Kompaskurs.com
Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
Første dag på stien
Mandag d. 05. marts 2018
-fra Besisahar til Ghalegaon
Det er første dag på stien og det er en hård en af slagsen. I hvert fald 800 højdemeter op og det samme ned igen, men benene er friske, så vi klør på. Både op og ned foregår på stentrapper med ujævne trin op ad stejle, grønne skråninger. Starten går i Besisahar, hvor vi har haft en dejlig nat på Mongolian Guesthouse efter vi i går mødtes med Pia, Fredriks mor, midt i denne lille bjergby – hun er på besøg i Nepal i to ugers tid, og vi har tænkt os at vandre de fleste af dagene.
Min sæk er tungere end Fredriks finder vi hurtigt ud af og pakker så om, så han bærer mere end mig. Vi har nok pakket mere i sækkene end vi behøver, så når vi om 9-10 dage har et par hviledage i Pokhara kan vi få ompakket. Fredrik har min 44L Osprey Talon rygsæk med da den er både lettere og mindre end hans egen 120L Norrøna, og jeg har min 60L Gregory Deva sæk, som har været trofast på mange ture efterhånden. Det er dejligt med en let og lille rygsæk, men bæresystemet på min relativt tunge er bare så godt, at jeg nødig vil bruge en anden.Stien er nem at følge og vi kan spørge lokale til råds undervejs. Det tager lang tid at gå fordi stierne er så stejle. Jeg havde på en eller anden måde forestillet mig at vi ville gå på nogle bakke- og bjergkamme, men vi går mere på tværs – op ad bjerget, ned i dalen, op ad næste bjerg. Hvis det fortsætter sådan her bliver det nogle hårde dage, specielt for mine knæ. Jeg må jo indrømme at vi ikke er i fantastisk form efter så lang tid i bilen, så det bliver nok en hård omgang alligevel. Fredrik regner, som altid, med at tage den på grundformen, selvom han specielt er bekymret for skader.
Vi kommer frem til Ghalegaon/Ghale Gaun, der er en såkaldt “Model Tourist Town”, hvor de har et omfattende Homestay-program og en virkelig ren og fin landsby. Vi findet Homestay no. 9 og får her et lille værelse bygget ved siden af deres eget lille hjem. Her er fire rene og fine senge og dekorationer af lokale kuriosititeter – segl, flettede halvskærme, der kan bruges som paraply og små kurve. Vi får te og et menukort hvorpå vi kan se alt fra prisen på te og kaffe til dhal bhaat og en guidet tur i byen. Vi bestiller græskarsuppe og dhal bhaat til aftensmad og flader ud på værelset indtil det begynder at tromme på bliktaget. Det trommer højere og højere og vi går ud for at finde ud af, at det er kæmpe hagl der falder. De små kugler is slår hårdt, så vi holder os inden døre og er glade for at være nået frem inden det vejr trak op.
Inden døre, i sikkerhed for haglen, trækker Fredrik noget magisk op af rygsækken og byder både Pia og mig på et glas portvin. Sådan et tilbud kan jeg ikke sige nej til efter en veloverstået første dag på stien. Kort efter kigger vores vært ind og tilbyder os lokal vin, hvilket vi heller ikke kan sige nej til – det viser sig dog hurtigt at vi burde have sagt nej. Den lokale vin er risvin, og den brænder allerede inden jeg sætter læberne til glasset. Vi må skille os af med risvinen på anden måde end at drikke den, for det holder vi ikke til.
Vi spiser vores aftensmad inde i vores værters lille lavloftede hus, hvor den ældre kvinde har tilberedt maden over den åbne ild. Der er tilrøget og autentisk – vi skal vænne os til at sidde på gulvet og til at dukke hovedet når vi skal ind og ud.
Before the rumble
Fredrik og jeg er overlanding-aspiranter. I september ’17 kører vi afsted med kurs mod Himalaya. Vi kører i en Toyota Hilux fra 1993, som vi har pimpet efter behov. Det er den bil Fredrik er vokset op med, og her på dens 24. leveår håber vi at den kan bringe os i hvert fald 15.000 km over land til Himalaya. Følg med i rejsen under tagget #FredrikogTopsioverland.
For et halvt års tid siger vi på gensyn til vores lejlighed i København, akvariefiskene og de mange planter og kører ud i verden. Det bliver vores første lange tur sammen – tidligere har vores ture sammen begrænset sig til 2 ugers varighed. Vi har vandret i Marokkos Atlasbjerge og besteget Jebel Toubkal (4167m), vi har samlet planter til et herbarie i georgisk Kaukasus, hvor Fredrik også besteg Mt. Kazbek (5033m) og vi har været på et vinterfjeldkursus i Norge.
Nu går turen gennem Europa til Tyrkiet, Iran, Pakistan, Indien og Nepal. Hvad der skal ske når vi når Himalaya er endnu uvist, men mon ikke noget viser sig?
Kompaskurs.com 