Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
I weekenden har jeg været på tur med fem andre unge kvinder fra mit studie, som er fra det mere centrale Europa – Tyskland, Østrig, Tjekkiet og Belgien. Vi skulle på ø-tur, da idéen om at kunne tage en lille færge til en ø var meget tillokkende for alle dem uden kystlinje. Først var det planlagt at vi skulle til Samsø, men dagen inden vi skulle afsted, blev vores færge aflyst på grund af stormen Knud, så jeg fandt på en anden løsning. Værende den eneste “lokale” i gruppen af piger der ville på tur, påtog jeg mig en del ansvar for planlægningen.
Fredrik kommer ude fra Vestsjælland og hans forældre bor stadig de to dejligste steder derude. Hos hans far er der en magisk lille shelterplads, som vi fik lov til at låne med kort varsel, så vi kunne overnatte trygt og tørt fra fredag til søndag. Ude hos Fredriks mor går der fire skønne heste, som vi tog ud for at hilse på og vi fik en lille tur på søde Filja, den ældste og roligste af hestene. Vi gik ud over Vesterlyng, hvor det blæste som bare pokker. Lyngen er et smukt stykke land at gå tur på med stranden, klitterne og det kupperede terræn. Jeg ledte energisk efter svampe, men jeg fandt næsten ingen, selvom der tidligere år har vrimlet med parasolhat og forskellige rørsvampe. Pia, Fredriks mor, sørgede for at alle fik en ridetur, og også at vi blev bespist med kage og kaffe i hendes lune stue. Den landlige idyl og dejlige gåtur optog os så meget at det blev mørkt før vi kom derfra. Det gav os lidt mindre tid til den oprindelige plan – at lave pizza på bålet!
Det er virkelig sjovt at lave pizza over bål, og vi havde gået efter den virkelig nemme løsning – vi købte færdiglavede bunde, færdig tomatsauce og fyldte på med diverse grønsager. Det tog hele aftenen at lave de små pizzaer, som vi delte hver gang de var færdige, men det var helt i orden, for vi havde hvidvin nok, varmt tøj, et dejligt lejrbål og vejret holdt tørt.
Når nu færgen til Samsø var aflyst måtte vi finde en anden ø at besøge i lørdags. Det blev til lille bitte Nekselø i stedet, og det var en dejlig tur! Jeg har ikke været på Nekselø siden jeg som 8-årig var på min første sommerlejr på spejdercenteret på øen. For at komme til Havnsø, hvor færgen går fra, kørte vi af vejen der går langs med Vesterlyng, indtil jeg pludselig måtte standse. På grund af stormen fra vest var vandstanden meget over normalen og vejen så ud til at være oversvømmet med en halv meter. Så vi måtte udenom, men vi nåede alligevel færgen.
Færgeturen til Nekselø tager maks tyve minutter, så man er hurtigt ude på øen. Der bor, i følge halv-lokale kilder, cirka atten personer på øen, så der er bestemt ikke crowded. Faktisk mødte vi ikke en eneste derovre ud over en der også var med færgen. Nekselø er fredet og en del af sommeren må man ikke færdes langs med stranden på grund af ynglende fugle. Der er heldigvis lavet nogle fine vandrestier rundt på øen, så du kan gå hele vejen rundt. Det tager nogle timer og er en virkelig fin tur. Vi havde meget ustadigt vejr og utrolig meget blæst, men det gav en del til oplevelsen. Næsten hver halve time kom en regnskylle så vi blev gennemblødte, men kun ganske lidt senere skinnede solen igen. Vi gik langs stranden på hele den sydvestlige side af øen og nød vinden og bølgerne. Et par stykker nød bølgerne så meget at de ufrivilligt fik ret våde sko. På den nordøstlige side af øen følger stien stranden, men her kunne vi ikke gå på grund af den høje vandstand, så vi måtte kæmpe os op ad skrænten og gå hen over de våde græsmarker for at komme tilbage til færgeanløbsbroen.
Heldigvis lå færgen ved broen, så vi søgte ind i salonen for at få varmen og få de våde sko og strømper af. Vi var glade for at ingen andre skulle med, så vi havde salonen for os selv. Storm og regnvejr er ikke rigtig turistvejr og der er heller ikke meget at komme efter på Nekselø. Faktisk er der ingen mulighed for at smide dine penge efter andet end færgeturen, som koster 60 kr t/r. Gåturen rundt på øen er det værd, for det er meget smukt!
Kolde og forblæste kom vi tilbage til shelterne og Lauriane fik gang i et bål – let presset af at jeg i går havde brugt én enkelt tændstik til at tænde det. Vi fik gang i et dejligt bål og fik tørret vores sokker efterhånden. Til aftensmad lavede vi en lækker gryde med grønsager i kokosmælk og karry, som fik lov at stå og boble, mens vi fik et glas hvidvin. Som mørket faldt på begyndte kronhjortene at brøle og vi gik ud for at lede efter dem i mørket – vi fandt en enkelt, som stak af lige da vi fik øje på den.
Alt i alt var det virkelig en dejlig weekendtur og specielt en skøn endagstur på Nekselø, som virkelig kan anbefales.