Sæljagt i polarnatten

Normalt ser jeg ikke mig selv som den store bangebuks, men da jeg sad i bunden af jollen og hamrede ud over dønningerne, havde jeg momenter hvor jeg var så tæt på at være reelt bange, som jeg kan huske, jeg har prøvet. Det eneste jeg kunne se fra min plads, var skumsprøjt, isbjerge og de næsten lodrette klippevæge med lidt sne på toppen, og med visheden om, at hvis vi skulle være så uheldige at kæntre eller sejle på et skjult skær, så havde vi vel omkring 5 minutter inden vi ville gå til bunds, hjalp ikke.

Det skete da også mere end én gang at jeg sendte en stille bøn til ingeniørerne som havde designet jollen om at de havde gjort deres arbejde ordenligt. På det her tidspunkt var klokken næsten syv om aftenen og jeg havde fået lov at komme med på fangst sammen med Noa, som jeg bor hos i Tasiilaq, og en af hans venner. Tre timer tidligere var vi lagt fra kaj for at tage af sted, men på det tidspunkt blæste det for meget, selv for to garvede fangere, hvorfor vi havde brugt timerne på at fange torsk og ulk samt indsamling af rosenrod, som sammen med sæl spæk er en lokal delikatesse. Fiskebestanden i Grønland må være virkelig høj, for selv med mit elendige fiskeheld lykkedes det at fange en kæmpe torsk og en fin ulk.

Efter den første times sejlads, kom vi indenskærs hvilket bevirkede at dønningerne forsvandt og vi kunne sejle uden konstant at være ved at blive kastet overbord. Jo længere vi kom ind i fjorden jo tættere kom vi også på indlandsisen hvilket bevirkede at temperaturen faldt og mængden af is i vandet steg. Men nu var vi kommet til sælterritorium, så det gjaldt om at holde udkig. De først par sæler, der blev spottet, nåede dog at smutte fra os inden der blev langt an til skud. Så heldig var det dog ikke alle sæler der var, og der gik ikke længe før en sæl var i sigtekornet og et kort øjeblik senere var skudt med en velplaceret kugle. Sommeren er dog ikke det optimale tidspunkt at jage sæler og samme skæbne, som var ved at tage livet af Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen i 1913, overgik nu også os. Sælen var for tynd og nåede at synke inden vi kom hen til den. Om guderne vil se den mistede sæl som ødselt spild eller som en offergave, ja det må guderne vide.

Herefter forsatte jagten, men det er øjensynligt ikke helt nemt at ramme hovedet på en lille sæl i de korte øjeblikke den er oven vande, mens man sidder i en jolle der vugger blidt, så de næste sæler kunne nøjes med en forskrækkelse når kuglen fløj tæt forbi.

Omkring klokken halv tolv gik solen ned og efterlod en smuk solnedgang som varede i flere timer, da det ikke var muligt at differentiere mellem solned- og solopgang.

Klokken 01.25 lykkedes det at få skudt en sæl mere, og denne gang nåede den ikke at synke inden vi fik halet den op.

På det her tidspunkt konstaterede Noa, at vi ikke havde nok benzin til nå tilbage til Tasiilaq, hvorfor vi måtte tanke i Tiniteqilaaq, som dog først åbnede den følgende morgen. I sådanne tilfælde er det godt med nogle kontakter, så der gik ikke lang tid, så lå vi i hver vores sofa, og gjorde os klar til nogle timer på øjet.

Næste dag blev brugt på langsomt at sejle hjem af, med et par omveje og stop på vejen. Da vi nåede stedet hvor jeg cirka et døgn forinden var bekymret for om vi skulle gå til bunds, var det en helt anden oplevelse. Båden huggede stadig igennem dønningerne, men følelsen af at den var ved at kæntre hvert øjeblik, var væk. Om det var fordi solen skinnede og vejret var bedre, fordi jeg sad bagerst i jollen og derved havde bedre udsyn eller om jeg faktisk er blevet lidt mere fanger på turen, er uvist.

Da vi kom hjem, var der ikke andet tilbage at gøre, end at få parteret sælen og få hvilet ud.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: