Kompaskurs.com
Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
Men virker CO2-kompensation overhovedet?
Til februar tager jeg til Kenya. Ikke bare sådan en lille hyggetur, men derimod obligatorisk feltarbejde med mit studie. Det bliver virkelig spændende. Det er et obligatorisk kursus på kandidatuddannelsen Agricultural Development, som har det mundrette navn Interdisciplinary Land Use and Natural Ressource Management, hvor vi skal lave feltarbejde i et af tre samarbejdslande. Vi skal samarbejde med andre studerende fra RUC og med lokale studerende i det land vi skal til. Jeg skal altså til Kenya og lave feltarbejde, nærmere bestemt på de sydlige skråninger af Mount Kenya. Hvad jeg skal lave der er ikke besluttet endnu, men der kommer med sikkerhed mange idéer på bordet så snart vi begynder at brainstorme på det. Det er i virkelighedens heller ikke så vigtigt hvad vi laver, men hvordan vi gør det. Hele ideen er at øve sig i feltarbejde. I forhold til mit selvbestaltede feltarbejde i Ethiopien til min bacheloropgave, tror jeg at det her bliver en helt anden oplevelse. I Ethiopien var jeg på fuldstændig bar bund da jeg ankom, og følte i virkeligheden stadig jeg var det da jeg tog hjem. Jeg havde ingen idé om hvordan man lavede feltarbejde, men sprang ud i det med hovedet først i håb om at det ikke gik helt galt. Og det gik jo ret godt.
Denne gang er vi flere sammen om det, og vi har undervisere med, som kommer til at støtte os med deres erfaring. Noget jeg virkelig godt kunne have brugt, da jeg famlede mig frem i Ethiopien. På den anden side, så er Learning by doing et princip jeg er vokset op med, så hvorfor ikke også bruge det i denne sammenhæng?
Det bliver altså Kenya denne gang. Kenya, som nok er det Afrika jeg altid har drømt om, når jeg som lille sad klistret til skærmen, fordi DR2 viste naturdokumentarer. Det bliver vanvittig spændende! Jeg har fem dage i landet, inden vores feltarbejde officielt begynder, som jeg kan bruge på hvad jeg vil, så hvis der er nogen der sidder med anbefalinger eller kontakter, så smid dem gerne min vej. Jeg lander i Nairobi, og skal også mødes med hele holdet dér.
Og det er problemet. Jeg lander. For man flyver til Kenya. Og jeg har dårlig samvittighed over at flyve. Hele vejen til Nepal kørte vi over 20.000 km i en gammel dieselbil, kun to personer. Alligevel, har vi regnet os frem til, er det mere miljøvenligt at køre hele den tur, end flyturen hjem fra Goa var. Flyture er virkelig ikke for sjov, når vi taler klima og miljøbelastning. Det ved i godt.
Når nu jeg så alligevel sad med dårlig smag i munden og bestilte flybilletter, så fik jeg muligheden for at tilkøbe CO2-kompensation. Sølle 89kr for at CO2-kompensere hele min flyvetur frem og tilbage til Nairobi. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er virkelig billigt sluppet. En tur syd for ækvator, med en mellemlanding i Amsterdam, ligger på godt to ton CO2 tur/retur i følge CO2-beregneren carbonfootprint.com. Det er ret meget. Til sammenligning udleder den gennemsnitlige Kenyaner 0,3 ton CO2 om året, mens den gennemsnitlige dansker udleder 5,9 ton CO2 om året i følge Verdensbanken. Så bare for at komme ned og blive klogere på, hvordan det går med udviklingen i Kenya, udleder jeg lige så meget som seks Kenyanere på et år, eller som en tredjedel af mit år. Det virker ikke rigtig fair.
Derfor ville det være super fedt, hvis CO2-kompensationer virker. Hele ideen er, at man beregner et beløb ud fra sin bestilte flyrejse og betaler det oven i billetprisen til et firma eller en organisation, der arbejder med grønne investeringer eller grøn energi. På den måde for man instant bedre samvittighed, når man taster Mastercard’ets kode ind, og reserverer sin plads på forureningsmaskinen. Hvis det altså virker?
Jeg har svært ved at forestille mig, at 89 kr til grønne tiltag sådan rigtig kan gøre det op for udledningen i de hvide striber på himlen. Hvis ikke det gør en forskel, så virker det hul i hovedet at smide penge efter – men hvis det rent faktisk gør en forskel, så virker det hul i hovedet at det ikke er en obligatorisk del af billetten. Hvis det rent faktisk virker at sende penge efter grønne tiltag når man køber sin billet, så forstår jeg ikke at det ikke er besluttet ved lov, at alle der har råd til at købe en flybillet, også må betale for de konsekvenser det har for omverdenen.
Hvis ikke det gør en forskel, så virker det hul i hovedet at smide penge efter – men hvis det rent faktisk gør en forskel, så virker det hul i hovedet at det ikke er en obligatorisk del af billetten. Hvis det rent faktisk virker at sende penge efter grønne tiltag når man køber sin billet, så forstår jeg ikke at det ikke er besluttet ved lov, at alle der har råd til at købe en flybillet, også må betale for de konsekvenser det har for omverdenen.
I forvejen har jeg de sidste 5 år af mit liv spist vegetarisk. Jeg køber stort set ikke nyt tøj længere. Vi kører en gang i mellem en tur i den gamle Hilux, bevares, men hvornår er tipping point egentlig på, om det CO2-mæssigt kan betale sig at købe en ny bil i forhold til at holde en gammel kørende? Anyway, forbrugsmæssigt virker det som om at mine livsstilsvaner i et miljøperspektiv bliver ligegyldige, når jeg må skrive sådan en flytur på regningen. Alligevel gør jeg det. Jeg flyver og opfatter mig selv som klimabevidst, klimavenlig, endda klimaaktivist. Det hænger ikke sammen, og det er min største ærgelse. Kan vi (og med vi mener jeg folk, som er klogere end mig og har mere magt end mig) ikke finde en løsning, hvor man godt kan være eventyrlysten, effektiv og klimavenlig samtidig. For ligegyldigt hvor stort et eventyr jeg syntes det ville være, så er der altså virkelig langt til Nairobi på cykel på fem dage.
Before the rumble
Fredrik og jeg er overlanding-aspiranter. I september ’17 kører vi afsted med kurs mod Himalaya. Vi kører i en Toyota Hilux fra 1993, som vi har pimpet efter behov. Det er den bil Fredrik er vokset op med, og her på dens 24. leveår håber vi at den kan bringe os i hvert fald 15.000 km over land til Himalaya. Følg med i rejsen under tagget #FredrikogTopsioverland.
For et halvt års tid siger vi på gensyn til vores lejlighed i København, akvariefiskene og de mange planter og kører ud i verden. Det bliver vores første lange tur sammen – tidligere har vores ture sammen begrænset sig til 2 ugers varighed. Vi har vandret i Marokkos Atlasbjerge og besteget Jebel Toubkal (4167m), vi har samlet planter til et herbarie i georgisk Kaukasus, hvor Fredrik også besteg Mt. Kazbek (5033m) og vi har været på et vinterfjeldkursus i Norge.
Nu går turen gennem Europa til Tyrkiet, Iran, Pakistan, Indien og Nepal. Hvad der skal ske når vi når Himalaya er endnu uvist, men mon ikke noget viser sig?
Kompaskurs.com 