Dogubayazit-hvad?

Der er tilrøget på den lille “çay”-cafe (te-cafe) vi har fundet på hovedgaden i grænsebyen med det umage navn Dogubayazit. Det er egentlig hyggeligt nok – vi sidder i en lille krog og “blender in” blandt de lokale. Her drikker alle te, diskuterer eller konsulterer deres smartphones. Vi er ganske kort fra den imponerende udslukte vulkan Mt. Ararat, som vi håbede at komme op og vandre på, men det viser sig at være helt umuligt. Det virker ellers ganske simpelt at gå i hvert fald til 2. “basecamp”, men det er forbudt uden guide. Vi har snakket med en guide her, som hjalp os til at finde lidt wifi og tilbød sin hjælp til andre ting også, men han sagde at det kostede 500$ for en guide til bjerget. Vi kunne nok godt prutte den pris ned, men vi er begrænsede af tid her – i øjeblikket er det skyet og dårligt vejr, og så er det ikke sikkert at begive sig op på den 5137m høje top og dens gletsjer. Da vi ikke har tid til at vente på bedre vejr og derefter give os i kast med bestigningen på et par dage må det blive en anden god gang. I stedet kører vi nok til den lille by Diyadin, hvor de har varme kilder. Det ville være et hit efter mange kolde dage med regn og masser af kilometer tilbagelagt på de øde landeveje.

On a driving note: vejene her er fantastiske det meste af tiden. De sidste par dage har vi kørt virkelig langt og det har kun kunnet lade sig gøre fordi der meget af vejen har været helt nybyggede, tosporede veje stort set uden biler på. Var der andre trafikkanter var det lastbiler, og på den måde kunne vi alle følges ad når det gik op ad bakke. Den lille bil klarer det godt. Det er en gammel bil, og den har det ret hårdt op ad. Til tider må vi helt ned i 2. gear, selv på de store veje, for at kunne få rumpen med os op over bjergene. Den oser helt vildt når den trækker til, så vi bruger lidt tid på at finde ud af, om det bare er sådan det er med et gammelt diesel-monster som Hilux’en eller om vi kan gøre noget ved det. Vi har forsøgt at rense luftfiltret og har overvejet at skifte brændstoffilter. Når vi kommer til Iran, hvor vi har tid nok, vil vi prøve at finde et værksted der kan kigge den igennem.

Her i Dogubayazit er det som om alle har fri. Det vrimler med mennesker på hovedgaden – som 23. december på Strøget – og ingen af dem ser ud til at skulle noget bestemt. Det er sjovt at få lov at se den lokale kultur der er her. Da vi ankom i går eftermiddags kom vi til at køre ned at en blind vej. Der var et lille marked med grønsager, fisk og andet godt, som vi gik ind på. Folk var glade og venlige og vi købte lidt til aftensmaden. Så kørte vi ad en bjergvej op til Ishak Pasha Palace, som ligger oven for byen. Lidt længere oppe ad bjerget af en særdeles interessant bjergvej fandt vi et sted at holde for natten. Vi gik en tur op på klipperne hen over os – de så smukke ud og vi ville se om vi kunne se over på den anden side. Det var en stejl, men god tur op, selvom det blev mørkt undervejs. I pandelampens skær kom vi op på bjergkammen og kunne se absolut ingen ting i alle retninger. Alligevel var vi begejstrede da vi gik ned til bilen. Senere på aftenen fik vi besøg at to store hyrdehunde. De gøede og virkede bestemt ikke venlige, men de kom heldigvis ikke tæt på.

Nu vil jeg pakke computeren sammen og finde Fredrik igen, som er sat afsted for at købe frimærker og poste vores postkort!


Aftenupdate:

Vi er kørt til Diyadin, som viser sig at være et mærkeligt sted. For kun anden gang på vores hidtil 1 måned lange tur er vi tjekket ind på et hotel og skal sove indendørs i nat. Hvordan vi fandt hotellet var dog en interessant oplevelse.

Byen Diyadin er ikke stor, men dog rigeligt forvirrende. De centrale gader er lukket af for biler, så vi blev af flere omgange ledt uden om. Til sidst holdt vi ind og jeg steg ud af bilen for at spørge nogle lokale om vej til byens hotel. Det var ikke svært at finde lokale der ville hjælpe – allerede inden jeg var kommet ud af bilen var nogle mænd stimlet sammen i grønthandleren på den anden side af vejen. Jeg forsøgte at spørge om nogen af dem talte engelsk. Da det ikke gav nogen videre forståelig respons forsøgte jeg med “Hotel? Otel?” og det hjalp. Nu er jeg hverken skarp i kurdisk eller tyrkisk, og jeg er heller ikke helt klar over hvad de talte, men jeg kom frem til at de meget gerne ville hjælpe. Der var armfagter og forklaringer og jeg kiggede forvirret fra den ene til den anden indtil de blev enige om, at to af dem viste mig vej til fods. Vi gik op ad en af de afspærrede gader. Undervejs fortalte de to mænd hvad situationen bestod i til de fleste te-drikkende bekendte på de små çay-caféer. Endelig fandt vi et hus med et skilt hvorpå der stod Hotel Dogan. Dog var det en foto-biks vi gik ind i for at spørge, for det var åbenbart det samme. En ældre mand med enorme hinkestensbriller fægtede med armene og kiggede forvirret på os, men bød os at vente i 5 minutter. Jeg vidste ikke helt hvad vi ventede på, men tænkte det nok skulle gå. De to mænd spurgte hvad Fredrik og jeg skulle og jeg svarede at vi var på vej til Iran. Iran havde de været i mange gange. Den ene forklarede at han havde været i Iran enten fire gange eller i fire år – det fandt jeg aldrig ud af. Han havde også været i Irak. Han viste at det var som militær og jeg spurgte om han kæmpede. Nej, fægtede han, ikke våben. De to mænd pegede rundt på forskellige ting omkring os og kom til sidst frem til “rebuild” og “training”.

Efter lidt tids venten besluttede de to gutter at vi skulle gå tilbage og hente bilen og Fredrik. Den ene mand hoppede ind på passagersædet og guidede Fredrik rundt i byen og den anden fulgtes med mig. Vi gik til et andet sted, hvor de mente der var et hotel, men det viste sig at være lukket. Derefter vinkede vi farvel til den rare mand der havde været 4 år eller 4 gange i Iran. Den anden mand, som havde guidet Fredrik ville guide os tilbage til det første hotel, for det var det bedste bud. Så vi satte os alle tre ind i bilen…

Og her vil jeg bemærke, at det er bilen ikke konstrueret til. Jeg sad derfor på den kasse der er placeret mellem de to sæder for at gøre plads til vores rare hjælper.

Hotellet fandt vi og vi fik heldigvis god hjælp. En anden beboer på det lille lyseblå hotel taler udemærket engelsk og hjalp med at oversætte. Værten her er en ældre mand med en imponerende næse, som både er nær blind og døv. Vi skulle registreres som gæster med vores pas i et it-system, som han ikke var superbruger af. Da han heller ikke kunne se hvad der stod i vores pas, fik jeg lov til at taste alting ind i systemet selv under vejledning af vores selvudnævnte guide og oversætter. Vi fik te mens vi arbejdede på bureaukratiet – den 4. kop i dag – og lidt flere folk kom til og hilste på. Udenlandske turister var vidst et særsyn.

Nu er Fredrik ude og drikke mere te med vores medbeboere mens jeg tager tjansen med at slappe af på værelset. Det passer mig virkelig godt!

One Comment on “Dogubayazit-hvad?

  1. 👌😎vh Kim

    Sendt fra min iPhone

    Den 7. nov. 2017 kl. 19.00 skrev Fredrik & Topsi over land <comment-reply@wordpress.com>:

    Topsi posted: “Der er tilrøget på den lille “çay”-cafe (te-cafe) vi har fundet på hovedgaden i grænsebyen med det umage navn Dogubayazit. Det er egentlig hyggeligt nok – vi sidder i en lille krog og “blender in” blandt de lokale. Her drikker alle te, diskuterer eller ko”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: