Kompaskurs.com
Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
Luksus i ørknen
Der sker så meget, selvom der egentlig sker så lidt, og selv når planen er at slappe af, får jeg meget lidt skrevet, men virkelig meget oplevet. Og det er selvfølgelig en god ting.
De sidste par dage er gået langsomt og hurtigt og har været oplevelsesrige på flere måder. Vi er i Dasht-e Kavir, en af Irans to ørkner, og her er både ro og ravage, stilhed og larm. Vi camper et tilfældigt sted i nærheden af Mesr i nat. Det er ikke langt fra vejen og ikke særlig hyggeligt, men vi skal være i Mesr tidligt i morgen for at møde vores kamelguide og tage afsted på en 3 dages kameltur i ørkenen. For et par dage må Hiluxen derfor se sig slået af de firbenede kræ. Det glæder jeg mig ovenud meget til!
Vi ankom til Dasht-e Kavir for fem dage siden. Vi kørte nordfra over Alborz-bjergene gennem et pas, hvor der lå lidt sne på vejene. Ørkenen startede på den anden side, hvor vi drejede sydpå af noget der lignede en landevej, som fortsatte så langt øjet rakte ind i det flade, golde landskab, der strakte sig ud foran os. Første gang vi så kameler på “græs” var vi ovenud begejstrede og besluttede at spise en hurtig frokost med udsigt til dyrene i det fjerne.
Der var ikke en bil på vejen, så det gik hurtigt igennem landskabet. Vi havde wild-campet i mange dage og var blevet både kolde og våde nordpå, så vi var enige om at vi trængte til sydens sol, til en varm seng og til en lunt bad. Derfor havde vi sat næsen mod den lille bitte ørkenby Farahzad, hvor vi havde læst os til at Barandaz Lodge skulle være et fabelagtigt sted. Vi ankom uanmeldt – telefonforbindelse havde der ikke været noget af så snart vi nåede ørkenen – lige omkring solnedgang og var både trætte og beskidte. Selvom Farahzad ikke kan prale af mere end 10 huse kunne vi ikke finde stedet lige med det første, og endte med at gå ind på deres lille café og spørge efter overnatning. De talte udemærket engelsk, så det gik nemt at finde ud af hvad vi ønskede og de fandt et værelse til os. Værelset var traditionelt indrettet – i Danmark ville man kalde det spartansk. Der var ikke et eneste møbel på værelset, men gulvet var dækket med tæpper og væggene havde små nicher, der kunne bruges som hylder. Som senge lagde værten nogle tynde madrasser frem og redte dem med puder, tæpper og lagner. Selvom det teknisk set ikke var en varm seng at sove i, så var det et dejlig varmt værelse, og jeg syntes det så enormt indbydende ud. Værelset lå ud til en lille gårdsplads der blev delt med de andre par værelser, med køkkenet, det fælles toilet- og baderum og en tæppeklædt niche hvori man kunne slænge sig eller indtage sine måltider. Vi skulle have hele pakken. Overnatning og tre måltider om dagen. Derfor kunne vi om aftenen sætte os på tæpperne og få serveret en lækker, varm aftensmad og nyde lidt luksus. Jeg nød også at få et bad og få vasket og ikke mindst redt mit meget uglede hår – livet uden dreadlocks har sine besværligheder…
Vi var længe oppe den aften – meget længere end de tidlige solnedgange og kolde aftener har tilladt ellers. Næste morgen snoozede vi og stod op til en lækker morgenmad klokken ni, hvorefter Fredrik havde siddet stille længe nok og satte afsted på det der blev til en lille 19 kilometer løbetur. Imens gik jeg lidt rundt og nød roen, mens jeg forsøgte at få styr på vores stumper i bilen. Det er helt utroligt hvordan kulde og regn kan gøre én uduelig i forhold til at gøre ting ordentligt – at få lagt ting de rigtige steder, at få vasket ordentligt op eller at holde et overblik over sit habengut. Vores friluftsbukser var mere end almindeligt mudrede efter vi havde kæmpet en brav kamp mod vejene i Golestan National Park, og jeg ønskede mig meget en vaskemaskine, men det havde de ikke på stedet. Det blev til håndvask af flere omgange for at komme snavset til livs. Fredrik har ganske få par bukser med, og ikke engang hans pæne bukser var rene nok til at være præsentable, så han lånte et par af mine haremsbukser. Dagen gik med lidt almindelig oprydning, en dejlig frokost, en gåtur mellem de oaselignende småmarker omkring og en køretur ud til sandbankerne i nærheden lige omkring solnedgang.
Mens jeg ihærdigt fotograferede solnedgangen drønede Fredrik rundt og testede Hiluxens evner i ørkensand. Under parolen “hvis vi kører fast med 2-hjulstræk kan vi altid trække os selv fri med 4-hjulstræk” kørte han indtil han sad fast i det bløde sand, og trak sig så tilbage til de hårdere klippeområder.
Tilbage på lodgen kom vi i snak med nogle andre turister, der var fra Tehran. Vi mødtes om bålet, som vores vært havde fortalt at vi kunne gå ud til hvis vi ville se hans familie lave mad over bålet. Derfor var det forvirrende at komme ud til et bål ganske tomt på pander og gryder og uden tegn på madlavning, men med otte forventningsfulde mennesker omkring. Det viste sig at det med at lave mad over bål var en misforståelse – i virkeligheden var der gang i at blive lavet mad under bål. Bålets mange gløder blev skrabet til side med en slags langskaftet spade og låget på en stor metalgryde kom til syne. Gryden blev gravet fri og trukket op og låget lettet så vi kunne se den sammenkogte ret der havde hygget sig i varmen i flere timer.
De andre turister var en flok venner der var på tur, og de inviterede os til at få en sjus sammen med dem. Det forvirrede os en smule, da der er et gældende alkoholforbud her i Iran. På deres værelse, inde bag det tykke tæppe, der gør det ud for dør, tog vi plads sammen med hele gruppen, og der blev hældt vin op i små glaskopper. Hjemmelavet vin fortalte de, og den så da også hjemmelavet ud da de hældte den fra en gammel colaflaske. Vinen smagte udemærket – lidt ligesom den vin vi i Georgien sidste år fik serveret i litermål. Whiskeyen havde vi ikke lyst til at smage, men vi smagte flere gange på alt det tørrede frugt de bød os. Vores nye venner var kurdere, og den ene af dem, den ældste, var en af de bedste i Iran til at spille på en slags traditionel lut. Han rystede dog for meget på hænderne nu, så et par stykker af de andre spillede i stedet. Der blev spillet et par traditionelle numre, og den dygtige lutspiller bød ind med lidt sang oveni. En af kvinderne var en af de bedste til at danse kurdisk dans fik vi at vide, og det skulle vi nok få at se.
Klokken var over ni da aftensmaden blev serveret. Det blev inde på deres værelse hvor vi alle sammen spiste sammen. Gryderetten var blevet forvandlet til adskilte retter. En slags suppe og en slags kød-hummus. Jeg selv fik nogle friterede kartoffel-bønne bøffer, der smagte dejligt.
Anden morgen på lodgen løb Fredrik en tur før morgenmaden, som vi først spiste klokken lidt i ti, sammen med vores nye venner fra dagen før. De inviterede os til at gå en tur sammen med dem ud til sandbankerne og vi trak i tøjet. Det var en kort gåtur, men den var fyldt med hygge. Ude i sandet viste kvinden, der var en dygtig danser os hvordan man dansede kurdisk dans, og vi fik lov at danse med. Det var sjovt sådan at danse rundt i ørkensandet.
Vi gik tilbage lidt før de andre for at pakke vores ting sammen. Af en eller anden grund var de fleste af vores ejendele eksploderet ud over gulvet på vores lille værelse, så det tog os noget tid at få samlet os sammen og gjort klar til at køre. Inden vi kørte fik vi en gang frokost, der endnu en gang var bygget op om ris, og fik af værten en lille skål med kameler malet på.
Så var vi klar til at køre ud i ørkenen og finde os en lejrplads helt for os selv.
På Barandaz Lodge betalte vi 35$ per person per nat inklusiv alle måltider. Det vil sige 140$ for de to nætter. For vores budget var det lidt meget, men det var gode penge. Det var et virkelig dejligt sted!
Before the rumble
Fredrik og jeg er overlanding-aspiranter. I september ’17 kører vi afsted med kurs mod Himalaya. Vi kører i en Toyota Hilux fra 1993, som vi har pimpet efter behov. Det er den bil Fredrik er vokset op med, og her på dens 24. leveår håber vi at den kan bringe os i hvert fald 15.000 km over land til Himalaya. Følg med i rejsen under tagget #FredrikogTopsioverland.
For et halvt års tid siger vi på gensyn til vores lejlighed i København, akvariefiskene og de mange planter og kører ud i verden. Det bliver vores første lange tur sammen – tidligere har vores ture sammen begrænset sig til 2 ugers varighed. Vi har vandret i Marokkos Atlasbjerge og besteget Jebel Toubkal (4167m), vi har samlet planter til et herbarie i georgisk Kaukasus, hvor Fredrik også besteg Mt. Kazbek (5033m) og vi har været på et vinterfjeldkursus i Norge.
Nu går turen gennem Europa til Tyrkiet, Iran, Pakistan, Indien og Nepal. Hvad der skal ske når vi når Himalaya er endnu uvist, men mon ikke noget viser sig?
Kompaskurs.com 