Kompaskurs.com
Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
Indgang til Indien
Det er imponerende hvor lidt tid man egentlig har når man rejser. Vi har ikke noget vi skal, men alligvel spiser den ene dag den anden i sådan en hast, at vi knapt lægger mærke til det. Det er to uger siden at vi krydsede grænsen mellem Pakistan og Indien under stor publikumbevågning. Det føles mærkeligt, da vi begge er enige om at det umuligt kan være mere end en dag eller to siden.
Vores første nat i Indien bruger vi lige ved grænsen for ikke at skulle ud og køre efter at vi have set de sidste fem minutter af den lukningsceremoni, der hver dag finder sted på Wagha-border. Det er den eneste åbne grænse mellem Pakistan og Indien og der kommer mængder af turister, specielt indiske, for at se det show militæret på begge sider fremviser inden de demonstrativt lukker de dobbelte porte for natten. Det ligner en hanekamp sådan som de marcherer mod hinanden i hver deres festlige uniformer og stemningen er, som jeg forstiller mig den ville være til en fodboldkamp, hvor tilskuerne hepper på hver deres hold.
Det har taget en del tid på at komme over grænsen. I Pakistan skal bilen stemples ud og det tager sin tid at finde nogen der kan finde ud af den proces.
Ham der burde kunne det leder og leder i sine store registreringsbøger for at finde os, selvom vi bliver ved med at fortælle ham, at vi nok ikke står i hans håndskrevne bøger, fordi vi kom ind i landet mere end 1500 km væk da vi forlod Iran. Det tager ham noget tid at forstå sit eget system.
Efter vi selv og Dumbo er tjekket ud af Pakistan tager vi en dyb indånding og kører gennem porten ind i Indien. Indien har vi frygtet med hensyn til bureaukratiet og vi har forberedt os på at det godt kan blive langtrukkent. Selvom systemerne er fuldstændigt ugennemskuelige og logikken bag den måde som ting foregår på er uransagelig, så går det rimelig flydende og fint. Det tager tid, men vi får lov at køre ind i landet, får parkeret bilen og kan gå afsted mod lukningsceremonien. Først skal vi dog betale for parkeringen finder vi ud af, men da vi ingen rupees har endnu, er det et problem. Et par folk kommer til, mens vi forklarer parkeringsvagten at vi ikke har nogle indiske rupees endnu, men at vi meget gerne vil finde et sted at veksle eller betale i andre valutaer. Vi tilbyder at betale overpris i dollars, men det er ikke helt til at komme igennem med vores forslag. Til sidst tager en ung mand i mod én dollar fra os og giver sin ven parkeringsvagten de 50 indiske rupees han beder om. Vi takker ham mange gange for at løse situationen inden vi endelig går afsted.
De fem minutter vi når at se af lukningsceremonien er ret sjove. Herefter bruger vi mere end dobbelt så lang tid sammen med folk der gerne vil have taget selfies med sådan to lyshårede skabninger. Selv da vagterne begynder at gene alle ud insisterer folk stadig på at vi liiiige skal vente et øjeblik så vi kan få taget et billede mere sammen med dem. Til sidst når vi til konklusionen, at vi efter ganske få timer i Indien allerede er lidt trætte af indere.
En inder vi viser os slet ikke at være træt af, er ham, som tidligere løste vores parkeringsafgiftskrise. Han finder os i mylderet af mennesker for at give os 13 rupees. Da vi forvirret spørger ham hvorfor han giver os dem forklarer han, at vi jo selv har sagt at kursen var 63 rupees til én dollar, og da han har fået en dollar af os og givet 50 rupees til parkeringsvagten skylder han os jo 13 rupees. Vi bliver så overvældede af hans ærlighed at vi ikke ved hvad vi skal sige, men da han beder om at tage et selfie med os syntes vi det er mere end ok!
Efter en larmende nat i teltet med tung trafik omkring kørte vi de 20 km der var ind til Amritsar. Før vi kunne gøre noget andet skulle vi finde et sted at veksle penge eller at hæve. I vores banks øjne må vi nærmest være døde, da vi ikke har haft kortene ude af pungen siden vi kørte ind i Iran. To måneder uden kort og vi har glemt alle pinkoder…
I Amritsar har vi fundet et Guesthouse som blev anbefalet mange steder for overlanders. Mrs. Bhandaris Guesthouse har været hjem for massevis af overlanders i mere end 50 år og er klart anbefalelsesværdigt, om end lidt ud over vores budget selvom vi sover i bilen. Til forskel fra alle steder i Pakistan hvor vi har sovet, så fungerer ting på Mrs. Bhandaris Guesthouse, og en gang i mellem er det i sig selv en luksus. Her er en dejlig have, klatreplanter på de røde mursten og et skønt køkken med gamle Italienske fliser hvor maden bliver tilberedt.
Amritsar er specielt kendt for Det Gyldne Tempel, et Shik tempel belagt med guld og placeret midt i en rolig sø, der hedder Nektarsøen. Her kan de troende Sikher tage et såkaldt helligt dyp og vi andre kan finde ro, selvom menneskemængden er stor. Turbaner i alle farver går rundt om søen og ud af den gang der forbinder templet med “fastlandet”. Alle er barfodede og både mænd og kvinder skal have noget over hovedet.
Amritsar er den første by vi kommer til efter grænsen, så vi bruger nogle dage her på at få styr på praktiske ting som penge, simkort, kølerslangereperation og rejseplanlægning og efter vi har set det smukke tempel og kørt byen tynd i Tuktuk’ere sætter vi snablen mod Rishikesh.
Before the rumble
Fredrik og jeg er overlanding-aspiranter. I september ’17 kører vi afsted med kurs mod Himalaya. Vi kører i en Toyota Hilux fra 1993, som vi har pimpet efter behov. Det er den bil Fredrik er vokset op med, og her på dens 24. leveår håber vi at den kan bringe os i hvert fald 15.000 km over land til Himalaya. Følg med i rejsen under tagget #FredrikogTopsioverland.
For et halvt års tid siger vi på gensyn til vores lejlighed i København, akvariefiskene og de mange planter og kører ud i verden. Det bliver vores første lange tur sammen – tidligere har vores ture sammen begrænset sig til 2 ugers varighed. Vi har vandret i Marokkos Atlasbjerge og besteget Jebel Toubkal (4167m), vi har samlet planter til et herbarie i georgisk Kaukasus, hvor Fredrik også besteg Mt. Kazbek (5033m) og vi har været på et vinterfjeldkursus i Norge.
Nu går turen gennem Europa til Tyrkiet, Iran, Pakistan, Indien og Nepal. Hvad der skal ske når vi når Himalaya er endnu uvist, men mon ikke noget viser sig?
Kompaskurs.com 