Kompaskurs.com
Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
Fremgang med visum
Vi venter i spænding på de sidste skridt inden vi kan forlade landet. Vores pas må være glohedt af at skifte hænder i det bureaukrati det er at søge visum. Det er specielt Pakistan der har været både omstændigt og tidskrævende, men det ser ud til at være i fremgang nu, og vi mangler derfor bare det indiske visum inden vi kan få vores pas tilbage og drage afsted. Det sker forhåbentlig i slutningen af ugen, så vi i weekenden kan nå godt ned i Tyskland (7-9-13, bank under bordet).
Det er kun tre uger efter vi havde sat os for at være afsted, og de uger må vi indhente på den del af rejsen der går gennem Europa. Det er ærgerligt, for der er mange steder vi gerne ville have set, men det har vi besluttet at gøre en anden gang. Denne gang vil vi gerne nå ned til det sydlige Tyrkiet inden d. 14. oktober, hvor Fredrik fylder 25. Her kan vi mødes med to venner og fejre dagen med dem. Vi kan også slutte os til dem på deres vandrerute, som skal tage dem langs The Lycian Way, en 540 km lang vandrerute langs kysten.
Vi håber på at kunne vandre ad The Lycian Way i en uges tid, hvilket måske vil svare til en fjerdedel af hele ruten. Derefter vil vi gerne se andre steder i Tyrkiet inden vi skal til Iran.
Det er lidt ærgerligt, men under omstændighederne er det det bedste vi kan gøre.
Det hele lyder lidt forhastet og det er det også. Det er nemlig sådan at visumregler ikke er nemme at løbe om hjørner med, og at vi derfor skal påbegynde vores rejse i Iran inden d. 13. november. Det giver os en lille smule stress på i forhold til hvor lang en distance vi skal tilbagelægge på en tidsmæssigt kort del af hele turen. Det er lidt ærgerligt, men under omstændighederne er det det bedste vi kan gøre. Vi har jo heldigvis lov at blive klogere og måske viser det sig at vi “bare” kunne have søgt om visum ved grænserne – but better safe than sorry.
Lige nu – få dage inden realistisk afgang – føles det lidt “sorry” at have brugt så lang tid på at få de rette papirer hvis det viser sig at vi kunne have løst det med et par tålmodige timer på et grænsekontor. Efter at have gået rundt om os selv den sidste uges tid er vi ved at være en smule utålmodige efter bare at komme afsted på tur.
Before the rumble
Fredrik og jeg er overlanding-aspiranter. I september ’17 kører vi afsted med kurs mod Himalaya. Vi kører i en Toyota Hilux fra 1993, som vi har pimpet efter behov. Det er den bil Fredrik er vokset op med, og her på dens 24. leveår håber vi at den kan bringe os i hvert fald 15.000 km over land til Himalaya. Følg med i rejsen under tagget #FredrikogTopsioverland.
For et halvt års tid siger vi på gensyn til vores lejlighed i København, akvariefiskene og de mange planter og kører ud i verden. Det bliver vores første lange tur sammen – tidligere har vores ture sammen begrænset sig til 2 ugers varighed. Vi har vandret i Marokkos Atlasbjerge og besteget Jebel Toubkal (4167m), vi har samlet planter til et herbarie i georgisk Kaukasus, hvor Fredrik også besteg Mt. Kazbek (5033m) og vi har været på et vinterfjeldkursus i Norge.
Nu går turen gennem Europa til Tyrkiet, Iran, Pakistan, Indien og Nepal. Hvad der skal ske når vi når Himalaya er endnu uvist, men mon ikke noget viser sig?
Kompaskurs.com 