssituationen.

Der er bare ét problem; Fredrik er ikke her med mig, og det ville jeg sådan ønske at han var.

Ved du ikke hvad den oprindelige feltarbejdsplan var? Læs her.

I’ve moved in to my grandparents old house for the time being – a piece of family history. Also a place where I have never before been alone, which gives a weird feeling of sentimentality.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: