Kompaskurs.com
Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
Besteg Mount Savalan
Der ligger sne blæst ind mellem de store sten og klippestykker, som udgør det bjerg vi er på. Det er ikke koldt nok til at der ligger sne overalt endnu og fordi vi er sydpå har solen stadig en del magt. Sydsiden af de lidt lavere bjerge er stadig snefri, selvom nordsiden ser ud til at være strøet med flormelis. Vi er på den nordøstlige side af Mount Savalan i Iran, hvorfra vi vil begynde opstigningen til toppen. Toppen når 4811m i højden og “Sabalan Shelter”, hvor vi har overnattet, ligger i 3700 meters højde. Det giver os lige over 1 km opad fordelt på 4 km sti, hvilket betyder at det er exceptionelt stejlt. Vejrudsigten siger et sted mellem -10 og -20 grader, ganske lidt vind og sol fra en skyfri himmel. Det kan ikke blive bedre. Vi har pakket os ind i mange lag for at holde varmen, men da vi begynder opstigningen kan vi stille og roligt tage nogle af dem af, fordi bevægelsen giver os varmen. Hver gang jeg tager et skridt opad begynder min hjerte at hamre. Den tyndere luft kan hurtigt mærkes på kroppen, og selvom det ikke føles hårdt i benene flyver pulsen i vejret. I starten går det nemt, for der er en bred sti det første stykke. Denne luksus holder dog hurtigt op og vi følger i sporene i sneen op ad bjergsiden.
Da vi ankom til shelteret var der ikke et øje. Vi blev enige om at der nok ikke var nogen der brugte det på denne her tid af året, for der var fyget sne ind mange steder og der var ingen spor. En lille ræv luskede rundt omkring, og var tydeligt vandt til mennesker. Den kom gerne tæt på og tiggede mad. Vi fandt et lille værelse som vi godt kunne lide og slog lejr der. Så gik vi en tur det første stykke op ad ruten som vi ville følge dagen efter, men da jeg var lidt træt gik vi ned. Vi fik gang i en brænder og smeltede noget sne til drikkevand og til aftensmaden, som bestod af tørmad. Vi planlagde at gå halvvejs op dagen efter for at højdetilvænne og så tage den endelige toptur, hvis vi havde lyst til det, to dage efter. På den måde følte jeg mig ikke presset til at vi skulle nå toppen og vi kunne nå at se forholdene an.
Da jeg vågnede næste morgen efter en kølig nat, hvor jeg holdt varmen ved både at ligge i min sovepose og have min flyverdragt på, hørte jeg stemmer. Først troede jeg at jeg havde hørt forkert eller havde drømt, men lidt senere var der igen nogen der talte. Vi kom i tøjet og kiggede ud af vores rum for at opdage, at det vrimlede med lokale bjergbestigere i farverigt friluftstøj, med hurtige solbriller og små rygsække. De var gået nede fra de varme kilder meget tideligt om morgenen og holdt nu pause ved shelteret inden de gik videre op mod toppen. Humøret var højt, og flere af dem ville have at vi tog billeder sammen. Det stillede vi op til og smuttede så ind for at gøre os klar. Jeg var mere sikker på at vi godt kunne komme op på toppen nu hvor jeg så alle de mennesker der også var på vej derop, på trods af at kalenderen siger november måned. Der var flere hold der ankom. Nogen havde store rygsække med og havde tænkt sig at overnatte oppe på bjerget, andre skulle hjem igen samme aften, efter de forhåbentlig havde nået toppen.
Vi satte en god fart op ad. Vi overhalede et par stykker på vejen og blev mere og mere selvsikre. Da vi havde kæmpet os op ad i nogle timer mødte vi én, der fortalte os at nu var der omkring 1,5 time til toppen – han var selv på vej, men skød et langsommere tempo end os. Der besluttede vi os – vi ville prøve at nå toppen samme dag. Længere oppe begyndte lidt hovepine at melde sig, og vi kunne begge mærke lidt svimmelhed ind i mellem ved hurtige bevægelser. Vores appetit var på et minimum, men vi klemte nogle kiks ned og forsøgte at få drukket noget vand. Det var koldt at holde pause, selv når vi stod i solen og i læ, så det gjorde vi kun korte tidsrum ad gangen. Vi kom til en passage der var stejl og dækket af sne. Vi diskuterede om det var sikkert at følge de andres spor direkte op ad stigningen, eller om vi skulle tage en rute lidt til venstre for hvor vi kunne se klipperne stikke op og dermed var mere sikre på at sneen ikke ville skride. Til sidst vurderede vi at der ikke var så meget sne igen og at det derfor var okay at gå i sporet. Det var hårdt at gå op i sneen, for den skred ofte under fødderne på en, så man røg lige så langt ned som man lige havde trådt op. Vi pustede og holdt pause undervejs. Da det stykke var overstået ventede blot det sidste stejle stykke før det fladede ud og vi kunne gå mod den sø, der markerer toppen af bjerget.
Da vi nåede søen, der lå som en bundfrossen isklump i krateret på den udslukte vulkan kunne jeg ikke lade være med at smile over hele hovedet. Vi havde klaret det, vi igår var i tvivl om overhovedet kunne lade sig gøre og jeg var ikke engang fuldstændig ødelagt. På toppen mødte vi to mænd, som havde klatret op ad nordsidens gletsjer med reb, pigsko og isøkser – i forhold til dem lignede vi to turister på hyggetur.
Vi kunne mærke højden på kroppen og besluttede at gå ned igen ganske hurtigt. Vi ville også gerne nå ned til vores lejr inden det blev mørkt. I forhold til at gå op ad var turen ned en leg. Vi hoppede i sneen, jeg kælkede på numsen og vi pakkede os ind i mere varmt tøj for at holde varmen. Vi nåede shelteret lige før solnedgang og fandt mange af de bjergbestigere vi havde mødt tidligere. Nogen havde lavet bål og inviterede os til at komme og varme os. Vi fandt vores Termos frem og lavede varm kakao, som vi drak mens vi forsøgte at tale med iranerne. Meget få talte meget lidt engelsk, men vi fik udvekslet telefonnumre og oplevelser på bjerget. Nogen af dem var meget erfarne og havde været på bjerget over 20 gange.
Den hovedpine jeg havde forsøgt at ignorere i håbet om at den nok gik væk når vi kom længere ned blev ved. Jeg var nervøs for at det kunne være noget mere alvorligt, men ville ikke gå længere ned af bjerget fordi jeg var træt og det var blevet mørkt. Fredrik spurgte nogen af de meget erfarne til råds, og de kom og kiggede til os – de gav en almindelig hovedpinepille da de konstaterede at der ikke var andet galt. Jeg fik masser af vand og lagde mig til at sove, selvom klokken kun var otte. Jeg var helt ødelagt.
Næste morgen var jeg frisk igen og vi pakkede tingene sammen og gik ned til vores bil, der stod tålmodigt og ventede i frostgraderne.
Before the rumble
Fredrik og jeg er overlanding-aspiranter. I september ’17 kører vi afsted med kurs mod Himalaya. Vi kører i en Toyota Hilux fra 1993, som vi har pimpet efter behov. Det er den bil Fredrik er vokset op med, og her på dens 24. leveår håber vi at den kan bringe os i hvert fald 15.000 km over land til Himalaya. Følg med i rejsen under tagget #FredrikogTopsioverland.
For et halvt års tid siger vi på gensyn til vores lejlighed i København, akvariefiskene og de mange planter og kører ud i verden. Det bliver vores første lange tur sammen – tidligere har vores ture sammen begrænset sig til 2 ugers varighed. Vi har vandret i Marokkos Atlasbjerge og besteget Jebel Toubkal (4167m), vi har samlet planter til et herbarie i georgisk Kaukasus, hvor Fredrik også besteg Mt. Kazbek (5033m) og vi har været på et vinterfjeldkursus i Norge.
Nu går turen gennem Europa til Tyrkiet, Iran, Pakistan, Indien og Nepal. Hvad der skal ske når vi når Himalaya er endnu uvist, men mon ikke noget viser sig?
Kompaskurs.com 