Om at komme hjem igen

Det er svært at lande et nyt sted, men det er næsten sværere at vende tilbage til det velkendte. Aldrig før har det været så tydeligt for mig, som da jeg landede i Danmark efter en måned i Etiopien. Jeg syntes jeg havde vænnet mig til tingenes tilstand dernede, at jeg var blevet bekendt med kulturen og efterhånden havde lært at gebærde mig. Og så kom jeg hjem igen.

Tro mig; jeg havde savnet hjem. For første gang sad jeg på en rejse til udlandet og ønskede at jeg var hjemme. Det er svært at sætte en finger på nøjagtig hvad det skyldtes. Måske at jeg rejste alene og dermed ikke havde en tryg rejsemakker at dele oplevelserne dernede med. Måske at jeg nu har en sød kæreste herhjemme, som jeg tænke på hele tiden. En der kan give mig et sort hul af tomhed inden i når jeg ikke er sammen med ham. Måske var det fordi jeg ikke havde en plan for hele den måned jeg skulle være der. Jeg var ikke på vej noget sted hen, jeg havde ikke daglig undervisning eller ligende. Jeg skulle indsamle data og opleve landbruget og kulturen. Måske gjorde det også noget at jeg blev gevaldigt syg.

På trods af alt det savn, så var det som om jeg var på en anden klode da jeg vendte hjem. Som om jeg havde glemt hovedet dernede. Jeg tog næsten direkte på spejdertur i tre dage, efter et smut forbi lægen, der efter et par blodprøver erklærede mig smittefri. Jeg tænkte på bambushytter og oksetrukne plove og uhygiejnisk mad og maraboustorke og de flodheste, som jeg kun lige så snuden af. Jeg var et andet sted.

I virkeligheden tror jeg at det er noget af det sundeste man kan opleve. At se hvor godt ens verden fungere. At blive taknemmelig overfor den udvikling vi har været igennem og vide, hvor langt der er igen, hvis andre skal have det som os. At vide, at også vi herhjemme må ændre livsstil, hvis der skal være plads til alle i fremtiden. At se verden som en del af sig selv og dermed tage ansvar.

Så når jeg kigger ud over de snorlige, gule rapsmarker her i Danmark minder det mig om, hvor lang vi er kommet siden vi også pløjede jorden med okser, eller måske med håndkraft. Det minder mig om hvor meget vi kunne gavne ved at løfte der, hvor manglen er størst, og hvor stort et projekt det er. Derfor bliver vi nødt til at arbejde sammen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: