Det er ikke så svært at vende sig til ølivet

Tori, min specialemakker, og jeg er så småt ved at vende os til ølivet. Det er nu en uge siden vi første gang gik igennem gaderne på Martinique og forsøgte at fatte hvordan det kunne være så varmt, så forladt og dog så fyldt med turister og hvilken del af verden vi egentlig var kommet til. På papiret havde den 9 timer lange flyvetur ikke taget os ud af Europa, for Martinique er fransk og er en del af Schengen. I virkeligheden føles Martinique som et stort sammensurium af Afrikansk, Europæisk og Amerikansk kultur, samtidig med at den evige strøm af cruise-turister, der ikke kommer længere end havnefronten giver sit besyv med. Heldigvis skulle vi hurtigt videre – efter to overnatninger i en spartansk AirBnb-lejlighed uden for centrum af Fort-de-France slæbte vi al vores baggage med os til færgeterminalen, hvor vi fandt den lille færge til Dominica. Alting kan ikke altid gå som smurt, og da jeg tjekkede ind til færgen blev jeg da også irettesat. Jeg havde nemlig ingen returbillet fra Dominica, og uden sådan én ville jeg hurtigt blive sendt retur igen, meddelte kvinden bag skranken mig. Jeg måtte købe mig en dyr færgebillet for at kunne fremvise den ved immigrationen i Dominica. De spurgte aldrig efter den.

Vi ankom til Roseau, hovedstaden i Dominica, lige ved solnedgang, så da vi kom ud fra færgeterminalen var det blevet mørkt. En taxachauffør forsøgte hurtigt at få fat i os, men vi ville blive samlet op af vores AirBnb-vært. Da vi ikke var blevet samlet op to minutter senere, kom den ihærdige chauffør hen igen, for at tilbyde at ringe til dem for os. Nogle gange, sagde han, dukkede AirBnb-værter bare aldrig op, og han ville gerne være sikker på at vi ikke blev efterladt her på havnen. Det vi først havde tolket som anmasende var i virkeligheden oprigtig hjælpsomhed.

Vi ventede ganske kort tid på havnen inden en fin bil rullede op foran os. Franklin, bror til vores værtinde, kørte os de tre kvarter op til Picard, Portsmouth, i den nordlige ende af øen. Vi stoppede forbi et supermarked der var åbent, på trods af at det var søndag aften, og købte os et par småting, så vi ikke ville gå sultne i seng. Allerede i bilen begyndte feltarbejdet, for Franklin arbejdede med landbrug som en slags konsulent, og vi udspurgte ham om både det ene og andet. Det er en stor fordel for vores arbejde at de her på øen taler engelsk, men det giver os et nyt og uventet problem. Deres accent er så kraftig og mumleri så udbredt, at selv Tori, hvis modersmål er engelsk, har svært ved at fange hvad der bliver sagt. Alt efter hvordan det bliver ude hos landmændende kan de være at vi får brug for en tolk alligevel, selvom det nærmest vil være pinligt. Den lille lejlighed vi har lejet ligger baggerst oppe ad bjerget i Picard. Vejen her op til er forfærdeligt stejl, så jeg var i tvivl om den fine bil ville klare det. Huset er lyserødt og fra den lange fælles balkon kan vi kigge ud over det Caribiske hav. Vi har et lille køkken, to fine lænestole, en dobbeltseng og et udemærket bad. Køkkenet bliver en bageovn i sig selv når vi bruger det ellers udemærkede gaskomfur, så man kan kun lave mad med åben dør og i meget lidt tøj – de to ting er en dårlig kombi. Det har taget os de første tre dage at finde ud af hvordan vi fik varmt vand i bruseren, men med de temperaturer de holder sig her, har det ikke været det store problem.

The view from our flat is hard to beat. Every night this sunset is different, but it never seems disappointing, even when it is cloudy.

Vejret har været noget så omskifteligt. Nogle gange regner det fra en blå himmel og andre gange er der helt gråt omkring os. Nogle gange skinner solen så kraftigt at jeg bliver solskoldet ved tanken om at gå udendørs. Der er generelt et sted mellem 24 og 28 grader i følge vejrudsigterne, men dem er jeg stoppet med at stole på, eftersom de kan rapportere tørt og skyfrit, når der har været bygeregn hele dagen.

Vi har brugt den lille uge vi har haft her på Dominica indtil videre på at akklimatisere, lære folk og steder at kende, købe ind, så vi kan lave mad i vores lille lejlighed og afvise tourguides, der kan det hele på den halve tid. Vi har lært at tage bussen fra Picard til Portsmouth og retur for halvanden Eastern Caribean Dollar, cirka tre og en halv krone. Ud over de billige busture er det meste næsten lige så dyrt som i Danmark, også vores husleje, men så kommer den også med en ugentlig rengøring og en uvurderlig udsigt. Vi har mødtes med en kontakt, Marian, som vi havde e-mailet frem og tilbage med hjemme fra, ved at vi helt tilfældigt gik ind på hendes partners bar for at kigge. Han udtalte vores underbevidste længsel ved at sige “cold beer?” da vi trådte ind i rummet, og da han så henvendte sig til en ældre, solbrun, men tydeligvis ikke lokal kvinde med navnet Marian, tænkte jeg, at dem kan der umuligt være mange af. Marian blev meget begejstret for at ansigterne bag e-mailsne og slog sig ned sammen med os og de kolde øl i deres lille gårdhave ud mod havet. I skyggen af mandeltræet fortalte vi hende om vores projekt, og hun har siden da skaffet os så mange kontakter til lokale landmænd, at vi nærmest ikke kommer til at kunne nå at tale med dem alle. Marian og McDowells bar hedder Saggitarius 2 Reggae Bar and Grill og kan virkelig anbefales, hvis man skulle være på disse kanter. Den stegte fisk med platain, fritter og frisk salat er både virkelig lækker og lidt dyr, men tilgengæld er man mæt i tre dage, hvis man kan spise op.

Fried fish with fries, salad and “provision”, which in this case is fried plantain and dasheen. And a cold Carib, off course.

Både McDowell og Marian anbefalede os at tage på markedet i dag, lørdag, for at møde de lokale landmænd, se deres afgrøder og vise vores ansigt. Vi burde komme tidligt, men selvom vi stod tidligt op, var vi ikke ude af døren før kl 8, og der var flere ting der allerede var udsolgt til den tid. Vi fik dog talt med et par landmænd, mens de var travle med deres boder og vi fik trukket lidt viden ud af det lokale planteværn, der var tilstede med en informationsbod og diagnostiseringsservice for landmændende. Vi drak indholdet af en helt frisk kokosnød, som blev hakket op med en kødøkse i ladet af en gammel, grønmalet Hilux, og spiste det søde, bløde kokoskød med en ske af kokosnøddeskal. Derefter tog vi hjem med alle vores nyindkøbte grøntsagslækkerier, der hurtigt bliver slattent i varmen, og har brugt resten af dagen foran blæseren i vores gode lænestole. Tori er netop genopstanden fra en lille lur og har foreslået nøjagtig hvad jeg sad og tænkte – at vi skal snacke lidt popcorn og gå på stranden inden solnedgang. Jeg tror lige vi kan nå det inden den obligatoriske sundowner, Ginger Spritz – vores selvopfundne drink med lokal rom, Jamaicansk Ginger Wine, citron og tonic over masser af is.

The main street of Portsmouth always looks this festive but rarely this busy. “What would you like? I have tomatoes, cassava, dasheen, ganja?” said a farmer when we looked at his stand. The ganja was not on display.
You can find all of your vegetables at this saturday market. Apperently, if you come on fridays instead the veg will be Adventist grown.
Island living means that the freshmarket is by the sea, so both veg and fish can be sold simultaniously.
Drink up your coconut!

PS: Det virker som om at Fredrik må stå noget mere igennem på hans feltarbejde i Den Dominikanske Republik. Det område, som han skulle udføre sine observationer i, havde desærre kun én af de to nødvendige arte af kolibrier, så han er nu taget ned fra de kolde og fugtige bjerge og har fundet et sted med begge arter til stede helt nede ved kysten. I stedet for at bo i et skur og pakke sig godt ind i uld, som måske nok er Fredriks yndlingsbeskæftigelse, bor han i stedet i en fin lejlighed i en turistghetto ved kysten og går hver dag ud for at observere kolibrier i den bagende hede. Både mit og Fredriks medbragte uld og ekstra sweatre virker utroligt unødvendigt efter den ændring.

Er du forvirret over hvad vi laver? Læs her.

%d bloggers like this: