Kompaskurs.com
Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
Den svære begyndelse på cykelturen
06. juli 2019
Det er første nat på min cykeltur. Jeg er ikke begyndt i Stockholm som planlagt, for vejret har bestemt ikke været på vores side på sejlturen herop. Alligevel er det blevet til 250 sømil og en god historie, som hos min far og jeg allerede kan omtales som “dengang i Hanöbugten, sommeren 2019”. Vi kom til Västervik, cirka 200km syd for Stockholm, så det var herfra jeg begyndte at cykle i morges. Det var op ad formiddagen før jeg kom afsted, men så følte jeg mig også klar.
Til at begynde med var der en del bakker, men ruten var smuk op langs med vigen, ind i land. Jeg havde planlagt en rute på omkring 60 km, hvilket virkede overkommeligt. Min første pause var ikke helt selvvalgt. På kortet så der ud til at være en smutvej, så selvom ruten var tegnet til at gå uden om, cyklede jeg ned af smutvejen. Alt andet lige var Google Maps enig med mig, så jeg tænkte at det måtte være fint. Desværre ved Google ikke alt, hvilket jeg erfarede allerede her. Halvvejs på min smutvej var vejen spærret med elektronisk låge og overvågning. Det så ud til at være et meget eksklusivt område. Jeg besluttede at prøve vandrestien, som godt nok gik stejlt op ad bakke, men som nok skulle kunne tage mig tilbage på den store vej, uden at jeg skulle samme vej retur. Efter at have kæmpet mig op ad vandrestien og den stejle bakke fandt jeg et kreaturhegn, som jeg aldrig ville få cyklen over. Dermed måtte jeg ned af den meget stejle bakke igen og bide i det sure æble – jeg måtte retur samme vej som jeg var kommet. For at turen ikke skulle være helt forgæves spiste jeg min frokost, lidt tidligt, siddende på en klippe med udsigt ud over vigen og et par skær. Det var en fik første frokost, så jeg blev hurtigt i godt humør igen.
Ruten snoede sig langs kysten, først med vand på den ene side og så på den anden, for tangen jeg cyklede på var ganske smal. Flere steder kom jeg igennem små stykker beskyttet natur, der blærede sig med mange forskellige slags biologiske væsner. Ingen af dem så jeg.
Jeg holdt endnu en pause da jeg så et skilt langs med vejen hvor der stod “Kaffe – Vaflor – Glass”. Det var en lille hembygdsgård, hvor nogle ældre mennesker serverede netop det der var annonceret på skiltet og intet andet. Jeg betalte i en isbøtte og fik serveret en kop kaffe så sort at jeg måtte fortynde den med en halv kop mælk. Vaflerne var nybagte og jeg slubrede dem i mig med isen til. Det var et meget lokalt lille sted, hvor dem der kom forbi alle hilste bekendt.
Da jeg nærmede mig mit planlagte overnatningssted, en shelter ved Storsjön, fyldte jeg mine vanddunke ved et hus langs vejen, hvor to kvinder gik i forhaven. Jeg har tre vanddunke med – 1L Nalgenedunk, som jeg pakker ned i taskerne og to dunke af 0,7L, som sidder i cyklens ramme. Det er lige nøjagtig nok til en overnatning, hvis jeg har en anden vandkilde at vaske op i.
Vejen ud til shelteren blev mindre og mindre jo nærmere jeg kom, og det sidste stykke var det en lille, ujævn og snoet vandresti, som jeg kun fortsatte af fordi jeg var beslutsom og træt nok, til ikke at ville finde et andet sted. Shelterpladsen der åbenbarede sig var perfekt. På klipperne ved kanten af en blikstille sø, omgivet af grantræer, blåbær og mos. På den anden side af søen lettede en ørn. Flere ørne kom til og fløj rundt – fem ørne i alt. Lidt efter var de væk, og jeg følte at de havde sagt velkommen til mig.
Nu falder mørket lige så langsomt på. Jeg har lavet mad, dvs. hældt varmt vand på en pose tørmad, og har talt i telefon med Fredrik, som er i Tasiilaq, Grønland, og har skaffet lidt internet. Der er så stille her, at jeg kan høre alle mine bevægelser og vejrtrækninger. Mit lille bål blusser gladeligt derudaf, men jeg bliver melankolsk. Det er mærkeligt at være alene her ude, og det gør det ikke nemmere at have talt med Fredrik, som plejer at være med mig, men nu er så langt væk. Skyerne samler sig på himlen, og det blæser en smule op. Jeg sidder og kigger på bålet og søen, og overvejer at krybe til køjs, da det begynder at småregne.
Jeg græder lidt. Over at være helt alene. Over hvor smukt det er. Af savn. Af usikkerhed om, hvad jeg mon har begivet mig ud i. Om jeg overhovedet kan trives i at være på sådan en tur her alene.
Det begynder at regne mere og pludselig lyner og tordner det også lige over hovedet på mig. Jeg kryber i posen og lægger mig til at sove, men jeg vågner et par timer senere i kulsort mørke. Det drypper ned i hovedet på mig og min sovepose er våd ved fødderne. Det nærmest skybrudsregner nu og shelteren er ikke så vandtæt som jeg ville forvente. Jeg finder min pandelampe frem og begynder at pakke alle mine ting ned i cykeltaskerne, da de er vandtætte. Jeg flytter rundt på mig selv og finder en måde at lægge mig i shelteren så jeg ikke bliver våd og lægger mig til at sove igen. Der går ikke længe før det igen drypper på min pose og jeg forsøger at lappe hullet med nogle aviser der er i shelteren. Det virker i cirka en halv time, men så vågner jeg igen. Det er stilnet en smule af, men regner stadig en del. Endnu engang må jeg finde en ny måde at ligge på og ender med at finde mig i, at mine fødder bliver lidt våde.
Det er en lang første nat, og jeg føler mig bestemt ikke udhvilet og klar til næste dags eventyr.
Kompaskurs.com 
😘 dejligt at læse om dine oplevelser knus 👏 godt at der også er nogle som hjælper dig På byggepladsen 🤪 ❤️
Sendt fra min iPad
> Den 27. aug. 2019 kl. 13.59 skrev Kompaskurs.com : > > >