Kompaskurs.com
Rejsedagbog, overlanding, friluftsliv og andre glæder
En gammel bil
Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi har brugt en del penge på at få den gamle Hilux i tip-top stand. Det er en gammel bil, som har arbejdet hårdt, og det har været nødvendigt at skyde en del i den, for at få den til at blive en god tur-bil.
Som sådan er det et godt valg af bil. En Hilux, specielt af den årgang, er meget simpelt og stærkt bygget op. Den er nem at reparere alle steder, og den er velkendt i den del af verden vi har tænkt os at køre til. Det er en klar fordel. En ulempe er at den ikke er så almindelig i Danmark, og at det derfor er svært at skaffe alle slags reservedele. Og så selvfølgelig dens årgang…
Bilen har en begrænset mængde ekstraudstyr. Den har en almindelig varmeblæser, en bilradio der ikke virker lige pt. og overraskende nok varme i sæderne. Til gengæld har den firhjulstræk, som manuelt slås til ved at dreje på en dims på forhjulene.
Når jeg siger at vi har puttet en del i den så går det tilbage til foråret, hvor den bestod turens første og ret afgørende test. Den skulle gennem syn. Det smed vi 15.000kr efter at få den. Med lidt pladearbejde på nogle skærme og lidt almen skruen blev den godkendt til to år mere på de danske veje. Op til syn havde Fredrik også selv fikset en del ting, som efterhånden trængte til lidt kærlighed.
Derefter har vi selv, med god hjælp, tilføjet en del ting, som skal gøre den klar til langtur. Fredrik har præsteret at skaffe hele to ”hardtops” til at placere oven på ladet, til den nette sum af 0 kr. Ingen af dem passede dog i størrelsen. Den ene, den første, som vi fik af en lokal bekendt af Fredrik ude i Alleshave, var for lang. Den var, tro det eller ej, beregnet til en ældre model af bilen! Vi så det ikke som noget stort issue og begyndte med det samme at lægge planer for, hvordan den kunne tilpasses bilens længde. Senere fik Fredrik en anden hardtop foræret da han var på genbrugsstationen – hvis ikke han ville have den, ville ejeren smide den ud. Den hardtop var en lille smule for kort og en lille smule for bred.
I sidste ende var en smule for kort og en smule for bred bedre end for lang, da den korte hardtop er kraftigere og har tagbøjler. Vi har med god hjælp installeret en metal-liste på ladet og beskåret hardtoppen så den passer. Da vi pillede den sorte plastikkasse, som altid har siddet inde i ladet ud viste det sig, at selve ladet var godt rustent ved hjulkasserne. Sådan ”solskin ned på dækkene”-rustent. De bærende metallægter under ladet er blevet forstærket da bilen var til service og nu har vi også lappet de store huller med noget glasfiber. Det er en lappeløsning som ikke holder for evigt, men som løser problemet for nu. Vi skal alligevel have indsat den sorte plastkasse igen, så selv hvis glasfiberbandagen bliver utæt er der stadig tæt op imod vores ting.
Til at begynde med havde vi besluttet at bygge seng på ladet under hardtoppen. Efterhånden har vi dog set os lun på et tagtelt, der på alle måder virker som en smart konstruktion. Vi ville ikke have problemer med plads og ville kunne indrette os meget mere behageligt. Til gengæld er bilen ikke fra fødslen udstyret med tagbøjler og har heller ikke noget system til at sætte sådan nogle på. Det har krævet meget hovedbrud at finde ud af hvad løsningen skulle være. Ingen kommercielle modeller af tagbøjler som vi kunne finde frem til, kunne installeres. Heldigvis kom min tantes mand Anders til hjælp og svejsede i løbet af en aften to styk tagbøjler fast på taget af førerhuset. No way back.
Indtil videre har jeg fortalt om de store og tydelige ting. Der er også en hel del andet der er blevet fikset. På motoren er der i vinters skiftet olie-, brændstof- og luftfilter og der blev lavet bremser. Derudover har den fået skiftet kileremme og får et nyt pumpehoved til brændstoffilteret, da det er gået i stykker. Det ser også ud til at vi skal ud og investere i en ny kobling, hvilket ikke er helt i den billige ende.
I luksuskategorien er det el-system vi har lavet. Vi har to forbrugsbatterier så vi kan have strøm til lys, computer, kamera og lignende under vejs. Til at lade har vi investeret i en 100w solcelle, som vi vil placere oven på hardtoppen. Derudover er forbrugsbatterierne forbundet til startbatterierne ved hjælp af et skillerelæ, så bilens generator kan lade på forbrugsbatterierne når startbatterierne er ladt op. Til forbrugsbatterierne er også tilsluttet en køleboks. Et lille kompressorkøleskab havde været at foretrække, men sådan et koster i hvert fald 5000kr, og køleboksen havde jeg i forvejen. Sidst er der også sluttet en inverter til batterierne. Den lader os bruge 230v, så vi kan bruge sådan noget som computer undervejs. Det giver en kæmpe frihed – og luksus. Hele systemet, der ellers er lidt et ledningskaos, er blevet pakket ind i en hjemmegjort trækasse, som sidder på bagvæggen i førerhuset.
Bevæger vi os ud af ”essentials” kan vi begynde at tale om det fold-ud-køkken jeg har bygget. Det er en kasse af krydsfinér, hvor top og side kan foldes ud som bord. Den passer i størrelsen til at stå yders på ladet, så det kan laves om til køkken når vi holder stille. Vores trangia’er er sat fast så de udgør en lille kogeø, og det samme bliver spækbræt, så vi er helt klar til gourmetmadlavning. Alt køkkengrej og nødvendige madvarer bliver gjort fast inde i kassen, så der er klart skib. Den er ikke helt færdig endnu, men bare rolig – vi kommer til at tale meget mere om det hjemmebyggede fold-ud-køkken, for jeg er meget stolt af det!
Nu er jeg næsten helt forpustet af at tænke på alt det der er blevet lavet, og ikke mindst alt det der stadig mangler. Jeg trøster mig med at vi er så langt nu, at vi sagtens kunne pakke bilen og køre afsted. Hvis det ikke lige var for manglen på visum til Pakistan, men det er en helt anden, lang, historie.
Before the rumble
Fredrik og jeg er overlanding-aspiranter. I september ’17 kører vi afsted med kurs mod Himalaya. Vi kører i en Toyota Hilux fra 1993, som vi har pimpet efter behov. Det er den bil Fredrik er vokset op med, og her på dens 24. leveår håber vi at den kan bringe os i hvert fald 15.000 km over land til Himalaya. Følg med i rejsen under tagget #FredrikogTopsioverland.
For et halvt års tid siger vi på gensyn til vores lejlighed i København, akvariefiskene og de mange planter og kører ud i verden. Det bliver vores første lange tur sammen – tidligere har vores ture sammen begrænset sig til 2 ugers varighed. Vi har vandret i Marokkos Atlasbjerge og besteget Jebel Toubkal (4167m), vi har samlet planter til et herbarie i georgisk Kaukasus, hvor Fredrik også besteg Mt. Kazbek (5033m) og vi har været på et vinterfjeldkursus i Norge.
Nu går turen gennem Europa til Tyrkiet, Iran, Pakistan, Indien og Nepal. Hvad der skal ske når vi når Himalaya er endnu uvist, men mon ikke noget viser sig?
Kompaskurs.com 