Kompaskurs.com
Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
Delhi dage
Delhi, 01.feb.2018
I dag er byen kommet tæt på. Det føles som om at mine sanser lukker ned for den eksplosion af indtryk som Delhi er og jeg nærmest kravler tilbage på mit og Fredriks værelse i det lille, luskede Guesthouse og gemmer mig under dynen. Alle lydene er høje – der bliver dyttet i underlige, umusikalske symfonier. Røgelse bliver brændt af de fleste steder som for at dække over den stank som ellers plager gaderne. Det ene øjeblik er det duften af frisk frugt, røgelse eller madbodernes simrende gryder der rammer næsen og det næste er det stank af urin, råddent skrald eller ko – hellig eller ej.
For at få lidt plads er vi flygtet op på en rooftop-restaurant hvor ejeren har forklaret os at vi først må sidde ude ved rækværket efter mørkets frembrud. Det er blevet ulovligt med sådan nogle rooftop-steder efter en ulykke i Mumbai fortæller han. Vi nyder nu den afstand som taget giver til det hektiske mylder på gaden og det virker også til at det er det der trækker andre turister til.
Jeg gør lidt regnskab op. I dag har jeg nemlig taget en for mig stor beslutning. Jeg har købt ekstra varer med hjem af de ting jeg godt kunne lide. Mest nogle øreringe og halskæder, men også et par pufs og flotte tørklæder. Planen er at jeg forhåbentlig kan sælge dem i Danmark så finanserne for turen kan være lidt tættere på at gå op. Det er måske ikke meget, men for mig er det en stor ting.
Når vi taler om at få finanserne til at gå op, så er vores hotel i disse dage også valgt ud fra den idé. Vi har fundet det billigst mulige sted, så der bliver plads til andre ting i budgettet. Det er lurvet og beskidt, sengene er hårde som sten og vandet er koldt, men sengetøjet virker rent og døren kan låses. Vi har ringet på forhånd for at høre om der, som det stod på nettet, var gratis parkering med. Det siger vores vært at der gør, men da vi når stedet der ligger i Paharganj’s smalle gader kan vi godt se, at det nok ikke er lige i nærheden vi kan parkere Dumbo. Ganske rigtig bliver vi sendt ud på en lille køretur for at finde pladsen til bilen, som viser sig at være inde i et beboelsesområde for offentligt ansatte. Vi parkerer Dumbo og vores vært smutter tilbage til guesthouset. Så kommer et par lokale beboere og klager over at vi absolut ikke kan parkere der. Da vi jo var på et aflukket beboelsesområde, og selv syntes det var en smule mærkeligt gav vi dem kun ret, men fortalte også at vi var blevet henvist hertil af vores vært. Beboerne var meget uforstående og selvom vi straks ringer til værten for at få ham til at tale med dem og evt. hjælpe os med at finde et andet sted til bilen, bliver de meget truende. En siger endda at han vil punktere dækkende hvis ikke vi flytter bilen omgående. Heldigvis kommer værten, en stor, rimelig venlig, men lidt for pågående mand, tilbage på sin scooter og får talt de sure beboere lidt ned. Vi får ikke lov at stå på området, men kan parkere umiddelbart udenfor porten. Om aftenen kan vi komme tilbage, siger en mand, som er en slags beboerformand, og så kan han tage os med ind og vi kan parkere et andet sted inde på det sikrede område. Problemet virker til at være løst.
To dage senere skal vi hente noget i bilen og problemet opstår igen, nu med en anden person, der højrystet og truende brokker sig over at vores bil holder hvor den gør. Vi får ham beroliget lidt ved at give ham nummeret på Guesthouset som står på deres visitkort, og han ringer til dem. Da vi tror han er god nok smutter vi, men da vi kommer tilbage til vores værelse er der stort røre. Manden har ringet igen og igen til nummeret vi har givet ham og brokket sig usandsyneligt meget. Det nummer er til vores værts mor, en hysterisk ældre dame som egentlig ejer stedet, men som er syg, så hendes søn klarer alt det praktiske.
Nu er værten sur på os over at vi har givet hendes nummer til manden, så hun bliver urolig af alle de opkald. Hvorfra skulle vi vide at man ikke må ringe til det telefonnummer de har på deres visitkort?
Fredrik tager med vores vært bag på hans scooter tilbage til omstridte Dumbo, og får den flyttet endu engang. Denne gang står den ved siden af den venlige beboerformands lejlighed, og vi vil ikke gå hen til den før vi skal forlade Delhi om to dages tid.
Det er ikke så nemt at rejse med bil i Indien. Det er faktisk på ingen måde optimalt. I byerne er det svært at finde billige hoteller med parkering og det er svært at finde steder hvor vi kan få lov at sove i bilen på deres parkeringspladser. Uden for byerne er der stadig så meget by, at det nærmest ikke er muligt at finde nogen steder at overnatte. Hvis vi endelig finder et sted er det ganske sikkert at mange mennesker vil flokkes til for at kigge på, selv hvis det betyder at de skal gå over en mørk mark og igennem buske for at komme hen og kigge.
Generelt er der så mange mennesker hele tiden, altid, at jeg hurtigt bliver træt af det. Jeg har hørt mange gange at Indien er hader eller elsker, men jeg kan ikke beslutte mig. Jeg elsker den oplevelse det er at være her, alle de flotte farver og den spændende kultur. Men jeg hader at der er så mange mennesker alle vegne, og jeg kan absolut ikke forlige mig med den akutte mangel på privatliv man som rejsende må finde sig i. Ordet findes simpelthen ikke på hindi.
One Comment on “Delhi dage”
Skriv et svar
Before the rumble
Fredrik og jeg er overlanding-aspiranter. I september ’17 kører vi afsted med kurs mod Himalaya. Vi kører i en Toyota Hilux fra 1993, som vi har pimpet efter behov. Det er den bil Fredrik er vokset op med, og her på dens 24. leveår håber vi at den kan bringe os i hvert fald 15.000 km over land til Himalaya. Følg med i rejsen under tagget #FredrikogTopsioverland.
For et halvt års tid siger vi på gensyn til vores lejlighed i København, akvariefiskene og de mange planter og kører ud i verden. Det bliver vores første lange tur sammen – tidligere har vores ture sammen begrænset sig til 2 ugers varighed. Vi har vandret i Marokkos Atlasbjerge og besteget Jebel Toubkal (4167m), vi har samlet planter til et herbarie i georgisk Kaukasus, hvor Fredrik også besteg Mt. Kazbek (5033m) og vi har været på et vinterfjeldkursus i Norge.
Nu går turen gennem Europa til Tyrkiet, Iran, Pakistan, Indien og Nepal. Hvad der skal ske når vi når Himalaya er endnu uvist, men mon ikke noget viser sig?
Kompaskurs.com 
Kæreste Line og Fredrik. Hold nu op hvor jeg elsker at få dette på print og gemmer det, Som du ved Line er jeg fan af dig du skriver så levende, som morfar siger❤️. Men kan selvfølgelig ikke få sådan en trøje som du har der hvor du er, men så må du få en ny når du kommer hjem, lap den og så er der en ny i sigte, så har du hygget dig nyd dens Varme Og blikke fra Fredrik når du havde den på , ja ja poetisk må man vel være. 😀. Man skal huske at sige gode ting til hinanden, selvom der er huller i trøjen, håret er langt Og der er krøllede tær. Jeg har i dag været til manicure fra mor og far fra jul, Ja jeg glædede mig og har en fin rynket hud, med en glat overflade, 🙈 tro mig, at den unge kvinde, var rolig , og jeg skulle slappe af og måske sove, 🤔 sove når Hun nusser i ansigtet, jeg lå som er flitsbue, nå ja helt slemt var det ikke, Jeg nød det meget. Jeg havde nok alligevel slappet af, kunne næsten ikke rejse mig fra briksen. Ja der er oplevelser også herhjemme. Vi glæder os til at høre igen knus og kærlighed herfra.
Med venlig hilsen Lene Danielsen Mobil 4086 1717 Lene.raa@icloud.com
> Den 2. mar. 2018 kl. 11.50 skrev Fredrik & Topsi over land : > > >