8 apps der gør livet på hjul nemmere

Som lovet da vi gav 10 småtips til en overlandertur er her et lille skriv om de mest brugbare apps som vi har brugt på vores tur. En i mine forældres vennekreds gjorde på vores Facebookside opmærksom på, hvor mange af de tips der ikke havde været brugbare i tidligere tider, og det må jeg give ham ret i. Rigtig mange af de ting, som har været overraskende brugbare for os, er nemlig de ting, som vi ikke har læst om i tidligere rejsebeskrivelser og som ikke er på standardlisten over hvad der er godt at vide, inden du drager ud i verden. Det er småting, men mere har vi heller ikke lovet. Endnu mere småting er de apps, som vi har brugt undervejs – de har ikke været uundværlige, men det er tæt på.

  1. iOverlander: En af vores mest benyttede apps undervejs. iOverlander lader dig indtaste de gode lejrpladser så du kan dele dem med andre. Der er både “wild camping“, etablerede lejrpladser eller deciderede campingpladser i appen og efterhånden er der også mange andre brugbare ting – tankstationer i øde områder, hoteller hvor du kan parkere, rent vand, virkelig specielle restauranter og sågar en guide til at krydse den iranske/pakistanske grænse ved Taftan. Vi lærte den først at kende da vi var et stykke nede i Europa, men siden da hjalp den os godt med at finde gode lejrpladser som var til at komme til med bilen. Til og med Iran var den god og der var relativt mange forslag. I Pakistan var der kun de mest nødtørftige indtastninger og i Indien det samme. I Nepal var der primært indtastninger ved de store byer, men det kan også være en stor hjælp.
  2. Maps.me: er ikke ligefrem en overlander-app, men den var nok vores mest brugte. Maps.me tilbyder offlinekort, som nemt kan downloades i pakker, for eksempel for hvert land du påtænker at rejse i. Appen er open-source og du kan derfor også selv tilføje steder til den. I Pakistan er maps.me ikke så brugbar fordi mange byer slet ikke er med, men vi sørgede alligevel for at tilføje et par hoteller og lignende når vi var der, så andre måske kunne få glæde af den.
  3. WhatsApp: Er bestemt ikke en overlander-app – den er bare den app vi har fundet ud af fungerer bedst til WiFi eller 3G opkald hjem til og til hinanden. Facebook, som jeg ellers ville bruge, er blokeret i Iran, og det kan man selvfølgelig komme uden om, men ikke uden at det koster på hastigheden. Tidligere har jeg også både brugt Skype og Viber, men jeg syntes ikke at de fungerer lige så godt som WhatsApp. WhatsApp er også brugt at mange andre overlanders og der er sågar WhatsApp grupper for folk der kører langtur i det samme område.
  4. VPN: Når vi taler om at kunne komme uden om blokeringer, der er opsat i nogle mindre demokratiske lande, f.eks. Iran, er en VPN uundværlig. VPN’en med det mundrette navn Psiphon har fungeret for os, både i gratis og betalingsudgaven. Nogle VPN’er og deres hjemmesider er også blokket i Iran (de er ikke helt dumme), så det havde været smart hvis vi havde ordnet det hjemmefra. I Iran var Facebook og nogle associerede sidder blokerede. WordPress, som jeg bruger til at skrive og udgive denne her blog var også blokeret, selvom selve vores blog ikke var det.
  5. Rejseklar: er det danske udenrigsministeries app, som har rejsevejledninger til de fleste lande og lader dig skrive dig på Danskerlisten (database over danskere i udlandet ICE). Det er meget rart at kunne redigere undervejs.
  6. Wikiloc: eller Wikiloc Outdoor Navigation GPS har vi fået anbefalet af Isi og Sven fra 8wheels.blog. Den har et helt bibliotek af fede vandre-, løbe-, cykle-, kajak- og mountainbikeruter med topografiske kort og beskrivelser, som andre har lagt op. Du kan også selv lægge dine nye yndlingsruter op, så andre kan finde information om turen igennem Dhorpatan Hunting Reserve eller hvor du nu finder ud af at tage på tur.
  7. OsmAndMaps: har vi specielt brugt på vandreture. Det er (til iPhone i hvert fald) en meget langsom app, men for sølle 20kr kan man købe et topografisk kort til den (hvilket man ikke kan på Maps.me), så man er meget bedre dækket ind på vandreturen.
  8. Telegram: er lidt det samme som WhatsApp eller Messenger, men er i modsætning til den sidste ikke blokeret i Iran. Sammen med Instagram er Telegram meget brugt i Iran og Fredrik har fået mange venner på Telegram undervejs. Og jeg må indrømme at der var en klar skillelinje – de få folk som var nærgående eller irriterende, eller som vi af andre grunde helst ikke ville give vores oplysninger til, fik kun Fredriks Telegram mens vi gerne udvekslede Instagram/Facebook/WhatsApp/mail med andre. Rygtet siger at Telegram også er en stor ting i Rusland.

Kunne vi have klaret os uden? Ganske givet. Men når alt andet er besværligt, kan man lige så godt gøre nogle ting nemt for sig selv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: