Kompaskurs.com
Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
Fødselsdag i Makedonien
14. oktober 2017
Det var egentlig planen at køre til Grækenland gennem Albanien, altså direkte sydpå, og så køre østpå i Grækenland. Det viste sig at der ingen store veje var den vej, og at det derfor gav bedre mening at krydse ind over Makedonien. Generelt har vi været relativt uforberedte på den første del af vores rute for “det er jo bare Europa”. Derfor var det fantastisk at finde ud af, hvor smukt der er i Makedonien, når nu det endte med at blive vores første destination til en decideret “overliggerdag”. I anledning af Fredriks 25 års fødselsdag havde vi nemlig besluttet, at da vi alligevel ikke kunne nå hele vejen til det sydlige Tyrkiet for at møde vores venner, kunne vi i stedet tage den med ro, og så nyde de steder vi kom frem.
Da vi kom frem til vores wild camping spot i Makedonien var det (endnu engang) blevet mørkt, og vi havde svært ved at se for os, om det reelt var et sted vi havde lyst til at være to nætter.
Da vi om morgenen så solopgangen ud over søen og fik mulighed for at kigge os omkring, var vi dog ikke i tvivl. Det var fantastisk smukt.
Jeg vækkede Fredrik med en stille fødselsdagssang og gik ned for at lave morgenmad. Mens Fredrik puttede videre oppe i teltet bagte jeg pandekager, kogte æg, lavede kaffe og dækkede op til morgenbord på et liggeunderlag ude på kanten af klippen med udsigt ud over søen.
Efter en hyggelig morgenmad, da solen var begyndt at varme os op, besluttede vi at der skulle en løbetur til. Det var på denne at vi fandt ud af, at vi befandt os lige på kanten af en nationalpark, og at den smukke sø hvis klippefyldte bred vi havde slået lejr på var et sted mellem 2 og 3 mio år gammel. Fredrik ville (selvfølgelig) gerne løbe op mod toppen af nationalparkens højeste bjerg. Jeg selv gav op før det, og vi splittede os op. Mens Fredrik løb op ad bakke kom jeg retur til lejren ad en anden sti end den jeg var kommet af. Jeg pakkede mig en lille taske med badeting og gik ad den stejle klippesti ned til den lille bugt nedenfor, hvor jeg kunne bade i det klare vand. På vejen ned mødte jeg et tysk par med deres lille søn, som jeg fik en snak med. De var i området for at klatre, men var ikke imponeret over de ruter der var netop her. Jeg kiggede forvirret på dem, for Fredrik og jeg havde godt snakket om, at det ville være nogle gode klipper at lave ruter på, men vi havde ingen fundet. Ruterne viste sig at være et ganske kort stykke nede af den sti jeg var løbet retur af, og selvom de garvede klatrere ikke var imponeret var det rigeligt til at begejstre Fredrik og jeg.
Søen, som jeg var på vej til at bade i, bliver fodret med kildevand, så temperaturen var bestemt ikke høj. Til gengæld var sollyset skarpt og selvom det er oktober, lykkedes det snildt at få varmen efter det kølige dyp. Fredrik kom tilbage fra sin tur efter lidt tid. Det havde været svært at finde vej, så selvom han havde retning mod toppen, måtte han stoppe da han nåede en lodret klippevæg. Vi gik sammen ned til den lille strand hvor jeg tidligere havde været så Fredrik også kunne bade. Vi havde fiskestang og magasiner med denne gang til at underholde os med i længere tid. I bugten var et lokalt par ved at bade, og vi besluttede at finde et mere privat sted længere henne. Det sted vi fandt lå helt beskyttet og vi brugte resten af eftermiddagen her. Fredrik fiskede, men uden held. Og hvordan fanger man egentlig fisk i en sø fyldt med endemiske arter?
Eftermiddagen forsvandt mellem fingrene på os, og det var ved at blive sent da vi igen gik op til lejren.
Jeg havde købt ind til at lave en improviseret tiramisu i dagens anledning, og den blev, omstændighederne taget i betragtning, udemærket. Da vi havde spist den havde vi svært ved at foretage os andet end at slå mave og blev enige om at skubbe klatring til næste morgen. Med en halv kage i maven ville ingen af os komme op ad nogen væg.
Mørket falder hurtigt på, og så snart solen er væk bliver det koldt. Sommerens varme nætter er forbi, og selvom dagstemperaturerne er lækre er aftenerne og nætterne kolde. I Montenegro havde vi endda en morgen med rim på teltet. Vi tændte bål da mørket kom – jeg købte en “pop-op-grill” i Spejdersport for et gavekort jeg havde fået af min afdeling på arbejdet da jeg stoppede, og den brugte vi for første gang. Fredrik gik i gang med sit første snitteprojekt, en spiseske, og jeg underholdt mig selv ved at grille nogle grønsager til os og ellers holde liv i bålet indtil vi besluttede at det var sengetid.
Da vi krøb til køjs sagde Fredrik, at dagen havde været så god, at fremtidige fødselsdage ville få svært ved at leve op til det, og jeg var ret enig.
Before the rumble
Fredrik og jeg er overlanding-aspiranter. I september ’17 kører vi afsted med kurs mod Himalaya. Vi kører i en Toyota Hilux fra 1993, som vi har pimpet efter behov. Det er den bil Fredrik er vokset op med, og her på dens 24. leveår håber vi at den kan bringe os i hvert fald 15.000 km over land til Himalaya. Følg med i rejsen under tagget #FredrikogTopsioverland.
For et halvt års tid siger vi på gensyn til vores lejlighed i København, akvariefiskene og de mange planter og kører ud i verden. Det bliver vores første lange tur sammen – tidligere har vores ture sammen begrænset sig til 2 ugers varighed. Vi har vandret i Marokkos Atlasbjerge og besteget Jebel Toubkal (4167m), vi har samlet planter til et herbarie i georgisk Kaukasus, hvor Fredrik også besteg Mt. Kazbek (5033m) og vi har været på et vinterfjeldkursus i Norge.
Nu går turen gennem Europa til Tyrkiet, Iran, Pakistan, Indien og Nepal. Hvad der skal ske når vi når Himalaya er endnu uvist, men mon ikke noget viser sig?
Kompaskurs.com 