Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
Dem af jer der kender mig vil vide, at jeg bruger relativt lang tid på at tænke over bæredygtighed, klima, natur og fødevarer. Det optager stort set alt min tid på studiet, og det er også noget, som jeg syntes er spændende i min fritid. Så spændende at jeg har brugt lidt tid på netop det i det jeg lige har skrevet og afleveret til det kommende WIDE magasin. Det er noget med at gøre FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling håndgribelige og konkrete, så jeg er kommet med et par bud på helt lavpraktiske ting man kan foretage sig i sin egen spejdergruppe, for at være med på beatet. Det handler mest om målet Life on Land, men det kunne i virkeligheden være mange flere ting.
Da jeg så sad og skrev på det, efter jeg havde fået masser af inspiration på weekendens Korpsrådsmøde hvor jeg var nede og brainstorme på Det Danske Spejderkorps’ kommende udviklingsplan inden for emnet Bæredygtighed og Klima, fandt jeg frem til masser af spændende materiale som er lavet rundt omkring. Så her kommer en overvældende mængde gode råd til hvad du selv kan gøre, for at være verdensmålshelt. Den slags tips som mange helt sikkert syntes er irriterende, som er sindssygt lavpraktisk og som alligevel kan være med til at gøre den der lille bitte forskel på vej mod en bedre verden.
Og her ved jeg godt at mange står af. Men hey, jeg vil have lov til at være idealistisk og forhåbningsfuld på vores klodes og menneskeheds vegne, for ellers er det den direkte vej til depression at beskæftige sig med spørgsmål om udvikling, naturressourceudnyttelse, afskovning, fødevareproduktion, klima og ulighed på daglig basis. Der er brug for håb, hvis man har tænkt sig at arbejde med det.
FN selv har lavet en lille guide på deres hjemmeside, The Lazy Person’s Guide to Saving the World. Og eftersom Fredrik har den klare holdning, at det jeg laver hver dag, er at redde verden, og derfor ofte siger ting som “Kan du se at komme ud af døren, så du kan redde verden!“, så tænker jeg at det er oplagt for mig at kigge på. Den er delt op i 4 levels, som man kan arbejde sig op fra. Det er så simple, små ting man kan begynde at gøre (ikke stoppe med at gøre, som mange andre råd) at det er svært ikke bare at gøre det. Vi kender mange af de små ting, som at huske at slukke lys eller elektriske apparater, som man ikke bruger, men det er også sådan noget som at dele de gode, informative posts på sociale medier, i stedet for bare at syntes godt om. At skrive under på underskriftindsamlinger eller at kontakte sine lokale politikere, når der er noget man syntes de kan gøre bedre, for at arbejde hen imod at nå verdensmålene i 2030. De forslår også at man er den kollega der siger fra over for diskrimination eller ulighed på arbejdspladsen. Får de kvindelige ansatte med samme ansvars- og uddanelsesniveau det samme i løn som de mandlige på din arbejdsplads? Måske kan du spare nogle engangskopper, skære ned på unødvendige bilture eller begynde at købe mere brugt frem for nyt?
Nogle andre, som har lavet noget endnu federe materiale er foreningen Spejderne. I samarbejde med mange af dem der arbejder frivilligt på Ungdomsøen har de lavet aktivitetsmaterialet Byg en bedre verden der skaber awareness om Verdensmålene og gør dem virkelig nemt tilgængeligt. Jeg er helt vild med det! Faktisk bruger jeg deres materiale og deres virkelig nemme beskrivelser af de 17 verdensmål (og det uofficielle 18.) til at forstå min undervisning i emnet bedre, fordi de officielle formuleringer er lange og uoverskuelige. Materialet har nogle ret fede aktiviteter, som jeg glæder mig til at prøve, for eksempel Privilegieræset og På flugt.
FDF’erne, som jo på linje med alle spejderne er en forening der arbejder med børn og unge og friluftsliv, har for nyligt haft en super fin artikel om at sætte klima på dagsordnen i grupperne, eller deres kredse. Den beskriver virkelig godt nogle af de helt store syndere og noget af det som jeg ser er nemmest og måske også ret sjovt at lave om på. Jeg har tilbage i 2014 (what, jeg har skrevet for Wide længe) skrevet en artikel om mere klimavenlig og modig mad på spejderture, netop med det argument at vi bliver nødt til at være mere bæredygtige i vores spejderarbejde. Noget andet de nævner i FDF’ernes artikel er det her med at reparere mere og købe mindre nyt, hvilket jeg også syntes er helt enormt vigtigt. Heldigvis ser det ud til at trende, det her med minimalisme, mindre shopping og mere genbrug, men jeg tror stadig ikke helt det er slået igennem.
Hvis du er nået igennem mine anbefalinger hertil, så vil jeg sige tak. Jeg er selv ret begejstret, men jeg er godt klar over at min begejstring ikke deles af alle. Jeg ville hoppe som en lille kanin af glæde, hvis alle syntes at det her var lige så vigtigt som mig. Det håber jeg at alle kommer til at være.