Hvad vi har lært af den første uges tid i Iran

Før vi kom til Iran og før vi besluttede os for, at det var her vi skulle til, vidste vi ikke særlig meget om landet. For os var Iran noget med atomaftaler og præstestyre og internationale sanktioner. Nu hvor vi har været her i lidt over en uge er vi allerede blevet meget klogere.

Her til aften har vi spist hjemme hos en lille familie. Manden mødte vi oppe på bjerget Savalan (eller Sabalan), som vi besteg for nogle dage siden. Han var oppe på en éndagstur til toppen, som han havde gjort så mange gange før. Mehdi, som han hedder, taler et gebrokkent engelsk, som er nok til at føre en samtale, men ikke nok til at undgå forvirring. Fredrik og ham udvekslede telefonnumre mens vi stod om et lille bål, som flokken af iranske bjergbestigere havde lavet. Mehdi fortalte at han har læst “Animal Science” på Universitetet og at han arbejder med noget “environment” nu. Han bestiger ofte Savalan, der med sine 4811m må siges at være en alvorlig udflugt. Hans kone tager også med ind i mellem. Hun er skolelærer og mor til deres lille pige på 2 år. Derudover taler hun kun ganske lidt engelsk, men laver dejlig mad – endda vegetarisk i anledning af vores besøg.

Ikke nok med at vi var budt på aftensmad, så kørte den lille familie os også ud på tur. Turen gik til byen Sareyn, som er en lille turistby bygget op om varme kilder. Hvis ikke man vidste at byen var bygget på varme kilder ville man undre sig gevaldigt. Med langt til både hav og sø ser det fjollet ud, at alle de små butikker i byen sælger badedragte og badedyr.

Vi drak te og spiste pommesfritter, mens vi slængede os på persiske tæpper på en lille restaurant. Derefter tog de os med til et badested, lånte os det korrekte udstyr til sådan en tur (hvem havde vidst at badehætte er obligatorisk?), og lod os ikke engang selv betale for at komme ind.

En anden mand, som også var oppe på bjerget og også hedder Mehdi, har også inviteret os forbi hos ham. En tredje gut har bare set Fredriks opslag på Instagram fra bjerget, og skrev en besked til ham for at sige, at vi var velkomne i hans hjem i Meshgin Sharh. Det er fuldstændig overvældende med venlighed og gæstfrihed her, men det er også svært at skelne.

I Tabriz blev vi bondefanget af en mand, der startede ud med ren og skær venlighed, men som viste sig at ville have penge for at have været guide for os – uden at vi nogen sinde havde bedt om eller insinueret, at vi ønskede nogen form for guidet tur. Faktisk var dagen med ham, som vi ikke ville bede om at smutte af høflighed, en virkelig anstrengende dag. Så hermed et tip til andre rejsende i Iran: Hvis folk siger at de er engelsklærere, er det en god ide at møde dem med en sund portion skepsis. Med mindre man selvfølgelig gerne vil have en guidet tur rundt i hele byen og høre om diverse dynastiers tilknytning til lokalhistorien. Vi rendte ind i to i Tabriz, der forsøgte at snøre os, og for den ene af dem lykkedes det altså.

Klog af skade var vi i Tabriz meget skeptiske, da en ældre mand stoppede os på gaden og bød os på te i hans butik. En yngre mand forklarede på perfekt engelsk, at han ikke var ude på noget, men at han samlede på hilsner i en bog og gerne ville have en af os. Vi tog chancen og gik med ned i hans meget lille butik, der viste sig at være en symaskinereperationsbutik. Han reparerede gamle symaskiner, både elektriske og med håndsving, og jeg fik helt hjemvé til min egen Singer-maskine med håndsving. Den ældre mand, der hed Ali, smilede stort og satte te over, mens vi tog plads på en stol og en taburet på den ene side af disken i den ca. 4 kvm store butik. Ali snakkede og den unge mand, der også hedder Mehdi, oversatte. Ali spurgte om hvordan Danmark var og fortalte, at han havde set os dagen før og havde forsøgt at invitere os på te, men at vi havde været sammen med “en dårlig mand” – engelsklæreren der havde bondefanget os. Mehdis perfekte engelsk og gode uddannelse som oversætter gjorde det nemt at snakke, og inden længe var han i gang med at diskutere politik, som vi ellers har hørt er helt no-go. Mehdi fortalte, at det rigtigt nok er en dårlig ide at diskutere politik, men at inde i den lille butik var det okay, for her kunne ingen høre det. Ude på gaden skulle man passe på med at sige for meget. Efter flere timers snak i den lille butik hjalp Mehdi os med at finde en bus væk fra bymidten og ud til vores bil.

Busserne er, lige som mange andre hverdagsting her i Iran, en historie for sig. I bybusser som den vi skulle med er der to indgange – en til mænd forrest i bussen og en til kvinder bagerst i bussen. Bussen er delt på midten med en plade, så det ikke er muligt at passere fra den ene afdeling til den anden. I byens Metro er der ligeledes en vogn kun for kvinder, men her må kvinder i følgeskab med mænd gerne sidde i alle vognene. Metroen i Tabriz er også gratis for turister, hvilket de ikke oplyser nogen steder – hvis man forsøger at købe en billet nægter de, og sender blot en videre ned til perronen.

Højt på listen over Irans særheder er deres penge. Valutaen hedder Rials og 1 dkk svarer til 5.500 rials. Med et dagsbudget på 200kr kan vi altså brænde 1.100.000 rials af på en dag. Den store forvirring opstår når man forsøger at få lov at bruge sine penge. De fleste steder, men ikke alle, er priserne opgivet i Toman i stedet for Rial. 1 toman svarer til 10 rials og dermed skal man ofte gange med 10 for at kende den reelle pris. For at gøre forvirringen endnu større fortæller de sjældent hvor mange nuller de har tænkt sig skal bag på. Hvis noget koster 50.000 rials siger de blot 50 eller måske bare 5 og man må så gætte sig til hvad det betyder. Slutteligt bruger de arabiske tal, så vi har måtte lære 10 nye symboler for at have en jordisk chance for at aflæse en pris.

Alt i alt har vi indtil videre lært, at folk der hedder Mehdi er gode nok, at engelsklærere nok vil snøre os og at priser er en ret flydende størrelse.

3 Comments on “Hvad vi har lært af den første uges tid i Iran

  1. At lære er at leve..🤓☺…

    Tusind tak for en skøn beretning

    Den 21. nov. 2017 9.44 AM skrev “Fredrik & Topsi over land” :

    Topsi posted: “Før vi kom til Iran og før vi besluttede os for, at det var her vi skulle til, vidste vi ikke særlig meget om landet. For os var Iran noget med atomaftaler og præstestyre og internationale sanktioner. Nu hvor vi har været her i lidt over en uge er vi alle”

  2. Kære tobias.jeg har det store fornøjelse at arbejde sammen med din mor Pia på Slagelse Sygehus. I den forbindelse fortalte Pia mig om jeres store eventyr. Jeg bliv helt misundelig. Siden sidste weekend hvor jeg hørte om jeres rejse og nuværende ophold i Iran , har fantasien været på en lang rejse .
    Jeg har aftalt med Pia at sende min anbefalinger om mulige spændende besøge distinationer.
    Jeg har tænkt og tænkt. Hvis det var mig hvor ville jeg vælge. Jeg i min fantasi var på barndoms hjemmet i Teheran i gamle bydel امیریه چهارراه معزالسلطان,i amieheh gade og nyder det travle gader fra alternen ved 4.sal, var i Ramsar byen ved caspisk hav i nordlig Iran hvor jeg kyssede for første gang en pige, hver Shiraz byen en varm sommerdag og besøgt اردوگاه کوروش بزرگ vildested grave moment for kong cirus og følte stolthed over at være iraner.
    Men det står mig at alle min anbefalinger er over 30 år gammel og lidt af den er forbundet med personlig oplevelser.
    Iran har så mente oplevelser at vide ikke behove at delle. Jeg synes at i skal selv tager jer af oplevelser og nyd det.
    Kære Tobias og kæreste. Jeg ville så gerne havde mødt jer et eller anden sted i mit hjemme land og inviteret på en formodet. Men drømmen om Iran må jeg må desværre vente måske endnu mange år, men jeg vil alligevel inviterer på lidt mad. Jeg har sendt penge til Pia og håber på at I for tid til en frokost i mit fravære, håber at i vil nyde det. Velbekomme og tak for en fantastisk dagbog over jeres eventyr.هیثم
    Haetham
    HB

    • Hej HB;) jeg er ked af vi ikke har svaret før, men tiden går så stærkt når man er ude og rejse. Vores rejse i Iran er slut for nu, men det har været to måneder med så mange unikke oplevelser! Især har vi mødt så mange utrolig venlige og hjælpsomme mennesker, som har inviteret på te eller mad og endda at vi kunne sove i deres hjem. Det er virkelig noget os danskere kan lære af. Vi er så glade for pegene til en middag, det kan være vi kan gengælde det når vi kommer hjem, så kan vi vise lidt billeder i mens.
      Mange hilser fra den Iransk-Pakistanske grænse.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: