Om kitchede turiststeder og en misforstået grænsekontrol

Vi sidder over for hinanden, Fredrik og jeg, med hver vores computer, som er koblet op på det gratis wi-fi restauranten her tilbyder. Vi har været afsted i snart en uge, og det er ikke fordi jeg har savnet at bruge computer eller at vi har været decideret off-grid. Det er bare svært at tage sig tid til at skrive når man er på farten. Selv de dage hvor vi ikke vil køre særlig langt, bliver det alligvel til lang tid på vejen. Som i dag, hvor vi kun skulle et ganske kort stykke gennem Montenegro til den kystby, Kotor, vi er i nu. Det blev bare en langtrukken oplevelse grundet snoede, stejle bjergveje og mangel på vejskilte.
Kotor er en klichefyldt by. Her er proppet med turister som bliver vist rundt i grupper af guider med nummererede skilte i hånden. På tysk, italiensk, montenegrisk (?)… Den gamle by er omgivet af en solid bymur og et gammelt fort snor sig vej op ad bjerget. Voldgravene omkring har direkte kontakt med den fjord, som løber ud i middelhavet.
Vi har snoldet i dag og har spist ude. Vi har fået en let intetsigende vegetarisk menu på en turistet restaurant, hvor der endnu ikke er andre gæster, fordi klokken er mellem frokost og aftensmad. På cafeen ved siden af bliver der spillet den slags musik, hvor beatet er det samme ligegyldig hvilken sang det er. En variation over samme tema. På bordet er der elektriske fyrfadslys i stager, som den alvorlige tjener tænder med en fjernbetjening. 50 meter herfra bimler klokken fem i det store kirketårn.

Vi kørte fra vores overnatningsplads ved halv 11 tiden. Det skulle bare være en kort tur til Kotor, men det kom til at tage fire timer. I Montenegro virker vores mobildata ikke, så kort og vejvisning på telefonen er det slut med. Vores almindelige bil-GPS påstod, da vi kom ud på den store vej vi var kommet fra dagen inden, at vi ikke var i nærheden af brugbare ruter. Tilbage var den kortbog over Europa vi har med, som har vist sig ikke at være så ny som vi troede. Faktisk er den fra 2006 og ved ikke engang at Montenegro er et land for sig selv. Den sidevej vi havde tænkt os at finde for at krydse inde over land til Kotor var ikke til at finde, så vi fortsatte af den store vej vi var på. Det var småt med byskilte, så vi kom langt før vi endelig fandt en sidevej med et pejlemærke. Da vi endelig fandt den var den ikke på vores kort, så vi tænkte at den nok var ny. Det var den ikke. Den var vidst bare så lille at den ikke var tegnet med. Ad den kom vi over bjerge og gennem landbrugsområder med en gennemsnitshastighed på 30 km/t. Og så tog det pludselig lang tid at komme det korte stykke vi skulle.
På den anden side af bjergene begyndte det pludselig at vrimle med turistbusser og biler. Vi nærmede os Kotor og med det også en helt speciel nedkørsel.

Ned mod byen skulle vi nemlig gennem hele 25 hårnålesving på 20 km før vi kunne kravle forbi bymidten og finde et sted at stille bilen.

Eftersom denne her tur er første gang jeg prøver at køre i bjerge som fører af bilen, var det med lidt nerver på at jeg satte i gear.

Vi skiftes en del til at køre. I går kørte Fredrik dog hele dagen. Vi kørte fra Kroatien i går morges, hvor vi havde overnattet det dejligste sted. En stenet vej førte ned til en endnu mere stenet strand med middelhavsblåt vand og klipper på begge sider. På den modsatte bred kunne vi se lyset fra de få huse langs vejen. Da vi kørte afsted planlagde vi at køre til Bosnien og Herzegovina.

Vi kørte ad motorvej i går – dagen før havde vi kørt hele dagen af snoede kystveje, og nu ville vi gerne have lidt fart på, motorvejen tog os forbavsende hurtigt gennem Kroatien og frem til grænsen. Det var det første store grænseovergang vi kom til. Først kom vi gennem et betalingsanlæg for at betale for den kørte distance på motorvejen. Derefter kom grænseposten, hvor de tjekkede pas og bilens papirer. Sidst kom en grænsebom hvor der sad en gut og kiggede på os og viftede os igennem som om vi var åndssvage at tro, at vi skulle stoppe. Og så var det videre på den brede motorvej.

Altså lige indtil at motorvejen endte. Vi blev smidt af en afkørsel og motorvejen sluttede så brat længere fremme, at man kunne køre ud over kanten og falde ned, hvis man fortsatte.
Derefter var det mindre veje resten af vejen. Vi kørte til et vandfald, som der var skilte til, og det viste sig også at være et forfærdeligt turistet sted, om end meget smukt. Masser af tyve meter høje vandfald sendte deres vand ned i den samme lagune af krystalklart vand.

Ved breden lå de kitchede barer, hvor overgjorte kvinder og småtykke mænd hang ud. Soundtracket var det samme som her på stedet – et enerverende beat.

Vi skiftede til badetøj og hoppede i vandet, som viste sig at være endnu koldere end middelhavet havde været om morgenen. Efter den forfriskende pause besluttede vi os for at køre videre og få lagt nogle kilometer bag os.

Vi kørte igennem BiH hele aftenen. Vi havde af en eller anden grund ikke lyst til at campe der, og det var også svært at finde ordentlige steder at slå os ned. Det var blevet mørkt, og det gjorde det også lidt sværere at lede, men der var ikke mange steder at køre fra alligevel. 10 km før grænsen så vi et skilt til en campingplads, men vi fandt aldrig indkørslen til den. Derfor besluttede vi os for at køre det sidste stykke til grænsen og håbe på at den var åben. Det så det ud til at den var.

Under kæmpe projektører fik vi endnu en gang tjekket pas og papirer. Det gik glidende igennem, og vi glædede os over hvor let det var. Det var indtil vi så køen af lastbiler der holdt længere fremme, hvor tolden var. Vi stilede bilen pænt i kø og ventede – i tvivl om vi skulle holde der, eller køre forbi. En anden personbil kom, og vi blev enige om at gøre som den gjorde – den kørte forbi.

Vi fulgte tæt efter den op til tolden, hvor vi gjorde holdt. En tolder kom ud og sagde noget til os på et sprog vi ikke taler og oversatte så. “Open up” og pegede bagud. Vi steg ud og åbnede bagsmækken, og den bestemte tolder sagde at vi skulle tømme den ud på vejen ved siden af. Han lignede østeuropæisk bureaukrati med sin tolderuniform, sin alvorlige mine og sin smøg i mundvigen. Vi tog et par ting ud og forsøgte at vise ham at det altså var dyner og køkkengrej. Han kiggede inde i førerhuset i alt vores rod, og nervøst holdt jeg øje med ham, mens Fredrik tog et par ting mere ud af bagsmækken. Så tog han fat i tagteltet og forsøgte at åbne det. Fredrik gik hen til ham og forklarede at det var et telt til at folde ud.

Noget gik op for vores bureaukrat.

“Tent – for sleeping” og “going to Himalaya” fik ham til at spørge “camping?” og derefter med et grin udbryde “turisto?”. Så viftede han undskyldende med hænderne at vi bare kunne pakke sammen og kaldte den nærmeste betjent hen i stedet. Betjenten tog vores pas og papirer endnu en gang og forsvandt ind på et kontor. Vi stoppede madkasser og dyner ind i bagsmækken igen mens vi grinede lidt af os selv og situationen. Ganske kort tid efter kørte vi ind i Montenegro.

Vi fandt hurtigt en lille sidevej, som vi udvalgte til at være vores overnatningssted. Vi kørte ind ad til vi fandt en holdeplads, så vi ikke fyldte på vejen og slog teltet op der. Der var helt stille. Der var også turens smukkeste stjernehimmel, som vi nød inden vi krøb under dynerne. Det var koldt i går aftes, så vi havde det lange undertøj og enddog en ekstra trøje på. I morges var der rim på teltet, men der blev hurtigt varmt igen når solen ramte. Vi besluttede at Montenegro var et dejligt land, så her ville vi bruge endnu en nat.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: