Ny i Naivasha

Den første nat på en rejse er altid noget særligt. Denne nat var særlig fordi den blev brugt sammen med syv af mine medstuderende i en Airbnb-lejlighed i Nairobi, Kenya, hvor vi ankom sent og skulle tidligt afsted. Så snart jeg trådte ud af lufthavnens airconditionede bygning, ud i den lune aften, ramte den tunge, krydrede og søde duft af støv og mennesker mig og tog mig et kort øjeblik tilbage til både Sydsudan og Ethiopien i tankerne. Det er duften af troper, duften af varme, duften af Afrika. Jeg havde savnet den.

Det var som om lettelsen over at være fremme ikke rigtig brød igennem, da vi alle vidste at vi næste dag skulle rejse videre. Mine medstuderende på safari til Masai Mara og jeg selv til den nærliggende by Naivasha, hvor jeg vil bruge de fire dage inden vores faglige program starter på at falde til, akklimatisere, meditere.

For at komme dertil tager jeg en Matatu, en af de allestedsnærværende minibusser. Ordet matatu, har jeg lært, kommer af tatu, som betyder tre. I følge de lokale giver det mening, fordi man i en matatu sidder tre på hver række. I virkeligheden sidder man ofte fire eller endda fem på hver række, mens bussen ræser ud af de, i forhold til mine forventninger, gode veje. For at komme til busholdepladsen (NNUS) hvor Naivasha-bussen kører fra tager jeg en Uber for første gang i mit liv. Det fungerer upåklageligt og er markant billigere end de håbløse turistpriser, som almindelige taxaer tilbyder. Jeg kører med en chauffør som har meget at fortælle. Han har arbejdet i den financielle sektor, men er nu selvstændig, og har mange holdninger til Kenyas økonomiske udvikling, samhandel og udenlandske investeringer. Foruden det evige emne korruption, som kaster en lang skygge over alle tiltag, hvor gode de end er.

Det er nemt at finde en matatu til Naivasha, for der er mange mennesker klar til at hjælpe mig. Billetten køber jeg i billetlugen, som jeg får udpeget af en af de mange matatuhajer, der jagter passagerer til netop deres matatu. På trods af det almindelige kaos, som hersker på sådanne steder, og sårbarheden i at være hvid, kvinde, alene og med hele to rygsække, går det nemt, og jeg føler mig markant tryggere end jeg gjorde da jeg rejse i Ethiopien med min bacheloropgave.

En lille dreng og hans mor sidder i matatuen, hvor jeg bliver placeret, efter at have overvåget min store rygsæk blive stablet på plads i baggagerummet. Vi kommer til at dele et sæde, og den lille dreng falder i søvn halvvejs oven på mig, og sover en god del af den halvanden time lange tur. Drengen går på en kostskole i Naivasha som hans mor følger ham til – det er bedre for ham at bo uden for Nairobi, fortæller moren mig, for i Nairobi er skolerne ikke lige så gode og der er ikke meget frihed for en lille dreng. Vi har en god snak, og da jeg vågner efter en lille lur og kigger ud over Naivasha-dalen i Rift Valley og ser den smukke vulkan Mount Longonot byder de mig velkommen hertil.

På busstationen i Naivasha er alt som det altid er – et kaos af folk der vil sælge taxa-, motorcykel- eller busture og dårlige kiks og varme sodavand. Jeg har orienteret mig på et kort inden jeg stiger af og ved at hvis jeg bare drejer til venstre ude på vejen, er der ikke langt til mit guesthouse. Jeg går beslutsomt ud fra busstationen og drejer til højre. Det giver mig en god gåtur i den forkerte retning inden jeg opdager min fejl, og må vende om og gå tilbage, forbi alle dem, der for få minutter siden har tilbudt mig lift med taxaer eller motorcykler, men som jeg selvsikkert har afslået. Så meget for stædigheden.

Over Airbnb har jeg lejet et telt ved Guesthouse Jane. Teltet er ikke sat op da jeg kommer, men det har de forberedt mig på. I stedet får jeg et trepersoners værelse med eget bad og toilet, hvor der også er plads til mine to medstuderende Ryan og Kathi, som er ankommet en dag før mig. Jeg sætter mig under en bastparasol i haven og nyder at være fremme, mens jeg kigger mig omkring. Der er en pool til fri afbenyttelse, et træhus, som jeg egentlig gerne ville have lejet, men som var optaget, og en restaurant, der ser ud til at blive drivhusvarm. I haven er der både papaya og eucalyptustræer, samt smukke trillingranker – bougainvillea – med fine pink blade. De er ansatte er nogle ualmindelige søde unge gutter, som smiler lidt genert når jeg snakker med dem.

Det er egentlig planen at Ryan, Kathi og jeg skal ud på oplevelse sammen allerede her til eftermiddag, men de kommer først hjem ved tretiden, for de har været oppe på Mt. Longonot og vandre. Jeg venter i haven, og er egentlig ikke skuffet over at første dag bliver ren afslapning. Jeg har ikke travlt, for jeg ved at oplevelserne nok skal være store og mange, ligegyldig om jeg skynder dem eller ej. Hele grunden til at jeg har valgt kun at tage til Naivasha de første fire dage – hvor de andre er henholdsvis på safari i Masai Mara eller som Ryan og Kathi både vil nå Naivasha og en tur til Mombasa ved kysten – er at jeg efterhånden ved, at jeg får mere ud af min korte tid ved at nyde et enkelt sted, lære det at kende og udforske dets muligheder, i stedet for at forsøge at nå det hele i første omgang. Jeg vil enormt gerne på safari, forstå mig ret, men det skal ikke være tre dage i en stor gruppe. Jeg ved at jeg kommer tilbage på et tidspunkt, for jeg har drømt om stor natur, savanne og vilde dyr siden jeg var barn, så jeg vil hellere gemme oplevelsen til senere og have tid og råd til at gøre det på min egen måde og fordybe mig i oplevelsen. Denne her gang bliver det Naivasha.

Da Ryan og Kathi kommer hjem fra deres tur på Mt. Longonot er de fuldstændig gennemblødte. De blev fanget af en af eftermiddagens kraftige regnvejr, som oppe på vulkanen nærmest var en haglstorm, og som forvandlede flere af stierne til rindende vandfald. De er trætte og sulte, så da de har fået tørt tøj på går vi ind til Naivasha og finder os en lille lokal biks der serverer “chicken and healthy food”. Healthy food er mad uden kød, så vi har et par valgmuligheder ud i bønneretter. En vegetarisk (nok egentlig også vegansk) ret koster 120 kenyanske shilling, cirka 8 danske kroner, og jeg bliver rigeligt mæt. De enorme portionsstørrelser skal det vise sig, at jeg kommer til at kæmpe med resten af opholdet.

Efter den tunge frokost går vi en tur på det lokale grønsagsmarked, og her er det fantastisk at have Ryan med. Han er Sydafrikaner og ved lige hvordan man begår sig på sådan et marked, hvad man spørger om, hvad man kigger efter og hvordan man shopper i det han kalder the piles – bunker af genbrugstøj, sko eller andet, som man roder rundt i indtil man kræsent finder lige det guld man leder efter. Han viser os forskellige frugter og grøntsager, som vi aldrig har set eller smagt før, som den sjove trætomat eller mærkelige hornmelon. Ingen af dem bliver nye favoritter, men de udvider mine horisonter.

Ryan knows how to shop in the local markets, so we followed him around.
Tree tomatoes are a new experience for both Kathi and me. You bite them open and suck out the delicious, red, fruity inner part.
Fresh fish sold at the market.
Shopping in the piles.

Vi er alle trætte og lidt ugidelige om aftenen, hvor vi har lagt os på sengene og småsnakker. De andre har fået anbefalet en klub og bar, som de syntes vi skal prøve, da det jo er lørdag aften. Kathi og jeg er ikke så friske på det, men Ryan er ivrig, så da han vil afsted går vi med ham, selvomklokken nærmer sig 22 allerede. Vi finder et spisested der stadig har åbent, hvor vi får hvad de har tilbage af vegetarisk mad. Kathi og jeg prøver matoke, madbananer, som hos mig ryger i samme kategori som kogte kartofler – altså ikke min yndlings. Ryan og jeg deler en lunken Tusker, da de ikke har øl på køl, men på vores foranledning lægger de én i fryseren, som vi kan dele efter den lunkne. De fleste lokale drikker helst deres øl eller sodavand lunkne, da der er en forestilling om at man bliver syg af at spise og drikke koldt. Ryan og jeg er dog begejstrede for dele-øl nummer to, som er lidt køligere end rumtemperatur.

Vi går gennem Naivasha i mørket for at finde klubben. Jeg har aldrig været rigtig i byen på nogle af mine rejser i Afrika, selvom jeg da har været på bar og drikke øl med de studerende da jeg var i Ethiopien. Stedet vi leder efter hedder Bubbles International, og da vi nærmer os er vi ikke i tvivl. Det er open-air under et kæmpe træ, der er lejrbål, siddepladser, barområder, DJ-pult med sindssygt høj musik og et dansegulv, som ingen er på. I stedet danser folk rundt omkring mellem stole og borde, som om at dansen er en pludselig indskydelse. Jeg har ikke rigtig gjort mig i stand til at gå i byen, da jeg ikke helt regnede med at vi ville finde det, og nu fortryder jeg lidt. Jeg har forsøgt at dække min hvide hud til med lange ærmer og har en lang nederdel på, der nu virker lidt tung mellem alle de stylede kvinder. Min bøllehat, som jeg tog på i sidste sekund for også at skjule mit meget blonde hår lidt, virker fjollet her (men hvornår virker en bøllehat ikke fjollet?). Vi bestiller noget at drikke, og vil kun have et enkelt glas af hver ting, til stor forvirring for tjeneren. I Kenya drikker man for at blive fuld, ikke for nydelsen, så da Ryan bestiller et enkelt glas whiskey og ikke vil have hele flasken, bliver den stakkels mand forvirret. Jeg holder mig til en øl, for jeg bryder mig ikke om at blive fuld her.

Da vi beslutter os for at ville danse, bliver det hurtigt en attraktion. Det føles mærkeligt og jeg er ikke helt tilpas med situationen, da det virker som om nogen bare vil danse, så deres venner kan optage en video af at de danser med en hvid pige. Kathi og jeg holder sammen, og redder hinanden når nogen bliver for nærgående, hvilket de meget hurtigt bliver. Det er kulturen her, får vi at vide, og betyder ikke noget. Jeg kan nu alligevel godt lide at have en lille smule privat sfære og bryder mig ikke om at blive tvunget rundt på gulvet. Når det er sagt, så er det virkelig sjovt at danse, og musikken er meget mere livlig og rytmisk end den ville være på et lignende sted i Danmark. Jeg må dog trække på smilebåndet da de spiller Natasja og stadig påstår at DJ’en kun spiller Kikuyu-musik.

Vi er trætte og glade da vi går hjem gennem Naivashas mørke gader, hvor glade, fulde folk render omkring og er ivrige efter at snakke. Jeg er glad for at vi er tre sammen, for jeg føler mig ikke utryg på trods af det sene tidspunkt og de fulde folk, men jeg glæder mig til at komme til at sove trygt under myggenettet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: