Kompaskurs.com
Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
Første dag i Pakistan
07.jan.2018
Teltet er slået op og alt virker til at være som det plejer. Dog er der et par bemærkelsesværdige forskelle. Vi er i Pakistan nu – i går krydsede vi grænsen fra Iran og det gik overraskende smertefrit og uden besvær. I dag har vi kørt turens første etappe fra grænsebyen Taftan, som vi ikke så meget til, til byen Dalbandin, som vi formentlig kommer til at se lige så lidt til. Vi holder i en bevogtet gård til et hotel hvor vi blev eskorteret direkte hen af Levierne, en slags politikorps der er specielt for Balucistanprovinsen. Der er varmt i solen, men bestemt behageligt i skyggen. Pakistanske mænd tøffer rundt i deres nattøjslignende klædedragt og kigger nysgerrigt på vores set-up. Sammen med os er et tysk par på motorcykler, dentistsonbikes.de, og deres udstyr er bestemt et ekstra kig værd. Bilen går i tomgang mens jeg lader computeren og lyden fra den blander sig med lyden af stemmer og en kat der miaver.
Levierne har eskorteret os hele vejen hertil, og i morgen går turen videre mod Quetta på samme vis. Vi forlader området klokken ni. Første eskorte i dag var nem. Først kørte levierne i deres bil, derefter fulgte de to tyskere på deres enorme BMW motorcykler og sidst kørte vi. Vi havde svært ved at følge med på den første etappe, da Dumbo, som vi har døbt Hiluxen, har det hårdt over 100km/t. Ved næste checkpoint fik vi en anden bil med os der kørte et mere moderat tempo. Ved nærmest hvert eneste checkpoint, og der har været fem til ti stykker i dag, har vi skrevet vores oplysninger ned i deres protokol – nogle gange i noget der lignede en protokol opfundet til lejligheden. Det var sjovt at se de andre navne i protokollerne, da flere af dem er folk som vi har mødt til jul og som nu er foran os på vej igennem Pakistan. Selvom Pakistan ikke er et land der vrimler med turistbusser og sightseeing er det heller ikke småt med rejsende som kører igennem – hvor mange der rent faktisk har lyst til at rejse rundt i Pakistan og hvor mange der ser det som et nødvendigt onde for at komme til Indien kan jeg kun gisne om.
På et tidspunkt stoppede luksusen med en følgebil. Det betød ikke at vi kunne køre uden eskorte, men at en bevæbnet vagt insisterede på at vi snildt kunne være tre personer i Dumbo. Det ville vi også kunne, hvis ikke det var fordi at vi havde fyldt pladsen bad de to sæder med alt vores habbengut, og at den plads der kunne have været der derfor er utrolig svær at bruge. I stedet sad jeg oven på den kasse der er mellem sæderne mens vores levie sad på passagersædet. De første par kilometer var det et fint sted at sidde, selvom jeg måtte krumme mig sammen for at sidde der. Da vi kom til næste checkpoint sagde han noget om en motorcykel, og vi åndede lettede op i troen på at det betød, at han nu ville køre foran på motorcyklen. Efter vi havde udfyldt endnu en protokol fandt vi ud af at det betød at han kørte tilbage hvor han kom fra på motorcykel og at vi i stedet fik en anden mand med os. Lige så hårdt bevæbnet, men med et dårligere engelsk var det ikke noget der begejstrede mig.
Mens vi sad i bilen pegede løbet på geværet op mod mig og jeg kunne ikke lade være med at kigge på det og læne mig længere bagover for at forsøge at være ude af skudzonen – just in case.
Efter samlet en time siddende på kassen i midten begyndte mine balder at sove og jeg var begyndende træt i kroppen. Heldigvis ankom vi til Dalbandin og turen sluttede da vi kørte ind på parkeringspladsen ved hotellet. Stod det til os ville vi gerne være kørt på politistation for at sove, men da tyskerne skulle have et værelse var det også fint med os at parkere her. Vi sover i bilen, så det er billigere for os, men vi giver stadig 400 pakistanske rupees for at slå vores telt op her. Dog har vi ikke givet en krone for eskorten, der har fulgt os hele vejen og ingen har spurgt efter penge eller lignede.
En anden faktor der tilføjes til at alt ikke er som det plejer er, at det er min fødselsdag i dag. Jeg tror aldrig at jeg havde forestillet mig at jeg skulle fejre fødselsdag i Pakistan, men sådan blev det i denne omgang. Det blev til en fødselsdagssang i morges fra Fredrik, en kop kaffe i gården på politistationen og en kage som Rudolph og Jana hev op ad tasken på et af checkpoints’ene og satte et virtuelt lys på.
Indtil videre syntes jeg at det går godt med at rejse i Pakistan. Her føles allerede mere som Indien end som Iran. En tredje ting, der gør dagen i dag anderledes er, at jeg for første gang kan sidde i bilen uden tørklæde, gå ud af teltet uden tørklæde og generelt ikke længere skal bekymre mig hvis tørklædet forlader mit hoved. Jeg har dog tænkt mig at beholde tørklædet i nærheden lidt endnu, da det føles mere sikkert. Allerede ved grænsen kommenterede de dog på det og fortalte mig med let stolthed, at nu behøvede jeg ikke længere have tørklædet på. Jeg ser det som en slags fødselsdagsgave fra Pakistan til mig. Nu skal jeg passe på med at sige for meget, for vi har kun været her én nat, men her er roligt, levierne har styr på deres arbejde og de mennesker vi møder er søde, rare og smilende.
Mens jeg sidder her i hotellets gård og skriver samler en håndfuld mænd sig om en netop tilkommen. Han har en bakke med forskellige ting som han sælger. Mændende kigger interesseret i kassen og tager nogle sorte stave op ad dem som de bruger til at male deres øjne. Det er khol, som bruger til at tegne deres øjne op. Jana køber en stav af manden og Rudolph tager billeder af hele scenen. Et øjeblik senere er sælgeren væk og mændende læner sig endnu engang tilbage i stolene og og fortsætter deres samtale. En med sit gevær i skødet, en med en smøg i munden og alle i de nattøjslignede klædedragter.
One Comment on “Første dag i Pakistan”
Skriv et svar
Before the rumble
Fredrik og jeg er overlanding-aspiranter. I september ’17 kører vi afsted med kurs mod Himalaya. Vi kører i en Toyota Hilux fra 1993, som vi har pimpet efter behov. Det er den bil Fredrik er vokset op med, og her på dens 24. leveår håber vi at den kan bringe os i hvert fald 15.000 km over land til Himalaya. Følg med i rejsen under tagget #FredrikogTopsioverland.
For et halvt års tid siger vi på gensyn til vores lejlighed i København, akvariefiskene og de mange planter og kører ud i verden. Det bliver vores første lange tur sammen – tidligere har vores ture sammen begrænset sig til 2 ugers varighed. Vi har vandret i Marokkos Atlasbjerge og besteget Jebel Toubkal (4167m), vi har samlet planter til et herbarie i georgisk Kaukasus, hvor Fredrik også besteg Mt. Kazbek (5033m) og vi har været på et vinterfjeldkursus i Norge.
Nu går turen gennem Europa til Tyrkiet, Iran, Pakistan, Indien og Nepal. Hvad der skal ske når vi når Himalaya er endnu uvist, men mon ikke noget viser sig?
Kompaskurs.com 
Kære Line Maj, super tillykke med fødselsdagen.
Jeg synes i er mega seje,(det er der vist mange der har fortalt jer, men det ER i altså) og det er utroiigt hvad i har oplevet på 3 mæneder. Det er så dejligt når i sender rejsebeskrivelser og foto’s. Tak
Fortsat go tur og nyd det i fulde drag 🙂
Mads Møller