Kompaskurs.com
Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
Tips til overlanding i Iran (og mine manglende evner til at sætte et tørklæde)
På vores køretur til Himalaya var Iran det første land, hvor forskellene blev virkelig tydelige. Det første sted, hvor samfundet fungerer markant anderledes og hvor hverdagen derfor er en helt anden end den vi kender. Gennem Tyrkiet følte vi stadig at vi “bare” var på turistrejse, men i Iran ændrede det sig. Vi brugte to måneder i Iran, så vi nåede at vende os til det og at lære lidt af hvert om systemet. Det var en kæmpe fordel at køre vores egen bil i Iran, da afstandende er store, vejene relativt gode og dieselen pinligt billig. Byerne er efter danske standarder håbløse at køre i, men det bliver kun være jo mere østpå man kommer, så i den sammenhæng er Iran ganske trafiksikker.
- Carnet! Så længe man kører i Europa og Tyrkiet er det ikke nødvendigt at have andre dokumenter og forsikringer på bilen end man skal have i Danmark, men så snart man har tænkt sig at krydse grænsen til Iran er det anderledes. Så er det nødvendigt at have papirerne i orden i form af det uhyggeligt dyre Carnet de Passage en Douane. Det er et dokument der sikrer at du ikke importerer din bil til landet uden at betale importafgifter, i form af et stort depositum, som går tabt, hvis du ikke tager bilen med ud af landet igen. Uden Carnet skal du i princippet betale told og afgifter ved alle grænseovergange. Det skal også bruges i Pakistan, Indien og Nepal (selvom de kiggede forvirrede på dokumentet på toldkontoret ved grænsen). Det fåes gennem den tyske pendant til FDM, ADAC.
- Iranerne har et rationeret dieselkort og absurd billige priser. Det er et kort som de indlæser ved tankstanderne, og det kan godt give lidt problemer ikke at have det, hvis tankpasserne ikke er vant til udlændinge i egne biler. Man bliver nemlig nødt til at bruge deres dieselkort for at kunne få diesel ud af pumperne, og det er de ikke altid vilde med. Til gengæld betaler du det dobbelte for dieselen end de lokale – da vi var der, den svimlende sum af 6000 rials per liter, der på det tidspunkt svarede til cirka 1dkk. Med den enorme inflation, i øjeblikket omkring 10,5%, er prisen nok anderledes nu. Så er dieselen til gengæld også af en horribel kvalitet. Der er ikke nogen personbiler i Iran som kører på diesel, så man bliver altid vinket hen til benzinstanderne og må holde på sin ret hvis man vil have diesel i tanken.
- Pas på vejbump! Trafiksikkerheden i byerne bliver hjulpet på vej af meget høje, meget kompakte bump, som kan flå bagakslen af en bil, hvis man kører over med for høj fart. De farlige bump er placeret lige uden for selv de mindste byer, før og efter kryds eller som det lige passer dem. De fleste er ikke markeret, så til tider har vi haft paniklignende situationer i bilen hvor jeg råber “Buuuuump” og Fredrik træder på bremsen, så vi flyver fremad og alligevel ikke undgår at køre over helvedesbumpet.
- Det er dejligt nemt at wildcampe i Iran. Selv i byerne er der plads til det, da offentlige parkeringspladser og de fleste parker er yndede udflugts- og overnatningsmål for de lokale også. Uden for byerne er det endnu nemmere, for der er plads nok. Lokale undrer sig ofte, men hvis du kan byde på en kop te og en daddel, så løser alt sig.
- Tørklædet, damer, tørklædet! Det er svært at sætte det tørklæde, og det skal altid være på. En enkelt gang kom jeg til at tage det af, da jeg tog mit overtøj af, og det skabte en noget akavet situation i restauranten i bazaren. To måneders øvelse lærte mig ikke at sætte det, og det havde faktisk været ret nice med et lille crash-course hjemmefra, så jeg ikke følte mig som en total tåbe. Jeg ved godt, at jeg ikke kan skjule at jeg er turist, men måske havde en lidt mere kæk anretning af tørklædet gjort det lidt nemmere?
- Når vi er ved tørklædet, så er det vigtigt at pointere, at iranske kvinder altid skal have tørklæde på. Det vil sige, at selvom den iranske gæstfrihed giver en et smugkig ind i de mere liberale forhold mellem hjemmets fire vægge, hvor kvinder ofte ikke bruger tørklædet, så skal man nok holde sig fra at dele billeder med omverdenen.
Before the rumble
Fredrik og jeg er overlanding-aspiranter. I september ’17 kører vi afsted med kurs mod Himalaya. Vi kører i en Toyota Hilux fra 1993, som vi har pimpet efter behov. Det er den bil Fredrik er vokset op med, og her på dens 24. leveår håber vi at den kan bringe os i hvert fald 15.000 km over land til Himalaya. Følg med i rejsen under tagget #FredrikogTopsioverland.
For et halvt års tid siger vi på gensyn til vores lejlighed i København, akvariefiskene og de mange planter og kører ud i verden. Det bliver vores første lange tur sammen – tidligere har vores ture sammen begrænset sig til 2 ugers varighed. Vi har vandret i Marokkos Atlasbjerge og besteget Jebel Toubkal (4167m), vi har samlet planter til et herbarie i georgisk Kaukasus, hvor Fredrik også besteg Mt. Kazbek (5033m) og vi har været på et vinterfjeldkursus i Norge.
Nu går turen gennem Europa til Tyrkiet, Iran, Pakistan, Indien og Nepal. Hvad der skal ske når vi når Himalaya er endnu uvist, men mon ikke noget viser sig?
Kompaskurs.com 