To stay or to go? Hvad stiller vi op, nu hvor Danmark kalder os hjem

Vi er på en ø med 72.000 indbyggere. 754 kvadratkilometer. Afhængig af skibe der skal komme ind med varer fra Kina og fra Miami for at holde fødevareforsyningen stabil og med et sundhedssystem, der ifølge dem selv, ikke kan løfte en epidemi i landet. Her er endnu ikke et eneste tilfælde af verdens mest trendende samtaleemne, Covid-19, Coronavirus. De forbereder sig på muligheden for at den rammer Dominica inden for kort tid. I supermarkederne, men kun i de store af slagsen, er der håndsprit og informationsplakater, men der er ikke håndsprit til salg, for som alle andre steder på kloden, er også de løbet tør (der må sidde nogle håndspritfirmaer og tjene boksen pt.). Her er ingen panik, her er stadig toiletpapir på hylderne og her bliver oplyst i kirkerne om hygiejne og sikkerhedsafstand.

I mens sidder vi, Tori og jeg, og diskuterer hvad vi skal gøre. Danmark råber først “alle mine kyllinger kom hjem”, men før vi når at råbe “vi tør ikke” retur, har de ændret det til “alle mine kyllinger kom hjem – ud over jer der studerer, i må selv lige vurdere hvor farlig ham ræven er, der hvor i er”. Så derfor har vi haft fat i alle tænkelige autoriteter for at vurdere vores næste skridt. Vi har spurgt vores vejledere, vores studieleder, andres vejledere, Københavns Universitet, vores forsikring, Den Danske Ambassade i Mexico City, som er den nærmeste, vores kærester, vores venner og endda vores forældre. Vi føler at vi efterhånden har fået så mange vinkler på sagen, at vores beslutning er velbegrundet. Som det ser ud nu bliver vi her på Dominica og fortsætter vores feltarbejde. Vi følger med i udviklingen omkring Covid-19 her i regionen, og hvis noget ændrer sig dramatisk, tager vi en ny beslutning.

Det er en mærkelig følelse at sidde i udlandet midt i alt dette. Før Danmark besluttede at bede danskerne om at komme hjem, havde vi overvejet om dette ville få konsekvenser for vores studie, f.eks. om landmændene her overhovedet vil være villige til at tale med os og om vi ville kunne gå dør til dør. Da den danske regering besluttede at sige, at alle danskere burde komme hjem, blev vi nervøse, for hvad betyder det egentlig for os, når vi er i et område uden konstateret smitte og har været her i to uger og vores planer er at være her i halvanden måned mere? Vil vi kunne rejse hjem om halvanden måned? Vil jeg kunne rejse videre til Fredrik på Den Dominikanske Republik som planlagt? Vil det være uansvarligt af os ikke at følge ordrer?

Vi havde brug for nogle svar, så vi begynde, ligesom resten af de udenlandske danskere vil jeg tro, at tage kontakt til alle relevante instanser. De stakler må være blevet væltet med spørgsmål. Med den tanke i baghovedet vil jeg sige, at vi har fået enormt personlige og velfunderede svar. Jeg havde nærmest forventet et standard copy/paste svar fra mange, men vi har virkelig fået god vejledning. Det hjælper enormt meget på at tage en beslutning om, hvad man skal foretage sig.

For at være helt ærlig har vi i et par dage nu været noget mere optaget af Covid-19 nyheder end af vores speciale. Det har optaget det meste af vores tankekapacitet og vi har brugt enormt meget tid på at tale i telefon begge to. Vi har set pressemøder og læst anbefalinger fra myndigheder og har fulgt spredningen af smitten. Det gør noget ved én, og det er ikke kun svært at få lavet meget fagligt arbejde, det er også svært at nyde varmen, solen og vandet. Alligevel har vi præsteret at få vores første formelle interview i hus og få i det mindste en mundtlig godkendelse fra landbrugsministeriet her om at vi godt kan udføre vores feltarbejde. Så langt, så godt. På mandag skal vi snakke sammen med landbrugsministeriet igen og derefter håber vi på at kunne gå i gang med at opsøge landmænd, der forhåbentlig gerne vil hjælpe os. Vores bekymring om, at virussen kan betyde mindre velvilje til samarbejde, blev bekræftet da vi i fredags foretog interviewet i ministeriets landbrugsafdeling. Ham vi ville have kontakt med og gerne ville interviewe spurgte os inden vi blev inviteret ind på hans underafkølede kontor, hvornår vi ankom til landet. Da vi kunne svare at det var to uger siden, slappede han straks mere af, og bød os indenfor. Han ville, sagde han, nok have frabedt sig interview hvis vi netop var ankommet.

Vi prøver at slappe af med situationen og tage en dag ad gangen. Da vi i formiddags var frustrerede og forvirrede besluttede vi derfor at gå ned på stranden for at køle af med en svømmetur. Derefter tog jeg det så roligt, at jeg har erhvervet mig en solskoldning på mine balder, der nu ligner en advarselstrekant. Og på den måde kan man altid skaffe sig en bekymring mere.

One Comment on “To stay or to go? Hvad stiller vi op, nu hvor Danmark kalder os hjem

  1. Pingback: En rolig evakuering hjem til Corona-land – Kompaskurs.com

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: