WorkAway på Mangalam

I julegave ønskede jeg mig et medlemskab af siden “WorkAway” som vi gerne ville bruge til at finde et sted at arbejde frivilligt i Indien. Vi ville gerne arbejde på et landbrug og vi fandt derfor frem til et sted i Uttar Pradesh hvor et amerikansk-indisk par har en mangoplantage. Det er et noget atypisk WorkAway sted, men det er helt fantastisk. Ved og Kimberly, som har gården her, er helt fantastiske og går lige så meget op i at have en god samtale som i at vi arbejder. De er ved at omlægge deres plantage til permakultur og har allerde omlagt til økologi, så det er spændende at se, hvad der foregår her.

Min far lyder næsten skuffet da jeg over WhatsApp fortæller ham, at vi ikke bidrager med banebrydende akademisk viden her på farmen, men at vi i løbet af vores føste uge her primært har gravet render i mangoplantagen som er en del af en jordforbedringsteknik, som jeg virkelig håber vi hjælpe. Selvom vi er nyudklækkede bachelorer i noget med landbrug, så er det ikke meget jeg kan sige om økologisk dykning af mangoer.

Der sker mange ting på farmen her og vores to værter har travlt. De tager til møder og laver forskelligt arbejde uden for farmen. Deres lille datter Zara på to og et halvt år er fuld af energi og formår ofte at få hele selskabets opmærksomhed, også selvom selvskabet nogle gange tæller tolv mand.

Vi ankommer på en søndag og får lov at flytte ind på et tidligere børneværelse, hvor sengene lige nøjagtig er lange nok til os – den ene seng er pink og den anden turkis. Det er kokkens fridag får vi at vide, så vi skal “bare” have rester. Vi er lykkelige over at skulle spise i så fredfyldt omgivelser, sove i en blød seng og over at finde ud af at de har varmt vand i bruseren. Mandag morgen bliver vi sat ind i arbejdsopgaverne. Der er research at lave og huller at grave. Planen er at lave jordforbedring i mangoplantagen hvor mange års kunstgødning og pesticider har minimeret det organiske materiale i jorden og skræmt regnormene væk. Ormene håber de på at kunne lokke tilbage med de her “formuldningsrender” omkring drypgrænsen af træerne hvori organisk materiale og senere kompost bliver lagt. Jorden her er da også stenhård. Der er enormt meget ler i jorden, så den pakkes hårdt og det gør det til et vanskeligt projekt at få gravet de mange render.

Allerede første dag har jeg masser af blodige vabler på mine hænder, som slet ikke er vant til det hårde gravearbejde.

Der er seks andre WorkAwayers da vi ankommer til gården. Et par fra England, der er på en længerevarende rundrejse først her i Indien og til sommer i Europa, et par fra Frankrig, der er på en jordomrejse og har besluttet at arbejde en del af deres rejse og et par fra Mumbai her i Indien, der har været på samme kursus i permakultur som Ved, vores vært, og nu indsamler praktisk viden inden de forhåbentlig kan købe deres eget landbrug og omlægge til permakultur.

Jeg bliver hurtigt lidt træt af gravearbejdet og får tiltusket mig at hjælpe i køkkenhaven i stedet, hvor jeg luger cannabisplanter væk fra bedene, sår Okra/ladyfinger, majs og koriander og snakker med Vikas, den gardner der holder haven og køkkenhaven, og som jeg finder ud af er jævnaldrende med mig. Anden uge vi er på farmen, efter en lille sviptur til Varanasi, bygger vi en bålplads i haven. Det bliver den flotteste bålplads jeg nogensinde har bygget. Som mangeårig spejder er det en del bålpladser, men de tidligere har altid skulle sløjfes efter en uge – denne her er bygget i røde mursten og skal helst kunne modstå den kommende monsun.

IMG_7347
This is the fire pit as it looks almost done. It was very rewarding to finish. 

Det er utrolig inspirerende at være på farmen. De andre der er der er søde og vi har gode snakke, men først og fremmest er det skønt at være et sted fast i en længere periode, hvor vi kan få en slags hverdag uden irriterende indere. Noget ændrer sig når man har rejst længe, og en af tingene er at fremmede mennesker på et tidspunkt – for os i hvert fald – er gået fra at være spændende, potentielt nye venner, til det meste af tiden at være småirriterende forhindringer. Det er ikke ondt ment, men det bliver hurtigt for meget. Det kommer i bølger, og da vi når farmen er vi helt nede i en bølgedal. Vi trænger i den grad til at kunne trække os tilbage og ikke blive nedstirret hvor vi end bevæger os.

I løbet af tiden på Mangalam vender lysten til at rejse heldigvis gevaldigt tilbage til os.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: