Vandreturen er begyndt

Nepal og Himalayabjergene har hele tiden været målet for vores lille køretur i Dumbo. Nu er vi kommet hertil, og har også påbegyndt en vandretur her. Første stræk har været sammen med Pia, Fredriks mor, som er kommet hertil for at møde os og dele lidt af eventyret med os. Vi har vandret i ni dage i det helt sydlige Annapurnaområde og har ligesom fået gået benene til. Efter mange måneder i bilen er formen ikke imponerende og jeg kan godt mærke at musklerne ikke er helt så stærke og helt så udholdende som ellers.

Det er også godt at få gået ruten lidt til. Fredrik og jeg har tænkt os at fortsætte med at vandre en måneds tid endnu af Great Himalayan Trail low route, som er en lavereliggende pendant til den “high route” som går hele vejen på langs af Himalaya. Vi vil gå vestpå her fra Pokhara og følge ruten som det nu passer for os. Nogle af dagsetapperne som er beskrevet af Linda Bezemer i en bog vi har fundet lyder fuldstændig vilde – 33 km og 1800 højdemeter på én dag. Det bliver ikke med mig i støvlerne og da slet ikke under rygsækken. Så vi vil tilpasse ruten som vi syntes det giver mening og håber at nå målet, nemlig den vestlige grænse til Indien.

Allerede har vi set fantastiske landskaber og udsigter og selvom Annapurna er et af de trekkingområder der vælter med turister, så præsterede vi ikke at møde én eneste anden turist på vores ni dages tur. Vi klarede også at blive væk fra rutebeskrivelsen på grund af nybyggede veje, som havde gjort det af med vores sti og at sove i en mikroskopisk landsby, hvor de fandt to senge frem på et loft over bøffelstalden i anledning af at vi var blevet væk fra ruten.

Vi gik en regnvejrsdag gennem en rhododendronskov. Nogle af rhododendrontræerne var så enorme at jeg ikke engang kunne nå halvvejs rundt om stammen og oppe i kronerne mange meter oppe blomstrede i røde og pink blomster. Mos hang ned fra grenene i store klynger og orkidéer voksede på stammerne. Regnen kom og gik, blev ind i mellem til hagl, og det var umuligt at holde sig tør eller klæde sig fornuftigt. Hele tiden måtte vi stoppe og tage jakker af eller på, når regnen endnu engang ombestemte sig. Vi var heldige med haglen dog – den kom netop som vi havde fundet et pausested med bliktag, hvor vi kunne ompakke og få skaljakker på. Alting kom i drybags, for vi kunne godt se at regnen ville fortsætte længe og at det ikke kunne nytte noget at blive under halvtaget.

I morgen tager Pia bumlebussen til Kathmandu mens Fredrik og jeg finder en der går den anden vej til Beni og videre til Darbang, hvorfra vi vil fortsætten turen vestpå til fods.

I mens må Dumbo vente på os i Pokhara. IMG_7703IMG_7745IMG_7785

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: