Kompaskurs.com
Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
Asana og modige spejdere
Da jeg her til morgen tog til yoga – vinyasa hos Stine Brink – havde jeg ikke forestillet mig, at det skulle gå hen og blive en slags meditation over den udviklingsplan for Det Danske Spejderkorps, som jeg diskuterede med andre ledere fra min division i går aftes. Det blev det da også først da Stine guidede os ind i en for mig nu yogastilling, asana (astavakrasana), som jeg umiddelbart ikke forestillede mig at jeg kunne finde ud af. Til den ene side holdt jeg igen med en “jeg tør ikke forsøge, for jeg kan sikkert ikke finde ud af det”-tanke i baghovedet. Da vi hvilede, inden vi forsøgte os på den anden side, sagde Stine, løst citeret, at vi skulle tænke på hvordan vi mødte udfordringer. Ikke meget mere end det, men jeg nåede meget igennem derefter.
I går aftes var jeg til Divisionsrådsmøde (for første gang i min ellers mangeårige spejderkarriere). Der havde to repræsentanter fra vores korpsledelse medbragt nogle kort som vi kunne bruge til at diskutere udkastet til DDS’s kommende udviklingsplan, som vi skal vedtage på Korpsrådsmødet til november. Jeg havde en god snak med et par med-ledere fra nogle af de andre grupper i min division om punktet Modige børn og unge. Jeg havde måske ikke nærlæst det længere skriv om hvad netop det indbefatter, men blot skimmet det, da det landede i mailboksen, så min forståelse begyndte et lidt andet sted. Jeg læste meget action ind i netop det udviklingspunkt. Modig lyder som action. Efter nogle gode snakke kom vi frem til, at modig ikke nødvendigvis betyder action, men er at nærme sig sine grænser, måske overskride dem hvis det føles rigtig og vigtigst af alt at turde fejle. Modige børn og unge, er med andres ord, en omskrivning af det formål vi allerede arbejder efter, men som udviklingspunkt syntes jeg at det minder os om noget – at det er vigtigt at fejle. Til spejder skal vi skabe et rum, det mener jeg at vi mange steder allerede gør, hvor det er helt i orden at fejle. Hvor det er helt cool, ikke at være god til det man gør. Jeg tænkte på min egen trop, der på dette års Dinizuli (et adventureløb over 24 timer for 12-16 årige spejdere i januar måned) fik sig en imponerende 28. plads. Ud af 34. Da vi talte om det omkring lejrbålet til det efterfølgende møde havde de virkelig mange sjove historier at fortælle og var stolte over at have gennemført løbet. Vi grinede af det med placering sammen, og aftalte at næste år skulle de have en lige så god oplevelse. Jeg var glad for at de tog deres 28. plads som en lille sejr og tænkte, at det burde jeg lære af. Det ved jeg ikke om jeg helt har endnu.
Vi talte om, at hvis vi skal skabe modige børn og unge, så kræver det meget af os ledere, for vi skal møde spejderne der hvor de er. Vi skal også selv være modige og turde fejle, og det var det der kom op i mig i morges midt i serien af asanas. Jeg har aldrig været særlig sikker i min krop. Som yngre var jeg altid den yngste og den fysisk mindste, når jeg var sammen med dem jeg anså som jævnaldrende, og dét sammen med min medfødte klodsethed og mangel på kropslig bevidsthed, gjorde mig meget usikker når det kom til bevægelse. Lidt af den usikkerhed sidder der stadig og kigger frem en gang i mellem, som når jeg holder tilbage uden overhovedet at prøve. Jeg plejer ellers at citere Pippi med jævne mellemrum for at sige “det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg godt finde ud af”, men det er gået op for mig at det kun gælder når det er noget jeg rent faktisk har en forventning om, at jeg godt kan finde ud af, uden at gøre mig selv til grin.
Udfordringer har jeg en intention om at møde med et smil og en “selvfølgelig kan jeg det”-attitude, også selvom det indebærer, at jeg laver fejl og bliver til grin i mine egne, hårde øjne. Måske kan det hjælpe mig til at hjælpe spejderne til også at møde udfordringer sådan – at være modige på hver deres måde. Practice what you preach, agtigt.
PS: i et kort øjeblik var jeg i en helt uperfekt astavakrasana, og det var en lille sejr.
Kompaskurs.com 